TEKST: PH. FOTO: RME APS.
Temaet for eftermiddagens jagt er vortesvin, for det er sådan et, der gerne skulle pryde væggen på Torbens kontor. På turen har vi kun set bagkofangeren af et enkelt, som hastigt forlod scenen med højt hævet antenne, og det var i går. Men nu skal det være. Det er blæst op, så vi har gode chancer. Per vores PH og trackeren Freuk leder os ad den udtørrede flodseng med blæsten lige i ansigtet på os.
Flodsengen er knastør. Der har ikke været et rigtig regnskyl her i området i de sidste 2 år, så det er småt med næring til dyrene. Græsset er spist for længst, og de spredte skeletter af gnuer, vandbukke og kuduer taler deres tydelige sprog. Her overlever kun de stærkeste. ”Jeg håber ikke, at tørken er af samme kaliber, som den de har haft i Zimbabwe – her kom der ingen nedbør i 6 år” siger Per henkastet, da vi passerer en næsten udtørret vandpyt. Der er ganske få centimeter vand tilbage i den – men ingen livstegn. Den udtørrede lerjord omkring pytten er krakeleret, og de mange aftryk af fod bevidner, at dette reservoir har leveret nødrationer til vildtet, men inden længe er de sidste liter fordampet i heden.
Det er midt i oktober måned, og den afrikanske sommer er ikke engang begyndt endnu. Lige nu burde de første regnskyl have fået græsset til at spire, og vildtet skulle nu være i gang med at opbygge depoterne til at modstå den forestående tørre sommer. Men nej, tværtimod – ingen regnskyl, intet næring men til gengæld 35 grader i skyggen. Over 400 dyr i landområdet, som vi er på jagt i hos Malpepo Safaris, er bukket under indenfor de sidste 18 måneder. ”Hvis ikke der meget snart kommer regn, må vi fodre siger Per, mens han brækker halshvirvlerne over på resterne af en død kudu, som ligger krøllet sammen i et udtørret krat på brinken. Kraniet og hornene bliver taget med hjem som dekoration til farmen, men de burde have siddet på en sprællevende stærk tyr, som for længst ville være forduftet ved vores tilstedeværelse.
Det er dagens anden pürsch – den sjette i alt på turen, så vi kan efterhånden godt mærke det i fødderne og læggene. Det er vaskeægte walk and stalk i et terræn fyldt med kløfter, hvor floderne plejer at løbe.
Vi går ad den udtørrede flodseng, som bugter sig gennem landskabet. Til den ene side er der en lav brink, og herinde er der et virvar af veksler mellem de tornede buske og små træer, som vidner om aktivitet trods tørken. Til den anden side strækker klippevæggene sig højt op mod den blå himmel, og fra tid til anden fanger øjet bevægelsen fra klippegrævlinger, som piler afsted mellem stenblokkene.
Spændingen stiger, hver gang flodlejet slår et sving. Forventningsfuldt sætter vi kikkerterne op for øjnene, og hver en afkrog i landskabet scannes. Langs bredderne er der talrige store huler som vortesvin, myreslugere og sjakalerne benytter, og der er mange spor og droppings som indikerer aktivitet, men dyr er der bare ingen af lige nu.
Det er Torben som er på jagt efter vildsvin, så jeg har kameratjansen og går bagerst i vores firmandsgeled. Først kommer Freuk, som svæver hurtigt og lydløst hen over sten, grene og klipper, så følger Per efter med kikkert og skydestok og herefter Torben med riflen over skulderen. Var der nogen der sagde Olsen Banden i Afrika!
Vi er på tredjedagen af vores Afrika-debut, og det er samtidig også første gang, at jeg skal jage med riffel. Vi har lagt hårdt ud, hvad march angår. Ca. 15 km hver dag på de første 2 dage er det blevet til, har Garmin uret afsløret – og ikke mindst mange højdemeter. Mine fødder og lægge har fået bank. Det er op og ned ad stejle lumske skrænter. Stier er her bare ingen af, kun djævelske sten, som man balancerer på, og som larmer mere og mere, jo tættere man kommer på vildtet. Jeg føler mig som den berømte elefant i glasbutikken, når mine størrelse 46 støvler skal finde fodfæste. Jeg er ovenud glad for, at der er god ankelstøtte i dem, for talrige gange vrides og drejes bentøjet, når vi forcerer mindre klippestykker, eller jeg forsøger at balancere på mellemstore sten. Let og elegant suser tracker Freuk afsted, mens jeg mærker pulsen dunke og kan høre mig selv hive efter vejret i forsøget på ikke at sakke agterud, mens jagten foreviges med kameraet.
Igen og igen runder vi et sving i flodsengen, og nok engang scanner vi terrænet for dyreliv med vores kikkerter. Lidt optimistisk drejer jeg kikkerten væk fra flodsengen og fokuserer på en gruppe buske et stykke fra bredden for at se, om noget skulle gemme sig i skyggen. Der – omkring 150 m fremme lidt inde til venstre oppe på bredden får jeg øje på en lille brunlig antilope. Den står helt stille, og den ser ud til at være alene. Jeg fløjter forsigtigt, og alle i patruljen foran mig gør holdt. Forsigtigt går jeg frem til Per og byder ind med, at det måske kan være en duiker, mens jeg peger ivrigt. Per finder den hurtigt i sin Leica kikkert og nikker bekræftende og tilføjer, at den har horn. – det er altså en han.
Det er første gang på turen, at vi rigtig har mulighed for at betragte en duiker. Vi har flere gange undervejs set dem i fuld firspring, når de krydsede vejen, mens vi var på vej ud i terrænet i Landcruiseren eller til fods. Men denne her bevæger sig nu stille og roligt hen mod brinken og ud i den udtørrede flodseng. Den har ingen anelse om vores tilstedeværelse, og vi står bomstille og nyder synet af den. Som vi står her, er det naturen der kommer til os. Vi står her på første parket og oplever den vidunderlige afrikanske natur uden filter. Det er reality – den ægte vare.
Jeg har altid været fascineret af de små antilopearter, lige fra første gang jeg som ung var i Kenya på fotosafari og så de små dik dik antilopepar, som stod under buskene, når vi var på gamedrive i Masai Mara. Men på denne tur er jeg riffeldebutant, og jeg har end ikke drømt om at komme i nærheden af en duiker og slet ikke på skudhold af en. Men lige nu står den fint i zoomlinsen på mit kamera.
Duikeren eller dykkerantilopen, som den også kaldes, har fået sit navn, fordi den dykker ned i vegetationen og søger skjul, når der er fare på færde. Der findes omkring 40 forskellige varianter, hvoraf den mindste – blue duiker kun vejer omkring 5 kilo og den største brun yellow backed duiker vejer op til 80 kilo og måler 87 cm over skulderen.
Men duikeren her er en bush duiker. Heldigvis lever den ikke op til sit navn, men forbliver synlig midt ud i flodsengen. Duikerne klarer tørken fint, da de optager væske gennem de blade, som de spiser, og lige nu ænser denne her ikke vores tilstedeværelse men tripper hen til en Acacie, som står midt i den udtørrede flodseng og lokker med sine nyudsprungne lysegrønne blade og sine fine små blomster.
Mit kamera arbejder, og billede for billede kommer jeg tættere på duikeren, og snart er jeg forreste mand i geleddet. Jeg får nogle billeder af den sultne lille fyr, som tager for sig af bladene på busken. Men jo tættere på jo bedre billeder, så jeg kigger tilbage på Per og signalerer, at jeg gerne vil endnu tættere på. Per nikker, og nærmere jeg kommer, jo mere stiger pulsen, for duikeren ænser os stadig ikke. Per kan mærke min stærkt stigende interesse og spørger, om ikke jeg vil have riflen. Jeg siger nej, men mener JA. Men ved nærmere eftertanke kunne det jo blive til en fin historie med alle de fotos der er taget, så mit nej står ikke længere til troende, og jeg beder om riflen. Per smiler da Torben rækker mig winchesteren og får kameraet.
Rollerne pludselig byttet om, og det op til mig. Afstanden er vel omkring 100 m, men mellem os og duikeren er der et par tørre buske og nogle spredte klippestykker, så det vil være muligt at komme tættere på og få en bedre mulighed for at komme til skud. Per og jeg begynder fremrykningen, mens Freuk og Torben følger efter lidt på afstand. Duikeren er stadig i gang med eftermiddagsmaden, og nu går den om på bagsiden af acaciebusken. Vi stopper op og betragter, hvordan busken bevæger sig og duikerens hoved fra tid til anden kommer til syne mellem de lysegrønne blade og de lange hvide torne.
Jeg rykkede frem til den første af buskene i flodsengen. Holdet følger efter, og duikeren vimser stadig rundt og nipper af bladene. Så er det videre op til den næste busk – og nu kun med Per lige i hælene. Per hvisker at vi er inde på ca. 70 meter, og duikeren er forsat travlt beskæftiget med at æde af bladene fra bagsiden af busken – eller er den? Er den gået bagud? Nej busken bevæger sig endnu. Per sætter skydestokken op, og jeg får justeret den på plads, så jeg kan dække begge sider af busken.
Jeg er klar – riflen er ladt op og ligger solidt på Viper-flex´en. Nu må min duiker bare ikke gå bagud. Tålmodighed er en dyd, men jeg er jo lige brudt ind i Torbens vortesvinsjagt, så jeg tripper utålmodigt. Jeg skæver over til Per, og lige i det samme kommer min duiker ud til højre for busken. Den drejer sig, så jeg ikke kan få ordentlig hold på den, og nu tager den et par skridt skråt fremad i retning mod nogle store klippeblokke i kanten af flodsengen, som snart vil dække den. Et langt forspil giver en stiv finger, men det er nu eller aldrig, og den står stille. Trådkorset kredser om bladet, og jeg lader kuglen gå. Jeg mærker ikke rekylen men stirrer målrettet mod stedet, hvor duikeren lige har stået. Væk er den, og før end jeg når at betvivle udfaldet, siger Per kort og kontant – Sådan skal det gøres. Han løftet hånden og giver mig en high-five. Det er næsten ikke til at tro. Dagens planlagte pursch efter vortesvin har taget en nogen anden drejning, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Det, der startede som en fototjans, er mundet ud i en spændende pürsch på en smuk lille antilope. Den glade amatør har på sin første jagtrejse nedlagt en duiker. Glemt er de ømme lægge, og nu står jeg ydmyg og tænker på, at den fine lille duiker, var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men jeg var lige det modsatte.
Jeg aflader riflen, og vi går småsnakkende frem til duikeren. Jeg har ramt den skråt forfra, så kuglen er passeret ned gennem kroppen, og der er ikke noget udgangshul at se. Den døde simpelthen i knaldet. Nu ligger den her foran os på de runde sten med sin sorte læderagtige tunge ude af munden. Jeg har taget dens liv, men jeg er også trådt ind i rækken af jægere, som med deres interesse for jagt i Afrika bidrager til, at vildtet og naturen bevares her, fordi vi jægere betaler for at jage vildtet. Netop den værdi vi tilfører jagten gør, at den kan konkurrere med landbrug og industri, og derfor har naturen gennem jagten fået en chance for at bestå – heldigvis.
Det er sidst på eftermiddagen og mørket kommer snart, så vi får travlt med at få taget de obligatoriske trofæbilleder. Klippen, som duikeren ville være forsvundet bag, bliver paradoksalt nok udgangspunkt for billederne, og efter seancen bærer Freuk og Per duikeren den sidste kilometer ud af flodsengen til opsamlingsstedet, hvor vi bliver hentet af bilen.
Det var ikke lige det jeg havde regnet med da vi skulle på jagt efter vortesvin – Og det er lige præcis derfor, at jeg elsker at gå på jagt.
Udstyr
Riffel: Winchester Model 70, kaliber .30-06
Kugle: Powermax Bonded 180 grain
Sigtekikkert: Zeiss Diavari 3-12×50
Skydestok: Viper-flex
Vil du også afsted?
Rejsen til Malpepo Safaris område nær Port Elisabeth i Sydafrika blev arrangeret af Malpepo
Safaris. Du kan finde yderligere information om Malpepo Safaris her (www.malpepo.com).
