TEKST OG FOTO: CLAUS SLOTH ANDERSEN.
Forhistorien kan du læse i maj-udgaven af JAGT, Vildt og Våben (de har det sikkert nede i kiosken eller på tanken), hvor Claus Sloth Andersen motiverer skiftet fra et traditionelt riffelskæfte til denne noget mere hårdtpumpede model. Har du abonnement, så kan du også læse historien her.

A*B ARMS MOD*X GEN III CHASSIS. som leveret fra producenten. Jeg plejer at lægge alt op for at kontrollere, om alle delene er til stede.

Montering af A*B arms mod*X Gen III chassis
Før du skal samle dit nye system, så skal du selvfølgelig først adskille din riffel. Min Remington er udstyret med en Sonic-Nielsen lyddæmper, Harris bipod og Picatinny rail med en Vortex Razor HD II 3-18×50 FFP optik.
Jeg starter med at pille bipod og lyddæmper af. Tre minutter og 8 skruer senere er min riffel adskilt i alle dele og klar til at blive monteret i mit nye chassis.

Først tager jeg min låsestol med pibe og placerer den i stykket med aftrækkerhuset. Jeg skruer herefter de to hovedbolte i. Den ene bag aftrækkerbøjlen og den anden foran magasinbrønden. Der er lidt plads i aftrækkerhuset, så låsestolen kan bevæge sig frem og tilbage. Det er med vilje, så det er nemmere at skrue boltene løst i.
Jeg giver boltene en lille klat blå Lock-Tite, da jeg har adskilt og samlet systemet et par gange i forvejen. Boltene skal strammes til 65 in-Lb, og til det anvender jeg en Wheeler F.A.T Wrench. Før jeg strammer boltene, sørger jeg for at presse låsestolen helt tilbage, så den har fuld kontakt til aftrækkerhuset.

Nu er jeg næsten halvvejs, så jeg tager forskæftet og lader det glide ned over løbet på riflen. Der er en lille forhøjning i bunden på det, der passer perfekt til en rille i aftrækkerhuset. Jeg monterer to mindre bolte, der spændes til 55 in-Lb, og nu begynder hele riflen at tage form.
Jeg mangler at montere et Picatinny-rail oven på løbet, kolben og pistolgrebet. Der er en åbning på forskæftet, hvor jeg presser railet ned i, så det sidder helt fast. Jeg sikrer railet til forskæftet med en skrue, som jeg spænder løst. På den måde kan jeg justere det, så jeg nemmere kan placere de fire små skruer over låsen.

Én af de fire små skruer kommer separat i en lille plasticpose. Det er, fordi det forreste hul til kikkertmontagen har en anden dybde end de tre andre. For at få det optimale greb, er alle skruerne derfor tilpasset til hvert enkelt hul.
Jeg skruer alle skruer i, ganske løst, indtil railet falder helt på plads. Herefter spænder jeg dem til 35 in-Lb. Den forreste skrue, der forbinder Picatinny-railet til forskæftet, spænder jeg til 55 in-Lb.
Det sidste, jeg mangler at montere, er kolben og pistolgrebet. Der er en låsemøtrik på selve kolben, der skal løsnes. På aftrækkerhuset er der en lille pinolskrue, der skal skrues ud, så den ikke rammer gevindet, når kolben monteres.
Hvad Er Et Picatinny Rail?
Picatinny rail eller Pic-rail er også kendt som en MIL-STD-1913-skinne eller STANAG 2324-skinne. Picatinny er et militært standardskinne-grænsefladesystem, der giver skydevåben en monteringsplatform til forskelligt tilbehør. Systemet blev oprindeligt brugt til montering af optik oven på låsestolen af stor-kaliber rifler. Når man først havde monteret et Picatinny rail, så kunne riflen udvides med blandt andet: jernsigter, taktiske lys, laserpointere, natsigter, termiske sigter, vertikalt greb på forskæfte, bipods, riffelremme og bajonetter.
Kilde: www.wikipedia.com

Når kolben er skruet på plads, så sikrer jeg den med den lille pinolskrue på det flade stykke, hvor der ikke er noget gevind. Det sikrer, at kolben sidder helt korrekt og ikke drejer sig, når jeg strammer den store låsebolt for at spænde kolben mod aftrækkerhuset.

Pistolgrebet monteres ganske nemt ved at fjerne et lille plasticlåg i bunden af det og så placere det på aftrækkerhuset. Grebet låser jeg fast med en bolt, og det sikres med en lille låseskive, hvorefter jeg kan lukke det igen med plasticlåget.

Nu er jeg egentlig færdig med at samle hele mit chassis. Herefter justerer jeg kolbens længde og højde. På selve buffer-røret er der en række huller med gevind. Jeg løsner bolten og trækker kolben ud til den længde, jeg synes, der er behagelig. Bolten kan spændes med op til 45 in-Lb, hvis man ønsker det. Ellers skal den bare være ”hånd-stram”.

Jeg kan senere finjustere længden ved at flytte bagkappen. Det eneste, jeg nu skal gøre, er at montere bipod og optik. Jeg skruer også kindpuden lidt op, så jeg kan kigge gennem min optik, uden at der kommer skygger i den. Ved at skrue kindpuden op, så gør jeg det også nemmere at få låsen tilbage i låsestolen.
Jeg har købt en KeyMod adapter til min bipod. Den har samme funktion som et traditionelt øje til en riffelrem og boltes fast til forskæftet. Jeg spænder den til 45 in-Lb, så den sidder klippefast på forskæftet.
Hvad er KeyMod Systemet?
KeyMod er et universelt interface-system for tilbehørskomponenter til skydevåben. Systemet blev designet til at erstatte MIL-STD-1913-skinnen. KeyMod blev først fremstillet af VLTOR Weapon Systems i Tucson, Arizona og frigivet gennem Noveske Rifleworks, Oregon. Navnet “KeyMod” blev opfundet af Eric Kincel, der arbejdede for VLTOR Weapon Systems. Alt VLTOR-våbentilbehør havde i forvejen suffikset “Mod”, der betyder modulopbygget, og “Key” er en henvisning til nøglehulsprofilen på monteringsåbningerne.
Kilde: www.wikipedia.com

Der er kun gået cirka 15 minutter, siden jeg startede, og jeg er nu endt op med en riffel, som jeg selv synes, ser rigtig godt ud. Den har fået det look, jeg drømte om. En forholdsvis kort og kompakt riffel, hvor der er noget gods i. Jeg har mulighed for at montere en masse tilbehør, hvis jeg får behov for det. Jeg er meget tilfreds.
Hele samlingen er foregået uden problemer, og alle delene passer perfekt sammen. Jeg prøver magasinet, og det er super nemt at sætte i og tage ud igen. Jeg kan ikke vente med at komme på skydebanen og indskyde min nye riffel.

Den gamle Remington monteret med A*B ARMS MOD*X GEN III CHASSIS. Jeg er meget tilfreds med resultatet.


