En fortælling af Christian Bjerresgaard Hjort, skaber og udvikler af produkter for jagttøjsbrandet Northern Hunting samt passioneret jæger og naturmand.
Northern Hunting grundlagt: September 2015
Af hvem: Jonas Plagborg & Christian Hjort
Hvilke lande sælges der til: Danmark, Tyskland, Sverige, Grønland, Østrig, Belgien, Holland og Polen.
Christian var deltager i DR3 programmet Alene i Vildmarken, hvor præmissen var:
- Isolering i ødemarken i den nordnorske natur.
- Alene med 12 udvalgte ting, samt mine evner og erfaringer.
- Ingen kontakt – ingen deadline.
Jeg er fuldstændig alene
Den høje, skarpe lyd fra aluminiumsbådens skrog der ramte den vilde stenbred, bliver afløst af en mere blød og udfasende lyd idet båden trækker sig ud af sit leje i bugten.
Nu er der kun kølsporet tilbage i stenene og lyden fra den store velkørende motor, som forsvinder sammen med synet af båden i horisonten på den enorme sø.
JEG ER FULDSTÆNDIG ALENE!
Lige ankommet til mit habitat med et bankende hjerte fra en blandet følelse af spænding, uvished og nysgerrighed, ser jeg op imod et stort fjeld som stejlt stiger til vejrs et stykke fra søens bred, hvor jeg nu står. En interessant realitetsbevidsthed vælter ind over mig, flyttet brat fra én verden ind i en anden. Med kroppen pumpende af adrenalin udstøder jeg et langt ”WUUUUEEE” og griner til den eneste følgesvend jeg har – det tændte kamera i min hånd!
Naturen er fuldstændig fantastisk, fabulerende, rå og storslået! Jeg har altid elsket at opholde mig i naturen, at være i selskab med naturen – den er min makker, min medspiller. Her skal jeg tilpasse mig den, det er aldrig omvendt. Naturen er ALTID den stærkeste, det er jeg klar over. Jeg er meget spændt på om jeg bliver ”budt velkommen” af naturen her i mit habitat. Om jeg har mulighed for at skaffe mig føde, varme og få en sammenhængende positiv periode her alene kun med naturen og dyrelivet!? Hvis naturen frastøder mig, altså ikke giver mig mulighed for at finde, fange og samle mad, så er det et faktum at det bliver en kort oplevelse, det jeg her står solidt plantet i. Man kan være en nok så dygtig naturmand, samler eller jæger, men det er i sidste ende altid naturen som bestemmer hvad der kommer til at ske..
Det er som at blive revet fra et univers til et andet – civilisationen er nu overtaget af isolationen.
En interessant nervøsitet og intenshed omkring det uvisse, bliver overrumplet af min iver og mit gå-på-mod for at komme i gang med min oplevelsesrejse, mit eksperiment, mit eventyr! Jeg skal støtte mig til den viden og erfaring jeg har, fra min interesse i naturen og udelivet, for ikke at miste overblikket.
Mit shelter
Efter en kort, men grundig sondering af det nærliggende terræn, har jeg besluttet mig for hvor jeg vil lave mit første – og midlertidige shelter. Jeg er presset af vejret, det regner og er ikke aftagende, vinden kommer direkte ind fra den store, mørke sø og rammer mig som en kold mur. Lige nu er nedkøling min største trussel, derfor skal jeg ikke bruge for meget tid ubeskyttet i disse vejrforhold.
Min trofaste rygsæk, som har været med mig på to forskellige jordomrejser, en krydsning af Amerika, samt andre rejser, skal ikke blive mere våd end højest nødvendigt.
Den er pakket med mit nøje udvalgte tøj, som jeg er dybt afhængig af her i den nord norske ødemark. Med min interesse for kvalitetsudstyr og produkter, har jeg her en udsøgt mulighed for at wearteste det tøj jeg til dagligt skaber og udvikler hos Northern Hunting. At være med i dannelsen af et brand, udvikle produkter, og efterfølgende teste og bruge det i en setting som denne, er exceptionelt spændende – og blot en ekstra dimension, til et i forvejen storslået eventyr.
Jeg vælger at bygge et A-frame shelter et stykke oppe på bredden. Her er underlaget sten i forskellige størrelser og det er bevist jeg vil bo her de første dage. Flere steder omkring mit ankomststed er jorden meget fugtig og sumpet. Derfor vælger jeg at bygge mit shelter med en stenbund, som naturligt fungerer som dræn for vandet som både kommer fra den tunge regnbyge over mig og fra de kringlede kilder som udspringer og snor sig ned af fjeldets stejle side. Jeg vil hellere sove hårdt men tørt – end blødt og vådt! Beslutningen om hvilket et shelter jeg vil bygge som fast shelter, har jeg taget – det bliver en solid tipi som matcher min interesse i Native Americans.
Med mit medbragte reb og presenning har jeg hurtigt bygget mig et fint shelter. Rygsækken kommer i tørvejr og jeg kan slappe lidt mere af. Jeg ved med min baggrund fra skabelsen og udviklingen af tøjet, samt det at jeg ofte tester det i Danmark, at jeg kan stole på det tøj jeg har medbragt. Nu skal tøjet virkelig vise hvad det kan holde til og modstå i mit vilde nordnorske habitat.
I pagt med naturen
Følelsen som overvældede mig de første minutter efter båden forsvandt, sidder stadig i kroppen sammen med et aftagende adrenalinrus. Det er fantastisk spændende og en smule angstprovokerende, hvis man havde tendens til angst – det har jeg ikke!
Netop det at blive udfordret og føle mig på udebane, var en af grundende til jeg meldte mig til dette eksperiment, som Danmarks Radio (DR3) stablede på benene.
Jeg ønskede at teste mig selv og få svar på, om det billede jeg har af mig selv, som naturmand med evnen til at leve i naturen med min viden og erfaringer, holder vand!? Jeg vil være sikker på, at jeg er den jeg føler og siger jeg er – det er mit mål! Ligeledes ønsker jeg at opleve og skabe en samhørighed og symbiose imellem naturen og mig selv, hvor jeg går fra at overleve – til at leve i balance og symfoni med PachaMama, moderjord. Med mit optimistiske sind, kreative tankegang, ihærdighed og mentale styrke er jeg helt klar til at leve og bo fuldstændig Alene i Vildmarken.
Ingen jagt
Pludselig er det som om jeg kan mærke små stød i jorden, vibrationer som kommer ret uregelmæssigt, men bliver kraftigere og kraftigere. Jeg er i gang med at bygge mit uderum i forlængelse af min kære birke-tipi, mit faste shelter. Med dette rum, vil jeg lave en kobling imellem ude og inde. En lille oase i mit store habitat her i Nordnorge. Med åben himmel over hovedet kan jeg opholde mig imellem siderne af uderummet, som jeg bygger uden andet end drivtømmer. Det er hårdt arbejde, for alt materialet skal samles langs den stenede store søbred jeg bor ned til og bæres tilbage til min boplads, min tipi, bygget af birketræer, grene og kviste. Jeg elsker at konstruere og bygge ting, så jeg sætter stor fornøjelse i, at lave dette uderum, hvor jeg låser væggene i konstruktionen og drivtømmeret i sig selv. Kameraet kører konstant på tripoden, det er den eneste genstand, jeg snakker til i min isolerede verden nord for polarcirklen. Dette nordiske eksperiment skal dokumenteres, til programmet ’Alene i Vildmarken’ på DR3.
Derfor dokumenteres den pludselige afbrydelse af mit arbejde, som får mig til at gå i fuldstændig i stealth-mode. Rystelserne jeg kunne mærke i jorden og de interessante prustelyde kommer fra en flok rensdyr, som er fuldstændig intetanende om min tilstedeværelse her i naturen. De går roligt og æder af vegetationen og ænser ikke mig, da jeg er i den helt rigtige retning for dem. Jeg sidder med ryggen imod den enorme sø og ansigtet op imod det store fjeld som rejser sig ind i landet. Vinden bærer min fært væk fra rensdyrflokken, som altså endnu ikke har opdaget mig!
Jeg sidder først HELT stille som var det en jagtsituation hjemmefra og bevæger mig så roligt og langsomt for at få et bedre view af flokken. Det er en smuk flok dyr, 8 stykker i alt.
Som den passionerede jæger jeg er, oplever jeg det som en udfordring IKKE at måtte jage! Især når jeg opholder mig i et landskab, som giver god mulighed for jagt på rensdyr og ryper – tilmed elg, hvis jeg skulle være heldig –præmissen er, at jeg ikke får andet føde, end det jeg selv kan skaffe.
Jeg er omkring 2 uger inde i min oplevelsesrejse, som jeg kalder dette nordiske eventyr og eksperiment, som tv-konceptet beskrives som.
En af grundene til, at jeg opholder mig her helt alene i den nord norske natur og ikke tilbringer tiden sammen med min familie, min forlovede og kun 5 måneder gamle søn, skyldes at jeg her kan teste mig selv om blive klogere på den jeg er.
Reglerne som er lavet af produktion bag TV-programmet siger, at der ikke må jages – kun fiskes og ellers samles føde. Af medbragte ting kunne der vælges ud fra en liste på 18, men kun 12 genstande måtte medbringes.
Jeg trives særdeles godt og føler mig i balance og symbiose med naturen og min alene-verden. Herude ville jeg have be- eller afkræftet overfor mig selv, at jeg kunne de ting, jeg hjemmefra mente, jeg var i stand til. At gå fra at overleve til at leve på min viden om naturen og min kreative kunnen. At bygge mig et hjem og skabe en verden præcis som jeg ønsker det i pagt med naturen. Mit mål er at holde ud en måned! Det besluttede jeg hjemmefra, inden jeg rejste fra Mia og Aksel.
Naturens spisekammer
Med mit udvalgte og medbragte fiskegarn fanger jeg fisk. Min taktik virker, jeg har trukket garnet ud i den bugt, jeg har døbt fiskebugten. På den måde kan jeg tjekke og tømme garnet, uden at blive våd og nedkølet ved at skulle i vandet hver gang. Det er nogle små fisk jeg fanger, men jeg er glad for hver og en af dem. Min kost bygger jeg yderligere op omkring alt det jeg kan ”høste” fra naturen, når nu jagt er udelukket.
Jeg plukker bær, det er hovedsageligt blåbær, tyttebær, revlingebær og få multebær. De indeholder mange gode vitaminer, som min krop har godt af. Jeg samler rødder fra gederamsplanten, som vokser i fåtal på søbredden. Disse rødder og nederste del af stænglen tilbereder jeg, herigennem får jeg jern, magnesium og vitaminer. Fra birketræerne plukker jeg bladene, som jeg både koger til the og spiser efter kogningen. Derudover spiser jeg barken, fra de birketræer jeg har fældet til min tipi.
Alt bruges og genbruges i min indianer-inspireret alene-verden. Med fundet af en gruppe enebærbuske høster jeg både enebær og barken fra busken, dette nyder jeg i stor stil og glædes over den friskhed et enkelt umodent enebær kan give – enten som en lille mundfrisker eller som krydderi på mine fisk. Barken er kilden til brugbare fibre for mig.
Svampene jeg finder, bl.a. rørhatte, er desværre alt for våde og smattede, de kan ikke bruges. Sæsonen er anderledes så højt nordpå, og dette våde landskab, jeg opholder mig i, tilbyder ikke spiselige svampe på denne årstid.
Sulten
Den anderledes rytme i årstiderne viser sig tydeligt, da efteråret ikke varer længere end nogle få uger heroppe. Jeg oplever nærmest fra den ene dag til den anden, at der ikke er flere birkeblade på træerne her i september måned. De har været brune i hele perioden, jeg har levet her så derfor ikke med meget energi i, men de har været med til at give en fornemmelse af mad, når fiskene var få i garnet. Pludselig er denne fødekilde nu væk. Godt jeg stadig har min kære enebær ”plantage”, den nyder jeg at gå rundt om og at høste fra. De grene jeg høster og plukker bær fra og skraber inder bark fra, bruger jeg efterfølgende til at tætne min tipi.
Det er ikke meget mad jeg indtager, men det skal ikke sætte en stopper for alt det, jeg gerne vil opleve, det har jeg besluttet mig for hjemmefra. Derfor udforsker jeg min habitat dagligt og tager mange lange vandreture og gør flere bestigninger af fjeldet, som er min nabo. Dette fjeld døber jeg tågefjeldet, da det er der, at tågen først viser sin fremfærd, når den indtræder, som den ofte gør.
På en af mine vandreture og bestigninger af tågefjeldet lader jeg mig betage så meget af naturen og dyrelivet, at det bliver mørkt før jeg når hjem igen. Men det gør mig ingenting. Det er naturligvis meget mere farligt at gå rundt i et stejlt og vildt landskab, når mørket falder på, men jeg elsker vilde oplevelser. Hvis man dertil farer med lempe, går alting ofte mere fredsommeligt og sikkert. På vej tilbage til min tipi fra denne vandring, som ender med at tage over 12 timer, springer der pludselig en frø ud foran mig.
Igen kører kameraet i min hånd – nu på nightvision-mode, da natten er kulsort, derfor ender det med at blive en veldokumenteret nedlægning, af den mest standhaftige frø, jeg nogensinde har mødt! Den nægter at dø, trods flere forsøg med sten og min trofaste følgesvend – vandrestaven. Til sidst fanger jeg den i bagbenet og tæver den imod en sten i de kulsorte kolde nattetimer og så ender den i jakkelommen. Det er et måltid jeg i den grad glæder mig til, da det eneste jeg ellers har i maven efter så mange timers vandring, er 2 små fisk og nogle håndfulde bær. Med en død frø i lommen, den simple rygsæk på ryggen bestående af mit soveposebetræk fyldt med livgivende oplevelser fra dagens fjeldbestigning og overbevisningen om, at med et optimistisk livssyn gøres tingene altid lettere, begiver jeg mig helt hjem til min tipi i den sorte, kolde nat.
Frøen tilbereder jeg dagen efter. Jeg ”gutter” og flår den, som jeg ville have gjort med et hvilket som helst andet dyr, jeg havde nedlagt på en jagt derhjemme. Frøen havde tilmed fået lov til at hænge og modne en nat !
Jeg spiser ALT fra frøen, efter jeg har fjernet indvoldene og dens skind. På en pind ind over bålet syder det fine sarte frøkød, og de små frølår er en himmelsk mikro-mundfuld. Fornemmelsen af kød, som ikke er fiskekød, får mine tanker drejet over på mine kære kummefrysere derhjemme, som er dejlig pakket med forskelligt vildtkød – alt lige fra krondyr til krikand. Det er ikke en tanke, jeg skal fastholde alt for længe, da den portion kød er langt langt væk.
Det eneste andet kød jeg spiste igennem mit ophold, ud over kødet fra de 96 fisk jeg fangede og den ene frø, var den bøtte regnorm, som var en del af min fiskepakke. Fiskene gad ikke bide på de kroge jeg fiskede med, derfor synes jeg det var ærgerligt ikke at bruge ormene til noget andet. De indeholder også proteiner og kalorier, så hvorfor ikke stege dem over mit bål – det gjorde jeg så.
44 dage og 21 kilo lettere
Igennem mine 44 dage, som jeg endte med at tilbringe i naturen højt oppe i det smukke nord norske landskab, tabte jeg mig 21 kg. Det var godt og vel en fjerdedel af min totale kropsvægt.
Derfor nød jeg til fulde, men også i meget lange drag, de vildtretter jeg tilberedte, da jeg igen var hjemme ved min familie i Danmark.
Oplevelsen og udfordringen vil jeg ALTID se tilbage på med glæde og til dels også med savn. For der var ikke en eneste dag i blandt mine 44 dage, hvor jeg ikke var glad og levede i nuet. Jeg fik bekræftet det, jeg ønskede for mig selv og var taget af sted for. Det giver mig en utrolig dejlig ro og sikkerhed omkring, at jeg kan det, jeg vil, samt en helt igennem tilfredsstillende følelse af, at jeg er den jeg føler og siger jeg er. Jeg er den nordiske Indianer, den naturlige vildmand.
Jeg elsker naturen og dyrelivet, det har jeg altid gjort og vil altid gøre.
Mit eventyr kan findes og ses på DR3 online, hvis du ikke allerede har set det.
