AF NIELS DYGAARD.
Det var med spænding i kroppen og store forventninger, at jeg i november 2013 rejste til Etosha Heights Game Safari, som ligger i det nordlige Namibia. Efter en lang natflyvning fra Tyskland landede vi i Vindhook kl. 7 om morgenen. Efter våbentjek i lufthavnen, blev vi hentet af vores PH, Allan, en ung mand på 27 år, som skulle være vores guide de næste 8 dage. Efter en kørertur på 600 km. med indlagte pauser ankom vi til ”Mountains Lodge”, som er en luksus lodge, der ligger på en bjergskråning med den mest fantastiske udsigt over savanen. Her blev vi budt velkommen af staben i lejren. Vi blev indkvarteret i nogle luksuriøse værelser, og efter et tiltrængt bad og en dejlig frokost kørte vi ud til indskydningsbanen for at tjekke, at vores våben skød præcist. Der kunne jo godt være sket noget under den 11 timer lange flyvetur, og det faktum at jagtområdet ligger 1600 m over havet, kunne godt have flyttet træfpunktet i kikkerten, men der var ingen problemer.
Etosha Heights Game Safari er med sine 50.000 hektar et af de største private jagtområder i Namibia. Området er ca. 70 km. langt og 10 til 12 km. bredt, og der er hegn hele vejen rundt. Etosha Heights Game Safari grænser direkte op til den berømte Etosha Nationalpark, som er på hele 2.100,000 ha. Jagtområdet og nationalparken er kun adskilt af et hegn, som dyrene let springer over eller graver sig under. Elefanterne? Jamen de træder bare hegnet ned, som det passer dem, og går lige igennem.
Vi stod op omkring kl. 6 om morgenen, og efter morgenmad kørte vi ud i området. Alle de kendte antilopearter findes her fra den mindste, som er en Damara Dik-Dik, der blot vejer 5 kg, og op til den enorme Eland, der kan veje 900 kg. Derudover findes der 4 ud af The Big Five – løver, leoparder, elefanter og næsehorn og det både det sorte og det hvide. Så der er mulighed for at møde farligt storvildt, når man er på jagt der.
Vi kørte meget rundt i det store område, og når vi fra bilen spottede en antilope med et godt trofæ, lagde vi en plan for, hvordan man skulle pürsche sig ind på den. Andre gange stillede vi bilen og gik en tur på et par timer, men det er varmt, når der er 42 grader i skyggen, så man skulle have godt med vand med. På den første dag skød jeg et vortesvin. Vi fik øje på det fra bilen, Allan sprang hurtigt ud af bilen med den to-benede skydestok og jeg lige efter. Jeg fik hurtig riflen op i skydestokken, afstanden var cirka 70 meter, så jeg havde ikke besvær med at sætte en god kugle. Den havde et par fine tænder men var meget tynd p.g.a. en lang tørkeperiode i området. Der var ikke faldet vand af betydning siden august.
Næste formiddag var vi ude og kigge efter en gemsbok, men vi så ikke en, der var skudbar. Så vi kørte hjem til lejren for at få frokost. Da vi var få kilometer fra lejren, bremser Frans vores chauffør/tracker pludselig op. For 50 meter foran os går en stor hanløve, vi kan se på hans mave, at han lige har spist, for den er stor og rund. Han har det varmt og vil bare ind i skyggen og slå mave. Det giver en ekstra spænding til jagten, når man jager i et område, hvor der er en del løver. Den største løve, der er skudt i Namibia, er skudt i lige her.
Næste dag fortsatte vi jagten efter gemsbok. Sidst på eftermiddagen parkerede vi bilen og gik ad en dyreveksel, hvor vegetationen var ret tæt og tornet. Pludselig opdager Allan, at der ligger en hunløve og sover cirka 25 meter foran os. Vi står HELT stille. Løven bevæger sig ikke, Allan smider en sten efter den, der er ingen reaktion fra den, han smider en sten til og ser, at det ene øre bevæger sig lidt. Så den er ikke død, hvisker han til mig, mens han smiler. Vi trækker os lidt tilbage og går i en stor bue uden om den. Da vi har gået en 500 meter, hører vi pludselig en høj knurren og brølen fra en løve meget tæt på. Vi stivner, og 2 sekunder senere ser vi en hunløve komme løbende meget hurtigt imod os, og hun er meget sur på os. Jeg glemmer ikke de gule øjne og de store hjørnetænder lige med det samme. Jeg har aldrig løftet og afsikret min riffel så hurtig før. Allan råber og skriger alt, hvad han kan for at stoppe den, imens han råber, at vi skal trække os tilbage, men vi må for Guds skyld ikke vende ryggen til den. Det er nemmere sagt en gjort, når buskene har modhager og vil have fat i en, og der er huller i jorden, samtidig med at man blive angrebet af en løve. Men hunløven stopper heldigvis op 15 meter foran os og det, så støvet står op foran den. Vi trækker os så hurtigt tilbage, vi kan uden at falde. Hun laver et nyt skinangreb og løber igen hen imod os samtidig med, at hun brøler ad os. Vi er nu kommet ud i et mere åbent område, og hun trækker sig tilbage. Vi står og sunder os oven på den oplevelse, det hele gik så hurtig. Det var godt, at hun ikke gik frontalt til angreb på os, siger Allan, så havde vi måttet skyde hende. Allan mente, at hun forsvarede sin unge. Frans, vores chauffør kommer kørende, han griner over hele hovedet, han kunne høre det hele 2 kilometer væk. Men vi er ikke færdige med at blive angrebet af et dyr. Da vi er kommet op i bilen og har kørt i 15 minutter, stopper vi, fordi vi har spottet en flok springbukke. Ud af bushen 80 meter foran os kommer der pludselig et sort næsehorn til syne. Det får med det samme øje på os eller fært af os, og løber med fuld fart hen imod os. Det lykkes mig at tage et billede af det, inden Frans begynder at bakke hurtig og hurtigere, men næsehornet kommer nærmere og nærmere, indtil det ikke er mere en 3 meter fra bilen, hvor det står fnysende og prustende. På det tidspunkt bakker Frans, så hurtigt han kan, samtidig med, at han drejer alt, hvad han kan. Jeg holder fast med arme og ben for ikke at falde ud af bilen, og Allan begynder at råbe igen for at gøre næsehornet opmærksom på, at det er en Landrover og ikke et næsehorn. Næsehornet vælger så at løbe tilbage til den tætte vegetation. Vi sidder tilbage i bilen og tænker, hvad sker der? først en løve så et næsehorn. Klokken er imidlertid blevet mange, så vi beslutter, at det er på tide at køre hjem og få en dobbelt gin og tonic ved lejrbålet efter den oplevelse.
Næste formiddag kørte vi rundt, uden at vi så en god gemsbok. Vi stiller bilen, for vi trænger til at gå en tur, efter en times tid får vi øje på en flok på en halv snes stykker. Allan kan se, at der i blandt dem er et eksemplar, der har nogle ekstremt lange horn. Han har aldrig set en gemsbok med så lange horn før. Jeg får min riffel op i skydestokken, afstanden er 100 meter, og gemsbokken står med hele siden til. Jeg siger til mig selv rolig nu, det her må ikke, kan ikke gå galt, for de har ikke set os. Jeg prøver at trække vejret roligt, tager et par dybe indåndinger og puster halvt ud, så skyder jeg, hvorefter de alle sammen sætter i løb. Allan kunne ikke se noget skudtegn, men jeg følte, at det var et godt skud. Da vi kommer frem til skudstedet, kan vi ikke se noget blod nogen steder, så jeg bliver lidt bekymret. Så må Frans vores tracker vise, hvad han kan, og det er simpelthen utroligt med den evne, han har til at følge sporet fra den gemsbok, jeg skød på, og holde det ude fra alle de andre spor, der er i jorden, for der var MANGE. Efter en 60 meter finder han et par dråber blod, det ser ikke godt ud. Det er ved at være midt på dagen, og det er frygtelig varmt, og der er ikke megen skygge. Frans finder et par dråber blod her og der men ikke meget, og blodet tørrer hurtig ud i varmen. Efter at vi har sporet gemsbokken i en lille time, stopper Frans pludselig brat op. Foran i noget tæt vegetation mindre en 10 meter foran os ligger den på jorden med løftet hoved og kigger på os, den er langt fra død. Men den rejser sig ikke, så jeg skyder den en kugle på bladet, men adrenalinet må køre rundt i kroppen på den, for den vil ikke dø, så jeg skyder engang til, og den forender. Gemsbokke er en overordentlig skudstærk antilope, hvis man ikke rammer den rigtigt.
Jeg er utroligt lettet over, at vi fandt den, og takker Frans for et fantastisk sporarbejde, det var en stor oplevelse at se ham følge sporet af gemsbokken. Jeg spørger ham, hvor han har lært det? Han siger, at det har han ikke lært nogen steder. ”Det har jeg kunnet, fra jeg var barn,” siger han med et stort smil. En schweisshund kunne ikke gøre det bedre.
Det er et toptrofæ af en gemsbok, jeg har skudt, siger Allan med åben mund. Den vil komme ind på top 10 listen over de største gemsbokke, der overhoved er skudt i Namibia, siger han. Jeg er bare glad for, at vi fandt denne flotte antilope og fik gjort en ende på dens lidelser. For mit første skud sad meget lavt bag ved forbenet, hjerte og lunger var derfor ikke ramt, kun leveren.
Da jeg kom hjem til Danmark, fik jeg den målt op af Sten Breith. Han målte højre horn til 46 tommer det venstre horn til 45,625 tommer. Omkredsen på begge hornbaser var 6,5 tommer. I alt 104.625 point. For at få guld skal man ha 92 point.
Den riffel, jeg brugte, var en Blaser K-95 i kaliber 7x57R med en Oryx kugle på 10,1 gram.
Red: Siden denne spændende jagt fandt sted hos Etosha Heights Game Safari, har ejerne besluttet at indstille jagten og udelukkende fokusere på fototurister, som den dag i dag nyder godt af det afvekslende og vidtstrakte område, som i mellemtiden er blevet udvidet til nu at omfatte 60.000 hektar.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
