TEKST: FREYA CHALOTTE ASKJÆR. FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR, CLAUS SLOTH ANDERSEN OG ORANGE RIVER HUNTING & SAFARI’S.
I går så vi ham – ”min” kudu! Først så vi ham på omkring 100 meters afstand, men jeg havde ikke mulighed for et godt skud, så jeg måtte lade første chance gå. Vi fulgte ham op over bakken, hvor vi så ham forsvinde, og vi pürschede herefter i flere timer for at finde ham igen, men vi havde desværre ikke held med det. Til gengæld fik jeg muligheden for at nedlægge mit første dyr i Sydafrika – en flot, flot gemsbock/oryx. Nu er det en ny dag, og vi er igen på jagt efter Afrikas grå Spøgelse!
Kuduen med det brede udlæg!
I dag skal vi nemlig på jagt efter ”ham”! Den helt specielle kudutyr, vi så i går. Da de fortalte, at de havde en bestemt kudu udset til mig, havde jeg svært ved helt at forstå, hvad særligt der var ved ham – indtil jeg så ham mellem buskene i går! Han har et virkelig bredt udlæg – hans horn går ikke blot næsten vertikalt opad, de er brede, og han er helt klart en ældre kudu.
Vi bruger den første halvanden times tid på at køre rundt i et hjørne af det kæmpestore område, hvor vores PH, Mel har en fornemmelse af, at ”min” kudu holder til. Men der er ikke ret mange dyr at se derude – det er, lige som om de ikke er stået op! Det er helt sikkert, fordi solen ikke rigtig har fået fat endnu.
Vi vælger at stoppe og stiger ud af bilen. Vi kan lige så godt bruge tiden på noget andet, mens dyrene står op! Vi kigger på spor – hvilke spor der hører til hvilke dyr. Jeg synes altid sporene overrasker mig! De ser enten større eller mindre ud, end jeg lige havde forestillet mig. Gemsbok/oryx har et stort aftryk, og ofte kan man se, at den trækker sine aftryk lange i sandet.
Vi ser to eland ude på bakken til venstre – der er også rød koantilope og nogle springbukke. Vi stopper her får en snak og ændrer planen lidt, da vi ellers kommer til blot at bruge tiden på at køre rundt. Mel fortæller os, at der skal skydes en rød koantilope, da han skal bruge skindet – og en eland, fordi der er bud efter kødet og skindet. Springbuk kan de altid bruge – blandt andet til den gepard, de har valgt at tage ind for at genudsætte her i området. Det passer jo meget godt, når vi netop har set alle tre dyr, så vi sætter kurs ud over de røde bakker i hastigt tempo for ikke at give dem for langt et forspring.
Da vi kommer op på bakketoppen, er de dog alle forsvundet ud af syne. Til gengæld ser vi en større flok springbukke neden for bakken i en anden retning, end vi kom fra. De går i en okay afstand på et par hundrede meter og har ikke set os. Min mand, Claus gør sig klar og måler afstanden. Spændingen stiger, ingen siger meget, men vi holder alle øje med dyrene gennem vores kikkerter, og Claus gennem sin riffeloptik.
Desværre bevæger de sig længere og længere væk fra os. De zig-zagger mellem buske og træer, fra side til side, med langsom kurs væk fra os. Indimellem kommer bukkene til syne, men Claus har først en reel skudmulighed, da de er for langt væk til et skud – 5-600 meter, synes vi, er for langt.
Vi bliver enige om at vende tilbage og følge sporene fra elanden igen. Bakke op og bakke ned – ingen eland, ingen springbukke, ingen koantilope. Vi går og går og går… og pludselig ser jeg ud af øjenkrogen et eller andet – vi stopper! Det er springbukke, der står og holder øje med os fra en bakketop cirka 300 meter fra os. Dem kan vi godt glemme alt om – vi griner lidt af situationen – at vi nu er dem, der bliver iagttaget. Vi tænker, at det er et godt tegn til, at vi nu går tilbage til vejen, hvor vores chauffør, Willem kort efter kommer med bilen.
Det er ved at være frokosttid, og vi kører tilbage mod Hunters House. Jeg begynder at kunne genkende nogle af de steder, vi kører forbi. Det føles næsten hjemligt – i hvert fald føles det godt!
Vi drejer om det sidste hjørne og udad den ret lige grusvej, der fører op til huset.
Afrikas grå spøgelse viser sig igen
Nogle hundrede meter inden vi når derhen, ser vi en kudutyr løbe over vejen lidt foran os. Han har helt sikkert været ovre ved vandhullet for at drikke… Den unge PH, Biela nærmest springer ud af bilen og spejder med kikkerten.
Inden længe kalder han på Mel: ”Det er ham, det er helt sikkert ham,” siger han! På med rygsækken, som jeg er blevet rigtig glad for på denne tur! Jeg har hele tiden mine hænder fri, med mindre jeg vælger at have riflen i hænderne. Det tager mig ganske få sekunder at få riflen frem fra rygsækken, ét greb med højre hånd og så er jeg klar.
Vi pürscher hurtigt og lydløst gennem terrænet, tæt på hinanden går vi fremad med forsigtige, men hastige skridt. Mel går forrest og jeg går lige bag ham med øjnene mod jorden for at træde varsomt og lige i Mels fodspor, så vi larmer mindst muligt.
Claus og Biela er lige bag os. Men kuduen bevæger sig også fremad, han er hele tiden foran os. Hver gang han stopper op, står han bag en busk eller nogle træer og kigger tilbage mod os. Han er snu! Vi har bevæget os ind i terrænet og er efterhånden kommet et godt stykke forbi Hunters House. Op og ned ad bakker pürscher vi efter ham… og pludselig… forsvinder Afrikas grå Spøgelse for os endnu engang… Han er gået over en bakketop, og da vi kommer derop, er han ingen steder at se. Pist væk er han – og endnu engang ved vi, hvorfor kuduen kaldes Afrikas grå Spøgelse!
Aih, hvor ærgerligt, tænker jeg! Vi stopper op og puster ud, kigger på hinanden og griner. Sikke en pürsch – endnu en gang! Mel kigger på mig, og grinende siger han, at jeg godt nok ikke kommer let til mine dyr, og jeg må give ham ret! Der kommer virkelig mange kilometer i benene og en masse fantastiske oplevelser undervejs.
Siesta og en fantastisk eftermiddagsjagt!
Det er langt over frokosttid nu, og vi går tilbage mod huset, hvor der igen bliver serveret en lækker varm frokost for os. Aih, hvor kan jeg bare ikke ønske mig mere af et frokostbord! Lækre salater og vildt, grøntsager, et koldt glas Chardonnay – og masser af vand!
Jeg kan næsten ikke vente med at komme ud igen – nu ved vi jo, hvor han sådan cirka er! Men næh nej – nu er det lige tid til en lille siesta først. Okay, jeg ved jo godt, at vi faktisk har været ude i rigtig mange timer de sidste dage, men jeg er bare liiiidt spændt og glæder mig til igen at skulle ud at lede efter ham den flotte!
Vi lægger os ind på sengen i en halv times tid og snakker om vores tur indtil videre. Vi er begge to enige om, at det her sted er noget helt særligt for os. Vi føler os nærmest som en del af familien allerede og ved, at her skal vi ned igen! Vi er måske nemme at begejstre, men når stedet, omgivelserne, menneskene – og værdierne er helt rigtige, så er det svært ikke at blive forelsket i sådan et sted!
Tiden går heldigvis hurtigt – op igen, på med støvlerne og ud ad døren! Willem har kørt bilen frem, vi skal lige køre lidt ud i terrænet, og så håber vi på, vi kan snige os ind på ham fra den anden side, end den vi kom fra før – den vej ud, hvor han forsvandt.
Vi kører et stykke og standser… Mel og Biela får øje på ham et godt stykke væk. Vi gør klar, og nu starter en timelang og meget intens pürsch!
Vi kører ned i dalen og pürscher langs bakketoppen. Han står nu på cirka 80 meter og kigger direkte på mig. Jeg kravler op på en lille høj, hvor jeg har et godt udsyn. Han står stille – men jeg ved, jeg skal være hurtig. Jeg får hurtigt min riffel frem – men kan simpelthen ikke få den til at ligge godt. Jeg bruger mine bipods, da jeg ligger på bakken – men riflen synker ned i sandet, og jeg kan ikke få ham ind i sigtet! POKKERS, jeg kæmper min egen lille kamp, mens den smukke kudu langsomt vender sig om og går sin vej! ARGH NEJ! Ikke endnu en forspildt chance, tænker jeg… Men Mel er hurtigt på benene, jeg får riflen stukket tilbage i rygsækken, og så går vi!
Kudutyren har sat et stille og roligt tempo, men han går hurtigere end os! Vi har næsen i sporet, og så går det bare derudad uden at lade os standse af noget andet end kuduen! Jeg er lige i hælene på Mel og er vildt koncentreret om at følge trop. Vi går i raskt tempo ud i terrænet, bakke op og bakke ned, stopper, spejder, måler, går. Vi mister ham af syne engang imellem… så står vi lidt og spejder, til vi igen får øje på ham. Og for hver gang vi igen får øje på ham derude mellem buskene, er han et lille stykke længere væk, end sidst vi så ham… 300 meter bliver til 400 meter, 400 meter bliver til 500 meter, 500 meter bliver til 600 meter!
Jeg tænker i mit stille sind, at på et eller andet tidspunkt siger Mel nok, at vi må give fortabt for i dag. Det må ikke ske! I dag er dagen, jeg kan mærke det!
Endelig!
Vi stopper, vi spejder alle med kikkerterne. Det er næsten altid Biela, der får øje på ham igen – det er måske, fordi han rager højere op, end vi andre gør… eller også er det bare, fordi han virkelig har en god fornemmelse for det. DÉR, siger han og taler på Afrikaans til Mel… nu er vi kun omkring 400 meter fra ham.
Vi går lidt tættere på nogle buske for at stå lidt i skjul. Her står vi et par sekunder for lige at få vejret igen. Mel slår skydestokken op, og jeg trækker riflen hurtigt og let frem fra rygsækken.
Vi har et fint udsyn herfra og kan også se, hvorfor kuduen står stille. Måske er heldet med os nu?
Til venstre for ham kommer der to fine kudu-køer ud af buskadset… Yes! Hans fokus har flyttet sig! Vi bevæger os lidt længere ind bag buskadset, så vi står bedre. Kudutyren går hen imod de to hunner – og stopper cirka 75 meter fra dem. Det giver os en kæmpe fordel. Han står nu foran et træ med siden til os. Han kigger hen imod os et øjeblik, men står stille. Det er helt perfekt, men det skal gå hurtigt!
Jeg kigger gennem min ZEISS-optik og ser ham tydeligt nu! WAUW altså, hvor er han vild, tænker jeg… men mere når jeg ikke, der er ikke tid til nøl nu – det kan være sidste chance, inden solens stråler takker af for i dag. Jeg spørger Claus til afstanden og får svaret ”240” tilbage. Jeg drejer mit ASV+ kliktårn til 250 meter, kigger gennem optikken, afsikrer – og lader skuddet gå. Det går virkelig hurtigt, men alt føles som i slowmotion! Min riffel hopper let i skydestokken, jeg finder ham hurtigt i optikken igen… jeg repeterer og sikrer. Jeg hører alle tre bag mig sige, at det var et godt skud – lige på bladet. Jeg er nu heller ikke selv et sekund i tvivl om, at det var et godt skud, men hold op, det gik hurtigt her til sidst, og jeg så ikke, hvor jeg ramte, fordi riflen gav et let hop!
Jeg priser mig lykkelig for de mange, mange timers træning på skydebanen og til den seneste feltskydningsweekend med ZEISS Training Academy på Ulfborg skydebane!
Sekunderne og minutterne efter skuddet
Hov – husk lige at trække vejret, minder jeg mig selv om! Min riffel står stadig i skydestokken, jeg vender mig om – giver Mel en high five, klar til også at give Biela, men han filmer – og Claus gør sådan set det samme! Så det bliver i stedet til et næsten lydløst jubeludbrud fra min side! Jeg er stolt! Glad! Lettet! Et perfekt skud blev sendt afsted mod et fantastisk dyr. Mange kilometer er tilbagelagt, vi har sneget os frem på vores knæ, gået gennem tornede buskadser, vores støvler er gledet på de skarpe sten, og vi har været ved at falde et utal af gange… En lang og intens pürsch er nu afsluttet med succes! Endelig lykkedes det! Alle anstrengelserne, de mange timers træning inden vores tur, udfordringerne undervejs – det hele lønner sig nu! Smilet er bredt, og glæden er stor – det er ren forløsning!
Endnu en gammel kriger har sagt farvel
Der går cirka 10 minutter, inden vi samler vores ting sammen. Vi går først hen til det sted, hvor kuduen stod, da jeg sendte mit skud afsted. Adrenalinet er stadig i mit blod… ligger han der? Hvor langt er han gået? Kan vi finde ham?
Vi følger sporene fra det træ, hvor han stod – der er ingen blod, men vi kan se, hvor han har gået. Min projektil er et .308W 175 grain Terminal Shock fra Dynamic Research Technologies. Det giver sjældent gennemskud, men er super effektivt. Efter cirka 25 meter ligger der lidt blod. Jeg går gennem buskadset, og dér ligger han. I skrivende stund bliver jeg stadig bevæget over situationen, når jeg fortæller det – og det giver mig kuldegysninger at tænke tilbage på! Da jeg går hen mod ham, bliver jeg ramt af en helt særlig følelse, som jeg har svært ved at beskrive.
Her ligger han – efter det, der uden sidestykke har været min mest udfordrende jagt i min tid som jæger. Den mest drilske ældre herre, jeg har mødt på jagtmarkerne – og det absolut smukkeste dyr, jeg har set med mine egne øjne.
Han har et kæmpe udlæg! Han ser langt fra ung ud, og Mel har da også undervejs på turen nævnt, at han ser lidt gammel og slidt ud – han er ikke en helt ung og stærk tyr længere. Jeg spørger Biela, hvor gammel han mon er. Vi kigger på hans tænder, der er godt slidte – i hvert fald 8-9 år, svarer han. Endnu en gammel kriger har sagt farvel! Hans horn bærer præg af mange kampe. Patina vil nogen måske kalde det.
Jeg kan ikke få mine øjne fra ham – følelserne bølger frem og tilbage! Vi er alle betagede af ham – så særlig, så flot, så bredt et udlæg. Og mens jeg sidder her på jorden og kigger på ham, bevæger solen sig langsomt ned mod horisonten! Det er en helt fantastisk følelse at sidde her lige nu!
Adrenalinet er ved at være ude af blodet, og helt andre følelser melder sig på banen! Uanset, hvor glad jeg var over succesfuldt at have ladet skuddet falde, så er der også en anden side af at gå på jagt. Det er et øjeblik fyldt med forløsning, sorg, ydmyghed og en følelse af taknemmelighed. Jeg lader tårerne falde og tillader mig selv blot at være i dette øjeblik!
Endnu en dag går på hæld her i Kalahari – og mens solen får det røde sand til at syne endnu mere rødt, sidder jeg bare her og nyder øjeblikket.
Vi får selvfølgelig også taget billeder – både de obligatoriske med de super dygtige PH’ere – og de billeder, vi selv synes om, og som vi synes ærer dyrene. Langsomt triller bilen, der skal køre min kudutyr videre, ind i mit synsfelt. Jeg hjælper den smule, jeg nu kan – han er virkelig tung!
Tårerne får endnu engang frit løb, da de kører afsted med ham. Vi går ud til vores bil og lægger taskerne ind. ”It’s beer o’clock,” siger Mel! Endnu engang når vi ikke hjem til Hunters House, inden solen går ned, og ”Sundowneren” bliver derfor nydt i bilen på vejen tilbage, mens solens sidste stråler strækker sig på himlen, breder sig ud over horisonten og forsvinder bag de røde sandbanker langt væk.
Der er tændt op i bålet, da vi kommer tilbage. Vi snakker på terrassen, mens maden bliver klar. Der er ændringer i planerne for den kommende dag – vi skal på fuglejagt, og så skal vi ud at kigge efter springbuk! Det er vist blevet helt tydeligt for dem, at vi gerne vil have så mange jagttimer i benene som muligt.
