AF MARC NEWTON. OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD. FOTOS: MARC NEWTON.
For jægere er Uganda et specielt land. Døbt ”The Pearl of Africa” af Winston Churchill er dette det sande Afrika, utæmmet, smukt og barskt. Jeg havde fået en invitation til at tage med en af Rigbys mest trofaste støtter og kunder, og nu min gode ven, Merle Sampson på en jagt efter ”Nile Buffalo”. Det var selve essensen af mine drengedrømme og ikke et tilbud, man afviser. Hvad der gjorde dette tilbud endnu mere spektakulær var, at Merle ville lade mig bruge sin nye ”London Best” i kaliber .416 Rigby. Ikke alene ville dette blive den første bøffel, nedlagt med denne riffel, men det var også den første, Rigby overhovedet havde fremstillet, efter at firmaet var vendt tilbage til UK.
Vi mødtes i Kampala til en fem timer lang køretur til vores første camp på vestbredden af Lake Albert. I det fjerne knejsede ”The Blue Mountains” i Congo i aftendisen, og da vi satte os for at få vores solnedgangsdrink, sejlede en flåde af små fiskerbåde stille ud fra søbredden. Så snart solen var gået ned, tændte hver båd en lampe, og ligesom alle stjernerne reflekteredes lyset fra dem i det mørke vand. Idet vi befandt os ved ækvator, var varmen og fugtigheden overvældende, og trods faren for slanger, edderkopper og andet kryb sov vi med alle vinduer og døre åbne i det forfængelige håb om en afkølende brise.
Vi jagede flere dage i dette spektakulære område. Det lykkedes Merle at nedlægge en ”Nile Bushbuck” og en ”Defassa Waterbuck”, og vi skød begge en ”Ugandan Kob”, en antilopeart, der ligner en krydsning mellem en impala og en waterbuck. Men den mægtige bøffel snød os!
Junglen er utrolig tæt, og trods det, at vi flere gange kom ind på en afstand af mindre en 20 meter fra disse uforudsigelige dyr og var så tæt på, at vi kunne lugte dem, viste det sig vanskeligt at få et ”clean shot”. Vi brugte tre dage på at spore disse ”bæster”, idet vi tålmodigt ventede på, at de skulle komme ud fra tykningen. Ved en sådan lejlighed, mens vi lå og ventede, sprang trackeren pludselig i vejret på samme måde som en skræmt ”Sand Grouse”. En sort mamba var gledet forbi ham ganske tæt på – en dødbringende slange, som man i den grad skal have respekt for.
Vi besluttede os for, at det var på tide at prøve lykken længere nordpå, hvor et mere åbent terræn – håbede vi – ville give os bedre chancer for at finde en bøffel. To og en halv times flyvning i en Cessna 206, holdt sammen af gaffatape og pilotens bønner bragte os til Karamoja regionen, kendt som tilholdssted for Walter ”Karamoja” Bell, den navnkundige elefantjæger, som ofte benyttede en .275 Rigby på sine jagter. Vores teltlejr lå ikke langt fra ”The Lidepo Valley Natioal Park”, få mil fra grænsen til Sydsudan og Kenya. Hvilket sted!
Den famøse diktator, Idi Amin havde et jagtslot i det område, hvor vi jagede, og vi kunne se ruinerne af det rage op ude på sletten, et stærkt minde om en yderst vanskelig tid i Ugandas historie. Landets bestand af vilde dyr led katastrofalt under hans regime og i tiden lige efter, da kaos herskede: næsehornet blev totalt udryddet, bestanden af elefanter faldt fra anslået 35.000 til 1.000. I dag er elefanter måske Ugandas største succeshistorie med en tilvækst på 800 %, hvilket har bragt bestanden op på omkring 8000 – takket være en nultolerance politik over for krybskytteri . Indtægterne fra jagt, som der blev åbnet op for igen i 1994, udgør en stor post i den finansielle støtte til de beskyttelsesforanstaltninger, der tages i dag.
På turen fra den grusbelagte landingsbane til campen fik vi i flygtige øjeblikke lejlighed til at betragte det rige dyreliv: hartebeest, roan, duiker, kob, tsessebe og kæmpestore bøffelflokke, hvilket gav os indtrykket af, at dette ville blive let. Men det skulle vise sig, at vi tog fejl!
At finde en gammel tyr
Min intention var at skyde en gammel tyr – en med karakter og over den forplantningsdygtige alder – hellere end en i trofæklassen. Naturligvis er det ”the old boys”, der ved, hvad jagt går ud på, og de lod til at have et indbygget GPS-system, som gang på gang ledte dem ind i sikkerhed i nationalparken. To dage, hvor vi havde set mange og stalket efter nogle få, var en opslidende affære, og selv om området var mere åbent her og derfor gjorde ”stalkningen” lettere, var det stadigvæk en hård omgang. Jeg kunne være kommet til skud på en tyr, som vi anslog til 45 tommer, men han var hjordens fører, og jeg var sikker på at vi kunne finde en ældre tyr. Jeg lod derfor chancen gå fra mig. Vi fandt en ældre tyr med friske kampsår i hovedet og fulgte sporet af ham, indtil også han smuttede fra os og krydsede grænsen til nationalparken.
Da dagen gryede på vores sidste jagtdag, begyndte jeg at tænke på alle de tyre, vi havde fundet. Jeg fortrød ikke min beslutning. Jagt er jagt, og jeg ville ikke have følt nogen glæde ved at skyde et dyr i dets bedste forplantningsdygtige alder. Så hellere komme en anden gang og blive endnu mere glad og tilfreds ved at nedlægge en ”old dagga boy”. Jeg havde næsten opgivet håbet, da vores tracker klokken 5 om eftermiddagen i det fjerne havde fået øje på flere, gamle tyre. Jeg gjorde Rigby´en klar og begyndte at snige mig ind på dem sammen med vores PH. Jeg er vant til at håndtere alle slags rifler, men nu både så og følte jeg .416´neren på en anderledes måde. Vi krøb nærmere og nærmere ind på en gammel tyr, et frygtindgydende, stort bæst. Fra vores position ca. 60 meter væk, kunne vi se at den havde mange ar efter talrige kampe. PH´en satte skydestokken op og sagde, at jeg skulle skyde, når jeg var klar, men som det sommetider sker, var hans udsyn anderledes end mit, og jeg kunne kun se hovedet og halsen. Jeg ventede med riflen placeret i skydestokken. Efter hvad der føltes om en uendelighed, gik den gamle tyr et skridt frem, foretog en kvart vending og stod nu med front imod os.
Jeg kan ikke huske, at jeg trykkede på aftrækkeren, jeg var så fokuseret på tyren. Men jeg husker helt tydeligt, at jeg så ham gøre et spring i vejret, og jeg kan stadig høre lyden fra min 400-grain kugle ramme noget, der var ganske massivt. Tyren vaklede usikkert 30 – 35 meter og faldt derefter ned i en sænkning i terrænet, hvor vi ikke kunne se den. Vi blev enige om at vente og ikke skyde en gang til, medmindre det var overvældende faretruende. Nu var der imidlertid et andet problem: en ung tyr nærmede sig. Den faldne tyrs hale piskede stadig frem og tilbage. For at jage den unge tyr væk og for at være sikker på, at tyren var forendt, bad PH´en mig om at skyde endnu engang. Det kraftige projektil gennemborede den store tyrs rygrad og sendte samtidig den unge tyr på flugt.
Vi ventede fem minutter, før vi nærmede os tyren bagfra. Igen og igen var jeg blevet advaret om, at det er ”de døde dyr”, der vil dræbe dig, så vi var ekstremt forsigtige. Mens jeg havde været rolig og fokuseret under selve jagten, rystede min hænder nu som følge af den adrenalin, der strømmede igennem min krop. Tyren var i sit 13. leveår og havde givet sit til gen-puljen. Spidserne på hans horn var blankslidte, og han vejede hele 1,600 pund. Han blev parteret af trackerne der, hvor han var faldet, og alt blev bragt tilbage til campen for at blive forarbejdet. Den aften fik vi et festmåltid med hans lever og klunker som hovedret – aldrig har jeg smagt noget bedre. Den øvrige del af kødet, inklusiv mave og lunger blev fordelt blandt de lokale – uden at der gik det mindste til spilde, og det uanset hvad end ”de grønne” ønsker at tro.
Hvilken oplevelse, hvilken måde at opfylde sin drengedrøm på. At jage i Walter Bells fodspor efter sådan en pragtfuld skabning er noget, der altid vil stå knivskarpt i min hukommelse. Merle fortalte mig, at jeg, mens vi sad og ventede for at være sikre på, at tyren var død, igen og igen havde sagt:” Min første bøffel, min første bøffel.”
Jeg var utrolig beæret over at få lov til at bruge Merle´s .416 Rigby. Dette var den første bøffel, nedlagt af denne riffel, og riflen var den første, der var fremstillet af vort våbenfirma i den nye Rigby-æra. Riflen blev bestilt af Merle i 2013 og er en ”London Best”, med en single square bridge Mauser action. Den har en af Holland & Holland patenteret kikkertmontage, og har indgraveringer af den berømte gravør, Hendrik Frühauf.
Den såkaldte “single square bridge” blev udviklet af Mauser som grundlag for en af de fineste integrerede kikkertmontager, der nogensinde er konstrueret. Det fungerede i praksis ved, at en typisk tysk Suhler Einhak-montage base blev monteret på den forreste låsering eller ude på piben afhængigt af kikkertens længde. Den bagerste låsering var ikke længere en simpel ring. Ekstra stål på toppen udgjorde en flad base, hvori der blev lavet et kvadratisk hul med koniske sider som passede perfekt til en kvadratisk tap på den bagerste kikkertring. En enkelt fingerbetjent lås var fræst ind i siden af den bagerste base og sikrede at kikkerten var låst urokkeligt fast, når den var monteret. For at afmontere kikkerten behøvede man blot at trykke på den fjerbelastede låsepal og løfte kikkerten op og ud af klomontagen.
Nilens bøffel
Denne adskiller sig fra ”The Cape Buffalo” ved, at dens horn sjældent bliver helt så lange, og ved at de er bredere adskilt ved basen.
Den er ikke mindre farlig end ”The Cape Buffalo, som den endvidereadskiller sig fra ved sin lidt lavere vægt og lysere farve. Den lever i Uganda, Etiopien, Eastern Chad, Sydsudan, Somalia og Cameroun. Den vil ofte søge ud fra den tætte jungle og ud på savannen, når regntiden kommer – fra marts til november – i Lido dalen. Koen sætter sin første kalv, når den er fire til fem år gammel, og derefter sædvanligvis én hvert andet år. Hjorden består normalt af nogle få hundrede individer. Der ses dog flokke på tusinder af individer. Tyrene vil ofte tilbringe en stor del af deres tid i ungkarlegrupper, mens gamle tyre foretrækker at gå for sig selv.
