Hvis man spørger jægere, om deres hund kommer, når der bliver kaldt, vil svarene være alt fra ”JA!” og ”jaaaa…” til ”nogle gange” og ”ja, hvis der ikke er noget mere spændende.” Det kan også være, at man får det ærlige og direkte svar: ”Nej.”
Disse svar tegner et meget godt billede af virkeligheden ude på jagterne. Men først skulle jeg måske lige ridse op, hvad hjemkald er, og hvordan det i den bedste af alle verdner burde virke: Hjemkaldet er ofte et fløjtesignal, der ikke kan forveksles med andre signaler. Resultatet bør være, at hunden, om jeg så må sige, smider alt, hvad den har i hænderne (ikke i munden) og kommer i fuld fart til dens fører, sætter sig foran vedkommende og tager kontakt.
Også her er der dog mange varianter i den virkelige verden. Det kan være, at tempoet ikke er raketfart, at der lige skal tisses på hjemvejen, eller at hunden, når den er i nærheden, snufler rundt uden at tage kontakt. Du kan sikkert nikke genkendende til nogle af disse modeller.
Baggrunden
Når man tænker over det, er det ikke så underligt, at netop hjemkaldet ikke sidder lige i skabet. Det er jo sjældent forbundet med noget interessant for hunden. Det er supersjovt at få fri, og det er en fest at blive sendt på en apportering. Men at blive kaldt hjem er jo game over.
Denne artikels formål er at give nogle råd til dem, der har en voksen hund, og somhar problemer med hjemkaldet. Men formålet er også at give nogle ideer til dem, der lige har fået en otte-ugers hvalp. Hvis hjemkaldet bliver øvet fra begyndelsen, så hvalpen altid forbinder det med noget godt, vil det sidde godt fast i voksentiden. Men det kan også sagtens genoprettes på en voksen hund.
I al sin enkelthed er det, som al hundetræning handler om, at hunden kan se sin fordel i at adlyde sin fører. Alt hænger sammen, hundetræning er en cirkel. Har du ikke god kontakt til din hund og har overbevist den om, at der ikke findes noget mere interessant end dig, dens fører, så er det ikke kun hjemkaldet, der ikke virker.
De fleste fejl i træningen er, at man netop ikke træner. Måske tænker du nu: ”Jo, jeg træner en del, jeg træner faktisk en time hver dag.” Problemet er bare, at man jo træner hunden i alle dens vågne timer – ikke kun når man selv sætter sig for at træne den. Hunden aflæser hele tiden de signaler, den modtager.
Prøv at tænke over, om du ikke en gang imellem kommer til at give hunden en kommando, som du ikke håndhæver? Det kunne være inde i stuen, hvor du beder hunden om at gå i kurven, men hvor hunden i stedet lægger sig under sofabordet. Måske tænker du: ”Den lagde sig da!”, men hunden læser det, som at det åbenbart ikke gjaldt rigtigt. Et andet eksempel er lufteturen. Hvis du lufter sin hund og lader den komme for langt væk og være sig selv for længe, ja, så går hunden på jagt for sig selv og ikke i samarbejde med dig, flokføreren. Alt er jagt i et hundehoved.
Førerfejl
Alt, hvad hunden har af gode vaner, har føreren bevist lært den. Men alle de dårlige vaner har føreren også lært den, bare ubevist. Der kommer ikke noget fra hunden selv. Den forsøger at navigere i det farvand, den er havnet i, og få det bedste ud af det. Hvis den ikke forstår dig, sin flokfører, så må den, meget mod sin vilje, jo klare sig selv. For i naturen handler det om overlevelse, og tag ikke fejl: Hunde er tæt på naturen.
Det handler basalt set om at tale et sprog, som hunden forstår. Der findes ikke den hund, der ikke gerne vil samarbejde, hvis bare den modtager de rigtige signaler. Den klassiske førerfejl er at bringe sig i en situation, der ikke kan overskues. Det kunne være, at man kalder på sin ikke-færdigtrænede hund uden at have forudset, hvad der kan ske, og uden at have en plan b.
Et eksempel kunne være på en tur over en stubmark med en ung og endnu ikke sikker hund, der snufler rundt 10-20 meter foran en. Man er ikke særlig klar til at reagere, hvis der opstår en situation, og det er lige, hvad der sker her på stubben. Der rejser sig jo en hare lige foran hunden…
Motion får hunden da, og det er nok det eneste gode, der kommer ud af det. Men det er hverken hundens eller harens skyld. Det er kun førerens, for naturligvis skulle man have læst terrænet og forudsagt ulykken og have sat hunden i snor over stubben, hvor sandsynligheden er stor for harer.
Jeg er næsten sikker på, at vores fiktive uheldige hundefører har pustet i fløjten, så der stod vanddamp ud af den som på et damptog, hvis da ikke fløjten blev bidt over af ærgrelse. Hunden fik nok også ballade, da den kom glad hjem et kvarters tid efter. Sandsynligvis blev den skældt ud, da den kom på det sidste hjemkald, og forstod ikke en bøjet bønne af, hvad den havde gjort. For den blev skældt ud, da han kom på fløjten. De første fløjt, da haren sprang, har den jo glemt for længst.
Hjemkaldet Træningen af hvalpen
Til dem, der har en glad hvalp, er hjemkaldet den vigtigste øvelse ud over kontakt. Begynd med det samme, og husk, at hvalpen jo ikke kan øvelsen endnu. Kald aldrig på en hvalp eller unghund, hvis der er den mindste tvivl om, at den kommer. Det skal præges dybt i hunden, at hjemkald er en fest, ikke en begrænsning. Man kan ikke tvinge en hund til at komme på hjemkald, men man kan som i alle andre begrænsningsøvelser vende en begrænsning til en fordel for hunden.
Begynd med fodringen, og lav hjemkald, når hvalpen skal have mad, også selvom den sandsynligvis står på dine fødder. Hermed knytter den hjemkaldslyden med noget godt. Øv også hjemkald ude: Kald på hvalpen, når den er nogle meter væk, og lav med det samme noget sjov med en pelsbold i en kort snor, som den lige kan jagte og snufle lidt med. Giv den så fri igen med det samme.
Hvalpen vil nu lære, at der er en fest at komme og ikke enbegrænsning. Otte ud af 10 gange får hunden lov at løbe igen efter kaldet, når den har været hjemme for at lege med bolden. De sidste to gange kan du godt tage den ind eller i snor, men vær uforudsigelig. Hunden skal aldrig vide, om der kommer noget sjovt, så den skal ikke gå glip af noget. Lad være med at kalde på en hvalp, du ikke kan se. Står den omme bag en busk, er der stor sandsynlighed for, at den ikke vil komme. Få kontakt til hvalpen, klap i hænderne, og når den ser på dig, laver du hjemkald. Lav noget sjov med den – så findes der ikke den hvalp, der ikke kommer spurtende.
Når hvalpen er blevet større og kan håndtere det, så skift pelsbolden ud med en dummy, den skal apportere. Det er præmien for at komme, men ikke før den kan aflevere til hånd hver gang.
Genopretning af en voksen hund
Jeg så for nyligt retrievernes jagthundeklubs mesterskabsvideo fra sidste år. Det var en fantastisk flot film, hvor de bedste retrievere i Danmark dystede om pokalen. Og ja, de er dygtige, ellers kommer de slet ikke med. Men jeg så også hunde ryge ud af prøven, fordi de ikke kunne kaldes hjem, hvis de var blevet sendt på en fugl. Og dommeren ville have hunden hjem, før fuglen blev fundet.
Det er godt nok ærgerligt at ryge ud på basal lydighed med en så dygtig hund. Men det er ikke så mærkeligt, for når vi træner apportering, så indprenter vi jo netop, at når føreren siger, at der er en apport, ja, så er der det også. Det gør vi for, at hunden har tillid til, at den er god nok. Hunden skal bare finde den i stedet for at give op hurtigt. Sådan træner de fleste, også jeg selv, men så er hagen ved det, at hunden ikke reagerer på hjemkaldet, da den jo ikke har fundet noget. Der er så nogle fiduser til, at hunden også lærer at komme på hjemkald i den situation og ikke samtidig mister tilliden til at arbejde med opgaven.
Den ene model for hjemkaldet
Jeg bruger to modeller: Den ene er, at jeg smider en tør jordklump i noget halvhøjt græs. Det tror hunden er en dummy, og jeg sender den afsted. Efter at hunden har søgt i nogen tid, kalder jeg den hjem, når jeg kan se den, og samtidig laver jeg noget sjov med en dummy.
Nu vil hunden opgive søget og spurte hen til mig. Når den er ankommet, smider jeg dummyen og sender hunden afsted efter den. Her vil hunden lære, at det var til dens fordel at opgive søget, da hjemkaldet kom.
Du skal dog passe lidt på, for hvis du gør det for ofte, gider hunden ikke at søge efter jordklumpen, men står bare og venter på hjemkaldet. Jeg plejer at sende mine hunde på mindst 10 apporteringer, for hver gang jeg laver en jordklumpsøvelse. Grunden til, at den skal være en jordklump, er, at den går i stykker, så er jeg sikker på, at hunden ikke finder noget.
Lad være med at bruge sten, for hunden skal nok finde dem, fordi du har rørt ved dem. Det, vi i al sin enkelthed lærer hunden, er, at den skal arbejde selvstændigt, når den bliver sendt. Men når hjemkaldet lyder, skal arbejdet stoppe, uanset om der er resultat eller ej.
Når man træner jagthunde, er der meget ofte opgaver, der ligger godt væk fra føreren. Det kan være en markering, der er kastet, som hunden bliver sendt på. Det kan være, at man sender hunden afsted i førskudssøg. Alt det sjove er så ude i terrænet, der er ikke nær så sjovt i nærheden af føreren. Så er det måske ikke så mærkeligt, at tempoet ikke er lige så højt hjem som ud. Man ser tit, at når man giver hunden fri, så flintrer den af sted med raketfart, men på vej hjem er det ofte, at der lige skal tisses og snuses. Bevares, hunden kommer da hjem, men i mine øjne skal den komme hjem i samme tempo, som den løb ud.
Den anden model for hjemkaldet
Da hunden var hvalp, brugte jeg en pelsbold, som hvalpen så, at jeg svingede med, og den kom prompte, for det var en fest. Nu er det jo ikke meningen, at jeg med en voksen hund skal være legeonkel ved hjemkaldet, som jeg skulle med hvalpen. Men hunden skal stadig have tiltro til, at der er en god grund til, at den at komme.
Indimellem dropper jeg en bold eller dummy ved fødderne af mig, og når min hund kommer på hjemkaldet, sætter jeg den i søg lige ved mig. På den måde vil den også vide, at opgaverne kan være tæt på, endda helt ved føreren. Det er naturligvis ikke hver gang, der er gevinst ved fødderne af føreren, men man må jo hellere lige tjekke det. Som du kan se, er nøgleordene uforudsigelighed, omtanke og timing.
Til sidst
Nu er der kun at gå i gang med træningen. Start nærmest forfra, og gør det ikke vanskeligere, end at det ender med succes hver gang. I genopretningen er det en god idé at undgå at komme i situationer, hvor det går galt. Tænk, som om hunden ikke kan komme på hjemkald endnu, og at alle hjemkald er øvelser.
Hvis du har lært din hund kontaktfløjt, og den har fået ros for at se på dig ved fløjtet, vil det ligge rodfæstet i den at se på dig, når den hører signalet. Det kan være en stor hjælp på hjemkaldet. Brug først kontaktfløjtet, og i det splitsekund, hunden ser på dig, kommer hjemkaldet. Det er nemmere at få en hund til at komme, hvis der er kontakt. Det er ganske nyttigt, hvis du er i tvivl om, hvorvidt vil komme på kaldet. Tilbage er bare at ønske god træning og tillykke med din kommende lydige hund!
