TEKST: LOTTE EVERS. FOTO: JAN BUK.
Vores nabo opdrætter fasaner, så vi er relativt vant til at se fasaner. Mange fasaner. Vi nyder at have dyrelivet tæt på os og fodrer fugle hele året. År efter år dukker fasaner og andre fugle op ved køkkenvinduet og spiser, drikker og hygger sig. Der er mange smukke fugle, men én fasan har gjort et særligt indtryk på os.
For 2 år siden stod han der – den lille grønne fugl – uden for vores køkkenvindue. Han var en ung fyr med ranglede ben og kort hale, men med attitude – det kunne vi se. Vi blev betagede af den lille fyr. Han indtog baghaven som sit domæne og kæmpede bravt for det.
Vi fodrede ham med ekstra lækkerier og fik hurtigt etableret en hyggelig morgenrutine, hvor han kl. 6:30- 6:45 kom spankulerende med sine damer op til baren, drak og spiste, mens han holdt et vågent øje med de andre misundelige haner, der holdt sig på behørig afstand.
En gang imellem var der en kok, der tog udfordringen op og kastede sig i kamp, men den lille fyr havde med tiden (og den gode mad) vokset sig stor og stærk, og var svær at slå. Vi blev imponerede og betagede på samme tid. Hver dag fulgte vi den lille, mørke, spinkle fugl med mangelfuld fjerdragt udvikle sig til en stor flot fasankok i de smukkeste farver. Han måtte have et navn! Det kom helt naturligt til os en dag, vi stod med køkkenvinduet åbent, og han gokkende gled over græsset med sine pigevenner. Han blev døbt ”Gokke Bent” – fordi han siger gok-gok-gok, hver gang vi ser ham, og vi nyder Gokke Bents besøg.
Mange fine billeder er det blevet til… og han er blandt andet endt som cover-boy på forsiden af Jagt, Vildt og Våben og har efterhånden fået oparbejdet en fanskare blandt, naboer, venner og familie, der ofte spørger til kendis-fasanen, og om han stadig er i live.
Alt godt har en ende
Vi var sikre på, at Gokke Bent ville møde sit endeligt, da jagtsæsonen gik i gang. Vi serverede derfor ekstra god mad til den lille fyr – han skulle nyde de sidste dage på jorden! Den ene jagtdag gik efter den anden – og hver morgen stod vi og ventede på, om Gokke Bent havde overlevet. Vi lyttede efter hans velkendte gok-gok-gok, og der var han!
Stor og flot i sin grønne frakke kom han gående. Sådan har det været jagt efter jagt – Gokke Bent har dukket og drejet sig uden om hagl. Han er vitterligt ”fasanen der ikke vil dø”…
Vi gør hvad vi kan for at sikre hans fremtid – vi har fodret ham så godt, at han lige kan komme op på sin pind om aftenen, men ikke har mod på de lange flyveture. Sidste tiltag var et par skilte, vi satte op i vores skov og frugthave.
Med humor kommer man langt, og vores taktisk var netop at få smilet frem hos de lokale jægere. Det lykkedes, og Gokke Bent stod næste morgen på sin faste plads ved køkkenvinduet – om end hans pige-slæng falder i antal jagt efter jagt. Vi håber, at den lille fyr trodser hagl endnu en gang, så han kan suge det sidste ud af livet på landet med Michelin-mad på menuen.
LÆS OGSÅ
Fodring af fasaner gennem vinter og forårsmånederne
