TEKST: PH
FOTO: CARSTEN JUNKER NISSEN, NICK RILEY, GEMINA,
PRODUCENTERNE, PH MED FLERE
I det efterfølgende vil vi se lidt på de det grej, som er nødvendigt og kan gøre træningen lettere. Da en af hoveddisciplinerne for vores hunde er, at de skal kunne bringe vildtet til deres fører, vil der være særligt fokus på grejet, som kan benyttes i forbindelse med indlæring og træning af apportering.


Liner
Langt de fleste liner, der anvendes i dag, er de såkaldte slip-leads. Det er en line og et halsbånd ud i et.
Linen er praktisk, især under træning og jagt, da den er hurtig at tage af og på. Netop på jagt og ikke mindst, når der er træning i vand er det vigtigt, at hunden ikke har et halsbånd på, så man risikerer, at den sidder fast og kommer til skade – eller det, der er værre.
Linerne har mange populære navne og kaldes for retrieverline eller markprøveline.
De er ofte lavet i et meget blødt materiale, som er kunststof eller læder, og de har længder på op til 150-180 cm. De fylder næsten ingenting og er nemme at komme i lommen.
I forhold til loven skal en hund altid bære hundetegn.
Det opfylder denne line ikke, så her må der et halsbånd til.
Det bør dog frarådes, at man benytter halsbånd under jagt og træning i vand.
Det er simpelthen for farligt for hunden, da man kan risikere, at den hænger fast i en gren midt ude i en mose eller sø med fare for at drukne.
En anden form for line, som nok ikke ses helt så ofte på jagthunde, er den såkaldte dressurline. Den er fremstillet i et kraftigt materiale og med en karabinhage til at koble linen til et halsbånd. En lidt tungere konstruktion, som måske er relevant til meget store hunde.
Begge former for liner findes i en såkaldt skulderline. Denne line hænger på kryds over skulderen og har en line ned til hunden. Desværre er der stadig jægere, der bruger disse liner, når de står på post. Det er simpelthen livsfarligt.
Hvis hunden springer frem i skuddet, kan det betyde, at jægeren bliver rykket ud af sin skudstilling, og skuddet kan således gå i en helt anden og utilsigtet retning med deraf fatale følger.


Fløjter
I dag foretrækker de fleste hundeførere en enkel funktionel hundefløjte, som altid har det samme signal. Den mest udbredt er ACME plastfløjter.
De er lette og designede, så man kan have dem i munden, både når man fører hund og skyder.
De er højfrekvente uden at være lydløse, og de findes i tre varianter 210 – 210,5 og 211.
210,5 er langt den mest populære. Fløjten kan bruges til alle signaler, indkald, vendefløjt og stopsignal.
En anden type er dobbelttone fløjter lavet i ben med trille og enkelttone, de er måske lidt mere tunge i designet, men kan fås i flere forskellige udførelser.

Den lydløse fløjte ses kun sjældent.
Den er konstrueret i metal og fungerer ganske udmærket.
Ideen er, at man skal kunne fløjte på hunden, uden at andre hører det, ligesom det højfrekvente signal kan høres langt væk.
Mange tror fejlagtigt, at hundene reagerer, hvis to jægerne benytter samme type fløjte.
Men sådan forholder det sig ikke helt. Det er en sandhed med modifikationer, for hunden er i stand til at høre forskel, for vi mennesker fløjter ikke helt ens.


Dummyer
Apportering er en utrolig vigtig del af jagthundens træning.
Derfor er det også vigtigt, at træningsudstyret kan opbygge og udvikle hundens naturlige evner for apportering. Derfor er dummyerne utroligt vigtige redskaber.
Dummyer fås således i et utal af variationer, størrelser, vægt og materialer.
Det vigtigste ved valg af dummyer er, at de har den rigtige blødhed, som dels ligner vildtets konsistens, og som derved er med til at sikre, at hunden bevarer sin bløde mund og den efterfølgende gode vildtbehandling.
Dummyerne skal være af den rigtige størrelse, så de passer til hunden alder.
Til en lille hvalp kan man begynde med en hvalpedummy, som vejer fra 50-100 gram. Det kan være en aflang en af slagsen en eller én, som er kuglerund. En tennisbold er fantastisk til at træne hvalpeapportering med.
Bolden eller den lille dummy er nem at bære, og det gør det lettere at få indlært apporteringen.
Størrelsen på dummyerne kan man så gradvis ændre i takt med hundens alder og træning. Når man f.eks. skal til at træne kanin- og ræveslæb, er det en rigtig god ide, at hunden har stiftet bekendtskab med de tungere og ofte 3-delte dummyer, således at dens fysiske formåen er helt på plads, når hårvildt på 3-6 kilo eller mere skal apporteres.


De mest almindelige dummyer er lavet af kanvas, og de har den fordel, at de flyder på vand. Nogle modeller har en påsyet kastesnor, som gør, at man kan kaste dem temmelig langt.



Dummyer i enhver afskygning
Der findes et væld af dummyer. Dummyer med kaninskind og ræveskind er rigtig gode, fordi de ofte virker lidt mere stimulerende på hunden.
Nogle er udformede som for eksempel en fasankok eller en gråand og er meget livagtige med sporer og vinger og hoved, som hunden så skal lære at balancere med.


Der findes også et bredt udvalg af dummyer specielt til vandarbejdet i flere forskellige farver og materialer.
Med hensyn til farverne skal man huske på, at en hund er delvist farveblind.

Den kan ikke skelne mellem rødt og grønt, men den opfatter mange nuancer af naturfarver. Det synes at være tilfældet, at hundene opfatter farverne blå og gul bedst mens grønt og rødt er sværere for dem at se.
Startpistoler
Det er som før nævnt vigtigt, at hunden forholder sig roligt på post og i skudøjeblikket. Derfor er en startpistol et godt og nødvendigt redskab i træningen. Det er særlig vigtigt i træningen med unge hunde, således at man undgår, at de bliver utrygge eller ligefrem skudrædde den dag, de er med på en større jagt og udsættes for mange skud.
Fornuftig tilvænning til skud på afstand med brug af en startpistol og en sammenhæng mellem skud og apportering er den rigtige fremgangsmåde.
En spaniel kan lære at stoppe for skud, og en retriever kan lære at markere, når der afgives skud.
Startpistolen fås i to kalibre en 6 mm og en 9 mm.
Begge typer kan købes i jagtforretninger, og de kræver våbentilladelse, men er gebyrfri.

Dummy-skyderen
Er en afskyder med 6mm long ammunition, som kan skyde de forskellige dummyer virkelig langt ud. Den er uhyre praktisk, når man træner alene, da man med den kan lave rigtig lange apporteringer. Det er godt, når man eksempelvis skal træne lange apporteringer på vand, eller over vand.
Dummyskyderen kræver våbentilladelse, men den er ikke længere gebyrfri, så der er en årlig afgift forbundet med at eje den.

Dueflusher
Ro i opfløj er en dyd, og til denne disciplin findes en due-flusher. Det er en teknisk anordning, hvor man placerer en levende due (som ikke tager skade) i flusheren.
Som vildt bruges tamduer, som oftest brevduer, der flyver tilbage til dueslaget.
Dueflusheren er fjernbetjent, og når den udløses, kastes duen lidt op i luften, så den er fri og kan flyve.
Det anbefales at skærme dueflusheren lidt, så hunden ikke kommer så tæt på, at den bliver ramt af flusheren, når den udløses.
Meningen med dueflusheren er under kontrollerede forhold at kunne skabe den første kontakt med vildt, som flyver.


Kunstig hare
Den kunstige hare er en stor dummy beklædt med kaninskind, og den bruges til at træne hunden til at respektere hårvildt under kontrollerede forhold.
I den ene side er der er ring, og i den anden side er der fastgjort en lang og meget kraftig elastik, som er fastgjort til et metalspyd, som er skruet ned i jorden.
Dummyen trækkes nu så langt væk, at elastikken er spændt og sættes på et andet spyd, som har en lås monteret. Denne lås kan udløses med en snor.
Det hele placeres i et terræn, der ikke er højere, end at dummyen lige er skjult.
Hunden sættes i søg i god vind op mod ”haren”, og når den markerer og går frem, udløses dummyen, hvorefter den suser afsted, som var det en hare. Træningen går så ud på at lære hunden at modstå fristelsen.

Kaningård
En anden metode er at gå med hunden i en kaningård. Det er typisk en større indhegning, hvor der er udsat tamme kaniner, som så med tiden er blevet vildere, og hvor hund og fører bevæger sig rundt.
Det er temmelig svært at lave en god kaningård, da den skal have en vis størrelse, for at det skal virke realistisk. Den skal være på minimum 5000 kvadratmeter og gerne større.
Både arealets størrelse og vegetationen er af stor vigtighed.
Bundvegetation med masser af græs er det bedste, men kaninerne vil ofte gnave græsset ned. Derfor skal kaningården indeholde en masser kvasbunker, som kaninerne kan trykke i.
Hunden må ikke kunne se kaninerne, når den starter, men den skal jage og finde dem på færten. Først, når kaninen rejser, vil hunden få øje på den. Man har således mulighed for at lade hunden jage og rejse vildt i realistiske situationer, men under kontrollerede forhold.
En kaningård skal bruges med omtanke. Hunden skal være helt lydig på stopfløjten og være trænet på diverse fristelser, før man kan aflægge en kaningård et besøg.


Dækkener og veste til hunden
Koldt vand og kulde er dårligt for hundens ve og vel, og det er lige så skadeligt at efterlade en kold og våd hund i bilen. Det er man heldigvis blevet opmærksom på, og i de senere år har en række producenter lanceret tørredækkener og også neoprendækkener, som kan bruges under selve jagten.

Særligt i forbindelse med vandapportering er det en god idé, at man har et tørredækken med.

Dummyveste
Som ovenfor nævnt er der meget gear og grej til hundetræningen, og det skal jo medbringes på træningspladserne. Derfor er det rart med en dummyvest, som har mange og praktiske lommer. Disse veste er ofte håndlavede og i god kvalitet.
Der er plads til mange dummyer, vildt og vand til hunden, og vægten af alt dette bliver fordelt, så ryggen skånes for skæv belastning. Dummyvestene har typisk brede skulderstropper, der ikke gnaver, når lommerne er fyldte.

Gamebags/ dummytasker
På markedet findes der mange meget solide og praktiske gamebags.
Mange har både et stort rum samt et udvendigt net til vådt vildt, og de er således meget anvendelige.





