Hvad får en dansk familie til at investere sparepengene i 4.100 hektar jagtfarm i Sydafrika?
Poul Brøndum er Jæger – med stort ”J” – og han er bestemt ikke til put & take jagt. Jagt må ikke være nemt. I hans verden skal et jagtområde være stort og vildt, og vildtet skal leve frit i området og formere sig naturligt og ved egen kraft. Jægerne skal have en regulær jagt- og naturoplevelse. Man skal arbejde for resultatet, og jagten skal være en begivenhed, man mindes med både glæde og stolthed.
Tanken om en jagtfarm i Sydafrika var igennem årene opstået imellem parret og deres gode venner – Flemming og Lene Jensen – ejerne af Diana Konservering. Poul og Flemming har været gode venner siden gymnasietiden, og de er begge ivrige jægere. I 2005 gik turen for første gang til landet på Afrikas sydspids for at se på farme i området omkring Grahamstown i Eastern Cape provinsen. Turen resulterede dog ikke i, at foden kom under et eget sydafrikansk bord for nogen af dem. Men drømmen gik ikke i sig selv af den grund.
I januar 2010 havde familien Brøndum igen planlagt en rekognosceringstur. Udgangspunktet for denne tur blev dog ændret umiddelbart før afrejse. I december 2009 havde Poul og Lene nemlig været til julefrokost hos Flemming og Lene, som kunne afsløre, at de nu havde realiseret drømmen og købt en gammel, naturskøn fårefarm med potentiale til at blive et jagtområde ved Somerset East i Eastern Cape provinsen.
Familien Brøndum tog som planlagt afsted i januar, og de besluttede sig for at se på farme i nærheden af den, som deres gamle venner fra Danmark havde købt. Denne gang lykkedes det. I januar 2010 nåede familien til enighed med ejeren af Greylingskraal – en advokat fra Pretoria, som havde området som en privat fritidsejendom – om at overtage farmen. De navngav det nye eventyr MALPEPO. Det afrikansk-klingende navn er blot en sammentrækning af familiens fornavne – Mads – Lene – Per – Poul. Området var dengang på omkring 25 kvadratkilometer. Der var i forvejen en beskeden vildtbestand på arealet, som også var delvist hegnet, men ikke med et godkendt hegn. En del af overtagelsesaftalen var derfor, at sælger skulle færdiggøre hegnet. Det skete dog ikke, og hele overtagelsesforretningen blev den første i en lang række kultursammenstød imellem den danske ”en-aftale–er-en-aftale-kultur” og den mere afslappede sydafrikanske tilgang til aftaler.
Risky business at drive safarijagt
I Sydafrika har mængder af popularitetssøgende politikere i de seneste årtier raslet voldsomt med sablen i forhold til det hvide mindretal i landet. Man har talt meget om at ekspropriere de hvides ejendomme – med eller uden erstatning – for at give dem til medlemmer af det sorte flertal. Men Lene og Poul er klare i mælet, når man spørger, om de aldrig har tvivlet på fremtiden i hele projektet.
”Selvfølgelig har vi hele tiden været klare over, at investeringen er risky business”, siger Poul og fortsætter med at understrege, at deres mavefornemmelse hele tiden har været, at sydafrikanerne i sidste ende vil følge den kurs, der er bedst for landet…. og det er næppe hovedløse ekspropriationer, der totalt vil underminere udenlandske investorers tillid til den private ejendomsret i Sydafrika.
Poul vurderer, at bunden i den hadefulde politiske retorik nu er ved at være nået, og at det stort set kun kan gå fremad for landet herfra. Så selv om stemningen faktisk er blevet forværret i de år, Zuma stod i spidsen for landet, er der masser af optimisme at spore hos Lene og Poul. Faktisk er optimismen så stor, at farmen for kun et par år siden blev udvidet til dens nuværende areal på 41 kvadratkilometer – det er i runde tal dobbelt så stort som den danske ø, Anholt.
Bygger jagtfarm fra bunden
Efter overtagelsen i 2010 fandt familien sig hurtigt på plads på det naturskønne område og gik straks i gang med at forberede forvandlingen til jagtområde med godkendt yderhegn og en fin lodge som udgangspunkt for driften med primært udenlandske jagtgæster. De ansatte meget tidligt i processen nogle lokale medhjælpere, og de folk udgør stadig rygraden i bemandingen. Danske arbejdsgiveres forhold til deres ansatte er unægteligt meget forskelligt fra den typiske sydafrikanske tilgang, men på Greylingskraal har tilliden til de ansatte resulteret i ekstremt loyale medarbejdere, som Lene og Poul i realiteten betragter som en del af deres sydafrikanske familie.
Lodgen er blevet bygget færdig i etaper og fremstår i klassisk afrikansk jagtstil med stenmure og stråtage. I det daglige er det Lene og hendes piger, der står for indkvartering og forplejningen af stedets gæster, mens Poul og sønnerne, Mads og Per tager sig af jagtadministrationen. Efter ti års rewilding er der nu stærke bestande af en lang række typiske arter: kudu, springbuck, impala, zebra, waterbuck, bushbuck, nyala, black wildebeest, blue wildebeest, duiker, steenbuck, mountain reedbuck, blesbok, eland, warthog og sabelantiloper. Jeg har sikkert glemt nogle – men der er de arter i området, som der skal være…. Måske lige med undtagelse af elefanter, løver og næsehorn. Den største udfordring i forhold til vildtbestandene er sjakalerne, der skal holdes hårdt i skak, hvis der skal være rigeligt med vildt at høste af.
Som gæstejæger på området bemærker man, hvor uberørt det faktisk fremstår på trods af nogle århundreders landbrugsdrift. Det er altid forbavsende at se, hvor hurtigt naturen faktisk vender tilbage til et område under igangværende rewilding.
Snart er de sidste af de gamle kvæghegn pillet ned. Oprydningsprocessen på disse gamle farme er altid overvældende. Tidligere generationer prioriterede ikke æstetikken i landskabet særligt højt… det er svært at forholde sig til, når man ser, hvor smukke områderne faktisk er og ikke mindst, hvor meget det betyder for oplevelsen, at udtjente hegn, bygninger og andre menneskeskabte konstruktioner fjernes fra områderne. Greylingskraal er lidt af en naturperle med smukt kuperede landskaber, dybe slugter og storslåede udsigter over åbne vidder, der let tager pusten fra selv den mest forhærdede naturelsker.
En tabt sæson
Årets jagtsæson på Greylingskraal gik som på alle andre jagtområder i det sydlige Afrika tabt med COVID-19 pandemien. Lene og Poul – der normalt er i Danmark om sommeren – er strandet på farmen og har indtil starten af juni måned end ikke måttet tilbyde jagt til lokale sydafrikanske jægere på grund af den totale nedlukning af landet. Dette er naturligvis et hårdt slag imod økonomien i hele projektet, men ikke værre end, at det er håndterbart. Lene og Poul har ikke investeret alt, hvad de ejer og har i farmen, der først og fremmest er et con-amore projekt båret frem af deres fælles passion for naturen, vildtet og jagten. At ikke alle æggene er lagt i den samme kurv gør dem naturligvis mindre følsomme i forhold til økonomiske katastrofer som Wuhan-sygen, og de er absolut klar til at modtage nye gæster, så snart restriktionerne tillader det. Den gode nyhed for fremtidige jægere er naturligvis, at gennemsnitsalderen på områdets voksne dyr er blevet et år højere. Der er med andre ord usædvanligt mange modne handyr at høste af i den kommende sæson.
Til Lene og Pouls store glæde har de i år fået omkring 200 mm nedbør forud for den sydafrikanske vinter, og det er nok til, at vildtet – på trods af, at det sydlige Afrika netop er kommet ud af en langvarig tørke – kan klare sig igennem vinteren uden tilskudsfordring. I skrivende stund er området grønt og frodigt…. bestemt ikke det værste sted i verden at være strandet.
Foto: Jens Ulrik Høgh samt Roy Coetzee, Vadim Petrakov, Dewald Kirsten/Shutterstock
