Fair nok! En jagtknivs udseende er ikke helt ligegyldig.
Kun få andre stykker udstyr, hvis nogen overhovedet, har den samme signalværdi som netop jagtkniven. Der er stor forskel på, hvordan man bliver opfattet af sine omgivelser på en jagt, hvis man enten har en klassisk nordisk dolk, eller en moderne taktisk militærkniv hængende ved sin side.
Om vi jægere vil indrømme det eller ej, så er vi en forfængelig flok.
Ikke bare de tweedklædte drenge og piger, men også i stædigheden omkring at være iført de samme hullede og slidte læderbukser, som man har brugt i de sidste 20 år.
Det er formentlig derfor, at jagtkniven er så vigtig for os, endda så vigtig at mange af os selv bygger dem. Jagtknive er den magiske forening af et udtryk for vores egen forfængelighed, uanset hvilken form den kommer i, og så et stykke solidt værktøj, som skal kunne holde til at blive brugt, og som man som jæger er dybt afhængig af.
Den mørke jungle
Personligt skal jeg ærligt indrømme, at jeg har købt virkelig mange jagtknive gennem tiden, alene med det ene argument, at jeg syntes godt om deres udseende. Nogle af dem har været glimrende knive, andre har været direkte elendige. Man snakker meget om, at pris og kvalitet hænger sammen. Det gør det også ofte. Men lige netop når det kommer til knive, er det ikke altid tilfældet.
Man kan sagtens få en forrygende god kniv til 150 kroner, og man kan få en næsten ubrugelig til 2000.
Derfor er det i virkeligheden også ret nødvendigt at sætte sig ind i en knivs materialer og opbygning, før man køber, men det kan være en jungle at sætte sig ind i, ikke mindst fordi det er et emne, som ofte fortaber sig en smule i nørderi.
Utallige og uoverskuelige knivprofiler samt ståltyper med navne som “720”, “12C27” eller “8Cr13MoV” gør, at entusiasmen meget hurtigt dør ud, ofte allerede inden den er begyndt.
Men nu skærer vi ind til benet og bringer her en gennemgang af de mest populære ståltyper og deres egenskaber.
Carbonstål, jern og rustfri
Det hele starter med jern… Et fantastisk materiale, som i sig selv kan gøres super skarpt. Desværre har jern to store fejl. For det første er det blødt, og for det andet kan det ruste. Det faktum har man forsøgt at omgå mere eller mindre siden jernalderen, men det var nok japanerne, som for alvor lykkedes med at forstå og tøjle dette ellers drilske materiale.
Således opbyggede man allerede for tusind år siden klingerne på Katana’er (Samurai sværd) med snedige konstruktioner. Klingen bestod ofte af en kerne og sider af hårdt stål, mens selve knivsæggen bestod af stål med et meget højt indhold af jern. Således havde man en klinge, som var stærk, men stadig havde jernets evne til at blive nærmest uhyggeligt skarp.
Selv den dag i dag er mange japanske kokkeknive bygget op på samme måde, og især deres Shirogami-stål har stadig et meget højt indhold af jern.
Shirogami vil man meget sjældent støde på i forbindelse med jagtknive. Det er simpelthen for upraktisk. Derimod kan man støde på stålet Aogami, som groft forenklet er Shirogami tilsat en smule krom.
Krom er et hårdt materiale og er derved med til at styrke en ståltype og endda også nedsætte rustdannelse.
Det er faktisk sådan, man skaber rustfrit stål. Man tilsætter minimum 12 % krom i legeringen. Ulempen er, at jo mere krom man tilsætter, jo mindre skarpt kan bladet blive, simpelthen fordi det også bliver for hårdt til at slibe op. Aogami indeholder ikke tilstrækkeligt med krom til at være rustfrit, men er dog langt mere resistent og holdbart end Shirogami.
Et japansk stål, som man helt sikkert vil støde på blandt jagtknive, er VG-10, som med en kompliceret formel fastholder mange af jernets evner til at blive ekstraordinært skarpt, men som alligevel indeholder krom nok til at være rustfrit. Specielt blandt amerikanske knivproducenter som Spyderco og Cold Steel ses VG-10 ofte.
VG-10s svaghed ligger i styrken, da det næsten kan være for sprødt og i værste fald slå revner, men kan til gengæld blive rasende skarpt.
For at styrke jernet fandt man for et par tusind år siden ud af, at det gav mening at tilsætte kulstof, da det gjorde det bløde materiale stærkere og langt mere brugbart til eksempelvis knive og sværd, da det stadig kunne blive endda meget skarpt.
Selvom opfindelsen er over to tusind år gammel, og at der specielt i moderne tid er kommet nogle virkelig imponerende High-Tec legeringer på markedet, vil der stadig være mange, som betragter rent carbonstål som det bedste til knive…
Omend ret upraktisk.
All-Round knivene
Et knivstål, man helt sikkert ofte vil støde på blandt jagtknive, er “Sandvik 12C27”. 12C27 er en efterhånden over 50 år gammel legering, udviklet af svenske Sandvik og løbende forbedret gennem årene. Mange producenter beskriver 12C27 som det bedste allround knivstål på markedet, og det er afgjort også langt oppe i hierarkiet. 12C27 formår at forene alle stålets evner til tæt på det optimale. 12C27 kan ikke blive lige så skarpt som carbonstål, men næsten.
Det er ikke helt så rustfrit som rustfrit stål, men næsten. Det er ikke helt så stærkt og modstandsdygtigt som kromstål, men næsten. Kort sagt en ret succesfuld legering, hvis udbredelse på markedet taler sit tydelige sprog.
Dette tydelige sprog blev hørt helt til Kina, som i de senere år har kastet en type knivstål af sig, som må siges at være en direkte konkurrent til Sandvik 12C27, nemlig produktet med
det mundrette navn “8Cr13MoV”, i Europa ofte også betegnet O2.
Ser man på den kemiske sammensætning af 8Cr13MoV og Sandvik 12C27, er det stort set identiske legeringer, og også deres evner er sammenfaldende. Efter sigende skulle 8Cr13MoV dog kunne gøres lidt skarpere og til gengæld være lidt mindre resistent i forhold til rust, men det er nok meget vanskeligt at afgøre i praksis.
Tyskerne kommer
Mange jægere i den lidt modne ende af skalaen, vil sikkert huske navnet “Böhler,” som stod stemplet i løbene på mange af de bedre tyske haglgeværer fra blandt andet Merkel, som blev produceret frem til starten af 1970’erne.
Løbene af Böhler-stål havde ry for at være næsten rustfrie, hvilket dog absolut ikke var tilfældet, men stålets høje indhold af krom var dog nok til, at de var mindre udsatte for rustangreb, end italienske og engelske geværer var det.
Den dag i dag er Böhler skam også med helt i front, når det handler om knivstål. især Böhler K110, som også går under navnet “D2” og varianten Böhler 720 gør sig gældende, når det kommer til jagtknive. Böhler K110 (D2) er rustfrit og kan mange af de samme ting som Sandvik 12C27. Böhler 720 derimod er et carbonstål.
Opsummering
Der er naturligvis mange typer stål, som ikke er nævnt her, men vi har forsøgt at skitsere de forskellige typer knivstål og de mest udbredte legeringer.
For kort at opsummere, så findes der to generelle typer knivstål. Rustfrit stål og carbonstål… I virkeligheden adskiller de sig ikke voldsomt meget. Det eneste, som gør en forskel, er som før nævnt indholdet af krom, som der skal være minimum 12 % af i en legering for at den bliver rustfri.
Men så let skal det naturligvis ikke være… Beklager, kære Læser.
For knivstål kan også indeholde temmelig mange andre ingredienser end bare jern, kulstof og krom. Det kunne for eksempel være Silicon, Vanadium, Wolfram, Mangan, Molybdæn og Nikkel, for blot at nævne en håndfuld af dem. Alle disse kemiske komponenter har deres helt egen indvirkning på stålet, det indgår i. Mangan gør stålet slidtstærkt, og Silicon gør det smidig, mens Wolfram giver et fastere produkt.
Med så mange mulige ingredienser, som man kan smide i jernsuppen, er kombinationsmulighederne selv sagt nærmest uendelige, og det er også den direkte årsag til, at der findes utroligt mange forskellige typer knivstål, heraf nogle med mange tilhængere, mens andre har færre.
Men det stopper ikke her… For stålet skal også hærdes.
Knivstålets hærdning
At hærde et stykke stål er en proces, som på én og samme tid er enormt simpelt, men samtidig også utroligt kompleks.
Umiddelbart ser det jo meget let ud på film. En klinge varmes i essen, til den er rødglødende for derefter at blive stukket i en tønde med vand eller olie, og herefter er klingen så hærdet.
I princippet rigtigt nok, men der er dog en hel del mere i processen end som så.
Som udgangspunkt kræver det kulstof, for at man kan hærde og dermed styrke en klinge. Indholdet skal ligge mellem 0,3 og 1,7 %. Er der for lidt, vil stålet ikke hærde, og man vil stå tilbage med, hvad vi kender som “smedejern”. Er der derimod for meget, har vi “støbejern”, som let splintrer.
Kemien bag hærdningen er, at når stålet opvarmes til en vis temperatur, ændrer dets struktur sig til det, man kalder “Austenit”, hvilket er en kemisk forbindelse mellem jern og kulstof. Ved at afkøle det hurtigt ændrer strukturen sig igen til forbindelsen “martensit”, hvilket er en styrket struktur af stålets molekyler, og altså dermed hærdet stål.
Rockwell Skalaen
Bliv nu ikke overrasket, for hærdet stål er naturligvis ikke bare hærdet stål. Det kommer i flere hårdheder, som alle har deres anvendelser til forskellige formål i industrien. Derfor er det også interessant at kunne sætte tal på hårdheden, for laver man et knivblad af stål, som er hærdet for meget, kan det være svært at slibe op, og i værste fald kan det blive for sprødt og knække som glas ved belastning. Omvendt vil man få en sårbar klinge, som i værste fald kan slås skæv og bøjes, hvis det ikke er hærdet tilstrækkeligt.
Det var den amerikanske metallurg Stanley P. Rockwell, som i 1920’erne opfandt et apparat, som kunne måle metals hårdhed, og han opdelte disse i måleenheden “HR” (Hardness Rockwell). Måleenheden blev yderligere opdelt i skalaer, som hver fik deres eget bogstav. Den skala, man bruger til knive, er Hardness Rockwell C-skalaen eller bare HRC.
Alt efter hvor hårdt materialet er, får det point på skalaen, hvor 100 point er samme hårdhed som en diamant.
Langt de fleste jagtknive har en hærdning mellem 57 og 62.
Kære Læser. Denne korte indføring i knivstålets hemmeligheder var blot et lille rids i overfladen. Knivstål er en verden for sig. Men det er vores ydmyge håb, at du nu er blevet en smule bedre klædt på, til næste gang du skal ud og købe en jagtkniv.
God fornøjelse!
LÆS OGSÅ
