PROLOG

Jacob Kamman er en erfaren jæger og dygtig haglskytte, som gentagne gange har doubleret snepper. Alligevel udfordrede vi ham dette forår og satte ham på den hårde opgave at blive endnu bedre. Det lykkedes.
Nu har vi givet ham en ny udfordring. Kan han også forbedre sin riffelskydning, som ellers er fremragende.

Jacob har skudt med riffel i næsten 30 år, han er ferm til såvel det løbende vildt som til de lange penible skud – men han laver fejl: Ligesom alle andre.

Derfor har vi sendt ham på en skydemæssig dannelsesrejse i selskab med vores husfotograf Niels Busch, som ud over at være en fremragende fotograf faktisk også er en yderst habil riffelskytte!

Jacob er 42 år og har haft jagttegn, siden han var 16. Han begyndte at skyde med luftbøsse fra helt lille og tror den dag i dag på, at fundamentet for hans riffelskydning stammer helt tilbage fra de utallige øldåser og skiver han skød i smadder dengang.
Da den store dreng blev gammel nok til at finde ud af, hvor hans far havde gemt salonriflen, overgik Jacob til at skyde med denne lille riffel.

Senere blev skydningen mere kontrolleret under Kamman seniors rådgivning, og samtidig med, at jagttegnet blev erhvervet, overtog Jacob sin oldefars gamle Mauser i kaliber 8×57. Jacob gætter på, at han har affyret 20.000 skud med forskellige rifler igennem sit jægerliv, både på skydebanen, på jagt og til diverse konkurrencer.
I dag skyder Jacob med en lille håndfuld forskellige kalibre, men til denne artikelserie anvender han primært sin nye skydedarling, som for tiden er Blasers 8,5×55. Det er en hidsig kaliber med en relativt tung kugle og en høj udgangshastighed på omkring 945 m/s.

Udstyr:

Riffel: Blaser R8 Professionel Succes.

Pibe: Blaser 8,5×55 Ø17mm. 58 cm. Lang.

Sigtekikkert: Blaser Infinity 4-20×58

Lyddæmper: A-tec/Blaser

Ammo: Blasers blyfrie patroner med Barnes TTSX kugle. (10,4 g/160 Grains.)

Her i første runde, skal Jacob og Niels skyde sammen med Sandro Zecevic.

Fakta om instruktør.

Instruktør: Sandro Zecevic

Alder: 35 år

Forening: Cold Bore Range (Riffeljægerne, Aarhus)

Riffelinstruktør i 8 år.

Underviser igennem DJ i ”Balistik i praksis”.

Skyder selv ca. 4-6.000 skud om året

Jagttegn i 12 år.

Længste træf: 2.400 m.

Oplevelse hos instruktør

Mødestedet denne lørdag var et sæt koordinater dybt inde i Borris´ skydeterræn. Efter at især min fotograf Niels havde kørt det halve af Jylland tyndt, mødtes vi endelig med Sandro Zecevic, som skulle være vores instruktør i en disciplin, jeg aldrig har prøvet før, nemlig PRS skydning.

PRS står for Precision Rifle Shooting og er en relativ ny disciplin her i Danmark. Jeg kendte ikke meget til PRS før denne dag, ud over at jeg havde set nogle billeder af skytter med meget moderne og taktisk udseende rifler, som skød på meget lange afstande.

Mens Sandro og jeg stod og sludrede, kunne jeg da også se adskillige skytter med meget store og tunge rifler ligge og skyde på helt op til 1.000 meters afstand. For første gang nogensinde var jeg bekymret for, om min riffel, optik og nok især min egen skydefærdigheder kunne følge med disse drenge, men der var ikke andet for end at prøve…

Der findes forskellige PRS klubber og foreninger rundt om i Danmark, og Sandro forklarede mig, at disciplinen er i stormende fremdrift og udvikling med flere og flere skytter og flere skydninger hvert år.

En PRS skydning er lidt ligesom en jagtfeltskydning, hvor skytterne vil blive udsat for forskellige såkaldte stages med forskellige mål, på forskellige afstande, og hver skydning er fra forskellige platforme.
Det kunne for eksempel være, at man skal skyde fra en olietønde, en stak bildæk eller endda en kampvognsforhindring.

Hver stage kan byde på mål fra 300 meter helt op til 1.000 meter, og der skal ofte både skydes på flere mål og fra flere stillinger ved samme stage.

Sandro forklarede hurtigt, at før vi overhovedet kunne komme til selve konkurrencen og skydedelen, så gjaldt det først om at få styr på hastigheden af mine patroner og kliktallene på kikkerten. Det gav ingen mening at påbegynde skydning fra forskellige forhindringer uden at have helt styr på disse elementære aspekter, så vi begav os straks frem til skydelinjen.

Her skød jeg først 5 skud med en chronograf påsat min riffel for at måle udgangshastigheden på mine projektiler. Sandro kom her med en advarsel om aldrig at stole på fabrikanternes beskrivelse på patronæskerne. Disse tal er oftest fra en kontrolskydning under helt optimale forhold i en skydetunnel og med den helt optimale pibelængde. Derfor er det vigtigt at konkludere, hvordan ens ammunition opfører sig i lige netop ens eget set-up og lige præcis på den givne dag, hvor der skal skydes.

Dagsformen

Temperatur, tryk og højde har meget at sige og for at kunne beregne og kontrollere kuglernes bane, så skal der allerførst findes en gennemsnitsfart.

Mine patroner viste en gennemsnitshastighed på 926 m/s, og på æsken stod der 940 m/s, hvilket må siges at være en rigtig fin reel hastighed. Med dette på plads kunne vi nu snakke lidt om apps.

Sandro insisterede på, at vi ikke kunne skyde videre uden at benytte en fornuftig app. Her kunne Sandro endnu engang overraske mig med noget, jeg ikke vidste, nemlig at langt de fleste apps, som er lavet af optik fabrikanter og ammunitions fabrikanter, og som kan bruges til at kontrollere ballistik og kuglebaner, er baserede på beregnet ballistik og altså ikke tal, som er kreerede af deciderede kontrolskydninger.

Sandro anbefalede mig at benytte en app ved navn Applied Ballistics, og med denne downloadet på min telefon kunne vi så begive os i krig med stålskiverne, som stod med 100 meters mellemrum ned langs skydebanen…

Klikketskydning

Ret hurtigt måtte jeg dog indse, at det på grund af varmeflimmeret var nærmest umuligt at se skiverne, når jeg lå ned. Jeg foreslog, om jeg ikke bare kunne skyde fra min Viperflex, og selvom en del af skytterne kiggede lidt skeptisk på mig, sagde Sandro god for det. At komme op i højden hjalp en smule på varmeflimmeret, men det var stadig svære vilkår…

Med assistance fra appen og Sandros kyndige rådgivning fik jeg hurtigt skudt mig ud til 700 meter skiven. Her endte jeg på 66 klik op og to klik til venstre. Appen havde sagt 62 klik, men Sandro kunne se træfferne i det knastørre sand og kunne derfra tale mig ind på skiven.

Ved 800 meter skiven løb jeg tør for klik i min sigtekikkert!
Appen sagde, at jeg skulle klikke 90 klik, men min kikkert kunne kun nå til 82…
Med lidt overhold fik jeg dog hurtigt træf på skiven, og nu ventede den mytiske 1.000 meterskive!

1000 meter med en jagtriffel

Jeg kunne svagt se den Ø60 cm store skive igennem varmeflimmeret, og selvom mit sigte var helt stille og fast, så var vi nu gået over til gætteleg. Jeg var for længst løbet tør for klik opad, og ifølge appen skulle jeg nu klikke 136 klik op.

Vi forsøgte os frem med 2-3 skud, som alle slog ned lavt i sandet. Langsomt fik jeg korrigeret mit sigte op, men så forsvandt kugleslaget, og selvom vi alle kunne høre et tørt smæld, så var det altså ikke den magiske lyd fra min kobberkugle på en stålskive!

De to spottere kunne ikke se, hvor kuglen ramte, men hver gang jeg sænkede mit sigte, kunne vi tydeligt se på sandsprøjtet foran skiven, at jeg var tæt på…

Det tog 22 skud med en hel del ”usynlige” forbiere, før vi kunne høre det høje og forsinkede PLING, og spotterne kunne melde om en stålskive, som bevægede sig!

Niels er hurtigt inde i målet ude på de 1000 meter.

Glæden var enorm for mig, jeg følte virkelig, at det var en bedrift at få det træf, og med et stort smil på læben skød jeg hurtigt et til skud, som også ramte!

High fives og glæde hele vejen rundt, og mens min riffel fik lov til at køle lidt af, skulle Niels selvfølgelig også prøve. Med beundring og en hel del misundelse må jeg indrømme, at Niels fik to træf betydeligt hurtigere end jeg! Nu var vi begge medlem af den eksklusive ”1.000 meter klub”, og vi

Sandro Zecevic gør klar til den egentlige RPS-skydning.

fik også udleveret klistermærker, som straks blev monteret på min trofaste Viperflex…

Da begejstringen havde lagt sig lidt, greb jeg riflen igen for liiiige at prøve én gang til. Dette resulterede i mit allerførste og nok også sidste 1.000 meter ”Cold bore” træf!

PRS for alvor

Nu havde vi endelig fået helt styr på vores egne og vores grejs egenskaber, og vi havde afprøvet klik og afstande i forhold til den forbløffende præcise app. Nu gjaldt det så den egentlige grund til, at vi var kørt helt til Borris, nemlig disciplinen PRS skydning!

Sandro fik hurtigt sat en stage op, og det første, vi skulle prøve, var tre bildæk, som var sat sammen med kraftige bolte. Jeg skulle skyde tre skud liggende igennem det nederste dæk, tre skud fra toppen og så tre skud fra det midterste dæk. Alt sammen på tid og målet var 300 meter skiven.

Som hjælpemiddel fik jeg udleveret en lille sandsæk, som jeg kunne bruge, lige som jeg ville… Allerede mens jeg ladede min riffel på klarlinjen, kunne jeg mærke mit hjerte begynde at hamre i mit bryst.
Jeg var spændt, nervøs, og en masse tanker fløj igennem mit hoved… Sjovt som jeg for få øjeblikke siden var helt rolig og koncentreret, da jeg skulle skyde på 1.000 meter, men nu, hvor der var et konkurrenceaspekt og kun 90 sekunder til at gennemføre de 9 skud, blev jeg vildt presset! Afstanden var ”kun” 300 meter, men sjældent har jeg været mere ude af balance inden en skydning…

Sandro råbte ”SKYD”
Jeg løb frem til dækkene og smed mig ned med sandsækken… Det blev til 7 træf ud af de 9, og selvom Niels kun fik 6 træf, så var jeg vildt irriteret på mig selv over, at de to missere helt tydeligt var mig, som sjuskede skuddene af…

Endnu værre blev det, da næste stage blev klargjort. Her skulle vi skyde tre skud hen over en ståltønde, så skulle vi vælte den og skyde tre skud hen over den for til sidst at vende den rundt og skyde tre skud langs med den liggende tønde. Jeg skulle prøve at skyde med Sandros riffel, og den var udstyret med et stort og langt magasin, som kunne have alle 9 skud i.

Så snart jeg kom frem til tønden, mærkede jeg straks, at magasinet faktisk hvilede på tønden. I mit hoved nåede jeg at høre min fars stemme, da han for mere end 30 år siden fortalte mig, at, når man skød med riffel fra et fast anlæg, så måtte intet stål (altså hverken pibe, låsesystem eller magasin) hvile på anlægget. Det giver jo mening, at, hvis der er pres på pibe eller system, så kan man påvirke træffet, især på de lange hold…

Selv med dette rungende i mit hoved fortsatte jeg min skydning! Jeg kunne jo blot have rykket riflen en lille smule bagud, så havde magasinet ligget frit, men jeg skød bare videre… Jeg kan ikke engang huske, hvor mange eller hvor få træf jeg fik, men jeg kan tydeligt huske den frustration, jeg følte… Over mig selv!

De dumme fejl

Sidste stage var en kampvognsforhindring, som havde forskellige tapemarkeringer. Her skulle vi skyde tre skud liggende, tre skud over den nærmeste stang, tre skud hen over midten og tre skud fra den fjerneste stang.

Her gik min skydning en smule bedre, men jeg lavede stadig dumme fejl! Jeg sjuskede mine skud, da jeg stressede over tiden, og jeg glemte en af de vigtigste faktorer, der er ved riffelskydning. For at få en fornuftig skudafgivelse er en af de vigtigste faktorer, at man låser sine led og ikke bruger musklerne til at holde sin skydeposition. Hvis man står i en stilling, hvor man bruger muskelkraft, så vil musklerne bruge af den ilt, man har i blodet, og ud over at det vil påvirke dit åndedrag, så vil musklerne også begynde at sitre eller ryste, og det vil jo helt oplagt forstyrre sigtebilledet!

Især de lidt højere skydestillinger på kampvognsbarrieren drillede mig, og jeg brugte alt for lidt tid på at finde en fornuftig skydestilling! Jeg havde bøjede ben, og min højre albue flagrede løst i luften! Ikke en særlig god skydning for mig, men enormt lærerigt… Jeg kan slet ikke forestille mig det mentale pres, jeg ville opleve, hvis jeg skulle gennemføre sådan en skydning på flere forskellige afstande og ikke bare de 300 meter, vi skød på.

Da Niels også havde færdiggjort denne stage, kunne vi efter mere end 100 riffelskud hver endelig sætte os i den vestjyske lyng og reflektere lidt over dagens oplevelser…

Indsigten

Som Sandro også havde pointeret, så er PRS skydning jo ikke direkte jagtrelevant, men dog yderst brugbart som træning, og det er ikke, fordi vi nødvendigvis skal ligge og skyde råbukke på 1.000 meter og da slet ikke fra en gammel olietønde, men man lærer virkelig noget om sig selv og sit grej!

Sandro forklarede mig, at hans egen motivation for at dyrke PRS var for hele tiden at presse sig selv og lære noget nyt…

Jeg kan ikke huske nogensinde at have været på skydebanen og tage derfra med så meget læring, som jeg havde opnået på disse timer i Borris og under Sandros kyndige instruktion!

Jeg kan sagtens genkende nogle af de aspekter, jeg oplevede på de tre stages med jagtlige situationer! Enten fordi der er tidspres over, at det dyr, som er i sigtekikkerten, er på vej væk over en bjergtop, og hvor der kun er få sekunder til at vurdere skudvinkel, afstand, vind og dyrets placering, eller om det er, fordi man har smidt sig på en bjergside og forsøger at finde en fornuftig stilling. Det kan også bare være, at man sidder i et skydetårn, og bukken pludselig står lidt skråt bagved, og hvor man på få øjeblikke skal finde en lidt akavet skydestilling med korrekt placering af ben, albuer og riffel!

Mange af mine fejl er fejl, som jeg selv kunne genkende, og andre var fejl, som Sandro påpegede. Det interessante var, at da jeg havde skudt først på en stage, og vi bagefter diskuterede udfordringerne, som vi alle tre kunne genkende, så gik Niels til klarlinjen og lavede nogle af de samme fejl! Derefter kunne jeg da lige trumfe det og så gentage mine fejl på næste stage!

Pointen er, at selvom man i teorien ved en masse om sin egen riffelskydning, så laver man stadig fejl, når man bliver presset på tid eller formåen… Jo mere vi træner, jo mere vi lærer, jo større er sandsynligheden for, at vi kan genkende disse fejl på jagt og undgå at lave et dårligt skud på et potentielt drømmetrofæ på en fjerntliggende bjergtop!

PRS skydning er ikke opfundet til jagtskytter, og de fleste vil nok opleve udfordringer med de lange skud, men jeg vil opfordre alle ivrige skytter, som vil lære noget nyt, at prøve denne disciplin! Ikke nok med at det er enormt lærerigt, det er faktisk også rigtig sjovt!

Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg skal prøve PRS skydning og igen: Jeg har aldrig lært så meget om min skydning som de 100 skud i Borris!

Lær mere her:

Der er tre forskellige muligheder for at skyde PRS:

Generelt: www.prs-denmark.dk

LÆS OGSÅ

Haglskydning – Det kan godt blive bedre

Det kan stadig blive bedre

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: