TEKST OG FOTO: JON JAGD, BUEOGPIL.DK
Klokken er lidt i syv en fredag morgen en uge inde i bukkejagten. Fra mit sæde i et højt asketræ på kanten af en mergelgrav kan jeg overskue det lange hegn og skovbryn, hvor det grænser op til græsningsoverdrevet. Et enligt rådyr står ude på overdrevet ikke langt fra samme skovbryn. Over ryggen på dyret gennembrydes bævreaspenes let gullige blade af den røde morgensol. Længere ude ses hvidblomstrende tjørn, og blandt dem fortaber landskabet sig i en drømmeagtig dis. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at bukken også snart vil komme ud fra skoven. Det har nu flere gange vist sig, at han slår et smut herud i det åbne ved vandhullet med piletræerne og deres friske grønne blade på netop dette tidspunkt.
En rå kommer ud fra skovbrynet tæt på mit træ, springer over hegnet og ind på græsningsoverdrevet, hvor hun holder sig under nogle ludende piletræer. Hun esser et stykke tid og lægger sig så ned i græsset for at tygge drøv. I kikkerten kan jeg se råens kinder bule ud af de boller af grønt, som gylpes fra maven for at blive tygget og fordøjet yderligere. Underkæben kører energisk fra side til side som på en ko. Alt er roligt, nattergalen synger videre, og jeg skal snart på arbejde.
Et øjeblik efter bevæger en tjørn i skovbrynet sig. Jeg kan ikke se dyret endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at det er bukken, der går inde i hegnet og spiser lidt af de grønne blade og hvide blomster på tjørnebuskene. Han bevæger sig selvsikkert inde i buskene, men det er piletræernes friske skud, han vil over at have en bid af nu. Piletræerne står henne ved mergelgraven ude på overdrevet. Vinden kommer fra mergelgraven og finder vej direkte ind i hans næsebor. Den rene og kølige morgenluft bærer ikke tegn på mennesker eller noget andet usædvanligt, og der er ikke langt hen over overdrevets græs til piletræerne. Han giver sig god tid og esser videre af tjørnen. Da han er kommet til den sidste tjørn, tager han et par skridt mere ud på overdrevet, kigger sig til siderne, og så skridter han videre ud mod et højt asketræ lige i kanten af mergelgraven.
Et spørgsmål og fairness
We scorned to shoot from a tree and were told that few horses could be ridden close enough, or fast enough, to get within bowshot of a grizzly – Pope, Saxton (1925) Hunting with Bow and Arrow.
Saxton Pope og hans jagtkammerat Arthur Young havde kun foragt tilovers for den fordel, som de mente, at de ville få ved at jage grizzlybjørne fra et træ. Året var 1920 og de befandt sig i Yellowstone Nationalpark i Wyoming, USA. De var kun bevæbnet med stærke taksbuer og tunge jagtpile, som de selv havde lavet. Det var med andre ord et vanskeligt og risikabelt foretagende, uanset hvordan man vender og drejer det. Men det ville åbenbart ikke være fair i deres øjne at jage bjørnene, uden at de som jægere også var udsat for fare.
Ville de mon se med mildere øjne på buejagt i Danmark efter råbuk fra et træ eller en stige?
Ud over de åbenlyse forskelle i form af vildtarter og jagtmuligheder, så er der flere andre områder, hvor buejagten i Nord Amerika i starten af 1900-tallet adskiller sig fra den danske buejagt her 100 år senere. Pope og Young skød de fleste af deres hjorte på over 50 meters afstand, og det betød ikke så meget, om der skulle mere end ét skud til. Det, der blev opfattet som fair chase den gang, vil ikke blive opfattet som ansvarlig eller fair jagt i dag trods de bedste intentioner den gang. Grænserne for, hvad man tolererer i form af risiko for anskydninger, er ganske simpelt en helt anden i dag.
Hvor fairness en gang måske primært handlede om, at vildtet skulle have en chance for at slippe væk – eller måske endda angribe, når vi taler om farligt vildt – handler det i dag i højere grad om, at det ikke må slippe væk med skader fra en anskydning.
Premieren
Lidt inspireret af Ishi valgte jeg at veksle mange ture til jagten morgen og aften med i stedet at være ude på jagten én hel dag fra solpgang til solnedgang en af de første dage efter premieren. For det første er det herligt at kunne være derude en hel dag uden at have anden bagkant end mørkest frembrud. Ikke fordi jeg som Ishi er verdens bedste til at sidde stille det samme sted time efter time, men fordi jeg oplever så meget mere. Dyrene er meget mere aktive i løbet af dagen, end mange jægere tror. For det andet, fordi jeg selv når ned i et andet gear, når jeg har tiden for mig og ikke skal spekulere på en bagkant om et par timer.
Første chance
Omkring solopgang skridter jeg over hegnet nede ved gården. Udlejers fritgående får er begyndt at røre på sig. De kan gå fra staldbygningerne og ud på markerne, som det passer dem. Det meste af den jagt, vi lejer, er fårenes græsningsoverdrev med en tilstødende kornmark. Fordelt ud på det kuperede græsningsoverdrev ligger en remise med mergelgrav, nogle levende hegn og en tidligere grusgrav, der er omkranset af træer foruden en rørskov med en væltet bævreasp og en klynge gamle piletræer. Det er et dejligt afvekslende terræn, som er præget af den variation, der opstår ved mange års græsning af dyreflokke.
Jeg er næppe kommet op ad sporet langs nabogrunden, før end jeg fornemmer, at der er dyr inde hos naboen. Gennem en kløft i en stor gammel knudret pil kan jeg se en mindre buk, der ligger på en eng af frisk grønt græs og de store skræppeblade af rød hestehov, der ligesom piletræerne trives på den fugtige jord. Bukken og jeg sidder under halvtreds meter fra hinanden, mens jeg venter på, at han skal foretage sig noget. Det ene øjeblik er han årvågen og spejdende, det næste er øjnene halvt lukkede.
Efter længere tids venten rejser han sig og begynder at bevæge sig skråt væk fra mig, men hen imod det skel, som jeg sidder ved. Nu bliver det spændende, da jeg forventer, at han kan komme ind på mit revir små halvtreds meter længere fremme. Jeg kravler så langt frem, som jeg tør, og sætter mig på jorden med en klynge mindre tjørnetræer bag mig som en slørende baggrund. Efter et stykke tid kan jeg svagt ane ham i bevoksningen i skellet, og i samme øjeblik, som han springer over hegnet, trækker jeg buen og får hold på ham. Situationen er nærmest perfekt, men han er for langt væk – 30 meter.
Som ny buejæger ville jeg have været stærkt fristet til at gøre forsøget. Nu har jeg imidlertid gået på buejagt i omkring 15 år med både langbue og compoundbue. I den tid har jeg selv nedlagt et par dyr, og jeg har oplevet mange flere skudsituationer, hvor jeg har deltaget i det efterfølgende arbejde med at finde dyret sammen med jagt- og konsortiekammerater. I løbet af den tid har jeg fået en lidt mere nuanceret opfattelse af buen og pilens effektivitet og ikke mindst skyttens. Det stille skud og pilens rene snit er uden tvivl lige så effektivt som en riffelkugle, når pilen ellers rammer, hvor den skal. Er skuddet mindre perfekt, øges flugtlængden og tiden, til dyret forender. Man har med andre ord, når vinklen er god, i bedste fald et træfområde på størrelse med en paptallerken på en råbuk. Et græsstrå i pilebanen, den mindste bevægelse hos dyret i skudøjeblikket, en skudvinkel til dyret, der er lidt mere spids, end man lige tror, månens tiltrækningskraft – ja der er næsten ingen grænser for hvilke småting, der kan drille. Alt er faktorer, der mindsker det rum man har for endnu en potentiel fejlkilde – skudfejl. Jagt på råvildt med bue er marginalernes spil. Det er derfor med god grund, at buejagttegnsaspiranter bliver undervist i, at den maksimale skudafstand til råvildt er 25 meter.
Efter et minut kan jeg endelig trække buen ned, da han går videre frem langs skellet og til sidst om bag kvasbunken. Kvasbunker er gaver sendt fra himlen til buejægeren, der er skør nok til at forsøge sig med bukkejagt fra jorden. Jeg kommer hurtigt ud af starthullerne og kravler som et af de græssende får (jeg er klædt i uld, så mit udseende og lugt er nok ikke så langt fra fårenes) hen mod kvasbunken og er klar til at skyde, hvis han træder ud til siden. Han har imidlertid gået hurtigere, end jeg har kravlet, så afstanden er stadigvæk ikke kort nok, og jeg er tvunget til at forsøge at komme tættere på. Jeg kravler videre rundt om kvasbunken så lavt i græsset, som jeg formår. Når man har travlt, og afstanden er så kort, er oddsene imidlertid ikke ret gode, og selvfølgelig hører eller ser han noget og får fikseret blikket på den grimme bunke i græsset ved siden af kvasbunken. Jeg tør næsten ikke kigge op på ham, selv om jeg nu ved, at der skal ske mirakler, hvis jeg skal have trukket buen, uden at han ser noget. Synet af mig er åbenbart ikke nok til at sende ham ud af området, så da jeg kigger op under hatteskyggen, kan jeg se, at han begynder at kredse rundt om mig for at få fært af mig. Da han har gået 180 grader i en cirkel rundt om mig, får han fært, smæler højlydt og er væk på et øjeblik.
Jagt med udsigt
I tiden efter har jeg tilbragt adskillige jagtture på jorden. Der har været mange lige ved og næsten situationer ligesom den første dag. Hver gang er jeg enten blevet set eller lugtet, eller også har bukken bare ikke taget den retning, der var bedst for mig i sin videre færd. Jeg har set bukke jage med hinanden, og den store buk fra første dag har vist sig at være en krasbørstig karl. Det har været en lærerig og spændende bukkejagt indtil videre.
Noget af det, jeg har lært, er, at den mindre buk, som jeg havde nærkontakt med første dag, gerne kommer ud fra tykningerne et par gange om dagen for at esse på overdrevet i nærheden af den mindre mergelgrav med piletræer omkring. I kanten af bevoksningen omkring mergelgraven netop dér, hvor afstanden til skovbrynet er kortest, står der et godt asketræ. Jeg kommer frem til, at det træ nok er min bedste chance for at få en skudchance til den lille buk.
En dag finder jeg en god grenkløft i asketræet, hvor jeg kan sidde nogenlunde bekvemt. I den position er jeg hævet cirka fire meter over jorden, er tæt på kanten af mergelgraven og med et godt udsyn mod skovbrynet 20-25 meter fra træet. Jeg har nogenlunde fri bevægelse til at trække buen, og der er flere korridorer ud mellem træets grene, hvor jeg vil kunne få frit skud. Jeg kan også se ned mod kvasbunken og det stykke græsmark, hvor jeg kravlede rundt efter bukken forleden morgen. Nu er det bare et spørgsmål om at vente.
En af de første gange jeg sidder der, er en mild og vindstille forårsaften. Regndråber falder endnu en gang blidt på græs og blade og mergelgravens blanke vandoverflade. Efter en times venten hører jeg noget pusle nedenunder et stykke bag mig. Rundt langs mergelgravens bred kommer en fin og elegant rå spankulerende. Hun nipper ivrigt af piletræernes spæde grønne blade. Hele vejen rundt om mergelgraven er kanten af salatbuffeten støvsuget for de friske skud, så hun må ud og stå i vandet og række halsen, så langt hun kan, for at nå de nyeste og fjerneste skud. Efter et øjeblik tilføjes en besynderlig lyd til regndråbernes dryppen, nærmest som en bruser i vand. Det går op for mig, at det er råen, der tisser ned i vandet. Jeg sidder lige over hende, og mærker med ét, at jeg bliver forlegen på hendes vegne. Det må være noget ved råens feminine og distingverede elegance, der er i stand til at give mig den lidt komiske følelse. Jeg ved, at jeg ikke ville tænke det samme, hvis det var en hest eller en ko, som jeg så tømme blæren.
Endelig en skudchance
Nu er bukken der! Det er tidlig morgen en uge inde i bukkejagten, og han er netop kommet ud af fra tjørnebuskene neden for mig. Jeg sidder igen i asketræet, og følelsen af, at nu kommer chancen helt sikkert, er så stærk, at den grænser til vished. Alt ser lige nu ud til at falde ud til min fordel. Går bukken til en af siderne vil han med stor sandsynlighed præsentere et fint sideskud. Går han i retning af mit træ, skal jeg dog handle hurtigt, inden han kommer helt ind under, hvor jeg ikke vil kunne skyde.
Endelig rykker han på sig, og han går ikke til siderne men ud på overdrevet i en retning skråt forbi mit asketræ. Han går stille og roligt, men når afstanden ikke er mere end 15-20 meter, og jeg skal have trukket en 55 punds bue uden lyde eller pludselige bevægelser, så er den afstand pludselig hurtigt tilbagelagt. Imens kan jeg se skudvinklen blive spidsere og spidsere. Bliver det da aldrig, som man forestiller sig eller som i lærebøgerne?
Det er nu, der skal handles! Buen er trukket, jeg finder et punkt lige bag bukkens højre forben og lader skuddet gå. Jeg hører pilens anslag, bukken springer lidt, drejer 180 grader tilbage ad det spor, han kom ad, løber i forsigtigt trav de 20 meter ind til hegnet, springer over det og videre ind til naboen. Pilen står i græsset, og jeg føler mig overbevist om, at skuddet sad så godt, som det kunne.
Eftersøgningen
Under de obligatoriske 15 minutters venten har jeg brugt kikkerten flittigt. Jeg har fundet enkelte blodpletter i græsset og på trådhegnet, dér hvor han sprang over, kan jeg se en klat maveindhold. Da jeg er nede på jorden og tager pilen i øjesyn, viser den også tegn på maveindhold. Jeg er stadigvæk sikker på, at pilen er gået ind, hvor den skulle, men den stejle skudvinkel fra træet har medført, at den er gået bagud og ned gennem det forreste af mavesækken. Henne ved hegnet kan jeg i kikkerten følge sporet ind på naboens grund. Efter de første klatter maveindhold er det blodpletter, der dominerer billedet.
Nu er der imidlertid ikke tvivl om, hvad jeg skal gøre, og jeg kontakter en schweisshundefører, som ankommer en lille times tid senere. En hurtig eftersøgning leder os frem til den forendte buk, omkring 70 – 100 meter fra skudstedet. Ved opbrækningen kan jeg konstatere, at pilen har gennemskåret højre lunge grundigt, men den har ikke ramt hjerte eller venstre lunge, hvilket forklarer, hvordan bukken har været i stand til trods alt at gå så langt.
Selv om jeg hele tiden var sikker på, at vi hurtigt ville finde ham, så er jeg lettet og glad, nu det er overstået. Afsluttet er nu den jagt og flugt, som har udspillet sig igen og igen gennem hele evolutionen, og som har udviklet råvildtet til det elegante, årvågne og rådsnare flugtdyr, som vi elsker og beundrer. Mennesket har udviklet sig til den vedholdende jæger, der hele tiden lærer af sine fejl og forsøger at udregne næste træk for at komme et skridt foran ved næste møde. Hverken råvildtet eller vi mennesker ville være dem, vi er i dag uden dette sam- og modspil. Jeg tænker ikke på råbukkens død som en lykkelig begivenhed, men den er heller ikke unaturlig.
Et pilekogger til en lille bueskytte
Nu lykkedes det i denne omgang ikke at nedlægge bukken fra jorden, og selv om det noget tid senere rent faktisk var lige ved at gå op i en højere enhed på en større buk, så forblev asketræsbukken den eneste buk, jeg fik den sæson. Hurtigt efter, at jeg fik hængt den til modning, besluttede jeg mig for, at jeg ville følge en anden af Saxton Popes anvisninger. I samme bog beskriver han, hvordan de laver deres pilekoggere af hjorteskind. Skindet på min buk var ganske fint, den røde sommerpels var så småt ved at få overtaget, og hullerne efter pilen sad på en sådan måde, at det fint kunne give et kogger. Især et pilekogger i den størrelse, som min 6-årige datter netop stod og manglede så desperat.
Under forlægningen af bukken var jeg meget omhyggelig med ikke at lave huller i skindet og skrabede alle fedt og kødrester af. Derefter blev skindet spilet ud og fastgjort på en plade med søm, og så fik det ellers lov til at tørre, til skindet var hårdt og stift som et bræt.
Derefter skar jeg skindet til i en trapezformet firkant, så den var små 25 cm. i den ene ende op mod halsen, 20 cm. i den anden ende ned mod bagenden, og de lange sider blev 50 cm. På den måde pegede hårene nedad fra den brede ende, som blev åbningen mod den smalle ende, som blev til bunden. Ud af det stive nakkeskind skar jeg et cirkulært stykke med en diameter, der passede til bunden af koggeret. Med et såkaldt markeringshjul, som kendes fra læderarbejde, markerede jeg placeringen for huller ned ad langsiderne og i bunden, hvorefter jeg stak de nødvendige huller med en lædernål.
Dernæst blev skindet lagt i blød i sæbevand, vasket grundigt, og så var det klar til at blive syet. Jeg brugte en såkaldt kunstig senetråd til syarbejdet. Da syningen var færdig, blev koggeret vendt på vrangen og sat til at tørre udspilet på en cylindrisk form af træ. Da koggeret var tørt og stift, kunne jeg påsy en strop fra en af skindresterne på samme side som koggerets langsgående søm, hvorved syningen blev til bagsiden af koggeret. En enkelt musvågefjer blev monteret på ydersiden ved åbningen og voila, så var ét styks indianerpilekogger parat til at blive foræret af en stolt far til en spændt datter.
