3Jagtbedrageri?

De mange danskere, som hvert år drager til Sverige for at gå på jagt, skal være opmærksomme på, at det ikke er alt, som skinner, der er guld. En 37-årig mand og en 35-årig kvinde er ved Tingsretten i Lund blevet tiltalt for 13 tilfælde af bedrageri og forsøg på bedrageri mod yderligere én person. Ifølge anklageren har de to tiltalte uberettiget solgt jagtrettigheder på et svensk gods. De tiltalte havde vist potentielle jagtlejere rundt på terrænet og har i alt modtaget 158.600 svenske kroner for jagt og fodermajs af de 13 jægere. Det viste sig imidlertid, at de anklagede ikke havde jagtretten på stedet, og at godsets ejer ikke vidste noget om arrangementet. Da de uheldige jægere henvendte sig til politiet om sagen, fik de først den besked, at de måtte rette et civilt søgsmål mod de to udlejere, men siden besluttede myndighederne at rejse en bedragerisag mod de to mistænkte. De erklærer sig begge uskyldige.