En sø? – Det er da nemt nok!

Foto: Asbjørn Hellesøe-Jensen samt Arne Bramsen, Pascal De Munck, tomtsya, Massimiliano Paolino, Morten Ekstroem, Karel Bartik, Budimir Jevtic, Parilov, Marukosu, Yuriy Kulik, Roadwardbound og Rostislav Stefanek/Shutterstock

Mange af os naturmennesker drømmer derfor om vores helt egen sø, hvor vi kan følge årets og livets gang. Og det kan sagtens lade sig gøre at få drømmen til at gå i opfyldelse – det behøver ikke at være ret svært, og der kan endda være mulighed for at få tilskud til etablering af en sø.

Når det så er sagt, så bør opgaven heller ikke undervurderes. De fleste er nok bekendt med de såkaldte vaniljekranse – en lille rund sø med en ø i midten, typisk

gravet med en rendegraver på en lørdag formiddag. Der er da vand og liv og årets gang – bevares, men vil du for alvor have glæde af din egen sø, kan det ikke anbefales at bruge vaniljekransen, som skabelon til dit projekt.

Er det overhovedet en god idé med en sø?

Som udgangspunkt er det altid et stort JA! Men først bør man selvfølgelig vurdere, om det er realistisk, at der kan etableres en sø dér, hvor man ønsker det. Hvis der er vådt i forvejen, er man jo godt i gang, men man bør dog altid undersøge, hvorvidt der er dræn i det område, hvor man ønsker søen, og hvor de dræn er placeret. Hvis drænene afvander et større område opstrøms den nye sø, kan det blive aktuelt at etablere et nyt dræn rundt om området, så området fortsat afvandes hensigtsmæssigt i forhold til landbrug og skovdrift.

Der kan også være andre ledninger og rør i området, som det vil være bedst ikke at grave over. Dem kan du få et overblik over via ledningsejerregistret. På ledningsejerregistrets website indtegner du det udsnit på kortet, som du har brug for informationer om, og i løbet af et par dage, melder alle relevante ledningsejere – dvs. el-selskaber, vandforsyning, telefonselskaber o.lign. – tilbage med et kort over den nøjagtige placering af deres ledninger på arealet. Ledningsejerregistret finder du på LER.dk

Tilladelserne – det går ikke uden!

Tilladelser skal der til, før man må grave en sø – minimum en enkelt, men i nogle tilfælde flere.

Alle søer over 100 m² kræver en planlovstilladelse. Sådan en får man hos kommunen. Du skal være opmærksom på, at nogle kommuner kan have en relativt lang sagsbehandlingstid. Du skal altså være i rimelig god tid – særligt hvis du efterfølgende også ønsker at søge tilskud fra jagttegnsmidlerne, hvor fristen sædvanligvis er den 31. januar hvert år.

De fleste kommuner har en online blanket, der kan udfyldes med diverse oplysninger som navn, adresse, matrikelnummer og så videre. Derudover skal der medsendes en kortskitse, hvor søens placering og størrelse fremgår. Størrelsen på søen måler du nemmest med et måleværktøj på en online korttjeneste – f.eks. på www.arealinfo.dk, hvor kortskitsen også kan fremstilles.

Arealet vil selvfølgelig aldrig matche det færdige resultat 100 %. Jokeren er, hvor højt vandet kommer til at stå, og det er man som bekendt, ikke altid herre over. Søg hellere til lidt for stort end lidt for småt – det koster ikke noget.

Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 kræves, hvis søen ønskes etableret på et areal, der er naturbeskyttet. Det kan f.eks. være mose, eng, overdrev, hede med videre. Om et areal er naturbeskyttet, kan du ligeledes undersøge på www.arealinfo.dk.

Dispensationen får du hos kommunen. For at få den sender du den rette vedkommende i kommunen et brev eller en mail, hvor du forklarer, hvad du gerne vil, og at du ønsker dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Hvis det, man ønsker sig, kan forventes at forbedre den overordnede naturtilstand på arealet, bør man kunne

få dispensation. Er der omvendt noget meget fin og sjælden natur i forvejen – flora eller fauna – kan man selvfølgelig ikke regne med at få dispensation. Så må man i stedet glæde sig over, at man allerede har en god naturtilstand.

Er det i en skov, du ønsker en sø, er der en vis sandsynlighed for, at arealet er fredskov, og du skal i så fald have tilladelse efter skovloven. Er skoven fredskov, udfylder du et skema, som rekvireres og returneres til den lokale enhed af Miljøstyrelsen, som så – forhåbentlig – kan give dig tilladelse.

Ud over disse ret almindelige tilladelser, findes der selvfølgelig en række mere specielle tilfælde, hvor yderligere tilladelser er påkrævet. Det kan for eksempel være i forhold til landskabsfredninger, vandløbsloven og flere andre.

Tilskud – Kan du få det?

Der er mulighed for at få tilskud fra jagttegnsmidlerne til søer over 600 m². Du kan læse mere om tilskuddet og de øvrige betingelser på naturstyrelsens hjemmeside, hvor du også finder ansøgningsskemaet.

Ansøgningsfristen er hvert år den 31. januar. Du har allerede stort set alle de nødvendige oplysninger samt kortskitsen, du skal bruge til ansøgningen om tilskud fra din tilladelsesansøgning. Husk blot, at man ikke må påbegynde gravearbejdet, før man har fået tilsagn om tilskud. Tilskuddet var i 2019 på kr. 15.000 per sø, og man kunne maksimalt opnå tilskud til 5 søer per ejendom.

Det praktiske – at grave en sø!

Er det ikke bare at grave et hul i jorden? NEJ – langtfra! Gør dig selv den tjeneste at finde en entreprenør, der har erfaring med at grave søer. Det er i langt de fleste tilfælde flytning af jord og udjævning, der koster både tid og penge, så her kan det også godt betale sig at tænke sig grundigt om i forhold til maskinløsning og logistik, og det kræver af og til lidt overblik og erfaring med denne type opgave.

Flade brinker – meget fladere end du tror – er ofte et krav i tilladelsen til søen, og ligeledes afgørende for, at søen kommer til at indeholde alt det liv, du drømmer om. Grav endelig ikke et dybt hul med stejle brinker. Husk, at den perfekte vanddybde til svømmeænder er 20-30 cm., derfor skal et så stort areal som muligt være med denne dybde. Husk ligeledes, at vandstanden formentlig vil svinge en del hen over året, hvilket stigningen på brinkerne skal kompensere for, så der altid er områder med lavt vand.

Rammer man nogle dræn under gravearbejdet, er det ret vigtigt, at man får gravet dem væk fra søen. Drænvand, der ledes direkte i en sø er ikke en ret god idé, da det i nogle tilfælde vil føre ret mange næringsstoffer med sig, som vil resultere i alger, andemad og alskens ulykke i søen. Ligeledes bør dræn, der afvander søen, selvfølgelig også fjernes eller destrueres på den ene eller anden måde, så søen holder på vandet.

Når først der er gravet, er det – langt hen af vejen – et spørgsmål om tålmodighed. Det tager tid før en naturlig tilstand indfinder sig, men man bliver alligevel overrasket over, hvor hurtigt de første vandlevende dyr og planter dukker op.

Lad endelig være med at plante rødel, pil, dunhammer og andet godt – det kommer af sig selv, og før du ved af det, ville du ønske det hele langt væk. Lad også være med at gå i panik, når søen den første sommer eksploderer i alger. Tålmodighed belønnes, og en naturlig balance indfinder sig.

Naturlig dynamik

En del af søer og vandhullers naturlige dynamik er, at de gror til. Der ophobes organisk materiale – blade og grene fra omgivelserne, døde vandplanter og så videre, som langsomt hæver bunden og gør søen mere lavvandet og næringsrig. På et tidspunkt begynder bredzonen at sprede sig ud i søen – tagrør, dunhammer og lignende gror ganske udmærket i den blød mudderbund. På et tidspunkt vil behovet for oprensning derfor melde sig. Det er formålsløst at grave søen meget dyb i den tro, at man derved ikke skal vedligeholde søen løbende. Det eneste, man får ud at lave en meget dyb sø, er, at den ikke er nær så attraktiv for fugle og padder.

Med en smule manuelt vedligehold kan man – på den lange bane – spare en del omkostninger til oprensning med maskine. Rødel og pilebuske, der hænger lavt ud over vandet, bør løbende beskæres. De kommer igen, så ænder og andre vandfugle kommer ikke til at mangle dækning i bredzonen. Men beskærer man ikke, vil grenene i løbet af relativt kort tid rodfæste sig ude i søen, og så går det kun én vej.

Andemad – mere græsplæne end sø

I forhold til den meget almindelige problematik med alger og andemad bliver det ofte foreslået, at man bør udsætte græskarper. Det må på det kraftigste frarådes – først og fremmest fordi det ikke umiddelbart er lovligt. Derudover er det også et problem i forhold det slutresultat, som man egentlig ønsker.

Det er fuldstændig korrekt, at karperne æder alt det grønne. Men når de er færdige med det, begynder de at rode efter mere at æde i søbunden. Det roder op i mudder og slam, og gør vandet grumset. Derved kommer der ikke lys ned til bunden, og de vandplanter, der skulle sikre en naturlig balance i søen, kan derfor ikke gro dér, og man har fået startet en ny ond spiral – nu er det så bare et mudderhul i stedet for en grøn suppe.

Det, man i stedet bør gøre, er, at finde kilden til problemet og fjerne den. Skyldes de mange alger tilførsel af næringsstoffer fra et dræn, kan det løses ved at lede vandet et andet sted hen eller lade det sive igennem et areal med tagrør eller pil, før det når søen. Ofte er manglende omrøring også et problem. En sø skal have både lys og luft for at være i balance. Alt for stillestående, varmt vand er ikke godt.

Ænder og fodring

Langt de fleste kommuner stiller som betingelse i tilladelsen, at der ikke må udsættes ænder i søen. Hvorfor er ikke klart – i hvert fald ikke for mig – da udsætningen jo i forvejen er reguleret, så der kun må udsættes en ælling pr. 150 m² vandspejl, og i den koncentration kan ænderne umuligt have større indflydelse på naturtilstanden i en sø. Ligeledes vil det ofte være en betingelse, at der ikke må fodres i vandet i den nye sø.

Generelt om fodring gælder det, at man ikke bør fodre, så der ligger korn og rådner i vandet eller i umiddelbar nærhed heraf, da det ødelægger vandkvaliteten. Ænderne skal nok komme på trods af dårlig vandkvalitet, men alt det andet liv, som der af flere årsager også bør tages hensyn til, får dårlige vilkår, hvis vandkvaliteten er for ringe. Der bør derfor – populært sagt – ædes op mellem hvert måltid, så man ikke via foderet tilfører næringsstoffer til søen.

En dynamisk biotop

En sø er en af de biotoper, der forandres mest over tid, og det går i perioder hurtigt, rigtigt hurtigt – for eksempel når vandet lige pludselig fryser til is. De krikænder, der var der i går, er væk i dag, og nu er der rævespor over isen i stedet. Det er yderst interessant at følge naturen i og omkring en sø. Der sker noget nyt hele tiden, og det starter nærmest i det øjeblik, skovlen har sluppet den sidste jord, og de første dråber vand indfinder sig. Så hvis du har den mindste mulighed for at berige din tilværelse med en sø, kan det stærkt anbefales at gøre alvor af det.