Der er en særlig stilhed i Irland, som man ikke finder andre steder. Ikke en stilhed uden lyd, men en stilhed fyldt med liv. Der er vinden som trækker hen over lyngen, en ravn der skriger et sted ude i tågen, det fjerne brøl fra en hjort, man ikke kan se men mærker helt ind i brystet. Det var her, i dette landskab med gamle bjerge, endeløse skove og åbne landbrugsarealer, at min sikajagt begyndte.

Jeg har altid drømt om Irland, og sikaen har altid været mit drømmetrofæ, lige siden jeg var en helt lille dreng og så den for første gang i en indhegning på Fyn. Sikahjorten specielt 8-enderen med de symmetriske stænger på hovedet er i min optik den smukkeste hjort, ja måske af alle vildtarter, som man kan jage.

Sikaen har noget mytisk over sig. En hjorteart, der er både smuk og nådesløs, sky og intelligent, og som i Irland har fundet et hjem, der passer perfekt til dens natur.

Sikaens historie i Irland

Sikahjorten er ikke oprindelig irsk. Den stammer fra Østasien, men den blev indført til Irland i slutningen af 1800-tallet. Dengang var det adelen og godsejere, der ønskede eksotisk vildt til deres parker. Ingen kunne dengang forudse, hvor godt sikaen ville tilpasse sig det irske landskab.

I dag findes der tusindvis af sikahjorte i Irland, og de er en uundværlig del af landets jagtkultur. De er mindre end dåhjorte, mere kompakte og lavere i skulderen, men det gør dem ikke mindre imponerende. Tværtimod. En voksen sikahjort er bygget som en kriger: bomstærk og altid på vagt.

Særligt under brunsten er sikaen noget helt for sig. Dens fløjtende, næsten uhyggelige brøl skærer gennem landskabet og kan få selv den mest erfarne jægere til at stoppe op. Det er et kald, der lyder som noget af det sidste man ville forvente af en hjorteart.

På jagt i tre verdener

Noget af det, der gør sikajagt i Irland så unik, er variationen i terræn. Man kan på få timer bevæge sig gennem tre vidt forskellige verdener: bjergene, de tætte skove og farmlandet.

Bjergene er sikaens domæne i sin mest rå form. Heroppe er jorden våd og svampet, dækket af lyng, mos og sort tørv. Tågen kan komme rullende uden varsel, og vinden ændrer konstant retning. Det gør jagten svær, da der ikke er meget dækning, og det er også her, at de lange skud kan opstå for tit kan man ikke komme tættere på end 300 m. Det er her, jagten er hårdest – både fysisk og mentalt, og det er mit favorit sted at jage sikaen.

Skovene er derimod tætte og mørke. Kæmpe nåletræer udelukker det meste dagslys, og er sigtbarheden ofte ikke mange meter. Her handler jagten om tålmodighed, om at læse spor, knækkede grene, friske fejepladser og små tegn, som kun afslører sig for dem, der går langsomt nok.

Farmland er den tredje verden. Store åbne marker, hegn, små læhegn, vandløb, og moseområder. Her kommer hjortene ofte ud i skumringen og natten for at esse. Sikaerne virker mere synlige her, men lad dig ikke narre – de er mindst lige så opmærksomme, og en forkert bevægelse sender dem afsted inden riflen overhovedet er til nået skulderen.

Hybriderne i bjergene

Et særligt fænomen i Irland er hybridisering mellem sika og kronhjort. Det er et emne, der diskuteres heftigt blandt biologer og jægere. Hybriderne eksisterer, men deres udbredelse er begrænset.

Det er vigtigt at forstå, at disse hybrider udelukkende lever i bjergområderne. Det barske terræn, føden og den naturlige adskillelse gør, at de ikke blander sig med de rene sika-bestande i skovene og på farmland. Der er en klar, næsten usynlig grænse i landskabet – og i hjortenes adfærd. Jeg har set masser af hybrider på mine 4 ture til Irland og altid i bjergene, aldrig længere nede. De er mærkværdige og smukke individer på en og samme tid. Store som kronvildt med en sikas opsats eller mindre som sikaen men med kronebærende gevir.

Jagten begynder

Morgenen Begyndte før solopgang. Regnen hang i luften, og alt var fugtigt. Riflen føltes kold i hænderne, og rygsækken var tung af vand, proviant og forventning.

Vi startede i skovene. Jeg gik langsomt, næsten meditativt. Hvert skridt blev sat med omtanke. En knækket gren, en hurtig bevægelse, et host eller lignnende kan være nok til at afsløre dig. Sikaen er ekstremt sky. Det er den mest sky hjorteart, jeg nogensinde har jaget. Den stoler ikke på noget og hypersensitiv overfor både lyde, dufte, og bevægelser i landskabet.

Pludselig frøs min guide i sin bevægelse. Han pegede. Et øjeblik så jeg ingenting, så bevægede skyggerne sig. En hind, og så endnu én. De gled lydløst og svævende gennem skoven som røg. Ingen lyd. Ingen hast. Bare væk. Det var dagens første syn af “det sorte spøgelse, som sikaen bliver kaldt.

Sådan var det ofte. Man ser dem kun i få sekunder. Min guide Norman har en regel – 4 sekunders reglen. Han siger, at har en sika set dig, har du max 4 sekunder til at afgive dit skud, ellers er den væk. Vi går yderligere 4 km, så stopper vi igen. Denne gang er riflen af skulderen inden, Oisin,  min stalker har sat stokken op. Jeg finder den enlige hind i kikkerten og sender den stendød i jorden med en kugle på halsen. Så er vi i gang.

Bjergene – et ubarmhjertigt terræn

Det var i bjergene, at jagten for alvor satte sig i kroppen på mig. Terrænet var brutalt. Hvert skridt jeg tog sank ned i mudderet. Det havde været storm dagen før, så alt var blødt. Stigningerne var stejle, og modvinden nåede helt ind i knoglerne. Jeg var træt, svedig men samtidig fuldstændig opmærksom. Heroppe er sikajagten ikke bare jagt. Det er en prøvelse. Du kæmper mod terrænet, mod vejret og mod dig selv. Hjortene har alle fordele. De kender hver forhøjning, hver lavning og hver en flugtvej.

Vi ser dyrene oppe på bjergkammen. Nu starter jagten endelig.  Vi kommer på ind 600 meter, men dyrene forsvinder. Satans !

Men midt i ærgrelsen, og der til højre, delvist skjult af tågen, toner en flot sika-hjort frem. Det er en E 7-ender og et smukt eksemplar.

Afstanden er 190 m, og vinden kommer lige imod os. Min guide, Oisin, som har guidet mig på alle mine ture siger ”take him”. Jeg venter. Trækker vejret ind. Venter igen. Nu tager han et skridt frem.

Skuddet bryder stilheden. En smuk højlands ægte sikahjort kan trækkes med ned af bjerget. Jeg reflekterer tænker tilbage på at for 10 år siden skød jeg min og Oisin skød sin første hjort. Dengang var han kun 15 år.

Drømmen blev til virkelighed

Den sidste aften er vi i en kombineret mark/farmland med lidt mose i bunden. Regnen siler ned fra oven. Nålen på optimistbarometeret har nået bunden, og det blæser tilmed.  Sikaen hader vind. Den er udstyret med en mankelignende pels bestående af hule hår, og når det blæser, kan dyret tilsyneladende føle det meget voldsomt i kroppen.

Vi har ikke stået her længde, så sker der ellers noget. Pludselig er han der, kongen af området. Den perfekte 8- ender med et mørkt gevir med helt lyse sprosser. Det er min drømmehjort, der efter 10 års venten står 80 meter fra mig. Jeg lægger riflen i stokken. Hjorten har set mig, og vi får kortvarigt øjenkontakt gennem min

ZEISS V8 kikkert. Lige så snart trådkorset finder ham, slipper jeg kuglen. Han springer og løber, men kun 60 m og så forender det smukkeste dyr, jeg nogensinde har skudt til. Dermed er en kæmpe drengedrøm gået i opfyldelse

Eftertanken

Da jeg stod ved hjorten, var der ingen jubel. Kun respekt. En dyb, stille respekt for dyret, for landskabet og for jagten. Sikaen er ikke let at jage. Den giver intet gratis. Hver en chance man får i dette barske terræn er fortjent.

Irland gav mig mere end en jagtoplevelse. Det gav mig en forståelse af, hvordan landskab, vildt og menneske hænger sammen. Fra de tætte skove til åbne marker og op i bjergenes barske ensomhed lever sikaen sit liv – sky, årvågen og fri.

Og jeg ved, at jeg vender tilbage, helt præcist i januar 2027, hvor det denne gang er målet, at nedlægge en af de store hybridhjorte.

Noget af mig er blevet deroppe, i tågen, blandt lyngen, hvor hjortens brøl stadig hænger i luften.

Læs mere om
SIKA Danmarks Forbudte Hjort

  Fra jagtbar art til jaget vildt >  
  JAGT, Vildt & Våben kæmper for Sikaen > 
  FACE møde men sika var ikke på dagsordenen! > 
  Invasive arter – Invasive tanker >  
  Sika sagen: EU makværk >  
  STØT Borgerforslag: Udsæt beslutningen om at sikavildt i Danmark skal udryddes >  
  Sika-sagen og EU >  
  Sika-debatten: Fra invasiv art til lokal forståelse og fornuft >  
  Sika hjorten >  
  Sika sagen – Ro på aftrækkerfingeren… >  
  Sikavildt er ikke et problem på Katholm Gods – tværtimod >  
  Sjælden underart kan gå tabt, hvis sikaer bortskydes >  
  Dansk sikavildt kan ikke formere sig med kronvildtet >  
  Sikahjorte er nu erklæret invasive >