TEKST: LOTTE EVERS. FOTO: JAN BUK
Der er sikkert ikke mange, der kan sige, at de kender en rigtig kendis-fasan – men det gør vi! Gokke Bent, eller GB, som han hedder i vennekredse, har gjort, hvad han kunne for at bibeholde og udvide sin fanskare. Det tog først rigtig fart, da han havnede som forside-fugl på Jagt, Vildt & Våben i august 2018, senere har vi skrevet om ham her i bladet, og nu kommer der endnu et afsnit i føljetonen om denne fantastiske fasan.
Vores nabo opdrætter fasaner, og det kan jo ikke undgås, at der flytter et par af dem ind her på matriklen. Det er bare hyggeligt – vi fodrer dem, nyder synet og glæder os over en af mange smukke naturoplevelser, der er en del af livet på landet. GB er blot én blandt mange fasan-bekendtskaber gennem årene, men denne lille grønne fyr har stjålet vores hjerte fra den dag, han stod der, lille og dunet med grønne fjer, der var på vej i alle retninger.
Måske titlen som verdensmester er en beskyttet titel?
Med +40 jagter under bæltet nærmer GB sig vel noget, der ligner en verdensmester i at dukke sig for hagl og hunde. Men som bekendt har alt godt jo en ende …
Den 15. november fik vi det opkald, alle frygter at få. ”Vil I komme og identificere – der ligger en grøn fasan på paraden”.
Vil I komme og identificere – Der ligger en grøn fasan på paraden
Alle opsamlerne på jagterne kendte til den grønne fasan. Flere af dem har fulgt ham i alle årene og har brødbetynget afleveret grønne fasaner til paraden. GB var heldigvis kommet flot herfra med værdigheden i behold. Et rent skud – en dygtig hund med blød mund havde afleveret ham til en af apportørerne, der varsomt bragte ham til vildtvognen, hvor han blev lagt ned for sig selv. Det var vores held, at han var så hel og fin, da planen altid har været, at han skulle udstoppes, hvis vi var så heldige, at han ikke blev taget af ræven eller døde af alderdom et sted på matriklen.
Vi blev inviteret til gravøl hos naboen. Den helt særlige årgangsportvin blev taget frem, mens vi fortalte historier om den fantastiske fasan. Både Jan, jeg og naboerne havde kendt GB, fra han var en lille dunet fyr med tynde ben, til han voksede sig til en stor og flot grøn fasankok med kraftige ben og stolt attitude. Vi talte om alle de jagter, hvor han havde snydt både hunde og jægere, om alle de ”dagen derpå”, hvor han kom spankulerende foran køkkenvinduet og bad om morgenmad, mens vi jublede og råbte ”Han lever! Han lever!…”
Vi brugte aftenen på at sende beskeder ud til venner og familie. GB er ikke længere. Det var rørende med reaktionerne. Selv redaktionen på Jagt, Vildt & Våben kondolerede – ikke et øje var tørt.
Nu er det ikke hverdagskost for os at arrangere udstopning af en fasan. Vi forstod, at halefjerene var en afgørende faktor for, om GB forsat ville kunne bevare sin værdighed efter sin død. Vi fik nøje instrukser i, hvordan han skulle pakkes, så halefjerene ikke knækkede, når han nu skulle overnatte i vores fryser.
Vi har da en kummefryser, men den er ikke købt ud fra devisen om, at der skulle kunne ligge en ”full body” fasan i den. Heldigvis lykkedes det. Den grønne fyr blev vinklet lidt, så han stadig kunne ligge i strakt figur!
Da praktikken var overstået, var det en bittersød følelse, der ramte os begge. Nu var det slut med bekymringer, når jagtdagene kom i kalenderen. Jan kunne nu endelig få lov til at fælde de træer i frugthaven, GB plejede at bruge til at gå på pind i, og de gamle buske, han nussede rundt i. Men vi ville komme til at savne den lille fjerklædte personlighed, vi i fire år havde spejdet efter dagligt og fodret stor og mægtig. Vi ville savne hans små hyggelyde, når han kom slentrende i et roligt tempo om morgenen for at spise morgenmad.
De sene aftentimer blev brugt på at finde den helt rigtige plads til ham i stuen – meget poetisk skulle han have view ud over sit gamle domæne – frugthaven og skoven.
Næste morgen var vanen stadig intakt; vi tog et kig ud i frugthaven for at se efter vores lille fasanven. Vi måtte begge to lige gnide øjnene en ekstra gang. Var det ikke en grøn fasan, der spankulerede rundt i frugthaven? Der var kun én måde at finde ud af det på. Vi åbnede køkkenvinduet og kaldte på ham … Vi holdt vejret og ventede på svar …
Det var et magisk øjeblik, da vi hørte den velkendte gok-gok-gok! Han er en sand Houdini! Bent was back, og vi var lykkelige – men straks efter meldte spørgsmålet sig: ”Hvis det var GB i frugthaven, HVEM LÅ SÅ I FRYSEREN!!??”
Vi måtte hurtigt trække alle begravelsesbeskeder tilbage, og glæden var stor, da vi kunne fremsende foto af den fantastiske fasan – frisk og fyrrig i frugthaven!
Som bekendt ved man ikke, hvad man har, før man mister det. Vi nåede faktisk at savne ham lidt. Det blev derfor hurtigt besluttet, at hans morgenmad skulle opgraderes. GB får nu landets dyreste fuglefoder, og han elsker det. Han har hjertet på rette sted og deler gerne ud af det til alle sine fuglevenner. Faktisk har vi en lille mistanke om, at han går rundt i skoven og fortæller om sin lokale restaurant og inviterer pigerne med i byen!
Måske de sidste par jagter alligevel har taget lidt på den lille fyr. De seneste par uger har vi oplevet et generationsskifte. GB er ved at gå på pension, fornemmer vi. Et par af de store røde kokke er begyndt at tage kampen op med ham, og han orker ikke ungdommens kampgejst. Han er begyndt at trække sig og har nu valgt at flytte om på den anden side af huset. Han har afgivet frugthaven til de unge, smarte fasanfyre og hygger sig nu i naboens skov. Her har han fred og ro fra ungdommen. Vi ser ham stadig næsten hver dag, hvor han kommer og spiser og siger godmorgen.
Vi burde alle gøre som GB: Undgå stress og konfliker i hverdagen, spise godt hver dag, tage alt i et roligt tempo. Han forstår virkelig at suge alt godt ud af livet. Nu har vi i fire år nydt hans bekendtskab. Vi håber, han tager fire år til, men vi må også se realiteterne i øjnene.
De benhårde facts på google viser, at genemsnitsalderen for en fasan er cirka syv år. Lægger vi så de årlige jagter oveni, brænder GB efterhånden sit lys i begge ender. Vi glæder os, når vi ser ham, og lever højt på tanken om, at vi nu har haft æren af at have GB som husfasan i over halvdelen af hans liv. Måske vi endda har været med til at forlænge det bare lidt ved at holde ham i god foderstand og sikre, at han har gode sociale relationer med daglig snak. Vi skal i hvert fald nok sørge for, at Michelin restauranten er åben året rundt for den fjerfyldte verdensmester!
Læs den første artikel om fasanen Gokke
i MIT JAGTBLAD fra januar 2020 her >>
