Manden & hvinanden

På jagtmessen i Hillerød foråret 2017 viste Per Finn Nielsen sine fantastiske billeder og videoer af hvinanden, som han har høstet international anerkendelse for. Her er historien om jægeren og naturfotografen, som er bidt af hvinænder.

TEKST OG FOTOS: PER FINN NIELSEN

Livet som naturfotograf giver mange dejlig oplevelser, spænding og nærvær med naturen.

En pürsch med brug af alle sanser frem til øjeblikket, hvor et velplaceret skud afgives, giver mig den samme intense oplevelse, uanset om våbnet er et kamera eller en riffel.

Som jæger har fuglejagten altid været en af mine favoritter og med andejagten som en af sæsonens højdepunkter.

Da jeg kastede mig over naturfotografering på et mere professionelt plan, blev det også fuglene, der kom i fokus, og min helt store kærlighed blev den lille dykand, hvinanden.

Jeg er så privilegeret at bo ved bredden af Esrum Sø – Danmarks næst største sø – hvor jeg kan følge denne herlige andefugl på tætteste hold. Den er en imminent dykker, og meget af tiden tilbringer den under vandoverfladen skjult for nysgerrige blikke. Det pirrede min nysgerrighed, og der rejste sig mange spørgsmål som for eksempel, hvordan modvirker den opdriften, når den er neddykket?  Og hvordan er dens fødesøgning?

I 2008 satte jeg mig for at fotodokumentere fuglens adfærd under vandet. Et ambitiøst projekt der viste sig at komme til at strække sig over flere år og kræve ikke så få ressourcer som bl.a. fjernstyret undervandskamera. Resultatet af anstrengelserne blev 9 skarpe billeder, og flere af fuglens hemmeligheder kom for dagens lys. Blandt andet kunne det ses, at hvinaden var i stand til at dreje sin svømmefod 180 grader og på den måde skabe “down-force” og modvirke opdriften. Der var dog også en yderligere bonus, idet et af billederne blev blandt de 10 finalister i BBC´s verdensomspændende naturfotokonkurrence.

Nu havde jeg løftet sløret for en flig af fuglens liv under vandet, og min nysgerrighed rettet sig herefter mod de hemmeligheder, der foregår dybt inde i det hule træ – i hvinandens rede. Hvordan bliver reden tildannet? Kampen mod indtrængende parasit-artsfæller, rugemønster, klækning af æg og ikke mindst det øjeblik, hvor ællingerne tager springet ud i den store verden.

Mit store mål var at få et billede af ællingen i det splitsekund, den hopper ud af redehullet.

Hvinanden får kun et kuld ællinger om året, og hele kuldet forlader reden i løbet af ca. 30 sek. Mit “window of opportunity” var derfor 30 sek. én gang om året, så der skulle seriøs planlægning til, hvis det skulle lykkes.

Det hule træ, som havde været min hvinands faste redeplads i mange år, var revnet og væltede i stormen. Jeg fik fat i den del af træet, hvor redehullet var og byggede en kasse op på bagsiden og placerede hele konstruktionen taktisk ved søbredden. Reden blev udstyret med et fjernstyret videoovervågningskamera og IR lys m.m. Der blev trukket kabler op til mit hus bl.a. 80m HDMI kabel med forstærker, og hele herligheden blev koblet til en PC, der optog forløbet 24 timer i døgnet. Nu havde jeg styr på begivenhedernes gang i reden og kunne begynde at planlægge de fotografiske angrebsvinkler.

Hvinanden er meget sky, så det lå klart, at jeg måtte bruge fjernstyrede kameraer, når den store dag indtraf, og ællingerne skulle forlade reden. Jeg kunne dog ikke bare sætte stativ og kamera op under reden, da det vil skræmme hunnen væk. Jeg fremstillede derfor et antal attrap-kameraer, som jeg dag for dag i rugeperioden rykkede tættere og tættere på reden, og efterhånden blev hun hvinanden helt tryg ved al udstyret.

Den store dag oprandt, og måneders forberedelser skulle nu stå sin prøve. Med blikket stift rettet mod diverse PC skærme fulgte jeg klækning af æggene med fingeren klar på aftrækkeren. Men det blev en lang ventetid, og først efter 24 timer skete der endelig noget – øjeblikket var kommet, for nu forlod hunnen reden, og begyndte at kalde på ungerne. Men det, der skete nu, var ikke i overensstemmelse med planlægningen. Som skudt ud af en maskinkanon sprang ællingerne kraftfuldt og med imponerede hastighed vandret ud af redehullet. Det vil sige ud af billedfeltet og kun med nogle bevægelses uskarpe halefjer som belønning for al besværet.

Men som min kone sagde ”Pyt, du prøver da bare igen næste år”.

Det gjorde jeg så, og med masser af erfaring i rygsækken blev hele seancen gentaget, men ak da rugningen var ved at være tilendebragt, kom skovmåren og sluttede festen.

Men pyt! sagde konen igen, så må det blive næste år.

Atter engang blev hele molevitten rigget til, og jeg var bare så klar. Da dagen kom, var det et forrygende uvejr. Torden, regn og kraftige vindstød. Kameraerne var pakket ind i plastposer, og stativerne var tøjret til tunge bilbatterier for at ikke blæse væk.  Men ud kom ællingerne, kameraerne klikkede på livet løs, og på trods af regndråber på objektivet fik jeg endelig langt om længe mit billede.

Et dilemma

Ynglefuglene vil trække ud til åbent vand langs den nordsjællandske Kattegatkyst, og der vil de blande sig med de vintergæstende hvinænder.  Jægeren har ingen mulighed for at differentiere mellem de få sjældne ynglefugle og den almindelige vintergæst.

Jagt på hvinænder kan være jagt på en sjælden ynglefugl. Som nævnt tidligere er hvinanden en almindelig vintergæst, men det er en sjælden ynglefugl med kun få hundrede ynglepar i Danmark – primært i Nordsjælland. Mine observationer indikerer, at ynglefuglen bliver i deres yngleområde hele året, det vil sige i ferskvandssøer med Esrum Sø som primær overvintrings lokalitet. Rent jagtmæssigt opstår problemet, når Esrum Sø fryser til.

Hvor stort er så problemets omfang?

I disse globale opvarmnings tider er det sjældent Esrum Sø fryser til, og hvis det sker, er det altid et godt stykke ind i januar. Det vil sige, problemet kun er til stede i få uger af den ordinære jagttid, der udløber 31/1.

Problemet kan selvfølgelig løses med en lovmæssig jagtbegrænsning på den nordsjællandske Kattegatkyst, men måske kunne vi som jægere selv løse opgaven ved at lette trykket på hvinænderne i det berørte område, hvis Esrum Sø er islagt i januar.

Lidt fakta om hinanden

Den er en almindelig vintergæst i de danske farvande og tælles i titusindvis. Som ynglefugl er den derimod ikke almindelig. Kun få hundrede fugle yngler i Danmark, næsten alle i Nordsjælland og primært omkring Esrum Sø. Den har sin rede i hule træer, hvor den lægger 8-16 æg. Hvinanden er redeparasit, det vil sige, at den også lægger æg i andre hunners rede, hvis den kan se sit snit til det.

Jagttid: 1/10 til 31/1

Jagtudbytte: 6-10.000 pr år.

Fuglen er velsmagende, specielt brystkødet er delikat, og på nettet kan man finde flere opskrifter på tilberedning.

 

Læs mere

Nyheder