En ny tendens i forvaltningen af det europæiske vildt ses nu også på vej i Schweitz. I stedet for at jage vildtet kræver borgere, at dyrene sterilises når myndighederne vurderer, at en bestand er ved at blive for stor. Forslaget om at sterilisere kronvildt i den Schweitziske kanton Geneve kommer fra dyreværnsorganisationer efter en periode med væsentlige stigninger i antallet af kronvildt i Schweits og konflikter med andre aktører i landområderne. Jagt på kronvildt har stort set været forbudt siden 1974 og på lidt over tyve år er bestanden fordoblet. Det har skabt de velkendte konflikter med skovejere, landmænd og byboere, som ikke sætter pris på vildtets besøg eller fouragering. Hegn på op til 2.5 meter forceres og biologiske korridorer har vist sig ineffektive. Derfor foreslog lokale politikere i Geneve, at øge afskydningen af kronvildt i kantonen men det faldt ikke i god jord hos mange af de lokale.

Da en lokal dyreværnsforening hørte om mere jagt i kantonen indsamlede den på kort tid 25.000 underskrifter for at presse de lokale politikere for at vildtet steriliseres i stedet. Ifølge dyreværnsforeningen vil jagt betyde at bestanden øges endnu mere, mens sterilisering kan kontrollere bestanden.

Steriliseringen skal ske ved hjælp af den immunkontraceptive vaccine Gonacon. Vaccinen blev udviklet i USA for omkring 20 år siden for at gøre hvidhalehjorte sterile. Den har også været anvendt i flere andre lande, der mener at det har været en succes. Gonacon har dog et mindre problem. For at den fungerer skal dyrene nemlig have en boostervaccination, hvilket ikke er helt nemt at administrere på vilde dyr. Samtidig er de lokale myndigheder i Geneve usikre over om vaccinering er uetisk, upraktisk og påvirker de naturlige udvælgelsesmekanismer i bestanden.

Det er tvivlsomt om det lykkes de lokale at tvinge myndighederne til at sterilisere det lokale kronvildt og jagt vil nok fortsætte som primær metode til at regulere vildt i Schweitz, men tendensen er i tråd med flere og flere små tegn på, at jagten mange steder i Europa kan stå overfor betydelige udfordringer i de kommende årtier.

Selvom der meldes om flere succesfulde programmer med at sterilisere vildt for at holde bestanden nede, findes der mindst et enkelt spektakulært tilfælde hvor det ikke virkede. I 1980’erne importerede den excentriske narkobaron Pablo Escobar fire afrikanske flodheste til Colombia, hvor han udstillede dem i en privat zoologisk have. De blev medicinsk steriliseret. Efter at Escobar blev skudt af politiet i 1993, var der ingen, der brød sig om de eksotiske dyr og de lykkedes trods steriliseringen at formerede sig så uhæmmet, at de oprindelige fire dyr blev omkring 150.

Der findes i dag små 40.000 stykker kronvildt i Schweitz. For ti år siden var der lidt over 30.000 og i 2000 lidt mere end 20.000 dyr.