AF: PER KAUFFMANN
Hvor kommer vildsvin fra
Menneskets og svinenes fælles historie går langt tilbage, og der har været et vist samhørighedsforhold til alle tider. Nogle steder har menneskets overlevelse antageligt været baseret på svin, og de er i dag en integreret del af både menneskets føde og menneskets kultur mange steder i verden. Med anslået to milliarder svin i verden, ligger det fast at arten er en vigtig del af nutidens miljø, og at deres udviklingshistorie har været en succes.
Ikke mindst på grund af at deres væksthastighed, evne til at formere sig og deres legendariske tilpasningsevne. Samtidig kommer svinene ind på fjerdepladsen, når man forsøger at angive forskellige dyrs intelligens, de kan således intelligensmæssigt sammenlignes med et 3 års barn. Vi finder vildsvin i vidt forskellige miljøer fra regnskov til ørkener og i de iskolde områder i Sibirien. Størrelsesmæssigt varierer de voldsomt, fra pygmæsvinets 6-9 kilo til de største arter i Asien, som nemt kommer over 300 kilo.
Familien Suidae
Vildsvin tilhører familien Suidae, hvorunder også vortesvin, bushpig, pygmæsvin og en mængde andre eksotiske arter hører. Tilsammen befolker familien stort set alle egne af verden, bortset fra Antarktis. For dog at begrænse os, har vi valgt at koncentrere os om en af arterne i familien, nemlig Sus scrofa – det vildsvin vi kender bedst.
Oprindeligt fandtes vildsvinet kun i Europa og Asien samt den allernordligste del af Afrika.
Forskerne forsøger at få styr på de forskellige underarter og lidt afhængig af, hvor detaljeret man går til værks, kommer man frem til 15-25 arter. Variationerne er dog små og drejer sig mest om størrelsen, og om hvorvidt deres pels er kortere eller længere, og om dens farve er mørkere eller lysere.
Vildsvin i Europa
Sus scrofa scrofa antages at være den mest talrige og mest udbredte underart. Den findes i den centrale del af Europa og helt over til den europæiske del af Rusland. Det er den art, der også er introduceret i Sverige, Nord- og Sydamerika samt Oceanien (Australien og New Zealand) via udslip og udsætninger. Man antager, at der i Europa er en del lokale underarter, herunder castilianus i Nordspanien, majori i den centrale og sydlige del af Italien og baeticus på den iberiske halvø. Som sagt er variationen i den europæiske bestand dog meget begrænset og kan i lige så høj grad skyldes forskelle på grund af fødemuligheder og områdernes klimatiske forhold. De seneste århundreder har antallet af vildsvin i Europa været dramatisk svingende, og en lang periode har de været trængt i deres udbredelsesområde. De blev eksempelvis udryddet i England mens Henrik VIII var konge (1509-1547). I slutningen af 1600 tallet blev de sidste fritlevende svin i Sverige skudt, og i Danmark blev det sidste vildsvin skudt i 1801 ved Silkeborg. Omkring år 1900 var vildsvinene udryddet i store dele af Tyskland, Østrig og Italien, og størstedelen af den russiske bestand kort før 2. verdenskrig.
Herefter opstod en periode med fremgang for vildsvinene. I midten af det 20. århundrede havde bestandene således reetableret sig i de oprindelige udbredelses områder de fleste steder i Europa og nåede til Moskva og Skt. Petersborg i 1960. Senere har de igen gjort deres indtog i den nordlige del af Tyskland, Danmark og haft en voldsom succes i Sverige. Der nedlægges i disse år omkring en million vildsvin i Europa.
Vildsvin i Amerika og Oceanien
Vildsvinene i Nordamerika, Sydamerika, Australien og New Zealand adskiller sig på flere punkter fra det vildsvin, som vi kender fra syd- og østeuropa og i mindre grad fra det vildsvin, vi kender fra Sverige. Deres adfærd er fuldstændig ens, men de er lidt mere langstrakte i kroppen, har forholdsmæssigt kortere hoveder og snuder men længere haler. De opretstående ører, der kendetegner europæiske vildsvin, er nogen gange mere hængende, præcis som vi kender det fra nutidens tamsvin. Pelsen er kortere og børsterne ensfarvede, uden den lysegrå afslutning vi ser i Europa. Kun få af disse svin udvikler en decideret underpels, da klimaet de fleste steder er mildere end i Europa. Farven er oftest kulsort, men der findes også brune, blålige og mere rødlige versioner samt individer med plettet skind – som man kender det fra Sverige. Der er dog en tendens til at vildsvinene i alle de nævnte områder mere og mere nærmer sig det oprindelige udseende, som er karakteristisk for deres europæiske, vilde forfædre. Vægten ligger oftest lidt under, hvad der er normalt i Europa, hvorimod trofæet – tænderne – ikke står tilbage for deres europæiske søskende.
I begyndelsen af forrige århundrede blev der indført “rigtige” europæiske vildsvin til både USA og Sydamerika, og de går under betegnelse “russian boars”. De findes enkelte steder i deres rene form, men har ellers spredt deres gener hvor de er kommet frem.
Vildsvin i Nord- og Sydamerika
I begge verdensdele er der tale om forvildede og vildtlevende efterkommere at de svin, som opdagelsesrejsende bragte med sig fra Europa. Den først dokumenterede introduktion i Nordamerika, tilskrives Hernando de Soto, der ankom til Florida i 1539. Frem til det tidspunkt fandtes der ingen andre svin i Nordamerika (bortset fra dens slægtning, halsbåndssvinet, som kun lever i den sydvestlige del af USA), så banen var fri, og de undslupne grise kunne i første omgang etablere sig i Floridas sumpe. Gennem de seneste knap 500 år, har de spredt sig eksplosivt til alle stater i det sydøstlige USA. Svinene findes i dag i mindst 26 stater og tæller op mod 6 millioner individer. I mange af de sydlige stater overstiger antallet af nedlagte svin nu antallet af nedlagte hjorte.
I begge verdensdele er der tale om forvildede og vildtlevende efterkommere at de svin, som opdagelsesrejsende bragte med sig fra Europa. Den først dokumenterede introduktion i Nordamerika, tilskrives Hernando de Soto, der ankom til Florida i 1539. Frem til det tidspunkt fandtes der ingen andre svin i Nordamerika (bortset fra dens slægtning, halsbåndssvinet, som kun lever i den sydvestlige del af USA), så banen var fri, og de undslupne grise kunne i første omgang etablere sig i Floridas sumpe. Gennem de seneste knap 500 år, har de spredt sig eksplosivt til alle stater i det sydøstlige USA. Svinene findes i dag i mindst 26 stater og tæller op mod 6 millioner individer. I mange af de sydlige stater overstiger antallet af nedlagte svin nu antallet af nedlagte hjorte.
Den voksende bestand af vildsvin i Sydamerika stammer ligeledes fra opdagelsesrejsendes besøg, og introduktionerne er sket på nogenlunde samme tid som i Nordamerika. Indtil da fandtes her kun de forskellige arter peccaries, herunder halsbåndssvinet. I begyndelsen af 1900-tallet blev der yderligere indført en del europæiske vildsvin til både USA og Sydamerika, hvorfor de i dag er en blanding af de oprindelige forvildede tamsvin og “rigtige” vildsvin.
Jagten i Sydamerika sker oftest i forbindelse med trofæjagt på andre introducerede arter, herunder kronhjort, axishjort, indisk blackbuck mv. Det samme kan siges om USA, hvor der dog efterhånden i højere grad udbydes jagter med fokus på svin. I begge verdensdele er det almindeligt at jage med stillende hunde, hvorefter svinet skydes med riffel. Specielt i USA er det dog almindeligt, at der jages svin i tæt vegetation, hvilket diskvalificerer riflen og derfor bruges kortrækkende våben, herunder pistol, revolver, bue, armbrøst, kniv eller spyd. De seneste år er der i USA flere og flere outfittere, der tilbyder decideret nattejagt med termisk udstyr af forskellig art, ligesom jagt fra helikopter stiger i popularitet.
Vildsvin i Australien og New Zealand
Vildsvinene i Australien og New Zealand stammer overvejende fra europæiske svin, som kaptajn Cook og andre opdagelsesrejsende bragte med sig. Alt tyder dog på, at der også er blandet gener fra en række andre underarter af asiatiske svin ind i bestanden. Svinene fandt sig hurtigt til rette begge steder og nød især fraværet af naturlige fjender, med undtagelse af krokodiller og dingoerne i Australien. Man anslår, at der i dag er 23 millioner svin i Australien, hvilket lige netop overstiger antallet af indbyggere. Mange steder har de lokale farmere voldsomme og stigende problemer med vildsvin, og det antages, at det årlige tab af landbrugsafgrøder løber op i omkring en halv milliard kroner. Bestanden jages med fælder, gift og fra helikopter, blot for at holde antallet nede på et tåleligt niveau. Deres udbredelsesområde dækker efterhånden det meste af Australien, dog med de tætteste bestande i New South Wales, Queensland og Northern Territory.
I New Zealand begyndte regeringen allerede i 1930erne at betale jægere for at skyde vildsvin -enten 3 patroner eller en shilling per dyr. Meget hjalp det dog ikke, for i 1947 anslog man at der var 123 vildsvin per 100 hektar. Jagten blev derfor intensiveret, og i dag har man bestanden nogenlunde under kontrol.
Vildsvinejagt i Australien og måske især New Zealand er synonymt med jagt med hund og kniv, og historierne om vanvittige, vilde og farlige jagter fra disse egne er der mange af. Hunden eller hundene stiller svinet, hvorefter jægeren går ind bagfra, vælter svinet om på ryggen og stikker den i hjertet med en kniv af en længde, der ville give en lang fængselsstraf her i landet.
Asien
Længere østpå finder vi Sus scrofa attila, der breder sig fra den østlige del af Europa, Tyrkiet og over mod Kasakhstan, Kaukasus og Iran. Det adskiller sig, fra det vildsvin vi kender fra Nord-, Vest- og Midteuropa ved at være væsentlig større i kropsligt henseende, og en vægt på mellem 200 og 300 kilo er ikke ualmindelig. På samme måde er tænderne også ofte væsentlig længere -helt op til 30 centimeter. Svinene har gode betingelser og nem fødetilgang i Tyrkiet, og da tyrkerne ikke selv spiser svin, har grisene en rigtig god chance for at blive både store og talrige. Samtidig er klimaet gunstigt og søerne kan sætte to eller tre kuld grise hvert år.
I Tian Shan bjergene i Centralasien finder vi en lysfarvet underart med mørke ben, og også i Indien findes vildsvin med nogle få underarter – afhængig af lokaliteten. De fleste af disse arter er dog ret små. I Manchuriet og Korea finder vi den største underart i verden, nemlig det Manchuriske vildsvin, som nærmest er mankeløst og har en tyk og næsten sort pels. Herudover findes der andre underarter i Japan, Taiwan, Kina, Vietnam og Mongoliet.
Afrika
Afrika er begunstiget med en række svinearter, der er fjernt relateret til vildsvin, herunder vortesvin, bushpig, Red River hog og giant forest hog, men der er dog også et “rigtigt” vildsvin. I den nordlige del af Afrika har vi nemlig Barbary vildsvinet (Sus scrofa barbarus/berbersvin), hvis navn stammer fra Barbary regionen i Nordafrika. Berber-vildsvinet, eller nordafrikansk vildsvin, er en smule større i kroppen end det europæiske vildsvin, men tænderne ligger på niveau. De var tidligere udbredt langs hele den nordligste del af Afrika, fra den vestlige del af Sahara til Egypten. Deres levesteder er dog nu reduceret til bjergskovene i Marokko samt den nordlige del af Algeriet og Tunesien.
