TEKST: PER KAUFFMANN. FOTO: PER KAUFFMANN SAMT VOLODYMYR BURDIAK, SANDRA STANDBRIDGE, PAVEL MIKOSKA OG LIGHTPOET/SHUTTERSTOCK.
Der var ingen stående hunde med på jagten. Bortset fra et par stykker, der dog ikke kunne stå alligevel. Hvad er egentlig en stående hund værd, når den ikke tager stand? Det er ligesom at ryge en cigar, der ikke er ild i. Til gengæld kunne de lave mange andre ulykker. Den første fandt sted allerede kort efter parolen, da vi stod ved et stengærde og øens ukronede overhoved, Thomas Gellert Larsen, forklarede, hvordan han ønskede det første drev afviklet.
En stor slambert af en jagthund fandt åbenbart den forklaring så kedelig, at den lettede ben op ad sin ejers støvle. Så havde den dog i det mindste fået forklaret ham, hvad den mente om deres indbyrdes magtforhold. Ejeren fik endnu en finger fra hunden et øjeblik senere, da den samme ikke-stående stående jagthund strøg lige ind i en flok agerhøns uden så meget som at bemærke andet end sin egen morskab. Hvorefter den stødte to harer og forfulgte dem på tværs af driverkæden, mens ejeren råbte og skreg. Jeg er ret sikker på at Thomas allerede på det tidspunkt ærgrede sig over, at han havde inviteret gæster med hund, for ellers kunne vi have nøjedes med hans egne særdeles velafrettede og højeffektive spaniels. Og det havde der jo ikke været meget sjov ved, men måske bare en noget bedre jagtdag.
Så ruller de
Efter denne aparte begyndelse er det dog tid til at rette sin opmærksomhed om jagten. Vi har ikke gået hundrede skridt, og to flokke agerhøns er allerede gået fremad. Mindst 10 harer har jeg set lette i mit synsfelt, de fleste dog på lidt for langt hold. Det skal nok blive en hyggelig dag, når jeg lige at tænke, da en hare springer af sædet ret foran mig. Den uvorne hund er på vej tilbage på tværs af drevet i modsat retning efter at være mislykkedes med at indhente sin hare, men er dog så langt ude til højre, at jeg kan tage chancen, og min første hare forender, præcis som den skal, i en ordentlig rulletur. Hunden passerer den med tungen ude af halsen uden så meget som at værdige den døde hare et blik, og jeg må derfor selv samle den op. Men det gør jeg også gerne.
Længere ude mod højre lyder en serie skud fra skoven. De to-tre jægere på højre fløj er åbenbart løbet ind i en flok fasanhaner, for her på Vejrø skydes der ikke høner. Flere harer letter foran mig. Nogle på lidt for langt hold, andre lige foran hundene, og enkelte går lige tilbage mod os og gennem drevet. Driverkæden er desværre sjældent på linje, hvilket også koster et par chancer, men da vi når frem til vildtvognen efter et drev på kun 7-800 meter, har jeg allerede skudt tre harer.
Chance for Haredoublé
Vi får en lille forfriskning. Ikke så meget fordi vi er udmattede, mere fordi der er fuld gang i apporteringen både til højre og venstre. Adskillige uldtotter og enkelte fugle hænges på vildtvognen. Senere går vi videre ud over mere åbne arealer og den lille, græsdækkede landingsbane. To harer rejser foran mig- så tæt, at man skulle tro, at de havde siddet i samme leje. Jeg kommer lidt for sent til den ene og rammer alt for langt tilbage. Den sætter farten betydeligt ned og er helt tydeligt ramt. Mit andet skud går helt forbi, og haren fortsætter skråt fremad mod højre. Heldigvis er der en ungersvend længere ude, som det lykkes at rette op på min misere.
Tredje såt er et engareal, hvor halvdelen af os bliver stillet på post ret tæt, og andre driver sivene ude fra havsiden. Den lille skyttekæde er placeret i L-form, hvilket sjældent er helt godt, når det drejer sig om skud til løbende vildt. Min sidepost til venstre danner hjørne, hvilket betyder, at hans nabo næsten står med front til mig hundrede meter ude. Jeg er ikke helt tryg ved den opstilling, men håber bare, at alle er opmærksomme på, at der nu udelukkende bør skydes bagud til de harer, der bryder igennem kæden. Jeg har adskillige harer foran mig, men indtil videre foretrækker de at gå tilbage i sivene, når de får øje på mig eller en anden post. Lidt råvildt kommer også ud i det åbne. Nogle vender om og søger tilbage, andre giver den fuld gas og bryder igennem for at gå bagud. De er sikre i dag, for de var ikke medtaget i parolen. Drevet kommer tættere og tættere på, og antallet af harer stiger. En enkelt får jeg skudt bagud, men de fleste smutter væk i stor hast uden at give chancer for et sikkert skud. Men det har vel heller ikke den store betydning, for jeg nyder at se så mange harer. Der letter en del ænder i en af de små indsøer, og det lykkes mig at skyde en enkelt, der kommer lavt hen over mig.
Er jeg ramt?
Så kommer der en hare ud lige mod min sidepost. Da den får øje på skytten, sætter den sig og vurderer situationen. Min sidemand står urørlig og håber vel, at den vil fortsætte frem og passere ham, så han kan få bud med. Jeg holder øje med dem, for næst efter selv at skyde harer er det bedste at se andre skyde harer. Så hæver naboens nabo sit gevær og peger på haren. Jeg er lige i skudlinjen og antager naturligvis, at det er for sjov, indtil der lyder et skud, og haglene pisker ned i græsset lige foran mig. Ubevidst kigger jeg ned ad benene og kigger bukserne efter for huller. De hagl, der slog ned tættest på mig, har været mindre end 50 centimer fra mig, men jeg er ikke ramt. Sekunder efter kan jeg mærke først lettelsen stige op i mig, så vreden.
Jeg tænker situationen igennem ude at stand til at reagere umiddelbart på grund af chokket. Da drevet kort efter blæses af, går jeg straks ned til skytten og giver ham en ordentlig skideballe. Han erkender ikke umiddelbart sin fejl, hvilket gør mig endnu mere vred. Der udbryder lidt diskussion mellem jægerne. Nogle har intet set, andre mener ikke, at det var et farligt skud, og enkelte drister sig til at sige, at der måske var noget om det, jeg sagde, der kunne have en vis rigtighed. Det er da helt utroligt. For få øjeblikke siden var jeg få centimeter fra at blive ramt af piskende hagl. Ganske vist på hundrede meters afstand, men alligevel. Ingen ville rigtig bide til bolle, for tænk nu, hvis man skulle ødelægge en næsten helt ny jagt. Jeg pakker geværet ned og meddeler Thomas, at jeg gerne vil stå over resten af dagen. Så træder heldigvis den letsindige jæger frem og meddeler, at, når der er tvivl om hans skud, vil han trække sig fra jagten i stedet for mig, og beder Thomas om at blive kørt hjem til gården for at nyde livet på terrassen.
Jeg savner stadig en angerfuld undskyldning, men den kommer ikke.
Snigerharen
Næste drev er meget blandet med nogle dyrkede marker og brede, kratlignende levende hegn. Jeg får en post ved et af disse krathegn og kan høre fasanerne løbe foran hundene i krattet. Enkelte går dog på vingerne og giver mulighed for et par gode skud. Lidt harer kommer der også, blandt andet en stor og fed fyr, der forsøger at snige sig bagud i kanten af krattet. Den kommer lige ned mod mig, men jeg står bare helt stille, indtil den har passeret næsten hen over mine støvler og fortsat tyve meter bagud. I skuddet letter en anden hare, der har ligget og trykket sig få meter fra mig, og også den forender i kanten af hegnet som min første haredoublé.
Så bliver der blæst til frokost, og heldigvis træder den jæger, der næsten skød mig, i karakter og indrømmer, at hans skud havde været for farligt på grund af en kortslutning mellem ørerne og giver mig en uforbeholden undskyldning. Jeg tilgiver ham på stedet og insisterer på at slå en streg over det hele og beder ham om at gå med på jagt om eftermiddagen, hvilket han accepterer. Således er der lagt op til to små men livgivende eftermiddagssåter. Så vidt jeg husker, fik jeg en eller to harer mere ved den lejlighed, men de situationer er trådt lidt i baggrunden, da det i det sidste drevs allersidste sekunder lykkes mig at lave en doublé på en flok agerhøns. Så er det tid til en kølig pilsner, mens Thomas arrangerer vildtparaden med bål og trut, en rigtig fin afslutning på en rigtig fin dag på Vejrø.
Fakta om Vejrø
Vejrø er trygt beliggende i Smålandsfarvandet mellem Lolland og Sydsjælland, og dukker op som en grøn perle i alt det blå, da jeg ankommer med øens egen båd ”Vejrø 1” med komfortable pladser i salonen og plads til en bil på dækket. Vi har dog ingen bil med, for med kun 150 hektar er øen ikke større, end at man kan gå rundt til alt. Vejrø er langstrakt med en længde på 2,6 kilometer men kun 700 meter bred på det bredeste sted. To tredjedele af øen er drevet som økologisk landbrug, resten er skov og strandenge. Vejrø har en stor og varieret vildtrigdom med en del vadefugle, ænder, gæs, fasaner, en mængde agerhøns og temmelig meget råvildt. Haren er dog især talrigt repræsenteret, da der ikke findes ræv på øen. Som alle andre aktiviteter på Vejrø drives jagten som en integreret del af den økologiske og bæredygtige drift. Der afholdes betalingsjagter på fasaner, agerhøns og harer med stående hund eller spaniels samt deciderede harejagter med op til 100 stykker vildt på paraden. Og harejagterne er et kapitel for sig, for ikke mange andre steder i Danmark kan man skyde så mange harer på så kort tid som på Vejrø.
Historien om Vejrø er lang og spændende Den kan spores helt tilbage til Stenalderen, men den første ejer af Vejrø var Valdemar Sejr. Sørøvere indtog øen i 1400 tallet, og senere kom bønderne til. Øens befolkning toppede i 1920erne, hvor der var omkring 75 beboere. Øen var da udstykket i mange små ejendomme og udgjorde et helt lille samfund med købmand, mejeri, smedje, skole og kirkegård. Fra 1930erne blev øen hurtigt fraflyttet, og landbrugene blev sammenlagt. I 1970erne var landbrugsdriften dog ikke længere rentabel. En entreprenør anlagde havnen, lagde markerne sammen og forsøgte sig med jagtturisme og landbrug, men måtte opgive i begyndelsen af 1980erne. Herefter fulgte en kort periode uden fastboende på Vejrø, hvilket førte til stort forfald og decideret plyndring. Øen har siden 2005 været ejet af Kim Fournais, den ene af stifterne af Saxo Bank.
