ABONNER OG FÅ MERE ADGANG TILMELD NYHEDSBREV

Vand er det vigtigste Der er ingen behandling for død ved dehydrering.

Claus fortsætter her rækken af artikler, der kan hjælpe dig til at forberede dig bedst muligt til jagt i et øde og ugæstfrit terræn under kolde forhold. Denne gang vil han dække reglen ”Du kan overleve 3 døgn uden vand” fra ”Rule of Three”. Han vil dele sine mange oplevelser og erfaringer, som han har gjort sig under rejser, overlevelsesture og kurser. Claus er befalingsmand og bl.a. uddannet SERE (Survival, Evasion, Resistance, Extraction) instruktør ved Försvarsmaktens Överlevnadsskola i Karlsborg, Sverige.

TEKST: CLAUS ”CLAUDE” SLOTH ANDERSEN. 

FOTO: CLAUS ”CLAUDE” SLOTH ANDERSEN OG SHUTTERSTOCK

Din tunge er opsvulmet, drøblen indtørret, og ganen er tør og ru som overfladen af et knækbrød. Hele din organisme kræver vand nu! Hvis du ikke har adgang til køligt, klart og rent vand, så vil du hurtigt blive mere og mere desperat. Det er ikke altid en selvfølge, at det vand, du har adgang til, er uden forurening. Du vil derfor have behov for at rense det, så du undgår diarre og opkast, før du drikker de liflige dråber.   

Fod fra klovbærende vildt, der fører til vandhul i Arizona.

Du kan overleve 3 dage uden vand

Vand skal være én af dine store prioriteter i en overlevelsessituation. Specielt i varme områder er det vigtigt at være hydreret hele tiden. Men selv i kolde områder har du brug for minimum 2-3 liter væske om dagen for fortsat at kunne fungere effektivt. Hvis du ikke bevæger dig overhovedet og opretholder en kernetemperatur på omkring 37°C, vil du kunne overleve uden de store problemer i 3 dage, men herefter vil din situation forværres hastigt.

Hvordan lokaliserer jeg vand

På jagt i øde områder i de nordiske lande er der ofte rent vand mere eller mindre overalt. I nogle områder vil du endda kunne drikke søvand uden problemer. Hvis du har adgang til en å eller bæk, er det at foretrække, da der er mindst risiko for, at vand i bevægelse er forurenet. Det er dog ikke en garanti, at vandet er rent, bare fordi det bevæger sig hurtigt og ser klart ud. Bevæger du dig tættere på bebyggede områder, kan du ikke forvente, at vandet kan drikkes, uden du renser det først.

I det område, som jeg anvender som scenarie, er der forholdsvis gode muligheder for at lokalisere vand. Området er omkring byen Rensjön (MGRS 34W DA 512 513) lidt nordvest for Kiruna, og perioden er 26-29. september. Temperaturen svinger mellem +9 og -9 grader. Vinden er på mellem 2-9 m/s., og der er spredt skydække i hele perioden.

Hvis du ikke kan huske nøjagtigt, hvor der er vand, da du kiggede på kortet, før du tog afsted, så har du alligevel flere muligheder for at lokalisere og indsamle vand.

Hvis der er områder med klipper, lavninger eller dale vil der ofte være vand i disse områder, da vand altid søger nedad, og det fordamper ikke så hurtigt ved klipper.

Du vil også kunne se på sporene fra de fleste dyr, i hvilken retning der er vand. Hvis du står i ødemarken og kan se en række stier lavet af dyr, der samles mod et område og virker som en pil, så vil der ofte være vand i den retning, pilen peger.

For at være på den sikre side bør du altid rense vand fra søer, damme, sumpområder, bække og åer. Specielt hvis der er bebyggelse i nærheden, da det ofte er forbundet med udledning af forskellige affaldsstoffer.

Opsamlet sne i poser omkring bålet.

Alternativer til overfladevand

Normalt indeholder birketræer masser af væske, specielt i foråret. Du kan lave et hul i stammen og placere et lille stykke bark for at lede vandet ned i en kop eller beholder. Husk at lukke hullet til bagefter for at begrænse skaden på træet.

Du kan være heldig, at der er sne på jorden, som du kan smelte, eller du kan måske opsamle regnvand i dit regntøj eller i en plasticpose. Normalt behøver du ikke at rense nyfalden sne eller opsamlet regnvand, hvis det er opsamlet med noget, der i forvejen er rent.

Det kan være vanskeligt at lokalisere rindende vand, hvis der er meget sne eller is, og din eneste mulighed vil være at smelte det for at dække dit væskebehov.

Du skal ikke gøre, som da du var barn, enten ved at spise sne eller sutte på is, da det kan sænke din kernetemperatur kraftigt og fremskynde underafkøling. Du kan selvfølgelig blive tvunget til at spise sne eller is, hvis du ikke har andre udveje. Jeg har prøvet det flere gange i Nordsverige – dog kun, når jeg har arbejdet hårdt og svedt meget.

Der er dog en simpel regel, du altid skal overholde: Spis aldrig gul eller brun sne!

Kilder til forurenet vand

Vand er en af de mest almindelige smitteveje, og diarre alene er skyld i flere millioner dødsfald pr. år, ifølge World Health Organization (WHO).

I Skandinavien er der sjældent tale om andet end vira og bakterier, der giver dig diarre, opkast og maveonde. Bevæger du dig andre steder hen – specielt i Afrika og Østen, vil der være betydelig større chancer for at blive udsat for mere alvorlige vandbårne sygdomme. Det kan være hepatitis A, kolera, tyfus eller dysenteri som for eksempel giardia.

Afføring fra dyr eller mennesker er én af de mest almindelige årsager til, at vand er udrikkeligt, når det ikke er renset. Af indlysende årsager skal du derfor og for alt i verden undgå vand, der er forurenet med afføring. Det er af den samme årsag, at du skal holde dig et stykke fra nærmeste vandkilde – gerne over 100 meter, når du træder af på naturens vegne.

Det er selvfølgelig ikke kun dig, der er med til at forurene vandet. Alt vildt og fugle er også med til at sprede sygdomme og bakterier i vandet. Du kan endda være udsat for, at der ligger et dødt dyr i vandet, og det kan også blive årsagen til din diarre, maveonde eller opkast.

Uanset hvor overvældende din tørst er, så skal du altid huske på, at forurenet vand er vejen til dehydrering og hermed dårlige beslutninger, der kan få fatalt udfald. Den første vej til at få rent vand er at vælge metoden til at rense det.

Rygtestmeden – Drik din egen urin

Det har været på mode at drikke egen urin i mange overlevelsesprogrammer på TV. At drikke din egen urin er ikke blot dumt, men kan også være farligt. Urin er kroppens måde til at komme af med affaldsstoffer som overskydende salte og mineraler.

Hvis du drikker din urin, så tilfører du bare kroppen de samme affaldsstoffer, som den forsøger at udskille. Dette vil resultere i, at din krop nu skal bruge endnu mere væske til at fortynde affaldsstofferne, og det vil gøre dig endnu mere dehydreret. Du risikerer også at beskadige dine nyrer, da de allerede arbejder på fuldt tryk. Du risikerer også at kaste op og herved miste dyrebar væske.

Da urin indeholder 2% salt, vil du ikke indledningsvis mærke en stærkere tørst, når du drikker den, men tørsten vil blive forstærket, efter at kroppen har absorberet væsken.

Personligt er jeg af den holdning, at ,hvis jeg skal drikke min egen urin, så skal den destilleres ved hjælp af fordampning i en pose eller andet. På den måde er det kun den rene fordampede væske, jeg drikker og ikke mine affaldsstoffer.

Forskellige typer af grej til at rense forurenet vand.

Hvordan renser jeg vand?

Der er flere måder til at rense det vand, du har fundet. Som sagt kan nyfalden sne eller regnvand drikkes umiddelbart, hvis det er opsamlet i en ren beholder. Hvis du er usikker på, om vandet er rent nok til at blive drukket, så har du nogle forskellige optioner.

Du kan opvarme, kemisk rense eller filtrere vandet. Som noget nyt kan du også udsætte vandet for UV-stråler.

Protozoer er encellede organismer med cellekerner som f.eks. amøber, flagellater og coccidier. De kan give dig diarre, malaria og andre sygdomme.

Sne smeltes ved bål.

Opvarmning af vand

En af de mest simple og effektive former for vandrensning er at opvarme vandet til kogepunktet, hvorved alle sygdomsfremkaldende organismer dræbes.

Du skal selvfølgelig have adgang til et bål og en beholder, der kan holde til varmen. Der er mange teorier og myter om, hvor længe vandet skal koge.

Én af myterne er; ”Vandet skal koge mindst 5-10 minutter, før det er rent”. Det er en gammel myte, der hårdnakket bliver ved med at dukke op med jævne mellemrum. På alle de kurser, jeg har deltaget i, er mantraet ”Big bubbles, no troubles”.

Det betyder, at så snart vandet spilkoger, så er det renset for bakterier. Det, der sker, når du opvarmer vandet til kogepunktet, er, at du pasteuriserer vandet, og hermed slår du bakterier ihjel. Lavpasteurisering er en opvarmning til 72° C i 15 sekunder, mens højpasteurisering er en opvarmning til 87°C i 15 sekunder eller til 90°C i 5 sekunder.

Så du kan roligt nøjes med at opvarme vandet, til det spilkoger for herefter at tage det af bålet og lade det afkøle igen. Den tid, der går til det har nået kogepunktet, og til du kan drikke det, er mere end rigeligt til at slå de sygdomsfremkaldende organismer ihjel.

Vandet kan komme til at smage lidt kedeligt og ”fladt”. Det kan du modvirke ved at dekantere det et par gange tur-retur mellem to beholdere, så det bliver ”luftet” og smager mere friskt.

Forskellige typer af vandrensningstabletter.

Kemisk rensning af vand

Hvis du anvender vandrensningstabeletter eller forskellige opløsninger, er det måske let, men ikke altid den hurtigste løsning. Typisk skal tabeletterne have mellem 30 minutter og 2 timer til at virke effektivt.

Du tror måske, at en kemisk rensning kan være usund, men alle kommercielle rensningsformer er uskadelige og godkendt af sundhedsmyndighederne.

Du kan købe forskellige former af vandrensningstabeletter, der kan virke på forskellige måder. Nogle virker ved hjælp af sølvioner, andre virker ved hjælp af jod eller klor.

Jeg har prøvet alle typer og synes mest om tabletter eller dråber fra Micropur. De er baseret på sølvioner, der gør dem neutrale i smagen. Ulempen er, at det tager 2 timer at rense vandet, hvis der er risiko for giardia. Ellers tager det kun 30 minutter at rense vandet for bakterier og vira. 

Andre typer af tabletter og opløsninger virker også helt fint, men der er typisk en bismag af enten jod eller klor. Jeg har normalt ikke noget problem med at drikke vandet, men der er mange, der ikke kan lide smagen, eller måske er de overfølsomme for jod eller klor.

Hvis det er på grund af smagen, at man ikke kan lide vandet, så kan der købes nogle tabletter eller væske, der neutraliserer smagen, ellers kan man smide lidt saftevandspulver i vandet, når det er renset.

Der er forskel på, hvor effektive de forskellige kemiske rensemidler er, så du bør undersøge, hvilke vira, bakterier, amøber og mikroorganismer der findes i det område, du skal besøge. For at være helt sikker kan du kombinere rensningen med en filtrering.

Fordelen ved kemisk rensning er, at tabletterne ikke optager megen plads eller vægt.

Ulempen er, at metoden ikke er 100% effektiv over for alle vira, bakterier, amøber og mikroorganismer, og der kan være en bismag. Du kan også være overfølsom for indholdet i tabletterne.

Rygtesmeden – Placér en sten under tungen

Denne myte kan have en positiv psykologisk effekt, men at sutte på en sten giver dig ikke mere væske i kroppen. Tværtimod risikerer du, at blive mere dehydreret, da du producerer mere spyt ved hjælp af den væske, du har i kroppen.

Forskellige filtertyper i alle størrelser.

Filtrering af vand

Der findes utallige typer af filtre på markedet efterhånden. De findes i alle størrelser og prisklasser.

Typisk har et filter et groft for-filter til at tage de største sedimenter. Herefter kommer der et meget finere filter. Nogle filtre består af et keramisk filter, og andre er af den porøse type.

Hvis du skal sikres mod pesticider, protozoer og colibakterier som for eksempel giardia, så må filtret maksimalt have en porediameter på 0.5 mikron. Skal du sikres mod vira, skal du mindst under 0.2 mikron. Mange nyere typer af vandfiltre går helt ned til under 0,05 mikron, og de er meget effektive især i områder, hvor du risikerer, at vandet indeholder rester af ekskrementer.

For at forstå størrelsesforholdet, så svarer 0,1 mikron til 1:1000 del af en millimeter. Et almindeligt hår er ca. 70 mikron i tykkelse.

Flere nyere filtre er udstyret med et filter af aktivt kul. Dette gør, at den eventuelt dårlige smag bliver elimineret eller meget reduceret.

Vil du være 100% sikker på, at dit vand er helt rent og godt at drikke, bør du kombinere filtreringen med kemisk rensning.

Fordelen ved filtrering er, at du kan drikke vandet umiddelbart, og mange filtre fylder ikke ret meget samtidig med, at de er meget effektive.

Ulempen er, at de kan være dyre, og nogle filtre stopper til. De kan være svære at drikke af på grund af modstanden i selve filtret. Derudover har de fleste filtre begrænset levetid, selvom nyere filtre kan filtrere op til 380.000 liter vand.

Primitivt vandfilter

Der findes flere primitive typer vandfiltre, der er fremstillet over samme skabelon med forskellige lag af materialer, der filtrerer vandet.

Du kan tage en tom plasticflaske og skære bunden ud af den. Herefter fylder du et lag af trækul (min 12-15 cm. tykt), sand og små sten eller græs i den i nævnte rækkefølge. Det øverste lag af græs fjerner større urenheder, sandet fjerner små urenheder, og det rene trækul binder og tilbageholder toxiner.

Dette er ikke en metode til at rense vandet for alle vira eller mikroorganismer, men kun et filter der renser vandet ca. 70% rent, så det er ikke en metode, jeg kan anbefale.

Rygtessmeden – drik alkohol

Alkohol er vanddrivende og vil dehydrere dig. Desuden gør alkohol, at din dømmekraft og reaktionsevne bliver dårligere. Hvis din alkohol også er meget kold, kan det resultere i frostskader i halsen.

Vandrensning med ultraviolet lys.

Rense vand med UV-lys

Den sidste metode til vandrensning, jeg vil gennemgå, er ultraviolet (UV) stråling.

Der findes flere forskellige modeller til dette, nogle anvender batterier, andre er genopladelige.

Fællesnævneren er en UV-lampe, der dræber bakterier, vira og protozoer. Du stikker blot lampen ned i vandet, trykker på knappen, rører let rundt, og så er vandet renset.

En vandrensningspen renser en halv liter på 30 sekunder og 1 liter på 1 ½ minut. Da den er meget kompakt, passer den til de fleste kopper og drikkeflasker og er også én af de metoder, jeg klart foretrækker.

Fordelen ved denne metode er, at den er meget hurtig og dræber bakterier, vira og protozoer.

Ulempen er, at den bruger batteri, lampen kan gå i stykker, og den er mindre effektiv i grumset vand.

Rationér dit vand

Hvis du rationerer dit vand, kan du risikere at dø af dehydrering, selvom du har vand i din flaske. Du skal altid sørge for at drikke vand med jævne mellemrum, selvom du ikke føler tørst. Husk, at en normal person kan optage 2-4 dl. væske i timen, når man ikke laver anstrengende arbejde, så du kan på den måde rationere dit indtag af vand. Du skal dog aldrig undlade at drikke vand for at spare på det til senere.

For at opretholde en balance kan du i en kortere periode på 5-7 dage klare dig med et dagligt indtag på 0,5 liter vand blandet med to teskefulde sukker. Det betinger dog, at du ikke bevæger dig ret meget.

Hvis du føler tørst, er du allerede på vej ned ad slisken til at blive alvorligt dehydreret.

Drik vandet, hvis du ikke har andre muligheder.

Mine erfaringer og et sidste råd

Jeg har mest erfaring fra Arizonas ørken i op til 48 graders varme og lidt fra området omkring Kiruna i ned til minus 27 graders kulde. Jeg forsøger altid at bruge en kombination af rensning og filtrering, som jeg tilpasser det miljø, jeg befinder mig i.

Som oftest medbringer jeg vandrensningstabeletter og så enten et filter (sugerørstype) eller min UV-lampe. På den måde er jeg dækket ind, og vægten holdes også nede.

Skal jeg være væk i en længere periode, eller der er flere personer med mig, så medbringer jeg enten et pumpefilter eller et filter, jeg kan hænge op i et træ, der så kan passe sig selv, mens jeg samler brænde eller laver shelter.

Husk, hvis du ikke har medbragt et filter eller andet til at rense beskidt vand, så skal du alligevel sørge for ikke at blive dehydreret i en overlevelsessituation. Du må bruge en sok, dine underbukser eller bide tænderne sammen for at filtrere de største klumper fra, og så ellers drikke vandet uanset, hvor mørkt det ser ud.

Der er ingen behandling for død af dehydrering, men der er en behandling for næsten alle de sygdomme, du kan få ved at drikke forurenet vand.

I min næste og sidste artikel om overlevelse vil du lære om primitiv navigering og signalering, så du kan komme sikkert hjem.

Du er velkommen til at kontakte mig på info@hunt2eat.dk, hvis du har brug for råd eller vejledning eller dele dine egne erfaringer.

Knæk og bræk

Stay dry!

Claus ”Claude” S. Andersen

Læs mere

Nyheder