Patroner til haglbøsser findes som bekendt i et utal af varianter. Ud over kaliberen skal man som jæger tage stilling til valg af både hylsterlængde, hagl- og ladningsstørrelse samt nu om dage i stigende grad også til hylsterets og haglskålens materiale. Lad os gennemgå dem en ad gangen.

Et af de vigtigste valg er hylsterlængden. Alene i kaliber 12 kan man komme ud for patroner, som har en hylsterlængde på 50, 65, 67, 67,5, 70, 76 og 89 mm.

Det kan måske lyde banalt, men som udgangspunkt bør du kun anvende patroner, hvis hylsterlængde svarer til den, som din bøsses kammer er dimensioneret til. Forklaringerne er lidt tekniske, men ikke desto mindre meget væsentlige for både sikkerhed og forståelse af, hvordan du optimerer skudbillederne fra din bøsse.

Magnumkammer

Hvis du står overfor at skulle anskaffe dig en ny eller ekstra haglbøsse, kan det være fristende at købe en model med magnumkammer i et forsøg på at dække dig ekstra godt ind. Men det er normalt ikke en god idé. Inden du kaster dig over anskaffelsen af en haglbøsse i kaliber 12 med 89 mm-kammer, skal du vide, at dens effektive rækkevidde langt fra er tilsvarende længere end den samme bøsse med et 70 mm-kammer.

Alfa og omega for en haglbøsses effektivitet er et ensartet skudbillede. To eller tre hagl er tilstrækkeligt til at nedlægge en fugl på meget længere afstand end normalt, men hvis de rammer de vitale dele som følge af rent held, er skuddet ikke meget bevendt. Kun med et ensartet skudbillede kan man gang på gang træffe et mål. På grund af haglenes kugleform taber de hastighed meget hurtigt. For at modvirke det, kan man øge udgangshastigheden, men erfaringen viser, at det ofte resulterer i dårlige skudbilleder og dermed reduceret effektiv afstand.

En anden mulighed er at øge mængden af hagl for at opnå tilstrækkelig dækning på længere afstande end normalt. Men det resulterer alt andet lige i en kraftig rekyl, som erfaringsmæssigt ikke er gavnlig for træfsikkerheden.

Skulle du endelig have held til at finde en magnumbøsse eller en højhastighedspatron, som sætter et ensartet skudbillede på lange hold, er det et åbent spørgsmål, om du overhovedet er i stand til at udnytte den større rækkevidde. Selv med standardladninger har en haglbøsse en meget længere rækkevidde end den afstand, hvor de fleste skytter systematisk kan ramme et mål.

Den påstand bliver understreget af en praktisk test, som blev foretaget i Danmark for år tilbage. Den viste, at selv meget erfarne skytter (inklusive en tidligere verdensmester i skeetskydning) ikke kunne holde deres patronforbrug under tre styk per truffet lerdue, når skudholdet kom over 30 meter.

Selv de største haglbøsser har ikke meget længere rækkevidde end en almindelig 12’er. De største haglbøsser er de britiske ’Puntguns’, hvis haglladning typisk ligger mellem 450 og 650 gram. Alligevel er den maksimale effektive skudafstand kun 70-80 meter.

Patron og kammerlængde

Med hensyn til patronens og kammerets længde har de naturligvis også betydning. I mange år har det været en populær antagelse, at man sagtens kunne bruge alle patroner af samme kaliber som haglbøssens, blot hylsterets længde var den samme som eller kortere end kammeret. Altså eksempelvis 65 mm-hylstre i et 70 mm-kammer. Men sådan forholder det sig faktisk ikke, når det gælder moderne stålhaglpatroner. Årsagen kommer jeg tilbage til.

En haglbøsses kammer er en kritisk størrelse. Måler man diameteren på en haglpatron i kaliber 12, vil den typisk være ca. 20,4 mm. For at man nemt kan få patronerne i bøssen, må det let koniske kammers diameter nødvendigvis være større end patronens – typisk ca. 0,2 mm bagtil.

Hylsterlængden fremgår normalt af patronæsken og er ofte også anført på selve patronen. Men især på visse plastpatroner slides mærkningen let af, hvorved der kan opstå tvivl om hylsterlængden. Hvis man her vil måle hylsterlængden, skal man huske på, at det interessante er målet på det afskudte hylster – ikke af den skudklare patron.

Det kan måske forekomme mærkeligt, at længden på en haglpatron opgives for hylsteret i afskudt tilstand, men det er der en god forklaring på: Kammeret bliver naturligvis lavet til at kunne rumme patronen under affyringen, og da stjernelukningen her folder sig ud, må kammeret nødvendigvis være længere end patronen før affyring. Af samme grund kan en 70 mm-patron nemt gå i et 65 mm kammer, og derfor er det særlig vigtigt at vide, hvilken ammunition man fodrer sin haglbøsse med.

Patronens længde bør være identisk med kammerets. Eneste undtagelse er patroner i 67 og 67,5 mm, som uden problemer kan anvendes i både 65 og 70 mm-kamre.

For langt hylster

Når slagstiften rammer fænghætten, eksploderer den og antænder krudtladningen. Idet krudtet forbrænder og bliver forvandlet til gas, opstår det er stort tryk, som skal presse haglskålen og haglladningen frem igennem løbet.

Derfor fremstiller man patronhylstre i et fleksibelt materiale, så de kan fungere som en midlertidig ’pakning’, der hindrer krudtgassen i at strømme bagud. Når haglskål og haglladning presses frem, trykker de stjerne- eller skivelukningen op, hvorved hylsteret udfylder kammeret. Gastrykket vil via haglskålen samtidig presse haglene ud mod kammeret og løbets sider.

Under passagen af løbet møder haglskål og -ladning to indsnævringer af løbets diameter: Den første er overgangen fra kammer til løb, mens den anden er trangboringen kort før pibens munding. Overgangen fra kammer til løb er det sted, hvor gastrykket fra affyringen af patronen bliver størst. Derfor er det vigtigt, at den forreste kant af hylsteret ikke kan nå frem og yderligere indsnævre den åbning, som haglskål- og ladning skal presses igennem.

Herved kan gastrykket i ekstreme tilfælde overstige det, som piberne kan modstå, og derved forårsage en sprængning af kammeret. Risikoen for en sprængning bliver større, hvis overgangen mellem kammer og løb er en kort konus. Af denne grund bør du som udgangspunkt ikke anvende patroner med hylstre, som er længere end den størrelse, som kammeret i din bøsse er designet til.

Under affyringen skal haglskål og ladning presses ud igennem overgangskonussen mellem kammer og løb. Konussens stejlhed og afstand til hylsterets forkant har stor betydning for trykdannelsen under affyringen. Samtidig er det her, hvor løbet skal modstå det største gastryk.

Krav til haglskål

Haglskålen eller filproppen i en haglpatron har to opgaver: For det første skal den fungere som en støddæmper, når haglladningen accelererer. Samtidigt skal den ligesom hylsteret være en pakning, som hindrer krudtgassen i at strømme forbi og ud imellem haglene under deres passage ud gennem løbet. Når gastrykket stiger, vil det presse haglskålen og dens ladning fremad. Vægten af haglladningen vil komprimere haglskålen og presse den ud mod først hylsterets inderside og derefter mod løbet, når skålen er fri af hylsteret.

Da haglskålen skal kunne være inde i patronens hylster, og hylsteret i forvejen er mindre end haglbøssens kammer, skal haglskålen (eller filtproppen) have en stor elasticitet. Den skal kunne holde gassen bagved sig både før og efter passagen af de to indsnævringer af løbets diameter som beskrevet ovenfor. Det går fint, når kammer og hylster passer sammen.

Men situationen ænder sig, hvis kammeret er længere end det afskudte hylster. Her vil der indledende være en forøget diameter som følge af, at hylsteret under affyringen ikke fylder hele kammeret.

Affyrer man eksempelvis en 70 mm-patron i et kammer, som er 76 mm langt, vil der på grund af den manglende hylstervæg de sidste seks mm opstå en udvidelse af kammerets diameter svarende til hylsterets godstykkelse.

Det skal haglskålen kompensere for ved at udvide sig i omkreds – og det endda lige før den igen skal presses igennem overgangskonussen fra kammer til løb. På en haglbøsse i kaliber 12 er løbets diameter ca. 18,5 mm, hvorfor haglskålen skal kunne præstere en diameterændring på næsten to mm. Det er et stort krav at stille – og ofte for stort.

Haglskåle har mange udformninger, men fælles for dem er, at de bør være af et nedbrydeligt materiale
en moderne haglskål af pap til brug i stålhaglpatroner.

For kort hylster

Anvender du patroner, som har et korte hylster end haglbøssens kammer, kan der ske flere forskellige ting. Den hyppigste er et dårligere skudbillede.

Det er en gammel erfaring, at jo mere intakt haglsøjlen forbliver under passagen af løbet, desto mere ensartet bliver skudbilledet. Af samme grund er det ofte vanskeligt at opnå gode skudbilleder med høj hastighed og store haglladninger. Det samme gør sig ofte (men ikke altid) gældende ved brug af patroner, der er kortere end kammeret. Når haglsøjlen først skal udvide sig i diameteren og umiddelbart derefter igen skal presses sammen af overgangskonussen mellem kammer og pibe, opnår man hyppigt et dårligere skudbillede.

Hvis opgaven med at kompensere for det længere kammer overstiger haglskålen eller filtproppens elasticitet, vil der strømme krudtgas forbi haglskålen, hvilket yderligere vil forringe kvaliteten af skudbilledet. Desuden vil der blive overført mindre energi til haglladningen, og udgangshastigeden vil derfor variere – ligesom ensartetheden af de forskellige skudbilleder.

Fænomenet er ikke nyt: Allerede i starten af forrige århundrede var det i Storbritannien moderne at lave letvægtshaglbøsser. Mange blev fremstillet i kaliber 12 og havde kamre til kun 50 mm lange patroner ladet med moderate haglladninger – typisk 24 gram. Årsagen var, at en haglsøjle, der har samme højde som diameteren, oftest giver det mest ensartede skudbillede. Affyrede man disse korte patroner i en bøsse med længere kammer, oplevede man derimod, at skudbilledet blev ringere og den effektive rækkevidde derfor kortere.

Stålhagl 

Mens konsekvensen ved brug af for korte patroner med hagl af bly eller bismut primært er problemer med dårligere skudbilleder, forholder det sig anderledes med stålhaglpatroner.

Søjlen af de hårde stålhagl er utilbøjelig til at forme sig efter omgivelserne. Hertil kommer, at haglene er lettere, og søjlen af hagl er derfor forholdsmæssigt længere end for bismut og bly, hvilket forværrer problemstillingen.

Er forskellen mellem den anvendte patron og kammerets længde stor, kan haglskålen begynde at åbne sig, inden den når frem til overgangskonussen. Haglsøjlen bliver herved tykkere end normalt, og samtidig er stålhaglene som sagt er mere ’genstridige’, når ladningen skal presses sammen. Det gør det meget vanskeligere at få den nu ’tykkere’ søjle af de genstridige stålhagl presset gennem overgangskonussen, og i nogle tilfælde kan det resultere i en ringformet bule på piben.

De fleste eksempler på ringbuler er set i bøsser med kaliber 20 og 76 mm-kamre, hvor man har anvendt tunge ladninger stålhagl i patroner af 70 mm længde. Men der er også en række tilfælde af ringbuler i bøsser af kaliber 12 med 89 mm-kamre, hvor man har brugt 70 mm-patroner.

Der er også set eksempler på ringbuler, som opstår, når haglene skal passere den næste forsnævring i løbet. Fænomenet optræder hyppigst ved brug af stålhaglpatroner i løb, der har snævrere trangboring end 1/4 choke.

Konklusionen på alt det ovennævnte er, at du som udgangspunkt ikke bør anvende patroner, hvis længde er anderledes en bøssens kammer. Dog er det acceptabelt at bruge 67 og 67,5 mm-patroner i både 65 og 70 mm-kamre, da forskellen i længde af patroner og kammer er for lille til at fremkalde de ovennævnte effekter.

Haglskåle forurener naturen og bør være af et nedbrydeligt materiale.

Hylstre og haglskåle

Indtil 1960’erne var næsten alle haglpatroner fremstillet med et hylster af pap, og forladningen bestod af papskiver og en filtprop. Men det viste sig at være meget billigere at fremstille hylstre af plast, som tillige kunne gøres vandtætte uden større problemer.

Forladningen i patronerne blev erstattet af en skål i plast, som endda kunne udformes til at agere som ’støddæmper’ under affyringen, beskytte løbet mod haglene og til en vis grad påvirke skudbilledet i en ønsket retning.

Problemet med at bruge plast til haglpatroner er først og fremmest, at de kun nedbrydes af solens ultraviolette stråler, og at det er en meget langsommelig proces. På flugtskydningsbanerne kan man uden større problemer indsamle plastskålene, men det er ikke en praktisk mulighed under jagt. Selvom det i dag er dårlig stil ikke at samle sine patronhylstre op efter sig, vil der erfaringsmæssigt altid under en større jagt blive efterladt nogle stykker i terrænet, selvom det ikke var hensigten.

Der er i de senere år blevet udviklet plastmaterialer, som bliver nedbrudt relativt hurtigt, og det er et klart fremskridt. Jægernes synlige efterladenskaber i terrænet fremmer bestemt ikke deres omdømme som samvittighedsfulde naturbrugere og -forvaltere. Derfor kræver man på mange jagter, at deltagerne bruger patroner med nedbrydelige forladninger.

Selv bruger jeg – så vidt det overhovedet er muligt – udelukkende patroner med både hylster og haglskål af pap. Patroner med paphylster er ganske vist ikke helt så modstandsdygtige over for vand, men det har jeg aldrig oplevet som noget nævneværdigt problem. Til gengæld giver patroner med paphylster en mere stabil ejektorfunktion end plastpatroner – især når bøssen bliver skudt varm, og især i kaliber 20.

Pappatroner er ganske vist dyrere end plastpatroner, men til jagtbrug er de stadig en ringe del af det samlede budget for ens hobby. At spare på patronerne til jagt svarer til, at man under tobaksrygning forsøger at reducere omkostningerne ved at flække tændstikkerne.

Forskellige forladninger. Fra venstre en traditionel skål af plast, en skål af pap, en nedbrydelig plastskål og en traditionel filtprop i en bismutpatron.

Hagl og ladningsstørrelse

I praksis består valget af haglmateriale i dag mellem bismut og stål. Mens man tidligere næsten udelukkende brugte bismut til jagt i skovene, er der i dag en større pragmatisme blandt skovejerne. Problemer med stålhagl knytter sig primært til finerfabrikation, og leverancerne hertil udgør en forsvindende lille del af det danske gavntræ.

I erkendelse af den ringe betydning for værdien af gavntræet tillader man derfor flere og flere steder brug af stålhagl selv i høje bøgeskove. Det er godt for jægerne og ikke bare af økonomiske årsager. Bismut er et meget sjældent grundstof, som vi næppe i længden får lov til at sprede for vores fornøjelses skyld.

Af de mange valg, man som jæger skal foretage, når det gælder haglammunition, er der kun hagl- og ladningsstørrelse tilbage. Haglenes størrelse bør vælges efter det vildt og den jagtform, du vil bruge dem til, men der er faktisk vide rammer for deres effektivitet, blot du opnår et godt og ensartet skudbillede.

Kun en konkret afprøvning kan fastslå, hvilken patron der laver det mest ensartede skudbillede i din haglbøsse. Erfaringerne fra dengang, hvor man brugte blyhagl, var, at en ideel haglladning inde i patronen havde samme højde som diameteren. Men som så mange andre af datidens erfaringer er det ikke nødvendigvis tilfældet, når man bruger stålhagl.

På mange terræner er det et krav, at man anvender nedbrydelige haglskåle. Her er anvendt en vintage-patron med stålhagl, der både har hylster og haglskål, som er fremstillet af pap.

På grund af deres lavere vægt har stålhagl alt andet lige kortere rækkevidde end tilsvarende bly- eller bismuthagl. Det kompenserer man for ved at bruge større hagl og ved at forøge udgangshastigheden. Derimod er det ikke nødvendigt at øge ladningsstørrelsen – snarere tvært imod.

Fordelen ved stålhaglenes lavere vægt er, at man med samme ladningsstørrelse har mange flere af dem. En stålhaglpatron med en ladning på 24 gram rummer ligeså mange hagl som en bismutpatron med 30 gram hagl og en blypatron med 35 gram hagl.

Selv med en moderat ladning af stålhagl er der derfor rigeligt med hagl – også selvom de er lidt større end de tilsvarende bismuthagl. Samtidig kan man opnå en passende høj hastighed uden at belaste sin bøsse unødigt og stadig opnå et pænt skudbillede.