Klokken er 04:45, og jeg har netop hentet Lars på hans hotel lidt uden for Malaga på Spaniens solkyst. Der er nu ikke meget solkyst over kysten i disse dage. Det er januar, og vejret er typisk ustabilt på denne tid af året. Det må siges at holde stik i dag. Det regner og blæser. Heldigvis kører vi mod nord, hvor vejrguderne ser ud til at være med os. Destinationen er Montoro, der ligger i provinsen Córdoba i det sydlige Andalusien.
Efter godt tre timers kørsel når vi til reviret. Jorden er privatejet, men ligger som en del af den enorme Montoro Natural Park. Her er store bestande af kronvildt og mufloner, men området byder også på pæne bestande af dåvildt.
Ignacio, der er professionel jagtguide, støder til os ved indgangen, hvorefter turen går yderligere små 20 minutter ind på reviret. Det er stadig sort nat, og det er om at holde tungen lige i munden på de små snoede grusveje. Vejenes beskaffenhed bærer præg af, at, når det regner her, så regner det i heftige mængder.
Ved vores destination står Alfonso, der er søn af revirets ejer, samt Miquel, der er ranger på området, og venter på os.
Vi sadler op i 4×4 Mitsubishi’en. Den er et must i dette område. Vi har godt 400 hektar at boltre os på, og jorden er stort set ikke vandret ét eneste sted. Vi har ikke kørt længe, før jeg tænker “Godt den har lav-gear”, for vi kravler allerede på en stejl hældning.
Hjort i sigte
Inden længe ser vi to nydelige hjorte. En repræsentativ, der altså er en yngre men pæn 12-ender, og en flot 14-ender bronzehjort. Begge nydelige kandidater, men Lars er på besøg hernede for at skyde en guldhjort. Derfor lader vi dem gå.
Vegetationen i området bærer præg af, at der for få år siden var en stor skovbrand. Generelt er bevoksningen ikke mere end 3-4 meter høj, hvilket dog er rigeligt til, at vildtet kan skjule sig. Og det gør det.
Inden afrejse havde jeg informeret Lars om vanskelighederne ved at skyde store kronhjorte i januar. Der er som oftest en årsag til, at de er blevet gamle og snu. De blotter sig helst ikke unødigt. Derfor er det en vanskelig bedrift, vi har begivet os ud på. De gamle hjortes sky instinkt kombineret med densiteten af buskadset gør, at vi får kamp til stregen på denne tur, som vi har afsat tre dage til.
Monteria
Som vi bevæger os rundt på terrænet, ser vi store mængder vildt. Her er ung-hjorte, hinder og kalve samt enorme flokke af mufloner, der hurtigt tæller 40+ dyr. Der afholdes én årlig Monteria her på området. Monteria er en spansk form for trykjagt, hvor et stort antal hunde sætter bevægelse i vildtet. Traditionen er mere end 300 år gammel, og det er noget spanske jægere virkelig går op i. Jægerne placeres på strategiske poster rundt omkring i landskabet og sørger for at tynde ud i bestanden. Men naturen er vild her, og det er vildtet også. Det gør udfordringen større, også når der afholdes Monteria.
Rangeren fortæller, hvordan en stor mængde af hun-mufloner normalt begrænser størrelsen på væddernes horn. Når han taler, hvilket kan være svært at forstå, selv om man forstår spansk, kan man se i hans ansigtsudtryk, at der her ligger en stor opgave. Der skal tyndes ud for at kunne levere de store medalje-mufloner, som hvert år stiger i popularitet, særligt blandt de amerikanske jægere.
Ro i lejren
Ved middagstid er vi tilbage ved den lille finca, hvor vi startede dagen. En ”finca” er et udtryk for et landsted i Spanien. Kært barn har mange navne: hacienda, cortijo eller – finca.
Frokosten byder på lokale retter. Salmorejo, der er en meget populær kold tomatsuppe fra netop Córdoba-provisen. Kronvildt stegt med hvidløg og persille, og lammekoteletter. Man går aldrig sulten fra bordet i Spanien.
Efter frokosten er det tid til et lille hvil. Lars og undertegnede har trods alt været oppe siden klokken 03:00. Trætheden begynder at sætte sig i øjenlågene.
Efter et kort hvil er det tid til at tage på eftermiddagens jagt. Vi kan jage frem til solnedgang. Generelt er skydetiden i Spanien nogenlunde tilsvarende det, vi kender fra Danmark. Dog med den undtagelse, at der generelt må skydes, så længe du kan se dyrene i det naturlige lys, og altså ikke kun mellem solens officielle op- og nedgangstider. Hjælpemidler i form af natoptik er ikke tilladt.
Vi fortsætter med at finkæmme terrænet. På netop dette område foregår jagten ved at bevæge sig så meget som muligt med et 4×4 køretøj. Jævnligt stoppes der op for at søge dyrene i kikkerten. Det er ofte først, når kikkerten kommer op, at dyrene kommer frem. For danske øjne, der ikke er vant til den spanske natur, er dyrene specielt vanskelige at se. Selvom rangeren snart runder 75 år, fejler hans syn intet. Det er simpelthen ganske imponerende, hvad han formår at se, imens vi bevæger os rundt i bilen.
Den første dag slutter med det, som jeg personligt betragter som halvdelen af turens oplevelser: Solnedgang over Andalusien. De mørklagte bjerge. Den rødgule himmel, som danner rammen omkring den hastigt svindende sol. Minder fra mine tidligere bopæle i Australien og Sydafrika popper op i hukommelsen, hver gang jeg ser dette syn.
Det blev ikke til noget trofæ i dag, men vi blev mange gode oplevelser rigere.
Det autentiske Spanien
Vi har indlogeret os på et tidligere landsted, hvor man engang producerede olivenolie. Træerne står der endnu, og de gamle bygninger er fyldt med artefakter fra dengang, da produktionen foregik her. I dag er produktionen flyttet til mere moderne faciliteter.
Vi er uden for sæson, og vi er de eneste gæster på stedet. Det gør dog ikke oplevelsen mindre intim. Der er noget særligt ved landet i Spanien. Det er ‘nede på jorden’ på en utrolig ligefrem og behagelig måde. Det går ikke så stærkt, og det skal det heller ikke.
Jeg har meldt vores ankomst til middag via SMS til stedets ejer. Han disker venligt op med to kolde øl og en omgang af oksehale i mørk sovs med kartofler til. Indledningsvist får vi naturligvis serveret et godt stykke brød, vi kan dyppe i olivenolien fra stedet. Farven på olien vidner om kvaliteten. Den er ikke gul og gennemsigtig, men derimod grøn og uklar.
Dansende kronhjorte
Jagtdag nummer to er en fortsættelse af dag ét, dog med den undtagelse, at hjortene nu har fornemmet vores tilstedeværelse. De gemmer sig. Vi skal helt hen i den sidste time med dagslys, før vi begynder at se de større kronhjorte. Efter et sving ser vi en mindre rudel kronvildt stå og esse. De fornemmer til dels, at vi er der. Mens hinder og kalve ingen chancer tager, danser hjortene rundt om sig selv. Der er en pæn repræsentativ 12-ender i blandt.
Dagen er ikke slut, og vi har også morgendagen til at gå på jagt. Derfor er der ikke noget hastværk. Vi sidder blot og iagttager dem. Rangeren vurderer 12-enderen til at være minimum 6 år. Derfor må den godt skydes. Men netop som vi er blevet enige om, at vi har gode chancer for at finde en større hjort, tager Lars en hurtig beslutning. Med en kaliber 300mag. nedlægger han 12-enderen med en perfekt bladkugle. Der går der ikke mange sekunder, førend hjorten lægger sig.
“Vi tager guld-hjorten i brunsten næste år, som du anbefalede, Thomas,” siger Lars kort efter. Og det er sådan, jagt også er. Der er ikke garantier for medaljer. Slet ikke uden for højsæsonen. Som jeg altid plejer at sige – som gæst hos os vil man altid have skudchancer, men vildtet render ikke rundt med medaljer om halsen og viser sig frem.
Det blev enden på et par gode jagtdage og en fremragende tur. Jægeren var glad og tilfreds med sit nedlagte trofæ, og vi er alle blevet mange oplevelser rigere.
Den iberiske kronhjort
Generelt mindre tung end de centraleuropæiske kronhjorte
Brunsten ligger normalt fra 12. september til 30. september
Store hjorte skal generelt jages i september (medio) og oktober (medio)
På grund af den iberiske kronhjorts karakteristika, der generelt gør den lidt mindre end danske kronhjorte men større end eksempelvis skotske højlandshjorte, opnås guldmedalje ved >180 points (CIC).
Se mere på Spanien Jagtrejser
