De fleste bukkejægere vil nok give mig ret i, at forårets daglige eller ugentlige køreture på reviret spejdende efter nye bukke, eller bukke man skånede sidste år, nok er noget af det bedste ved bukkejagten. Selvfølgelig fyldes kroppen med spænding og glæde, når det lykkes at få skudt en af revirets bukke, og måske er man endda så heldig/dygtig at få skudt præcis den buk, som man har været efter i flere år. Men ligesom i andre af livets forhold er optakten og derved forventningens glæde mange gange den største.
Foråret er tiden, hvor vi skal ud at “kigge bukke”, men udover at nyde naturen og specielt råvildtets færden på reviret – hvad er det så egentlig, at vi skal kigge efter?
Hvis vi blot vil have et overblik over, hvor mange nye bukke vi har gående på reviret op til bukkejagten, og man ikke gør så meget ud af den selektive jagt, men skyder den første buk man møder på premieremorgenen, er der egentlig ikke så meget at “kigge” efter.
Men hvis man har et ønske om at forsøge at forvalte bukkene på en måde, så man enten har mange bukke stående på reviret eller forvalter ud fra at have store bukke stående på reviret, er der i begge tilfælde flere ting, man skal “kigge” efter.
Uanset hvilke kriterier vi vælge at forvalte vores råvildtbestand ud fra, er det et must, at bestanden skal
bestå af sunde dyr. Når vi taler om sunde dyr, skal vi i første omgang se bort fra bukkenes opsats og udelukkende kigge på deres kropsstørrelser og kropsvægt – naturligvis afhængig af dyrets alder. Allerede her hopper kæden af for de fleste, for hvem kan med sikkerhed fastslå, om den buk man kigger på den 16. maj om morgenen er ét, to, tre eller fire år gammel.
Først når vi har fået opbygget en bestand af sunde dyr, kan vi begynde at afskyde selektivt, ud fra den afskydningsmodel, man lægger sig fast på. I denne forbindelse skal man huske på, at det er de bukke, som ikke bliver skudt, der bringer deres gode eller dårlige gener videre til næste generation.
God lovende buk
Hvad er en sund buk?
Når vi skal vurdere om en buk er sund, kan vi kun vurdere dette ud fra, hvordan bukken visuelt ser ud i kikkerten (eller på vildtkameraer) i modsætning til i en husdyrproduktion, hvor man har mulighed for at tage blodprøver samt måle og veje dyrene mm.
Som udgangspunkt kan vi ikke ud fra trofæstørrelsen på bukken udrede, om bukken er sund eller ej, og da vi ikke som i husdyrproduktionen kan afkomsbedømme eller undersøge bukken, må vi nøjes med at vurdere dyrets sundhed, ud fra hvad vi ser.
Jo mere råvildt man har haft i hænderne, desto bedre bliver man til at vurdere dets vægt. Vægten på et rådyr er en god indikator for dyrets sundhed, da svage og usunde dyr som regel også vil lide et vægttab, mens sunde dyr vil holde gennemsnitsvægten for råvildtet i området.
Det er derfor en god ide, at veje alt det råvildt man skyder på reviret, da en nedadgående vægtkurve kan være et tegn på usunde dyr, mens en stigende vægtkurve kan indikere det modsatte. I forbindelse med vejning af de skudte dyr skal man selvfølgelig skele til dyrets alder, da en sund 1-årsbuk selvfølgelig ikke vejer det samme som en sund 3-årsbuk.
Udover vægten på bukken bør man være opmærksom på dyr med snabelsko, dyr som virker usunde og utrivelige samt dyr med pelsproblemer.
Vær opmærksom på at nogle unge bukke kan se meget “pjuskede” ud her i foråret, hvor de skifter fra vinterpels til sommerpels. Vær også opmærksom på at råvildtet kan have pelslus, når det er i vinterpels, hvilket kan bevirke, at der flere steder på kroppen er bare pletter. Pelslus er udvortes parasitter, og disse vingeløse knap to millimeter lange insekter suger ikke blod men lever af hår og hudrester på råvildtet. Pelslus smitter fra dyr til dyr ved direkte kontakt og trives bedst på utrivelige dyr og dårligst på trivelige dyr. Pelslus overlever i sommerpelsen på råvildtet, mens de bliver til flere.
Mange bukke på reviret
Hvis man vil have mange bukke på reviret, dvs. mange bukke at vælge imellem under bukkejagten, skal man ikke skyde bukkelam i efteråret. Man skal selvfølgelig afskyde små og dårlige bukkelam, da enhver forvaltning af råvildtet altid skal have sunde dyr som første prioritet.
For at kunne have mange bukke på det samme revir, kræver det også, at man er opmærksom på de bukke, som har en meget aggressiv adfærd og en udpræget territorial adfærd. Dette hænger ofte sammen med alderen, men det ses også, at unge bukke kan have disse tendenser, hvorfor det er vigtigt at få disse afskudt, da de ellers vil begrænse antal af bukke på reviret.
Trofæjagtens bagside
De fleste bukkejægere vil gerne skyde store bukke, men der bliver længere og længere mellem de store bukke i Danmark. Forvaltningen af vores råvildt er gennem årene blevet dårligere, hvilket i min optik direkte kan overføres til den stigende interesse, der er for trofæjagten. Når jeg skriver trofæjagt, er dette ikke ensbetydende med store bukke – men mange bukke.
Lidt firkantet sagt kan man sige, at når en bestand bliver beskudt hårdt fra en kant (læs bukke), sker der en skævvridning af kønsfordelingen, og når alle vil skyde bukke med “store” trofæer, og undlader at skyde bukke med “dårlige” trofæer, så går det galt. Når man samtidig forvaltningsmæssigt nedprioriterer jagten på hundyr, sammenholdt med en intensiv fodring, holder vi gang i præcis de dårlige gener, som enhver fornuftig og målrettet forvaltning bør bekæmpe.
Den fynske syge er, som jeg altid har sagt, ikke en sygdom men resultatet af årtiers forkert forvaltning af råvildtet. Råvildtet har toppet i Danmark og skal nu igen finde et stabilt leje, hvor jeg håber, at vi jægere er blevet klogere omkring forvaltningen. På Jægers Top-10 har der i mange år været lutter guldmedaljer, men tro mig om der ikke allerede i år bliver ændret på dette. Sker dette, kan man jo passende spørge sig selv – hvorfor.
Store buketrofæer
Hvis man vil have store bukke på reviret, er der rigtig mange ting, man skal have for øje. En afgørende faktor for at man kan lave store bukke på et revir er, at man har et indgående kendskab til råvildtet, hvilket man kun får, hvis man færdes meget i naturen blandt råvildtet.
Hvis man ikke har det fornødne kendskab til råvildtet, kan enhver regne ud, at det er en næsten umulig opgave at få etableret en bestand bestående af sunde dyr. Dette er delmålet, som skal opfyldes, før man kan begynde at selektere sin afskydning, med henblik på at få store bukke på reviret.
Bukkelam og årsbukke afskydes ikke, medmindre de er små af krop eller går under betegnelsen dårlige dyr. Knopbukke (som er et års fænomen) afskydes kun, hvis de er små af krop, da ingen kan forudsige, hvordan en årsbuk sætter op, når den bliver 3-4 år gammel.
To-årsbukke afskydes nænsomt og specielt i dårlige gevir-år. På tre-årsbukkene begynder man at kunne se potentialet i de forskellige bukkeopsatse, og her er det specielt tykkelsen på den nederste tredjedel af stangen, man skal holde øje med. Det er også i denne aldersgruppe, at man skal få afskudt bukke med en udpræget territorial adfærd, uanset hvor godt de sætter op, da disse bukke kræver meget plads.
Man kunne skrive en hel bog om dette emne, hvilket jeg også har hjort i bogen “Råvildt og medaljebukke”. I denne bog kan du få “opskriften” på en sund forvaltning af råvildtet, og hvis du vil lave store bukke, står dette også nøje beskrevet i bogen.
