TEKST: PER KAUFFMANN.
FOTO: PER KAUFFMANN SAMT WILDLIFE WORLD, MICHELE ALDEGHI OG SERGEY URYADNIKOV/SHUTTERSTOCK.
Det er ikke ofte, man får lejlighed til at gå på jagt i udlandet med sin egen hund, men nu kom der så en pludselig invitation til at tage Bretonerne med til Norge. Det er der en del danske jægere, der har fornøjelse af hvert år, men oftest for at jage ryper på fjeldet. Denne invitation gjaldt imidlertid skovfugle og omfattede ikke blot mig og min kæreste, Dorte, men også min svoger Michael og søster Lene, der begge er meget optagede at jagten med stående hund.
Med spændte forventninger drager vi derfor alle fire af sted mod nord. Ikke højt mod nord, blot øst for Oslo og derved stadig i den sydlige del af broderlandet, som engang tilhørte os. Og vi skulle aldrig have solgt det land. Så havde vi i dag været landfaste med Rusland og haft næsten 10 gange så meget areal at boltre os på. Plus rensdyr, elg, ulv, bæver, bjørn, jærv, los, lemming, urfugl, tjur, hjerper og ryper. Og samer ikke at forglemme.
En gang var det vores
Danmark fik Norge under neglene, da den norske kongerække uddøde i 1387, og landet gik ind i en union med Danmark, i Norge populært kaldet “400-års natten”. Et navn de fandt på, fordi de tydeligvis var den svagere part i unionen. Efter at Danmark mistede sin flåde under Napoleonskrigene og yderligere var gået bankerot, blev Norge afstået til Sverige, og så var det slut på det eventyr. Stigende norsk irritation over svenske bestræbelser på at befæste sin overhøjhed lagde grunden til opløsningen af den norsk-svenske union i 1905, hvor den norske regering tilbød tronen til den danske prins Carl. Han var nummer to i den danske arvefølge efter sin bror Kong Christian 10. af Danmark, i Sønderjylland mest kendt som Kette Kryds. Efter en folkeafstemning blev prins Carl udråbt til konge af Norge, og han tog navnet Haakon VII.
Men nu er det jo ikke for at tage Norge tilbage, at vi tager derop. Vi vil blot smage på det norske, se nogle fyrreskove, skyde lidt tjur, lidt urfugle og lidt hjerper. Det hele er muliggjort af storbonden, Jakob Jødahl og skovmagnaten Pelle, i hvis skovhytte vi har fået lov at bo. Ikke uvæsentligt medbringer vi 3 hurtiggående Bretoner: Petit, Emma og Luna. Det kan næsten ikke slå fejl.
Ankomst i mørket
Det er ud på aftenen og allerede mørkt, da vi når frem til Pelles skovhytte ved Ovlien. Der er ikke noget værre end at ankomme til et nyt sted i mørke, og hytten skuffer da også fælt. Her havde vi forventet en lille ydmyg hytte med hul i taget og das i baghaven. Foran os toner imidlertid en decideret luksushytte frem i form at et helt nyt bjælkehus med alt til faget hørende. Luksuskøkken, fladskærm og to badeværelser for nu at nævne et par ting. Herudover er der et nyt elgslagteri under opførelse, idet Pelle og en håndfuld venner hvert år skyder en del elge i området. Til gengæld er der ikke meget pres på skovfuglene, og der skydes kun nogle få af dem hvert år, så der skulle være rigeligt at tage af. Det eneste betænkelige islæt er ulvene, der er begyndt at indvandre fra Sverige. Ugen før blev der skudt en ulv nogle få kilometer fra skovhytten. Ham, der skød ulven, måtte melde det til myndighederne, da hjemmesygeplejersken var på besøg for at kigge til den syge fader. Der har derfor været en større efterforskning af det ulovlige drab på ulven, en sag, der i Norge takseres til adskillige års fængsel. Ulvenes indvandring har betydet, at der ikke længere er råvildt i området, og bestanden af elge er gået meget ned. Men ulve er ikke fuglejægere, så bestanden af skovfugle er intakt.
Regnfuld premiere
Den første dag tilbringer vi med at lede efter fugle langs vejene for ikke at risikere at gå vild. Skoven er på ikke mindre end 2500 hektar, og da vi ikke kender den endnu, er det bedre at sikre sig en vis landkending. Heller ikke Norge er gået fri af den megen regn, der er faldet over Skandinavien de måneder. Det betyder, at terrænet er aldeles vådt, og de steder, der ser ud til at være de allerbedste for fuglene, viser sig at være forræderiske. Den smukke overflade med lyng og bærbuske dækker over moser, som ikke kan bære et menneske i almindelig størrelse. Vi holder os derfor væk fra de store myrer og koncentrerer os om de skovbevoksede skråninger. Allerede efter få minutter får søster en stand på en af hundene. De befinder sig i en lavning tæt ved den flittige elv, så jeg kan kun se, at svoger trækker an med geværet i klarstilling. Så rejser en fugl, men der lyder ingen skud. Da vi senere mødes længere fremme, forklarer Michael, at det var en slags vadefugl, de havde lettet, og derfor forblev bøssen tavs.
Der er regn på vej de næste dage, men i dag er det næsten vindstille og med delvis solskin. Vi leder og leder efter fugl, hundene arbejder fornuftigt, men det bliver kun til et par tynde situationer. Det er tydeligt, at vi ikke går de rigtige steder. Ligeså tydeligt er det, at hundene lige skal vænne sig til en anden fært, end når der er tale om fasaner og agerhøns. Alle hunde har adskillige markeringer, men får ikke sat fuglene. Det er mit indtryk, at der er fugle i drevene, men de løber tilsyneladende fra hundene. Flere gange hører vi vinger i tykningerne foran os. Tættest på er Luna, der står overbevisende i kanten af en myr. Da vi nærmer os, letter to urfugle 30 meter til højre for hende. Både hun og vi er snydt.
Det bliver en ganske kort aften. Efter et større medbragt måltid og et par glas vin blusser vi alle om kap med brændeovnen. Den friske luft fornægter sig ikke, og Yatzy-spillet snegler sig af sted uden det store engagement. Endelig kan vi komme under dynen og drømme om godt hundearbejde og perfekte skud. I morgen…
Hundene kommer til kort
Den anden dag er både mennesker og hunde lidt stive i koderne, og da det samtidig sætter ind med heftig regn, bliver det kun til en kort tur midt på dagen. Den tjurkok, der efter sigende skulle holde til omkring hytten, letter fra et træ på alt for langt skudhold. Men så har vi da fået bekræftet dens tilstedeværelse. Vi ser (eller nærmere hører) fugle, der letter, men mønstret er det samme som i går: hundene kan ikke holde dem. Skovejer Pelle kommer på besøg sidst på eftermiddagen og vil gerne gå med os næste dag. Heller ikke denne dag bliver nogen stor jagtdag. Generelt får vi en del stande, men de er kun kortvarige og usikre. Generelt får vi en del stande, men de er kun kortvarige og usikre. Jeg skyder forbi på en hjerpe, der skruer sig bagud mellem stammerne, og Michael skyder forbi til en urkok på tilsvarende vis.
Det er naturligvis ærgerligt, men humøret er stadig højt, især da Dorte har samlet en del kantareller og derved kan give frokosten et ordentligt pift. Om eftermiddagen har vi flere fugle på vingerne, men altid for langt ude. Men vi har set fugle og er optimistiske, især hvis regnen skulle stoppe og vejret blive bedre. En lille solstribe og en let vind ville være en stor hjælp.
Endelig på tavlen
Næste morgen må vi igen konstatere, at det har regnet bravt hele natten, men ud på formiddagen klarer det op, og vi søger straks op mod en stor nyskovning, som Pelle har fortalt om. Allerede inden vi slipper hundene, kommer en tjurkok på tværs i den sædvanlige afstand, altså 60 meter. Emma får en stand langt fremme, men lykkes tilsyneladende med at holde fuglen. Da jeg langt om længe kommer frem og giver rejseordre, bliver hun imidlertid igen usikker og går langsomt frem. Så letter der en fugl. Det ville være synd at sige, at det er nogen præcis rejsning, for den tager på vingerne mindst 30 meter foran hende. Men jeg er fulgt med hende i noget, der minder om hurtig gang, og er tættere på fuglen end hende. Den store tjurkylling stryger lavt hen over de sorte træstubbe, men bliver indhentet af en ladning hagl. Sekunder senere er jeg fremme, hvor den slog i lyngen, men kan kun finde en bunke fjer. Emma går frem for at finde den, men Petit er kommet til og kan snart efter forsøge at snige sig forbi mig med tjuren i et fast greb i munden. Ingen tvivl om, at han helst vil aflevere sin fangst til søster…
Vi holder en fortjent pause og kan glæde os over, at turens første stykke vildt er på tasken. Så er det altså ikke helt umuligt at jage skovfugl med stående hunde og uerfarne skovfuglejægere. Senere har vi flere fugle i luften, herunder en flot tjurkok, som vi ikke lykkes med. Under middagen, der består af mørbrad og aldeles nylavet tyttebærsyltetøj, kommer vi frem til, at vi har set 18 fugle denne dag.
Vi er blevet meget klogere
Sidste morgen står vi op til øsende regnvejr. En stor skuffelse. Havde vi vidst den første dag, hvad vi ved nu, ville vi have udnyttet hunde og terræn meget bedre og sikkert skudt en del fugle fra starten. Siden har det regnet hver nat og de fleste lyse timer, hvilket har gjort det svært. Skovvejene er somme steder helt borteroderede af vandet. Vi tager gårsdagens succesfulde skovning igen, men i dag er der kun få fugle, og der kommer ingen chancer for at forøge udbyttet. Senere finder vi et sted længere mod nord, hvor der er en stor myr, der ikke er alt for våd. Luna arbejder ihærdigt på en fugl, der dog snyder hende. Hundrede meter længere fremme og lidt ude til højre finder Emma den igen og tager en fast stand. Da jeg giver rejseordre, kommer en udfarvet urkok i luften. Straks kan jeg mærke, at jeg rammes af urfuglefeber. Tilmed flyver den desværre lige frem, holder sig lavt, zigzagger, dækker sig ret godt i buskene, og jeg bommer to gange, til stor fortrydelse for både Emma og mig selv. Senere bommer jeg på en tjurkok, så det er ikke kun hundene, der har det svært med disse skovfugle. Til gengæld er der triumf ovre hos Michael, der lykkes med at skyde en urkok. Den er dødskudt i første skud, men nu tager vi ikke flere chancer, og han når at skyde den en gang mere, inden den lander med et blødt bump i myren. Så lykkedes det alligevel for os begge at komme på tavlen, inden det bliver tid til at gøre klar til hjemrejsen.
Så vinker de farvel til os
Næste morgen kører vi de fire kilometer, der er ud til, hvor landevejen begynder. Hundrede meter før den hullede asfaltvej går to tjurhøner ret foran mig. Jeg får skudt kameraet af, mens de begge vender mig ryggen og går væk. Den ene går til højre og letter tungt. Den anden forsvinder ned i vegetationen til venstre. Ligesom jeg sætter bilen i gang igen, får jeg øje på tjurkokken, der står 30 meter inde i skoven. Stolt og strunk holder han øje med mig og forventer, at jeg nu kører videre. Da jeg stopper anden gang, bliver det for meget for ham. Han strækker hals, drejer sig mod højre og letter elegant for få sekunder senere at være borte. ”Dette er mit revir, de to høner er mine, og hvis du kommer igen til næste år, kan du stadig finde mig her”, tænker jeg, at han tænker. ”Men tro ikke, at det bliver nemt, for jeg vil give dig kamp til stregen, og nogen tjursteg skal du ikke sætte næsen op efter”.
De norske skovfugle, tjur, urfugl og hjerpe må alle skydes fra 10.9 til 23.12.
De norske jagttider
Tjur – Storfugl – Tetrao urogallus
Tjuren er også kendt som skovgrouse og udgør det største medlem af grouse-familien. Hanen kan opnå en længde på op til 115 centimeter og veje op til 6 kilo. Hønen vejer kun det halve. Tjuren er ikke nogen elegant flyver på grund af sin kropsvægt og korte, afrundede vinger. Til gengæld frembringer vingerne en tordnende støj, når de letter. Tjuren lever af en række knopper, blade, bær, insekter og græsarter. Om vinteren æder de hovedsageligt nåle og skud fra fyrretræer, grantræer og ind imellem løvtræer. Bestanden i Skandinavien og Østeuropa er ikke truet, men i Skotland er det gået kraftigt tilbage for tjuren. Tjuren er vanskelig at jage med stående hund, idet den gerne forsøger at løbe fra hunden. Og med de lange ben løber den stærkt og langt. Inkarnerede jægere siger således, at når hunden har stand, så går du en kilometer længere frem – og der letter fuglen.
Urful – orrfugl – Lyrurus tetrix
Kokken er 55 centimeter lang og vejer mellem 1 og 1,5 kilo, mens hønen er noget mindre. Især kokken er karakteristisk med dens helt sorte, blåskinnende fjerdragt og den lange lyrehale, der er hvid på undersiden. Urfuglen lever helst i nåleskove med moser og rydninger, lyngheder og højmoser. Føden består især af birkeknopper, men også knopper fra andre træer samt bær, frø og forskellige urter indgår i føden. Fuglen findes over store dele af Norge, Sverige og Finland, men blev erklæret uddød i Danmark i 2001. Herudover er der en stor bestand i Rusland, Baltikum og videre østover gennem Asien. Mod vest findes den i Skotland, hvor den kaldes black grouse. Ud over hannens prægtige fjerdragt er urfuglen især kendt for hannernes “spil” i yngletiden, hvor hannerne mødes inden for et ret lille område (spillepladsen) og gør sig til. Urfuglen er en udpræget standfugl, som kun sjældent bevæger sig over større afstande.
Hjerpe – jerpe – Tetrastes bonasia
Et af de mindste medlemmer af skovhønsefamilien, idet den har samme størrelse som en agerhøne. Den yngler i hele det nordlige Europa og Asien i tæt, fugtig, blandet nåleskov og er ret almindelig i Sverige og Norge. Både kokke og høner har næsten samme størrelse, og voksne fugle vejer kun omkring 400 gram og har en længde på 35 cm. Hjerpen kan kun vanskeligt forveksles med andre fugle på grund af dens størrelse. Hjerpen skønnes i tilbagegang i store dele af dens udbredelsesområde. Den er et skattet jagtobjekt på grund af sit fine kød.
Når hjerpen lettes, flyver den sjældent særligt langt og har tendens til at sætte sig i et træ i nærheden, inden den flyver videre. Den er derfor normalt ikke særlig svær at jage og kaldes ofte for ”tjurjægerens trøst”.
