Foto: Louise Johansson og Härkila
Freja beskrives som den mest kendte og blandt de vigtigste af gudinderne i den nordiske mytologi. Et passende navn til et jagtsæt fra Norden til Nordens jagende kvinder, og vi fandt det derfor oplagt at teste sættet på en svensk elgjagt.
Testen blev udført af en hundefører på trykjagt på elg og vildsvin i de sydsvenske skove på en dag, hvor morgentågen blev udskiftet af regn, hvor de langstrakte myrer bød på vand fra neden, og de tætte ungskove bød på vand fra siden, og de høje granskove bød på læ og stille venten med hundeglam i baggrunden.
Freja er designet til den aktive jæger. Der er fokus på funktionalitet og praktiske detaljer, og på denne jagt blev der stillet krav til både vandtætheden og åndbarheden. Opgaven som hundefører sender dig igennem uvejsomt terræn, der både giver sved på panden og stiller krav til tøjets vandtæthed, når det regner, og den tætte skovs våde grene ustandselig slår mod ærmer og lår. Kun tøj af høj kvalitet klarer alle disse udfordringer på en og samme tid.
Freja løftede opgaven elegant og holdt testpersonen tør det meste af dagen. Takket være HWS-membranen med sin gode åndbarhed og de gode ventilationsmuligheder – under armene på jakken og bag lårlommerne på bukserne – kommer du hurtigt af med kondens og holder dig tør indefra, selv efter lange vandringer i vanskeligt terræn, hvor du har skyndt dig for at komme frem til din post. Samtidig sørger membranen også for at holde dig tør og varm mod vejr og vind, og da alle lynlåse er foret med kanter, der lukker tæt omkring låsetænderne, er der heller ikke risiko for lækage her.
Velfungerende detaljer
Sættet har mange gennemtænkte detaljer, der fuldender indtrykket af et funktionelt jagtsæt for kvinder, der bevæger sig meget under jagt. Ud over den funktionsdygtige membran og de tætlukkende lynlåse har sættet, som nævnt, gode ventilationsmuligheder både i jakke og bukser, som er nemme at åbne og lukke for at kunne regulere kropstemperaturen. På den måde kan sættet holde dig behageligt varm, uden at du føler dig svedig og våd.
Jakken har skrå brystlommer på begge sider, der er designet til jagtradioen med et smart hul ovenover, hvor antennen kan stikke ud. Også dette hul har fået tætlukkende kanter for at minimere risikoen for, at vand trænger ind. Lommerne er smarte og gode at have, men det er dog ikke alle radioer, der passer lige godt i disse lommer, og radioen kan, hvis den ikke er af den mindre type, komme til at sidde lidt trykkende over bysten. Med den rigtige radio med tilhørende høresnegl er lommerne praktiske og gør, at du let kan bære en radio med dig, uden at den generer. Det er dog obligatorisk at have en høresnegl, da placeringen af radioen og antennen kan være lidt tidskrævende, så når det først sidder der, skal det helst blive siddende resten af jagtdagen.
Ud over brystlommerne er jakken forsynet med gode sidelommer og en god inderlomme. Lommerne er små i overensstemmelse med tøjets stil og helhed, som er let og enkel. De små lommer kan godt være en ulempe, men bidrager til, at sættet føles meget let.
Jakken har også en god hætte, der er tilpas dyb og formbar til at være rigtig anvendelig. Den kan dog ikke tages af, hvilket kan opleves som en svaghed, hvis man ikke er typen, der bruger hætte så ofte, og som gerne vil have et så minimalistisk sæt jagttøj som muligt.
Bukserne har lårlommer på begge ben. De er også ganske små, men giver alligevel mulighed for at bære lidt ekstra udstyr med sig, hvis det ikke fylder for meget. I den højre lomme er der desuden lavet mindre lommer til riffelammunition. Bag lommerne sidder ventilationsåbninger ind til benene, der kan åbnes, når det bliver for varmt. De åbner ind til et mesh-for, så der ikke åbnes direkte ind til de bare ben, men stadig gives rigelig ventilation.
Pasform
Inden for de seneste år er der sket meget inden for pasformen på jagttøj til kvinder, og Freja er et rigtig godt eksempel på tøj, der følger den nutidige pasform, der er tilpasset det, mange nordiske kvindelige jægere foretrækker.
Testpersonen har en str. 36 og er 170 cm høj og oplever ikke, som det ofte har været tilfældet før, at bukser eller ærmer stumper. Ligeledes er der god plads i ærmerne, også til en ekstra trøje – selv i str. 36, som må ses som værende en mindre størrelse. Dette er selvfølgelig en fordel, når det handler om skydning, hvor det er vigtigt med fri bevægelighed for armene.
Taljen er normal til lav, og der er rigtig god plads til at bevæge sig i hele sættet. Det er meget behageligt at have på, og takket være et for med stretch og glat overflade følger det dig godt, når du bevæger dig, og du føler dig aldrig begrænset af tøjet.
Jakken er af den korte type, hvilket bidrager til den lette følelse, og da den følger din krops bevægelser rigtig godt, oplever du ikke, at du skiller ad eller bliver kold på midten. Samtidig er tøjet blødt og lydløst og meget let.
I det hele taget giver sættet indtryk af at være godt gennemtænkt. Det har en feminin, enkel pasform og er meget behageligt at have på.
Sættet fås i størrelse 34-46. Jakken koster 3.299 kr. og bukserne koster 2.499 kr.
+ PLUS
- Åndbarheden, ventilationen og vandtætheden er i top. Tøjet holder dig godt varm, men kan samtidig effektivt lede varme og kondens væk fra kroppen, så du ikke bliver kold efter fysisk aktivitet.
- Pasformen og det lette design samt stretch-materiale gør, at du kan bevæge dig frit og aldrig føler dig hindret af dit tøj.
- Materialet er blødt og let og helt lydløst, hvilket gør det optimalt for pürschjagt.
- Der er ikke mange ekstra lommer og detaljer, men der er det, der er behov for.
– MINUS
- Hætten kan ikke tages af. Dette er ikke et stort minus, da den er udformet let og praktisk og med mange muligheder for at indstille den, så du også let kan se til siderne, men det havde været praktisk, hvis man kunne tage den af.
- Brystlommerne til jagtradioen med hul til antennen fungerer fint til en jagtradio af den mindre type, og hvis du har en høresnegl. Hvis du behøver at få fat i din radio flere gange i løbet af en dag, bliver det dog bøvlet, og hvis radioen ikke er en lille model, kan den godt komme til at sidde og trykke.
- I det hele taget har sættet ikke megen lommeplads, men dette kan også være en fordel, da det gør tøjet mere let og elegant.
- Det bløde materiale, der gør sættet så lydløst, har en overflade, som hundehår kan sætte sig fast i, hvilket kan være til gene, hvis man har en jagthund, der fælder meget.