Test af Optisan EVE 3-12x56i

Markedet for sigtekikkerter er enormt, og det er udbuddet også.

TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN, KLARTXT. FOTO:  JAGT-JAKT OG TORBEN MØLLER-NIELSEN

Det er efterhånden mange år siden, at de eneste kvalitetskikkerter kom fra de tysktalende lande. I takt med, at priserne på gode sigtekikkerter er steget og steget og efterhånden har nået højder, hvor det er blevet den dyreste enkeltdel i en riffeljægers udrustning, er der også blevet skabt et marked for mere prisbillige sigtekikkerter – kikkerter, der både kan levere varen kvalitetsmæssigt rent optisk, og som også honorerer de krav, som en moderne jæger stiller til anvendeligheden af kikkerten til fx skumringsjagt. En af de nye spillere på det marked er Optisan Eve 3-12x56i.

Optisan har deres egen quick-release, Optisan QRA, i stål som passer til Weaver-montager. Den fås i low, medium, high og extra high og koster såmænd kun 699 kr.

Skumringsjagt

Optisan Eve 3-12x56i er en kikkert uden så mange dikkedarer. Det er tydeligt, at den er lavet til jagt i dagslys på normale afstande i Danmark, dvs. mellem 50 og 150 meter, hvor langt det meste hårvildt nedlægges med riffel. Og så har den, som næsten alle sigtekikkerter i dag, et indstilleligt belyst sigte, som gør, at den også kan bruges til skumringsjagt, hvor det er vigtigt at kunne se sigtet i forhold til byttet.

Producenten har endvidere valgt et lettere modificeret tysk sigte 4 med tre tykke stolper i henholdsvis sider og bund samt en tynd stolpe i toppen. Endvidere er alle stolper tynde omkring det belyste røde dot i midten. Denne kombination gør, at øjet hurtigt ledes mod centrum af sigtet, og stolpernes tykkelse generer ikke billedet af dyret gennem kikkerten. Det er en god og stabil løsning, som fungerer.

Indstillingen af lysstyrken i kikkerten sker via den venstre drejeknap, som har seks indstillinger.

Tænd og sluk

Indstillingen af det belyste sigte er dog ikke optimalt i min bog. Der er seks forskellige indstillinger med 6 som det kraftigste lys, og det er kraftigt, skal jeg hilse at sige, da der kommer så meget lys, at også stolperne nærmest lyser. Det er nok lige i overkanten.

Til gengæld er man lidt i tvivl, om der overhovedet er tændt, når kikkerten er indstillet på 1. Det gør det heller ikke lettere, at der faktisk ikke er en 0-indstilling eller off knap, men at der slukkes for lyset, når der klikkes mellem hver indstilling, dvs. styrke 1, sluk, styrke 2, sluk osv. Det skal man nok lige vænne sig til.

Lyset slukker heller ikke af sig selv, når sigtekikkerten har været stille et stykke tid, så hvis man har glemt at stille knappen på en af off-positionerne, når man sætter riflen i våbenskabet, er der en rimelig risiko for, at der skal et nyt batteri i. Det er heldigvis et af de gængse fladceller nr. 2032, som hverken koster alverden eller er svære at få fat på.

Optisan Eve er i mine øjne ganske harmonisk designet og opbygget.

Flot design

Det er en stor og tung kikkert. Dimensionerne på næsten 35 cm i længden og en vægt på ¾ kilo gør, at det ikke lige er en sigtekikkert, man overser. Men den er faktisk ret flot designet og virker på ingen måde klodset.

Man har valgt at have højde- og sidejustering midt på kikkerten, som man plejer, men så har man sat lysjusteringen på venstre side med en drejeknap, der svarer til justeringsknapperne i både højde og drøjde. Det giver kikkerten et meget afbalanceret udseende og gør også, at objektivdiameteren på 56 mm ikke virker lige så voldsom som på andre fabrikater.

Samtidig er Optisan Eve 3-12x56i fremstillet i et stykke aluminium, der er lakeret matsort, og som oser af kvalitet. Indstillingen af forstørrelsesgrad fra 3 til 12 gange forstørrelse sker via en ret stor riflet ring ved okularet med en tydelig forhøjning ved 6x forstørrelse. Det gør det ekstremt let både at ændre forstørrelse og også berøringsmæssigt at vide, nogenlunde hvor man er henne rent forstørrelsesmæssigt, hvis lysforholdene er dårlige, og det skal gå hurtigt.

Det er præcis sådan en feature, jeg hellere ville have på min egen kikkert i stedet for muligheden for at låse sigtet fast på en bestemt forstørrelse. Chancen for, at man ved et uheld kommer til at ændre forstørrelsen, er alligevel nærmest nul.

Der er en fin randskarphed og klarhed i glasset fra Optisan, men farvegengivelsen kunne være bedre. Det tyske sigte 4 fungerer fint!

Godt billede

Den oplevede optiske kvalitet er godkendt i forhold til prisen. Billedet er klart, randskarpheden rimelig, og ikke mindst er mængden af lys, der kommer ind under dårlige lysforhold, ganske fin. Farvegengivelsen er ikke den bedste.

Selvom det har været en lang og tør sommer, og den dominerende farve efterhånden er gul, bliver farverne gengivet gennem glasset i Optisan Eve alligevel lige en tand mere fesne end det, som man ser, når man løfter øjnene over sigtekikkerten. Men jeg er alligevel imponeret over glassets kvalitet i en kikkert, som koster en femtedel af en tysk premium-kikkert, og jeg vil hellere have masser af lys ind i min sigtekikkert end fuldstændig naturtro farver.

God kvalitet til prisen

I det hele taget er jeg imponeret over den fornemmelse af kvalitet, som var det umiddelbare førstehåndsindtryk, jeg fik, da jeg pakkede Optisan Eve 3-12x56i ud. Der er ikke noget, der rasler. Alle tilpasninger er fine, og justeringsknapperne har de der helt friske klik, som både kan føles og høres.

Derudover er der riller på justeringsknapperne alle de rigtige steder og med en dybde, så man kan få ordentlig fat, også selvom man har en handske på. I det hele taget virker det som om, at der har siddet nogle designere, som rent faktisk har prøvet at sidde i et tårn, mens mørket falder på, og har skullet justere deres kikkert og tænkt: Det kan jeg gøre bedre!

Det er klart, at man i dyrere premium-sigtekikkerter får flere features og bedre optik. Det får man så også lov til at betale for. En hel del mere end for denne sigtekikkert, som har en vejledende udsalgspris på 3.799 kr. Så må det jo være op til den enkelte, hvor meget man vil betale, og om man synes, at man får nok for pengene. Jeg ville i hvert fald ikke tøve med at sætte Optisan Eve 3-12x56i på min egen riffel og bruge den til anstandsjagt her i Danmark.

Kikkerten forhandles i Danmark af Jagt-Jakt, og de har også flere andre modeller af fra Optisan, hvis man fx hellere vil have en anden forstørrelse eller nogle andre features. Du kan finde flere informationer her: jagt-jakt.dk

Optisan Eve 3-12x56i

Sigte                                       German No. 4

Sigte, farve                           Rød

Belyst sigte                            Ja

Indstillinger for lys             0-6

Finish                                     Mat sort

Forstørrelse                          3-12

Diameter, objektiv              56 mm

Øjeafstand                            88,9-96,5 mm

Synsfelt @ 100 yard/91m   2,83-11,18 m

Diopter-justering                +2 til -2

Rørdiameter                          30 mm

Parallaxe-justering              Parallaxe-fri ved 100 yard/91m

Max justering sideværts     15 mil

Max justering op/ned         15 mil

Justeringsenhed                   0,1 mrad

Materiale                              Aluminium

Coating                                Multi-coated

Temperaturområde            -20 til 50 C

Længde                                 342 mm

Vægt                                      772 gram

Rør diameter                       30 mm

Torben Møller-Nielsen
Torben Møller-Nielsen
Redaktør på JAGT, Vildt & Våben

Læs mere

Nyheder