Foto: Swarovski

Swarovski sendte et temmelig interessant produkt kaldet AX VISIO på markedet i starten af januar måned. Det er grundlæggende set en 10×32 Swarovski kikkert med integreret digitalt kamera og software med kunstig intelligens til genkendelse af fugle- og dyrearter.

Under observation af fugle og dyr kan du med tryk på en knap få vist artsnavnet direkte i dit display. På nuværende tidspunkt kan enheden genkende op til 10.000 fuglearter, helt uden forbindelse til nettet. Kameraet har 13 megapixel sensor med 4208×3120 pixels og leverer videoer i 1920×1080 opløsning til den interne hukommelse på 8 GB. På toppen af enheden finder du tre simple knapper: én til tænd/sluk, én til justering størrelse af genkendelsesområde, og den sidste knap til autofokus, genkendelse og tag et billede. På bagsiden mellem øjnene er der et menuhjul, hvor du vælger den aktuelle tilstand som for eksempel genkendelse af fugle, genkendelse af vildtarter samt deling af observation.

Denne delingsfunktion er ret interessant og giver dig mulighed for at markere en observation, give kikkerten videre til en makker, der derefter bliver guidet til samme lokation med små pile i displayet. Kikkerten kan forbindes til din smartphone i kombination af bluetooth og wifi og styres via Swarovski outdoor smartphone app. Hvis du er inkarneret fugleentusiast og en smule teknologi fascineret, må det her være en fantastisk enhed at få fingrene i. Jeg ved godt, at det her er første udgave, og AX VISIO er bestemt ikke fremstillet til brug på jagt, men kombinerede hardware og software åbner virkelig store muligheder for at guide andre jægere, eksempelvis ved at parre en håndkikkert med en sigtekikkert. Vi glæder os virkelig meget til at teste AX VISIO her på grejredaktionen og holder skarpt øje med, hvad der kommer af innovation i kølvandet på denne spændende enhed.

Swarovski AX-Visio 10×32 koster 34.700 kr. – Find den hos landets Swarovski forhandlere.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: