Lars Sørensen er én af mange passionerede danske jægere, der smed riflen om skulderen og drog ud søndag den 16. maj. Han beretter:

Bukkepremieren, vi alle har glædet os til

”Vi er 10 jæger som har 85 ht skov i Kirke Såby på Sjælland. Som altid bliver der trukket lod om bukkepladserne og det er den plads man har hele dagen. Jeg trækker en plads i starten af skoven, så søndag den 16. maj tidligt om morgen sætter jeg mig på min plads, forventningsfuld om at se en buk eller bare nogle dyr. Vi har alle aftalt at mødes kl 08.00 ved vores Bålplads, for at se hvad der er skudt. Desværre kom der ikke nogen buk forbi min plads den morgen, men hele 7 stk. dåvildt, et smukt syn må jeg sige. Men der var helt andetsteds, det blev til 2 bukke. Der var ikke andet for, end at tage afsted igen om aftenen.”

Bukken løber

”Jeg kører ud til jagten og sidder på min plads omkring kl. 19.00. Da der er gået ca. en ½ time ser jeg en pæn gaffelbuk ca. 150 m ude, men på den anden side af vores å. Jeg kan ikke komme til at skyde pga. bevoksningen, så jeg sidder og følger med i hvad den laver, og håber at den vil hoppe over åen og begynder at gå op imod mig. Det gør den, efter 10 min. Stille går den mod mig, ”yes” tænker jeg, og begynder at gøre mig klar til den kommer på skudafstand. Pludselig bliver bukken opmærksom, og jeg ser at der på skovstien kommer to personer gående, der lufter deres hund. Det ser bukken og i fuld fart løber bukken væk. F… tænker jeg. Men det er der desværre ikke noget at gøre ved, så jeg tænker at den aften var overstået.

Efter 40 min. får jeg set, at der lige pludselig begynder at stå et lille træ og svaje frem og tilbage. Op med kikkerten og se hvad det er. Der står så en ny buk med en lidt kraftig opsats og er noget større end den første buk jeg så. Efter lidt tid begynder den at gå direkte op mod mig. Da den står ca. 75 m. og vender siden til skyder jeg. Jeg skyder med en Sauer 101 i 308w. Bukken opfatter overhovedet ikke hvad der sker, og den ryger ned i knaldet med det samme. Jeg sidder og venter ca. 10 min. inden jeg går derned. Der ligger så min flotte buk med en lidt speciel opsats.

Da jeg brækker bukken er hjertet skudt fuldstændig i smadder, så den har ikke opfattet noget som helst. Jeg var glad, må jeg sige. Vægten var 19 kg brækket. Min bukkehistorie endte godt alligevel.”

Skrevet af Lars Sørensen

Foto: Lars Sørensen råbuk 2021

DEL DIN HISTORIE

Her på redaktionen vil vi rigtig gerne modtage læserhistorier gennem hele bukkejagten, altså frem til den 15. juli 2021. Har du en god historie fra bukkejagten med et par billeder, som du ønsker at dele med os og Mit Jagtblad’s læsere?

Så smid den afsted til info@mitjagtblad.dk, og du deltager i konkurrencen om en skydestok fra Viperflex. Der trækkes lod den 16. juli 2021.