Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Støvletest Härkila Roebuck Hunter Sneaker

Nyeste skud af fodtøj fra Härkila lover uovertruffen komfort og vandtæthed, men leverer de varen? Læs med, når Michael Guldager tester Roebuck Hunter Sneaker igennem.

TEST OG FOTO: MICHAEL GULDAGER.

Häkilas nye, lette pürschstøvle, Roebuck Hunter, er på kun sølle 414g per støvle og er udviklet i samarbejde med erfarne buejægere.
Det skulle være Härkilas mest lydsvage støvle til dato og en støvle, som skulle give en god føling med det underlag, man langsomt sniger sig hen over for at komme helt tæt på vildtet.
Roebuck Hunter kommer i Härkilas fremragende AXIS MSP camo, samt vandtæt HWS membran.
Støvlen er lavet af et strækbart materiale, der slutter tæt om foden og er forstærket med ruskind for ekstra holdbarhed.
Jeg er selv buejæger, og når jeg leder efter en pürschstøvle, er det lige netop ovenstående kvaliteter, som Roebuck Hunter Sneaker tilbyder, at jeg går efter.

Nemlig en let støvle, som giver god føling med underlaget, så jeg kan bruge mere tid på at studere mine omgivelser, end hvor jeg sætter mine fødder, da jeg kan mærke underlaget og potentielle forræderiske små grene uden konstant at skulle sænke blikket mod jorden.
Jeg vil også lige nævne, at inden jeg fik denne støvle på fødderne, har jeg testet Vivobarefoot Tracker i cirka 5 måneder, hvor der ikke er nogen mellemsål. I Trackeren tog jeg indersålen ud, så jeg havde mest mulig føling med det underlag, jeg havde fremrykning hen over.
Jeg skriver dette for at give et referencepunkt for, hvor mit udgangspunkt var, da jeg startede med at teste Härkila Roebuck Hunter Sneaker.

Anmeldelse

Den famøse åbning.

Lad mig starte med malurten

Jeg har en høj vrist, så da jeg så støvlen, vidste jeg, at den ville være svær at få på, da jeg har erfaring med den slags åbninger, som Härkila har valgt at anvende i deres Roebuck Hunter. Og ganske rigtigt, så var den svær at få af og på ,samtidig med at jeg kunne høre nogle knæk-lyde i syningerne langs åbningen og ved hælen.

Det med, at man tydeligt kan mærke underlaget, er heller ikke helt rigtigt, det kommer an på, hvad man sammenligner med. Hvis man sammenligner med en konventionel let jagt/vandrestøvler/sko. Så er svaret ja. Så kan du mærke mere.

Men hvis du sammenligner med for eksempel Vivobarefoot Tracker, så mærker du ikke lige så meget, fordi der er en mellemsål i Roebuck Hunter.
De skriver også, at støvlen er vandtæt på grund af den HWS membran, der er i støvlen, så jeg gik ud i en løbende bæk og stod der i små to minutters penge for at se, hvad der skete. Efter de to minutter var mine fødder ikke våde, men der var steder, hvor jeg var blevet lidt fugtig.

Vandtætheden bliver testet første gang.

Men er der kun negative ting at skrive om denne støvle? Nej. Faktisk er der rigtig meget positivt ved denne støvle.
Jeg afprøvede vandtætheden ved at gå i en bæk, og selvom jeg efter to minutter kunne mærke noget fugt, så var der ikke nævneværdig forskel efter femten minutter i bækken.
Så jeg ville ikke tøve med at gå gennem vand, vådt græs eller sidde stille i regnvejr i flere timer med disse støvler, og de er vandtætte helt op til kanten.

Den første rigtige vandtæthedstest

Efter tre måneder, hvor jeg har gået i dem næsten dagligt, hvor de har været gennem tornekrat, dækket af mudder og generelt ikke blevet passet på, er de ikke blevet mindre vandtætte end beskrevet.
Hvis det, du laver, kræver mere vandtæthed, end det jeg oplevede, så ville du nok alligevel vælge en gummistøvle.

Roebuck Hunter Sneaker dækket af mudder.

Vægten skal også nævnes, da jeg syntes, at det er væsentligt. Dette er en let støvle, hvilket jeg personligt mener, er et must i en pürchstøvle.
Alle, der har prøvet at pürsche i et par store støvler, ved, at hvert skridt kan føles, som at du har dine børn hængende om benene.
Men når du har en let støvle på, så er du en skovninja, der er årvågen, og dine bevægelser er lette, flydende og yndefulde og ikke som en fuld tosse uden koordinering i kroppen.
Du lægger ikke mærke til, at du har dem på, og det gør, at du kan koncentrere dig mere om din pürsch end på, hvordan du overhovedet får løftet dit ben.

Snøresystemet holder støvlen tæt på ens hæl.

Roebuck Hunter Sneaker  forfra.

Härkila skriver på deres hjemmeside, at det er som at trække en strømpe på fødderne. Når først jeg havde fået den på, så sad den som støbt, og da jeg tog indersålen ud, var den både lidt nemmere at få på, og det gjorde også, at jeg kunne mærke underlaget mere.
Som en lille ekstra dejlig bonus, så føltes det ikke, som om at jeg svømmede i støvlerne, efter at jeg havde taget indersålen ud. De sad stadig godt og solidt på fødderne.
En af grundene til det, er det unikke snøresystem, der anvendes, som gør, at støvlen føles som en forlængelse af ens fod, hvor fod og støvle arbejder sammen som en enhed.

Minimalt med snørebånd.

Der er minimalt med snørebånd, men når du strammer til, så sidder støvlen urokkelig fast.

Igen skal det påpeges, at jeg har en høj vrist, og gummistøvler har jeg svært ved at få på, så det at jeg havde udfordringer her, er ikke det samme, som at du, kære læser vil have svært ved at få dem på. Bare prøv støvlen, inden du køber.

Støvlen ånder

Noget, som jeg straks lagde mærke til, var åndbarheden i støvlen. I mine Vivobarefoot Tracker fik jeg ret hurtigt varme fødder, hvilket gjorde, at jeg svedte og fik kolde tæer, når aktivitetsniveauet faldt. Men ved samme temperatur var mine fødder i Roebuck Hunter hverken varme eller kolde.
Jeg har testet Roebuck Hunter Sneaker under forskellige forhold og i temperaturer, som strakte sig fra 5-15 grader.
Da vi ramte 15 grader, begyndte jeg at få det lunt i støvlen under et lidt højere aktivitetsniveau. Ved temperaturer højere end 15 grader er jeg ret sikker på, at det bliver en kende varmt i støvlen. Men mellem 5-15 grader, hvor jeg var i bevægelse, så var det lige tilpas.

Hvis jeg kunne lave en version 2.0 af denne støvle, så ville jeg have en ny åbning, så selv vi med høj vrist nemt kan få den på uden at komme til at ødelægge den.
Jeg ville også fjerne mellemsålen helt. Ja, du mister lidt komfort, men man mærker underlaget meget mere, og for mig personligt er det vigtigere end yderligere komfort på pürsch.
Pasformen har de ramt 100 procent, så den ville jeg ikke røre ved, og åndbarheden var i den grad et plus.

Du kan købe Roebuck Hunter Sneaker hos Härkila til 1499,-
Eller hos din lokale grejpusher som fører Härkila.

Du kan se mere fra Michael Guldager på Instagram på: @huntingfamilyman

Læs mere

Nyheder