Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Stiff upper lip og geværer i verdensklasse

Holland & Holland har i mere end 165 år repræsenteret klassisk engelsk håndværk, når det er bedst. 
AF LARS BO BLARKE.

Våbensmede på arbejde.

Klassisk engelsk håndværk! Man skal bare lukke øjnene et øjeblik, smage på ordene og snuse ind. Der bliver lynhurtigt kaldt en serie billeder frem for det indre blik: Hundredårige gamle værksteder badet i blødt lys med små prikker af fint støv. Håndværkere, der sidder eller står ved deres borde og arbejder koncentreret med rolige, små og perfekt koreograferede bevægelser. Og når man mærker efter, kan man endda fornemme den behagelige duft af træ, olier, metaller og andre materialer, der er nøje udvalgt og som hver især repræsenterer det bedste af sin slags. Man er slet ikke i tvivl. Her bliver der frembragt det ypperste håndværk dag efter dag, år efter år.

Det bedste ved det hele er, at klassisk engelsk håndværk ikke bare er en hyggelig anakronisme. Det lever i bedste velgående, og man kan stadig finde butikker værksteder og fabrikker, hvor tiden har stået stille, hvor traditionerne er ubrydelige og hvor kvaliteten er kompromisløs.

Harris Holland var oprindelig tobakshandler og ferm til dueskydning.

En våbenglad tobakshandler

Hvis der er én by, der er kendt for produkter i kategorien ”klassisk engelsk håndværk”, er det London. Derfor er det heller ikke underligt, at det netop er i London man finder Holland & Holland. Ligesom navnet Saville Row giver jakkesæt-aficionados euforiske fornemmelser, er Holland & Hollands fabrik på Harrow Road det tætteste, man kommer på nirvana, hvis man har hang til, eller blot interesse for håndbyggede våben.

Grundlæggeren af Holland & Holland, Harris Holland, var ikke bøssemager af profession, han var tobakshandler. Men, han var ferm med et gevær i dueskydningskonkurrencer, og han begyndte stille og roligt at tage imod bestillinger på at bygge geværer. I 1850 lagde Harris Holland endegyldigt tobakshylderne bag sig og blev fuldtidsvåbenmager på Bond Street i hjertet af det fashionable Mayfair.

10 år senere ansatte Harris Holland sin nevø, Henry William Holland, som lærling. En ung mand, der viste sig både at være innovativ og have en fantastisk forretningssans. Henry blev partner i 1876 og firmaet fik det ekstra ”Holland” med i navnet.

Den første fabrik blev bygget i 1893, og på grund af den store efterspørgsel blev endnu en fabrik bygget fem år senere. Den ligger stadig på adressen og er i fuld sving.

En succes i hele det britiske imperium

Der blev hurtigt rift om de håndbyggede våben fra Holland & Holland. Den engelske overklasse havde både råd til geværerne og rig lejlighed til at bruge dem. Ikke bare hjemme i England, men overalt i det hedengangne britiske imperium. Holland & Holland kan i virkeligheden takke de velhavende landsmænd for at udføre et solidt eksportarbejde over for købestærke udlændinge i alle imperiets afkroge. Det kan sagtens have været med til at sikre, at netop Holland & Holland i dag er blandt de få overlevende våbenmagere.


Geværet Paradox.

Våben, der har sat sine tydelige spor

Når man taler om kunstnere, hedder det hovedværker. Værker, der ændrede samtiden og som altid vil blive husket. For Holland & Holland er der ingen tvivl om, at ”Paradox” geværet, som så dagens lys i 1885, er blandt hovedværkerne. Det gælder også den berømte 0,375 H & H Magnum fra 1912, der har været med til at definere minimumskaliberen for geværer til jagt på ”the big five”. Et godt bud på et hovedværk fra nyere tid kunne være 0,700 Nitro Express, der er et resultat af konceptet, ”Products of Exellence”.

Der bliver kælet for enhver detalje.

Alting har sin pris – og den er høj

Afhængig af modelvalg bruger Holland & Holland mellem 650 og 1.000 timer på at bygge et præcisionsvåben. Fremstillingstiden er ikke mindst påvirket af ønskerne til gravering. En standardgravering tager i omegnen af 150 timer, en individuel gravering kan sagtens tage dobbelt så lang tid.

Facit på tidsforbruget er, at der kan gå to-tre år fra man bestiller sit våben til det bliver leveret. Og tålmodighed er ikke det eneste, man skal være udstyret med. Med priser, der uden problemer kan ende med 6 nuller, skal der skal være rigelig med luft i økonomien eller en sjælden samarbejdsvillig bankrådgiver, hvis drømmen om en håndbygget Holland & Holland skal gå i opfyldelse.

The Gun Room i London.

Er man tilfældigvis i London, kan man nyde synet af geværerne i Holland & Hollands imponerende Gun Room på Bruton Street i Mayfair. Man kan også slå vejen forbi Nancke Jagtliv, hvor man kan se ”pre-owned” våben med lidt færre nuller, i det hyggelige gunroom. Butikken er nemlig eneforhandler af Holland & Holland i Danmark.

Nancke Jagtliv er netop flyttet til ny butik i Gentoftegade 51, og er også repræsenteret, med en masse gode eksempler på Holland & Hollands kvalitetsvåben, på ”Jagtmessen” i Hillerød fra den 31 marts til den 2. april.

Læs mere

Nyheder