Brugen af moderne teknologi i forbindelse med hundearbejde bliver mere og mere udbredt og i takt med en øget udviklingshastighed, bliver produkterne også med tiden billigere.
Det vil derfor ikke overraske mig, om det indenfor en årrækker bliver normalt, at den almindelige familiehund bærer et hundehalsbånd med integreret pejl, aktivitetslog, pulsmåler, kamera m.m. Teknologierne er opfundet, så det er faktisk kun et spørgsmål om tid, før fabrikanterne får sammensat det hele i ét halsbånd til en brugervenlig pris.
Denne artikel omhandler dog kun sporingshalsbånd til vore brugshunde, og som nævnt skal et sådan sporingssystem ikke opfindes, da det allerede er opfundet. Det bruges i dag af flere og flere hundeejere samt foreninger, organisationer og virksomheder, som bruger hunde til at løse forskellige opgaver.
Vi overraskes stadig gang på gang over hvad vores hunde kan præstere, og ved brugen af moderne teknologi kan vi lære endnu mere, da vi bla. kan følge hundenes bevægelsesmønster når de hetzer, driver eller blot er med på en almindelig jagt. Derudover giver et sporingshalsbånd enhver hundefører en tryghedsfornemmelse, da man hele tiden har styr på, hvor hunden befinder sig i forhold til en selv.
Garmin førende på markedet
Det ikke skudt helt ved siden af, når Garmin omtaler deres virksomhed som verdensledende indenfor pejle- og navigationssystemer, da der ligger årtiers udvikling bag dette. De fleste har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med Garmins navigationsudstyr til bilen, men derudover producerer Garmin også navigationsudstyr til luftfart, marine, outdoor- og sportsaktiviteter. Det er under den sidste kategori, at vi kan finde Garmins GPS-sporingssystem, baseret på satellit- og radiomodtagelse, som denne artikel omhandler.
At man i Schweiss-registret i dag bruger et Garmin produkt er på ingen måde en tilfældighed. I starten af nullerne havde man et ønske om at kunne udlevere et brugbart pejleudstyr til samtlige registrerede schweisshundeførere, og i den forbindelse donerede Aage V. Jensen fonden et millionbeløb til indkøb af disse.
For at være sikker på at de mange penge blev brugt rigtigt, nedsatte Schweiss-registret en arbejdsgruppe, som skulle finde ud af, hvilke krav man skulle stille til udstyret, inden man indkøbte det.
Resultatet blev, efter flere års overvejelser og afprøvninger af flere forskellige mærker af pejleudstyr, at man i dag i Schweiss-registret udleverer GPS pejl af mærket Garmin Astro 320 samt et Garmin T5-halsbånd til samtlige registrerede schweisshundeførere.
Garmin Sporingssystem Brugt i Praksis
Man behøver ikke at have en større ingeniøruddannelse, for at kunne bruge Garmins GPS sporingssystem, men som med alt moderne teknologi bør man som minimum læse brugsanvisningen, inden man går i gang. Ønsker man at udnytte alle funktionerne i Garmins GPS sporingssystem – og tro mig der er mange, skal man læse manualen grundigt igennem flere gange. Ikke fordi det er svært at forstå, men udelukkende fordi dette produkt kan så meget.
Jeg er på ingen måde ekspert i brugen af Garmins GPS-sporingssystem, men alligevel har jeg i kraft af Garmins geniale løsning, med en kombination af GPS og radiobølger, på enhver eftersøgning 100% styr på, hvor min hund befinder sig, efter den er sluppet til hetz efter et anskudt/påkørt dyr.
På min håndholdte Garmin Astro 320 kan jeg på skærmen med det indlagte terrænkort se, hvor jeg står og samtidig følge min hunds bevægelse gennem terrænet.
Jeg kan på skærmen se, i hvilken retning hunden bevæger sig, ligesom jeg kan se om hunden er i bevægelse eller evt. står stille. Står hunden stille kan det være, at den har fanget dyret eller stillet det, og jeg kan derfor vælge at følge hundes spor ud til den, eller jeg kan slå over på kompasset og gå den direkte vej ud til dyret.
Jeg har hele tiden styr på hvor langt væk (meter/kilometer) hunden er i forhold til min position og kan derfor hurtigt komme frem til hunden. Er der større åer eller vandkanaler mellem hunden og mig, kan dette ses på kortet, og jeg kan planlægge den “nemmeste” og forhåbentlig den mest “tørre” rute ud til hunden.
På mange eftersøgningsopgaver kommer man langt omkring, da schweisshundene jo følger færten af det anskudte/påkørte dyr. Råvildtet kan gå langt, men deres flugtafstand er ingenting at regne i forhold til dåvildt og kronvildt.
Efter man har parkeret bilen foregår eftersøgningsarbejdet sjældent langs asfalt- eller grusveje, men mere over marker og enge samt gennem større eller mindre skov- og moseområder. Man kommer vidt omkring, og enhver kan forstille sig, at man efter at være slæbt rundt i den 10 meter lange rem bag en sporivrig og tændt ruhåret hønsehund i et større mose- eller skovområde, kan have svært ved at finde ud af, hvor man befinder sig i forhold til, hvor man er startet på eftersøgningen. I sådan en situation har det tidligere været en meget stor udfordring at finde tilbage til bilen. Jeg har tidligere brugt mange timer på denne opgave! Ja, jeg har endda ringet efter hjælp for at spare tid. Men efter jeg har fået Garmins GPS-sporingssystem, kan jeg på skærmen se, hvor jeg startede eftersøgningen i forhold til min nuværende position, og kan derfor nemt gå den korteste eller den nemmeste vej tilbage til bilen.
Jeg må sige, at når man først har lært at bruge Garmins GPS-sporingssystem og behersker de simple pejle- og navigationsmanøvre, er det svært ved at forstille sig, hvordan man tidligere har kunne løse eftersøgningsopgaverne, eller rettere sagt slutningen på en eftersøgningsopgave, hvor man tidligere skulle mange timer på at finde hunden eller blot tilbage til bilen.
Min hund forsvandt under hetzen på egnethedsprøven
Selvom jeg har været registreret schweisshundefører gennem de sidste 17 år, skal jeg, når jeg indstiller en ny hund til registret selvfølgelig bevise, at den nu også er egnet som schweisshund, inden den optages i Schweiss-registret. Når hunden er klar, hvilket min unge ruhår var i 12-måneders alderen, indstiller man hunden til optagelse i Schweiss-registret. Som tidligere legitimeret schweisshundefører stilles med god grund, lidt større krav til hund og fører, inden ekvipagen bliver godkendt og optaget.
Prøven kaldes en “Egnethedstest”, og en sådan var jeg til med min unge ruhåret hønsehund i starten af dette år. Selvom der stilles store krav til selve sporarbejdet, var det ikke her vi løb ind i problemer, da dette blev løst til UG. Afslutningen på prøven omhandler det, jeg vil kalde den “lette” del – nemlig et 200 meter spor med et enkelt knæk. Hunden slippes til hetz, og den skal blot følge sporet/færten ud til det udlagte dyr, mens jeg bliver stående, hvor hunden er sluppet til hetz. Da “Egnethedstesten” skal minde så meget som muligt om en “rigtig” eftersøgning, havde min hund selvfølgelig sit Garmin T5-halsbånd på, mens jeg selv havde min håndholdte Garmin Astro 320 i hånden. Efter jeg havde sluppet hunden til hetz, kunne jeg på skærmen følge hundens bevægelse frem i terrænet. Jeg ventede blot på at hunden skulle stoppe op ude ved det udlagte dyr, så jeg kunne markere stedet med et waypoint på skærmen, hvorefter det ville være nemt at finde ud til hund og dyr.
Men denne “lette” del af prøven blev på dagen mit mareridt. På vej ud mod dyret blev min ellers meget sporivrige unge hund overmandet af de på stamtavlen tyske linjers udprægede jagtlyst. I stedet for blot at følge sporet, valgte hunden at slå over på en friskere fært.
Samtidig med at jeg på min skærm kunne se at hunden forsvandt længere og længere væk fra mig, kunne jeg og dommerne konstatere, at hunden på et tidspunkt fik visuel kontakt til det levende vildt han sporede, hvilket resulterede i en højlydt halsen igennem skoven.
Det jeg vil fortælle med denne historie er, at uden mit Garmin hundesporingsudstyr havde det taget betydeligt flere timer, ja måske dage, før jeg havde fået kontakt med min hund igen. Med en schweisskollega (som på dagen var stifinder på prøven), og som i øvrigt også kunne følge min hund på hans håndholdte Garmin Astro 320, kunne vi følge min hunds hetz gennem skoven. Vi kunne se på skærmen, at hunden krydsende flere befærdede veje, mens vi forsøgte at køre i en retning, så vi kunne komme så tæt på hunden, at jeg kunne kalde på den. Det lykkedes efter lidt kørsel at få kontakt til hunden og få indkaldt den. Hunden befandt sig på daværende tidspunkt flere kilometer væk fra, hvor den blev sluppet til hetz, og uden pejleudstyr er det ikke sikkert, at vi havde fundet hunden den dag.
Afslutningsvis kan jeg oplyse at resultatet på prøven blev at vi dumpede, selvom vi bestod sporarbejdet på dagen. Det er nemlig et krav at hunden for at bestå “Egnethedstesten”, skal bestå den i min optik “lette” hetz. Jeg gik skuffet hjem, og efter at have tørret øjnene og ædt et par tudekiks, gik jeg i gang med at træne den afsluttende 200 meter frie hetz som en lydighedsøvelse. Her fik jeg fik tæmmet min unge hunds udprægede jagtlyst, og da jeg fik muligheden for at komme op til prøve igen efter 14 dage, bestod vi.
Tabte nøgler på en eftersøgning
Når man er på eftersøgning, er det vigtigt, at man har styr på, i hvilken lomme man lægger sine bilnøgler, og endnu vigtigere er det, at de forbliver i denne lomme. Apropos bilnøgler var jeg for nylig kaldt til en eftersøgning af et påkørt rådyr. Dyret var ramt af en bil og derefter flygtet fra stedet.
Efter nogenlunde at have fundet stedet, hvor påkørslen skulle være sket, sætter jeg T5-halsbånd og det brede halsbånd samt schweisslinen på hunden. Hunden finder hurtigt sporet fra vejen, hvor dyret er påkørt og trækker med næsen i jorden ind i et større meget tæt skovstykke, hvor jeg flere gange skal ned på alle fire og kravle for at komme frem. Efter at have sporet dyret flere hundrede meter, uden at støde på et varmt sårleje, eller at have set eller stødt dyret, vælger jeg at stoppe eftersøgningen, da jeg vurderer, at vi ikke kan få fat på dyret.
På den håndholdte Garmin Astro 320, kan jeg på skærmen tydeligt se, hvor vi startede eftersøgningen, og i hvilken retning vi har bevæget os frem gennem terrænet. Det er derfor meget let finde den direkte vej tilbage til bilen.
Nogle få meter fra bilen griber jeg ned i lommen efter mine bilnøgler og opdager at lommen er tom. Panikken breder sig, mens jeg febrilsk roder alle mine lommer igennem. Denne proces tager lidt tid, da nutidens jagttøj af ukendte årsager er udstyret med et utal af lommer, og selvom det lykkes mig at finde nye lommer i både jakke og jagtbuks, som jeg ikke anede eksisterede, kan jeg ikke finde bilnøglerne. Jeg tænker tilbage og kan huske, at jeg lagde bilnøglerne i lommen, lige før min ruhåret hønsehund besluttede sig for at trække mig efter sig i sin iver for at få fat i det dyr, han var på sporet af. Et eller andet sted, mens jeg har kravlet rundt under buske og træer, må jeg have tabt mine nøgler.
Det er midt på dagen, og solen bager fra en skyfri himmel. Jeg står på en offentlig vej med en riffel på ryggen og en hund, som er ved at gå til af varme, og ringer derfor til en schweisskollega. Han sætter kursen mod mig, med bla. koldt vand til hunden, ligesom han som den gode kollega han er, tilbyder at køre mig hjem efter et sæt reserve bilnøgler.
Mens jeg venter på min kollegas ankomst, kommer jeg pludselig i tanke om, at jeg jo på skærmen af min håndholdte Garmin Astro 320 kan se, hvor vi har gået, da vi sporede det påkørte dyr. Da bilnøglerne er faldet ud af lommen på denne tur, må de derfor ligger et eller andet sted på den rute, vi har fulgt dyrets fod/fært.
Jeg zoomer ind på terrænkortet på skærmen og går stille og roligt frem i det spor, som tydeligt er markeret på skærmen, mens jeg ihærdigt kigger efter bilnøglerne i skovbunden. Efter at have fulgt sporet ca. 100 meter via skærmen, stopper min hund pludselig op og markerer noget under nogle blade. Min første tanke er, at det måske var er en schweissdråbe, som jeg har overset, mens jeg blev slæbt hen over skovbunden af hunden, men nej – der lå mine bilnøgler. Jeg blev glad, og hunden blev glad, og jeg fik hurtigt og med glæde i stemmen afmeldt min schweisskollega’s assistance.
Endnu engang løste Garmins sporingssystem en opgave. En utraditionel opgave måske, men en ting er sikkert – uden Garmins sporingssystem havde oddsene for at finde de tabte bilnøgler været meget små.
Som registreret schweisshundefører har jeg mange gange sluppet min hund til hetz efter et flygtende dyr. Jeg har efterfølgende stået tilbage og spekuleret på, hvor langt væk er hunden mon lige nu? I hvilken retning løber hunden? Står hunden stille og har den fanget dyret? Sporer eller hetzer den stadig dyret? Alle disse spørgsmål kan jeg straks få svar på, efter jeg er begyndt at bruge det GPS og radiobølge baseret pejle- og sporingsudstyr fra Garmin.
Schweiss-registret består af ca. 190 schweisshundeførere, som med deres specialtrænede hunde kan opspore anskudt og påkørt vildt (primært hjortevildt).
Alle schweiss-registrets hundeførere er legitimerede af Naturstyrelsen til at løse denne opgave, og de har bla. lov til at eftersøge og aflive anskudt eller påkørt vildt på privat grund, uden forudgående tilladelse fra ejeren.
