Foto: Nielsengunparts.com, Gordon Fjeld og KLARTXT

Før eller siden vil bly blive udfaset fra jagtriffelprojektiler. Dels fordi traditionelle jagtprojektiler afsætter bly i vildtkødet og dermed udgør en sundhedsrisiko, dels fordi bly er et giftigt metal, som ikke bør spredes i miljøet.

Flere store producenter af jagtprojektiler som for eksempel Lapua og Barnes har i en årrække lavet blyfrie jagtprojektiler. Disse alternative kugler er oftest lavet af kobber, hvilket har givet nogle udfordringer med at opnå en kontrolleret ekspansion af projektilet på længere afstande, i takt med at dets hastighed falder.

Den udfordring har Jørgen Nielsen taget op. Han er indehaver af Nielsen Gunparts, og manden bag udviklingen af Schultz & Larsen-riflerne model DL og Victory, samt Sonic, Ghost og Paradox-lyddæmpere. Nu lancerer han et blyfrit alternativ til traditionelle jagtriffelprojektiler: Sonic Ballistic Hunt.

Sprødt materiale

I modsætning til de fleste andre blyfri riffelprojektiler er Sonic Ballistic Hunt lavet af messing, som er et mere sprødt materiale end kobber. Det er der både fordele og ulemper ved.

Et riffelprojektil er en ganske lille smule større end riffelgangenes diameter, så man sikrer, at gasserne fra det brændende krudt i hylsteret ikke undslipper ved siden af projektilet, men driver det ud med højest mulige hastighed. Samtidig får løbets riffelgang projektilet til at rotere, hvilket stabiliserer projektilet på dets videre færd fra løbet mod målet. Det er ikke noget problem med kobber, som er et relativt blødt materiale, men messing er noget hårdere, og friktionen mellem pibe og projektil kan have stor indflydelse på, hvor let projektilet kan presses gennem løbet af den ekspanderende krudtgas. Kort sagt: Hvis der er for stor gnidningsmodstand mellem projektil og løb, så får projektilet ikke den ønskede udgangshastighed.

Denne udfordring har Jørgen Nielsen løst ved at forsyne kuglerne med smalle drivbånd, der fungerer næsten som stempelringe. Derved bliver kontaktfladen på projektilet meget mindre, og projektilet kan med samme tryk opnå en meget højere hastighed, end hvis det var hele projektilets sideflade (den såkaldte føringsdel), som skulle presses gennem løbet. Og den øgede hastighed er en væsentlig årsag til Sonic Ballistic Hunts effekt – også på lange afstande, hvor andre homogene projektiler ofte har for lav hastighed til at opnå en kontrolleret ekspansion.

Kontrolleret fragmentering

For at sikre en kontrolleret ekspansion og efterfølgende fragmentering af projektilet er der fræset tre eller fire (alt efter kaliber) revner ned igennem halvdelen af projektilet samt isat en lille dorn i spidsen. Det betyder, at projektilet begynder at ekspandere næsten øjeblikkeligt, når det rammer målet, og dornen presses ned mellem vingerne i projektilet. Efter at være presset ud af dornen, brækker vingerne på grund af metallets sprødhed af og fortsætter igennem vævet i en vinkel ud fra restprojektilet, som derimod fortsætter sin bane lige gennem dyret. Vingerne har ganske skarpe kanter og virker derfor næsten som knive. Restprojektilet bevarer på grund af materialets hårdhed sin form og vil derfor give maksimal gennemtrængningsevne. Resultatet bliver altså fire eller fem (kaliber 9,3 mm. og op har fire vinger) sårkanaler gennem dyret, som hver især mere skærer end trykker sig vej gennem kød, knogler, sener og andet. Det betyder også, at blodudtrædninger og massive trykødelæggelser af for eksempel mave, lever og andet reduceres.

Effektiviteten

Spørgsmålet er så, om Sonic Ballistic Hunt er lige så effektivt som de traditionelle projektiler med bly eller de andre homogene projektiler af kobber?

For at kunne vurdere effektiviteten af et jagtprojektil er det nødvendigt at vide lidt om, hvordan det forårsager dyrets død. Groft sagt er dyret dødt, når hjernen permanent er holdt op med fungere. Det gør den, hvis hjernen ødelægges (skud gennem kraniet), eller hvis hjernecellerne holder op med at fungere på grund af for eksempel iltmangel (der kommer ikke længere iltet blod til hjernen). Det mest effektive skud, når man altså taler om at slå ihjel hurtigt, vil derfor være et hjerneskud. Det er dog sjældent, at man udfører dette på praktisk jagt, da målet er meget lille, og risikoen for anskydninger især på lange afstande er uacceptabel stor. I stedet går man efter at få dyret til at forbløde mest muligt og dermed stoppe ilttilførslen til hjernen. Den klassiske recept er et ”bladskud”, hvor man forsøger at ramme hjertet, lungerne, en stor pulsåre eller en kombination. Logikken er, at, hvis hjertet/pulsåren er ødelagt, så kan der ikke pumpes iltet blod til hjernen. Hvis lungerne er ødelagt, så bliver de fyldt med blod, og dyret kan ikke optage ilt til blodet. Begge dele får dyret til at dø, men ikke øjeblikkeligt, da der går et stykke tid, før dyrets hjerne har brugt alle ilt- ressourcerne fra blodet i systemet. Når man alligevel kan opleve en knald & fald effekt med skud, som ikke ødelægger hjernen, så kan det skyldes, at man har påvirket hjernen på anden vis. Det kan være via en blodtryksforøgelse i pulsåren til dyrets hoved, som får dyret til at besvime. Det kan også være en påvirkning af dyrets centralnervesystem (rygsøjle), som igen får dyret til at miste bevidstheden eller lammer dyrets krop. Eller det kan, som man nogle gange ser ved for eksempel haglskud, være en så massiv nervepåvirkning over et relativt stort område, at hjernen simpelthen lukker ned et øjeblik på grund af overstimulering.

Et eksempel på, hvordan hjertet på en blesbok ser ud efter at være ramt af en vinge fra projektilet.

Ram de rigtige organer

Men dyret er ikke dødt, førend hjernen er ophørt med at fungere. Derfor kan nogle dyr, som faldt i skuddet, tilsyneladende mirakuløst vågne op igen og flygte meget langt, når jægeren nærmer sig. Et klassisk eksempel er et tapskud, hvor rygraden rammes overfladisk og får dyret til at pakke sammen. Så snart dyret er kommet sig lidt, vil det rejse sig og flygte.

Af denne årsag bør man altid vente nogle minutter efter et skud, hvor dyret faldt på stedet, og være klar til at skyde igen, eftersom dyret kan vågne og flygte, inden det er forblødt.

Den bedste skudeffekt opnås derfor, når både hjerte- og lungeregionen træffes, og et kuglefragment samtidig påvirker centralnervesystemet og bedøver dyret, som derfor ligger og forbløder på skudstedet.

Traditionelle projektiler med blykerne er ret gode til at opnå denne effekt, da de let fragmenterer i mange små og større dele. Men af samme grund spredes meget små dele af blykernen ud i det kød, som man gerne vil spise. Desuden vil opsvampningen ofte medføre en del kødødelæggelse og blodudtrædninger.

Mange af de nye kobberprojektiler er knapt så gode denne henseende. De kan være svære at få til at ekspandere på længere afstande. Dermed bliver projektilets effekt i dyret meget mindre, da det holder lidt for godt sammen og næsten virker som en fuldkappet kugle.

Med disse kugler har man måttet prioritere en stor restvægt og dermed en større chance for et gennemskud og en større schweissafgivelse under flugten fra skudstedet. Til gengæld påvirkes færre vitale dele i dyrets krop, og chancen for både at påvirke hjerte/lunger og centralnervesystem er meget mindre.

Denne black wildebeest har et indgangshul med bobler i blodet, og dyret har blod ud af mund og næse.

Sonic Ballistic Hunt-projektilerne er designet på en anden måde end de andre homogene projektiler. Her er målet med konstruktionen, at cirka halvdelen af projektilet brækker af i en kontrolleret ekspansion, og at restprojektilet ikke svamper op. Hermed opnår man en bedre dybdevirkning og større chance for gennemskud, især fordi man på grund af drivbåndene kan øge projektilets hastighed med samme gastryk som for traditionelle projektiler. Projektilet opdeles under passagen af vildtkroppen i minimum fire dele, hvor restprojektilet fortsætter lige ud, mens de 3-4 vinger fortsætter i hver sin retning med større chance for at ramme rygsøjle, blodårer, hjerte og så videre. Filosofien er den, at med den kontrollerede afbrækning af de 3-4 vinger øger man altså chancen for at ramme flere vitale dele i dyret, øge blødningerne og påvirke både centralnervesystemet og det perifere nervesystem, så dyret dels går ned i knaldet og dels forbløder hurtigst muligt.

Indgangshul og udgangshuller med kaliber 6,5×55. Der er ikke forskel på størrelsen af hullerne, da restprojektilet ikke svamper op. Til gengæld kan man tydeligt se hullerne fra de tre vinger rundt om udgangshullet. Kødødelæggelsen er minimal, og blodet omkring hullerne skyldes primært, at kadaveret er blevet spulet med vand.

Effekt i praksis

Det er overordentlig vanskeligt at lave en direkte sammenligning mellem de tre projektiltyper, blyholdig, kobber og Sonic Ballistic Hunt og deres effektivitet i jagtsituationer. Der indgår simpelthen for mange variable faktorer til, at man kan undersøge noget med høj grad af videnskabelig sikkerhed. For at give en ide om vanskelighederne ved en sådan undersøgelse, så er det et krav, at dyrene er af samme art, har præcis samme størrelse, står på præcis samme måde, på samme afstand og rammes samme sted. Riflen og kaliberen skal være den samme, skytten den samme, temperatur og vind den samme og så videre. Og hvis der også skal laves ordentlig statistik, så skal der skydes en hel del dyr, måske flere hundrede for hver projektiltype.

I stedet kan man undersøge, hvordan den enkelte type projektil virker på praktisk jagt, det vil sige hvor effektiv er det til at slå ihjel? Er der knald & fald effekt, løber dyrene med en god kugleplacering, løber de med en dårlig placering, hvor langt løber de, og er der gennemskud, så man kan følge et schweiss-spor, hvis de løber? Og hvordan virker projektilet i nogle af de mest brugte kalibre?

Der blev lavet udførlige fortegnelser over alle dyr, som blev nedlagt, med angivelse af kaliber, skudafstand, flugtafstand, kugleplacering, dyreart og meget andet.

Måden, som Jørgen Nielsen har undersøgt dette på, var ved at invitere undertegnede, Alf Martin Bråten (kendt norsk forfatter af artikler og bøger om rifler og riffelskydning) og Gordon Fjeld (indehaver af filmfirmaet VideoClip og ekspert i bl.a. rævejagt) til Sydafrika og dokumentere effekten af Sonic Ballistic Hunt på praktisk jagt med projektiler i kaliber 6,5×55, .308WIN og 9,3×62. Jørgen, Alf Martin og jeg skød i alt 30 dyr med Sonic Ballistic Hunt, og Gordon dokumenterede alt på video, dvs. skudsituationer, hvor langt dyret løb, hvordan dyret så ud under opbrækning og efter flåning.

I kampens hede lykkedes det for denne artikels forfatter at få lagt en .308 patron i kammeret på 9,3eren, hvor den sad uhjælpeligt fast. Jørgen Nielsen havde dog prøvet den slags før, og en stålstang hjalp gevaldigt. Torben Møller-Nielsen fik derefter tilnavnet ”9,308”.

Afrikansk vildt

De tre kalibre var valgt, eftersom de nok er de mest anvendte kalibre i Danmark. Man kan diskutere, om man i stedet for .308 Win. burde have valgt en .30-06, men vi valgte altså den lidt svagere lillebror. Dels fordi den efterhånden ser ud til at være mere populær, og dels fordi vi gerne ville se, hvordan den kaliber virkede på afrikanske vildtarter, som mange normalt ville bruge noget større kalibre til. Tanken bag dette er, at fungerer Sonic Ballistic Hunt på disse arter, vil den også kunne bruges til alt vildt i Danmark. Der var da ikke nogen situationer, hvor vi fravalgte at skyde på grund af kaliberens størrelse.

Den mindste art, der blev nedlagt, var impala, som vejer omkring 50-60 kilo. Derefter kom blesbok, black wildebeest, kudu, blue wildebeest og zebra. Altså dyr, som i størrelse og vægt sagtens kan måle sig med vores hjemlige, større hjortearter.

Resultater med Ballistic Hunt i kaliber 6,5×55

Der blev skudt 17 dyr med kaliber 6,5×55: 1 impala, 5 blesbok, 5 black wildebeest, 1 kudu ko og 5 blue wildebeest.

Den korteste skudafstand var ca. 40 meter til en impala, og den længste var ca. 250 meter til en black wildebeest.

Den gennemsnitlige skudafstand var ca. 136 meter.

7 dyr faldt på skudstedet.

2 dyr havde ikke gennemskud (1 impala og 1 blue wildebeest).

Fælles for samtlige nedlagte dyr var, at ingen blev ramt med en perfekt kugle i hjerteregionen, og et dyr (black wildebeest) blev endda ramt i køllen i første skud, hvorefter den løb ca. 300 meter og igen blev ramt i køllen, men derefter lagde sig og døde.

Den gennemsnitlige flugtafstand med kaliber 6,5×55 var 43 meter, men helt nede på 27 meter, hvis der korrigeres for den black wildebeest, som utilsigtet blev ramt i køllen.

Alle dyr, der blev skudt til og ramt, blev leveret.

Se også figur 1.

Figur 1. Som figuren viser, er der ikke nogen forskel på flugtafstand, uanset art, ud til en skudafstand på ca. 220 meter. Flugtafstanden på 300 meter er det, man kan kalde en såkaldt ”outlier”, som man normalt ville fjerne fra datasættet, da det adskiller sig så markant. Men jeg har valgt at tage den med, da dyret blev leveret på trods af en virkelig dårlig skudplacering.

Resultater med Sonic Ballistic Hunt i kaliber .308 Win.

Der blev skudt 6 dyr med kaliber .308 Win: 1 blesbok, 3 black wildebeest, 1 kudu ko og 1 zebra.

Den korteste skudafstand var ca. 40 meter til en kudu ko, og den længste var ca. 220 meter til en black wildebeest.

Den gennemsnitlige skudafstand var ca. 143 meter.

2 dyr faldt i på skudstedet.

2 dyr havde ikke gennemskud (1 zebra og 1 black wildebeest).

Kun et dyr (black wildebest) blev ramt med en træffer direkte i hjerteregionen. Det var også det dyr med længst flugtafstand (60 meter).

Den gennemsnitlige flugtafstand med kaliber .308 Win. var 18 meter.

Alle dyr, der blev skudt til og ramt, blev leveret.

Se også figur 2.

Figur 2. Med kaliber .308 Win. var der, uanset art, ikke nogen forskel på flugtafstand ud til en skudafstand på ca. 220 meter. Dyret med den længste flugtafstand på 60 meter blev faktisk som det eneste dyr ramt med en god bladkugle.

Resultater med Sonic Ballistic Hunt i kaliber 9,3×62

Der blev skudt 7 dyr med kaliber 9,3×62: 3 impalaer, 2 blesbok, 1 black wildebeest, og 1 kudu ko.

Den korteste skudafstand var ca. 40 meter til en impala, og den længste var ca. 200 meter til en kudu ko.

Den gennemsnitlige skudafstand var ca. 126 meter.

2 dyr faldt på skudstedet.

1 dyr var ikke gennemskudt (en kudu ko).

1 skud var et ”perfekt bladskud”, men dyret, en impala, løb alligevel 20 meter, før den forendte. Efterfølgende kunne vi se, at projektilet havde ramt en gren umiddelbart før dyret og var i færd med at ekspandere, idet vi efterfølgende fandt 5 indgangshuller, 1 fra restprojektilet og 4 fra de afbrækkede vinger. Alligevel var der gennemskud på impalaen med restprojektilet.

Den gennemsnitlige flugtafstand med kaliber 9,3×62 var 24 meter.

Alle dyr, der blev skudt til og ramt, blev leveret.

Se også figur 3.

Figur 3. Heller ikke med kaliber 9,3×62 er der nogen forskel på flugtafstand, uanset art, ud til ca. 200 meter. Dyret med den længste flugtafstand på 70 meter blev ramt med en mavekugle, men lagde sig efter en spurt på 70 meter.

Konklusion

Når jeg ser på det samlede resultat på tværs af kalibre, arter og skudafstande, er der én ting, som slår mig, og det er, at alle dyr undtaget et (gnuen, der blev skudt i køllen) lå inden for 70 meter af skudstedet. Faktisk lå 80 % af alle dyr, uanset art, skudafstand, skudplacering og kaliber inden for 50 meter fra skudstedet. 37 % faldt på skudstedet, altså en flugtafstand på 0 meter!

Her er det Torben Møller-Nielsen, der prøver at finde et frit skud til en blue wildebest.

Sammenholdt med, at mange af dyrene blev skudt med høje, lidt baglige lungeskud eller endda maveskud, er det ganske imponerende. Faktisk var det sådan til sidst, at vores to PH’er, Frikkie Du Plooy og Marius Van Zyl holdt op med at følge blodsporet fra de dyr, der ikke faldt på stedet, fordi det var meget hurtigere bare at søge i en radius af ca. 50 meter væk fra skudstedet, så lå dyret der. De blev virkelig overbevist om projektilets effektivitet, da jeg skød en kudu ko på 70 meters afstand med kaliber 6,5×55. Projektilet blev sat midtskibs som en høj lungekugle. Begge PH’er observerede skuddet i kikkert, og de så noget sammenbidte ud, da de så skudplaceringen og kuduen, der løb ind i bushen. Vi gik ud for at spore dyret, og til PH’ernes store overraskelse fandt vi det 50 meter fra skudstedet. De fortalte mig senere, at med sådan en kaliber og med den skudplacering havde de regnet med, at kuduen mindst var løbet en halv kilometer – hvis ikke mere, og at det mest sandsynlige udfald ville være, at vi ikke fandt dyret.

Når et projektil fragmenterer som Sonic Ballistic Hunt, kan man frygte, at de indre ødelæggelser bliver store. Men billedet her viser indgangshullet på mavesækken fra restprojektilet i kaliber 6,5×55, som havde knald & fald effekt på en blue wildebeest tyr på ca. 300 kilo. Der er ikke meget svineri at se!

Intet svineri

Min personlige største oplevelse med Sonic Ballistic Hunt var en blue wildebeest tyr på cirka 300 kg, som jeg pürschede mig ind på med 6,5×55. Den stillede sig med front imod mig på 60 meters afstand, hvorefter jeg satte en kugle midt på brystet under halsen. Den tyr gik ned, som havde den fået en hammer i panden. Med den kugleplacering var der naturligt nok ikke gennemskud, men vi fandt restprojektilet i mavesækken, som var fyldt med græs og nærmest virkede som en sæk med våde aviser. Restprojektilet og vingerne havde i dette tilfælde gjort deres arbejde gennem kroppen uden at lave nogen form for svineri, hvor det hele sejler i blod, ødelagte organer og maveindhold.

Vores undersøgelser af dyrene umiddelbart efter skuddet og efter flåning viste også, at alle projektiler, uanset kaliber, havde haft den ønskede kontrollerede fragmentering i vinger og restprojektil. Og det var på skudafstande fra 40 meter til 250 meter!

Og når vi så på effekten af projektilet i dyret, så var der ikke et eneste tilfælde af flydende maveindhold ved maveskud.

Gennem tykt og tyndt

Der var stort set ingen kødødelæggelse eller blodudtrædning hverken ved indgangshul eller udgangshul på nogen af dyrene.

Der var et enkelt tilfælde af blodudtrædning, men det var på den impala, hvor projektilet havde ramt en gren og var begyndt at ekspandere, inden den ramte dyret.

Efterfølgende lavede vi en lille test på en papskive, hvor vi prøvede at skyde nogle skud gennem tæt tornekrat med kaliber 6,5×55 og 9,3×62. 9,3 projektilet lod sig ikke synderligt påvirke af en tur gennem buskadset, den var i hvert fald ikke startet på at ekspandere, kunne vi se på papskiven. 6,5 projektilet var mere følsomt, og vi kunne se huller fra restprojektil og vinger på papskiven, som indikerede, at selvom projektilet var fragmenteret, så holdt fragmenterne retningen og en høj hastighed.

Den kontrollerede fragmentering af projektilet i et restprojektil uden opsvampning og 3-4 knivskarpe vinger er en fantastisk god løsning, når det handler om et effektivt skud. Billedet her viser en af vingerne, der har sat sig fast i rygraden, hvilket fik dyret til at gå ned øjeblikkeligt.

Effekt på dansk vildt?

Tja, det er et godt spørgsmål. Men når man kan fælde såkaldt skudstærkt afrikansk vildt som en blue wildebeest, med et 120 grains projektil i kaliber 6,5×55 uden problemer, og uden at den løber længere end maksimalt 50-60 meter med relativt dårlige skudplaceringer, så er der ikke meget dansk vildt, som jeg personligt ikke tør binde an med med dét projektil. Både sika og dådyr ligger kropsmæssigt i samme område som Impala og blesbok, og dem var der ingen problemer med i Afrika. Og krondyr ligger vel kropsligt i samme område som blue wildebeest og kudu, og jeg har svært ved at forestille mig, at krondyr skulle være mere skudstærke end de afrikanske arter. At man så lovgivningsmæssigt har valgt at lægge en nedre restriktion på den kuglevægt, man lovligt må anvende til større hjortevildt i Danmark, er en skandinavisk mærkværdighed, som ikke følges på samme måde i landene syd for os, hvor man med rette vægter projektilets energi. Resultaterne fra vores lille test i Afrika viser i hvert fald med al tydelighed, at, hvis projektilet er designet til at fragmentere kontrolleret hver gang det rammer byttet, uanset skudafstande ud til 250 meter og dermed uanset projektilets hastighed, så er det ikke så meget projektilets vægt, som de skader fragmenterne påfører dyrets vitale organer, der har betydning for, om projektilet slår effektivt ihjel.

Jeg har i hvert fald ikke nogen skrupler med at skifte til et homogent projektil som Sonic Ballistic Hunt i min .308WIN og sætte mig ud efter et stykke kronvildt. Mit personlige indtryk er, at den er fuldt ud lige så effektiv som de bondede kugler, jeg hidtil har brugt. Og endda bedre, for der er meget mindre kødødelæggelse med Sonic Ballistic Hunt, og det kød, som restprojektil og vinger er gået igennem, er garanteret fri for blyrester.

Mit eneste problem med Sonic Ballistic Hunt er, at man skal kunne genlade selv eller kende en, der kan gøre det for en. Det gør det noget mere besværligt, end hvis man bare kunne gå ned i den lokale jagtbutik og købe løs. Men hvis Jørgen Nielsen får løst den lille forhindring, så er jeg ikke i tvivl om, at der her er tale om en dansk designet og produceret succes, som kan få indflydelse på jagten langt ud over den danske grænse.

Udvalget af kalibre og projektilvægte hos Nielsen Gunparts omfattende.

Vores udstyr

Kaliber:          6,5×55
Kuglevægt:    120 grain/7,8 gram
Riffel:             Schultz & Larsen M97-DL
Kikkert:          Leupold 6,5-20×50

Kaliber:         .308 Win
Kuglevægt:    150 grain/9,7 gram
Riffel:             Browning BLR
Kikkert:          Bausch & Lomb 3-9×40

Kaliber:          9,3×62
Kuglevægt:    216 grain/14 gram
Riffel:             Schultz&Larsen M97-DL
Kikkert:          Burris Ballistic Laser Scope 4-16×50

Skydestok:    Viper-Flex

Se video om Sonic Ballistic Hunt her.

Tak til

Frikkie Du Plooy
Kobus Pfister
Dwayne ”The Winch” Trollip
Wessel Fick
(Indawo Game Ranch i Ermelo, Sydafrika)
Marius Van Zyl
(Van Zyl Game Ranch i Limpopo, Sydafrika)

Deklaration

Torben Møller-Nielsen har deltaget i den her omtalte testjagt på foranledning af JAGT, Vildt og Våben i samarbejde med producenten af SBH. Resultaterne er fremkommet i harmoni med de gængse og alment udbredte journalistiske kriterier om objektivitet.

Resultaterne synes at være entydige og ensartede, men har ikke været genstand for en statistisk bearbejdning, hvilket betyder, at hverken resultaterne eller konklusionerne nødvendigvis er signifikante eller på anden måde videnskabeligt dokumenterede.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: