Snepppe- og bekkasinjagt

De er blandt vores mindste jagtbare arter, men deres sky natur, fabelagtige flyveegenskaber og høje gastronomiske værdier gør dem til noget af det mest skattede vildt blandt de europæiske fuglejægere. Vi har set nærmere på jagten på skovsneppen og dobbeltbekkasinen.

Sille i klassisk højt irsk setter-tempo over den frosne jord.

Sille, den utrættelige irske setter, søger energisk langs en grantykning, hvis underskov er det eneste, der ikke er dækket af sne og frost denne kolde januarmorgen. Mens hunden ufortrødent arbejder over den hårde jord, går Ulrik og jeg og snakker om den snarlig overståede jagtsæson og ikke mindst om sneppejagten. Ingen af os har adgang til større skovområder, men på den rigtige dag i Vestjylland kan selv et par småparceller med skov og krat huse en god håndfuld snepper.

Lyden af Silles klokke er, som hunden selv, pludselig forsvundet. Snakken indstilles prompte, mens vi målrettet går fremad. Længere fremme ser vi hende i stram stand med snuden pegende mod en tæt granbusk i kanten af tykningen. Med fuldt fokus og sitrende ben går vi langsomt frem mod den gyldenbrune hund, der står plantet som en anden bronzestatue.

Traditionen tro holdes sneppen i stængerne.

Hvor og hvornår?

Man kan nedlægge skovsnepper over hele landet, og fuglen ynder at holde til i nybeplatninger, krat og moser. Målrettet sneppejagt dyrker man dog hovedsageligt i de større midt- og vestjyske skove, hvor arten også oftest optræder i størst antal. Specielt i plantagerne langs vestkysten er der en lang tradition for sneppejagt, der bliver drevet med stående hund og spaniels.

Under de rigtige vejrmæssige omstændigheder, og afhængigt af ynglesucces det enkelte år, kan der optræde utroligt mange snepper langs vestkysten. Derudover egner mange af disse plantager sig godt til jagten, fordi en mindre tæthed i den gennerelle vildtbestand – f.eks. af råvildt – gør, at den ivrige sneppejæger kan besøge terrænet uden at forstyrre andet vildt unødigt.

De første meldinger om de udenlandske sneppers ankomst falder som oftest i den sidste halvdel af oktober, men det er i november, at chancerne for deciderede sneppefald er størst. Med mildt vejr kan man selv hen sidst i december og i januar stadig opleve gode dage med mange snepper på terrænet. Når frosten rammer landet, søger mange snepper ud langs de danske kyster, hvor temperaturen ofte er en grad eller to varmere.

Sneppen er omgivet af en helt speciel aura, og det er altid lidt vedmodigt at få den smukke fugl i hånden.

Har man adgang til moser og sumpet skov med kildefremspring, kan man i den kolde tid opleve mange snepper. Det skyldes, at de fugle, som ikke har energi til at trække videre til varmere himmelstrøg, ofte vil søge føde, hvor der stadig kan findes jord, som er frostfri.

På fællesjagt er der ofte chancer til både stort og småt, hvilket kræver, at du tænker over dit patronvalg.

Dobbeltbekkasin

Strandenge, ådale og våde marker huser landet over dobbeltbekkasiner. Fuglen er særlig talrig fra sæsonstart i september, men når temperaturen begynder at falde, trækker størstedelen af dobbeltbekkasinerne ud af landet.

Det gælder derfor om at være på pletten fra starten af sæsonen, hvis der skal samles fugle nok til den helt store middag. Jagten på vores mindste jagtbare fugl bliver kun dyrket målrettet af en håndfuld jægere, og ofte er den lille zig-zag-flyver blot bifangst på trækjagten eller fællesjagten. Men det er en skam, for jagten kan være meget udfordrende, og til trods for sin ringe størrelse er bekkasin noget af det mest velsmagende fuglevildt, man kan servere.

Stående eller stødende hund?

Som ved så mange andre jagtformer er valget af hund lidt af en religion. Både stående hunde, spaniels og retrievere bliver benyttet til jagt på snepper og bekkasiner, og enkelte jægere bruger sågar terriere med sans for specielt sneppejagten.

Der er dog ingen tvivl om, at mange inkarnerede sneppe- og bekkasinjægere har stor succes med stående hunde, hvis stand ofte giver skytten de bedste muligheder for at placere sig korrekt i forhold til fuglens flugt. Hermed kan jægere udnytte flere chancer. Blandt de stående hunde til sneppejagten er Gordon setter og engelsk setter samt Breton populære hunderacer.

Jagten med spaniels og søgende retrievere kan være anderledes udfordrende, hvis ikke man har en hund, hvis kropssprog fortæller skytten, at der er fugl i næsen. Yderligere kræver det en disciplineret hund, som konsekvent søger tæt under bøssen, således der ikke søges og lettes fugle på for lange hold.

Ofte vil skudchancerne, når man benytter stødende hunderacer, være meget udfordrende, og nogle gange vil de komme ud af det blå. Det stiller store krav til skyttens reaktionsevne, skydeegenskaber og overblik. Det er en ekstra udfordring, som tiltaler nogle sneppejægere, der ynder at dyrke jagten med stødende hunde.

6 gode råd fra en sneppejæger

Jesper Grønne fra Ringkøbing er bidt af sneppejagten. Sammen med sin fire år gamle kleiner münsterlænder, Coco, nedlagde den unge vestjyde i den forgangne sæson 30 troldfugle. Et resultat, som vidner om en dedikeret sneppejæger. Jesper giver her lidt tips til jagten.

  1. Stol altid på hunden – ”Snepper kan gøre de mest uventede ting og ligge de mærkeligste steder. Derfor skal du stole på hunden og dens næse. Jeg husker tydeligt en situation, hvor hunden rejser to snepper på samme tid, og hvor det kun lykkedes at skyde den ene. Coco tager efterfølgende stand samme sted, og jeg tror, at den gør det på gammel fært. Overraskende nok rejser hunden sneppe nummer tre, som jeg fælt skyder to forbiere til, helt sikkert fordi jeg ikke stolede på hunden og tog let på situationen.”
  2. Små og mange hagl – ”Hverken sneppen eller bekkasinen er skudstærke fugle. Jeg har derfor god erfaring med hagl i str. 6-7 og i 32 gram, som giver et utroligt tæt skudbillede.”
  3. Kort og åben haglbøsse – ”Jeg har gode erfaringer med korte og åbne bøsser og bruger både en meget åben s/s og en let boret o/u til snepperne. Begge er lette og korte våben, som er nemme at få til kinden til de hurtige snepper, og den lave vægt er kun en bonus, når man skal slæbe på dem en hel dag.”
  4. Blæst og regn er godt – ”Der er flere fordele ved ’dårligt’ vejr. For det første trykker fuglene bedre, og hunden har derfor nemmere ved at holde standen. Derudover flyver fuglene ikke langt, før de lægger sig igen, hvilket ofte kan udløse en chance mere. Sidst, men ikke mindst kan blæst, regn og sne få flere trækkende fugle til at smide sig på terrænet om natten, frem for at de trækker videre udenlands. Ofte holder jeg også øje med snepperne, når jeg står på aftentræk efter ænder i ruskvejr. Trækker der flere snepper forbi, er der ofte fugle på terrænet dagen efter, og så er det med at være på pletten!”
  5. Orange vest og klokke til hunden – ”For mig er orange vest og hundeklokke vigtigt, også selvom jeg er alene på jagt. Det giver mig de bedste muligheder for at kunne holde kontakt med hunden, både visuelt i tæt krat og på lyden af klokken. Hvis hunden rejser en sneppe i tæt krat, uden at du har synlig kontakt med hunden, kan det være fatalt at skyde til en lav sneppe. Derfor er den orange hundevest og klokke et must!”
  6. Giv hunden pauser – ”På fællesjagter er der ofte naturlige pauser mellem såter, hvilket kan være tiltrængt for både hund og jæger. Det samme bør man tænke over, hvis man går og jager snepper en hel dag. Jeg giver ofte hunden pauser, specielt efter situationer med stand for fugle. Og hvis jeg går mellem skovstykker, kobler jeg hunden fra for at lade den rende frit. Jævnlige pauser giver en mere fokuseret hund gennem en lang dags sneppejagt.”

SKOVSNEPPEN  

(Scolopax rusticula)

Samlet europæisk bestand: 13-18 mio.

Årlig afskydning: kan variere meget, men normalt ca. 20.000-40.000

Sæson: 01-10 – 31.01

DOBBELTBEKKASINEN

(Gallinago gallinago)

Samlet europæisk bestand: 7-15 mio.

Årlig afskydning: stabilt udbytte på ca. 11.000

Sæson: 01-09 – 31.12

Kendetegn: Kan forveksles med enkeltbekkasin og tredækker, men modsat disse skræpper dobbeltbekkasin ofte i flugten og flyver samtidig mere i zig-zag.

(Foto: OLGA RUDCHENKO/SHUTTERSTOCK)

Bretoner og bekkasiner

Bekkasinerne sidder generelt meget mere løst på de åbne arealer i skoven end snepperne, hvilket fordrer en yderst forsigtig hund. En hunderace som Bretonen er af denne årsag et populært valg blandt de få europæere, som dyrker målrettet bekkasinjagt med stående hund.

Nu gælder det! Hunden har lettet sneppen efter fast stand, og nu bliver skydefærdighederne sat på prøve.

Nogle bekkasinjægere vælger at gå med koblet hund af samme årsag, men selv ikke det er garanti for, at bekkasinerne vil holde, indtil man er inden for skudafstand. Det kan af samme årsag være effektivt med drev med posterede skytter. Men det er måske knap så ædel en metode til de dage, hvor fuglene af den ene eller anden grund ikke vil holde.

Sneppejagt er et teamwork mellem jæger og hund.

Decideret trækjagt er endnu en måde at gribe bekkasinjagten an på. Jeg selv husker tydeligt et andetræk langs Ringkøbing fjord en tidlig efterårsmorgen, hvor det pludselig gik op for os, at vi sad midt i et gedigent træk af bekkasiner. En efter en kom de skræppende bekkasiner trækkende på den samme linje langs strandengen, og en lille håndfugl fugle måtte med hjem til frokosten.

Grej til snepper og bekkasiner: orange hundevest, klokke, en let boret haglbøsse og en håndfuld patroner med små hagl.

Udstyret

Både skovsneppen og dobbeltbekkasinen er små mål og har en uforudsigelig flugt, men de er på ingen måde særligt skudstærke. På baggrund af disse faktorer kan man generelt sige, at korte og lette bøsser samt patroner med en god dækning er et godt valg til jagten.

Hvad angår kalibervalg, er det lidt en smagssag, om man vil gå med en bøsse i kaliber 12, 16 eller 20. Jo mindre kaliber, jo mere snævert et skudbillede får man på kort hold, hvilket kan være lidt en ulempe. Derimod er kalibrene 16 og 20 ofte mere manøvredygtige end en bøsse i kaliber 12, hvilket er et plus. Hvis man driver sneppejagten i skove, hvor der er krav til brugen af skovpatroner, er det billigere at benytte en 12’er, da patronpriserne ofte er mere menneskelige i dette kaliber.

Specielt i tæt underskov eller nybeplantninger kan skudchancerne til snepperne præsentere sig på ganske tæt hold, her er åbne løb i cylinder eller kvart boring at foretrække. Modsat er skuddene til bekkasiner på åbne engearealer ofte længere og fordrer hermed en strammere boring såsom en kvart eller en halv. Til begge arter er patroner med små hagl i størrelserne 5-7 gode valg, da de giver et tæt skudbillede og har nok slagkræft til at dræbe fuglene.

Sille med stand langs en grøft. Kilder og andet vand, som holder jorden frostfri, kan være de rene sneppemagneter sidst på sæsonen!

Fællesjagter

Der bliver nedlagt mange snepper på fællesjagter. Deltager man i sådanne jagter, hvor der ofte ligger mange snepper på paraden, men samtidig også større vildt, er der flere overvejelser, man bør gøre sig i forhold til våben- og patronvalg.

Bliver jagten udelukkende drevet med hagl, og er man foruden snepperne opsat på at skyde både råvildt, ræv og harer, bør patronvalget tilgodese disse og ikke snepperne. Holder man sig til skudafstande på 15-20 meter på ræv og råvildt kan den gyldne mellemvej være en åben boret kaliber 12 og en forholdsvist hårdt ladet 32 grams-patron i str. 3. Ved denne kombination går man ikke på kompromis med slagkraften til nedlæggelse af det større vildt, og samtidig har man en rimelig dækning til snepperne.

Begynder man at blande patroner og satse på snepperne i en såt og rådyr i en anden, eller benytter man løbsvælger og bruger forskellige patroner i hvert løb, kan det ske, at man i kampens hede kommer til at affyre en ’sneppepatron’ på et rådyr, hvilket kan resultere i en dum anskydning. Beslut dig derfor inden jagtstart for, hvad du vil skyde til!

Penselfjeren er sneppens helt eget trofæ, her fremvist på hjemmegjort birkeplade.

Den bedste jagtform

…Ulrik går stille frem til Sille, som stadig står urokkelig i sin stand. Med en opfordrende kommando springer hunden frem, og allerede inden den genkendelige lyd af vingeslag fra en lettende sneppe når ørerne, er troldfuglen på vej gennem de tætte grene og over grantoppene.

Et hurtigt og instinktivt skud fra Ulriks korte halvautomat fælder dog fuglen, som smukt falder mod skovbunden. Dagens anden og sidste sneppe er blevet nedlagt. Sneppejagt med stående hund er intenst, uforudsigeligt og udfordrende. Skulle jeg vælge blot én jagtfrom at dyrke resten af mit jægerliv, ville den sandsynligvis stå øverst på listen.

 

FOTO: ESBEN MADSEN OG OLGA RUDCHENKO/SHUTTERSTOCK

Læs mere

Nyheder