Find ikke fejlen, find løsningen – Henry Ford
Tågen havde lagt sig over efterafgrøden som en hvid dyne i landskabet, og jeg ventede spændt på, at meteorologernes løfte om en skyfri himmel og 10 graders varme skulle blive indfriet. Jeg sad i en stol fra IKEA, som jeg havde indkøbt og opgraderet til formålet – buejagten efter den spættede rå, på denne helt specielle og nærmest magisk smukke dag i midten af oktober.
TEKST OG FOTO: OLIVER ØCHKENHOLT
Da jeg blev konfirmeret, fik jeg af min mormor en tyk bog med citater. Jeg havde selv ønsket mig bogen, fordi jeg allerede i en tidlig alder syntes, at ordsprog og citater var spændende, fængende og nærmest forklarende til trods for deres enkelthed. Enkelte af de citater har jeg taget med mig videre i livet og særligt i buejagtens verden. Når alt har set nytteløst og umuligt ud, har jeg fundet dem frem fra min hukommelse og fået et ekstra gear.
Vi var en flok venner, der kort før sæsonstart havde fået fingre i en mindre skovjagt på Sydøstsjælland under det kendte jagtgods, Engelholm. Forberedelserne var gjort, stigerne bygget, og lodtrækningen for placeringen i skoven, den første uge, havde fundet sted. Jeg havde trukket et område, der primært bestod af en birkelyng i forbindelse med et levende hegn og en mark med efterafgrøde og hvide blomster. I det levende hegn stod en høj stige over en veksel med udkig til marken. I horisonten bølgede landskabet sig mod øst, og jeg forstod hurtigt, at jeg netop herfra ville få de smukkeste solopgange på reviret.
Den første morgen
Da morgenen kom, og forventningerne til området skulle indfries, var der ikke en sky på himmelen. Den røde sol lyste på nærmest psykedelisk vis landskabet op i orange og gule nuancer. Jeg havde kun siddet kort tid i stigen, da jeg kunne høre en puslen under stigen, og en stor, flot hare kom til syne. Intetanende om min tilstedeværelse hoppede den nænsomt ud i efterafgrøden, hvor jeg i en halv time kunne følge dens morgenlige gøremål, inden den igen hoppede tilbage under den busk, den kom fra. Jeg nød morgensolen og dens stråler på mit ansigt, da to rådyr pludseligt kom til syne langs et majsbælte cirka 150 meter til højre for mig. Jeg fulgte dyrene, imens de gik langs majsen. Før jeg mistede dem af syne, kom yderligere tre dyr frem fra majsen og ud i efterafgrøden, hvor de fredfyldt gik og spiste af markens blomster. Som morgenen gik, blev jeg enig med mig selv om, at stigen ikke stod optimalt, hvis det skulle lykkes for mig at skyde et stykke råvildt. Jeg skulle tættere på bæltet, da det med al tydelighed var der dyrene færdedes.
Tilfreds med morgenens observationer gav jeg mig i kast med planlægningen af de jagter, der ventede forude. Jeg vidste, at jeg skulle meget tættere på majsbæltet, men der var ingen egnede træer i nærheden, så jeg måtte finde på noget andet.
Som buejæger er den letteste og mest normale måde til succes at sidde hævet adskillige meter over jorden tæt på en veksel eller et andet sted, som dyrene ofte frekventerer. Denne metode kaldes ”ambush”.
Ideen er at befinde sig ude af dyrets synsfelt, da dyrets naturlige fjender – og dermed også dets opmærksomhed – befinder sig på jorden. Med denne mulighed ude af billedet blev min plan B at placere en stol i kanten af efterafgrøden og bruge det høje græs foran det levende hegn som skjul. Fra denne placering var der cirka 25 meter over til det hjørne af majsbæltet, hvor jeg fra de tidligere observationer vidste, at dyrene kom ud. Jeg vidste, at buejagt sommetider kan blive en langvarig affære, og jeg har altid haft det mantra, at det ikke er mangel på komfort, der skal ødelægge min jagtoplevelse. Med det i hovedet tog jeg på den årlige IKEA-vandring med min kone. I en labyrint af plastik og samlesæt af lamineret træ fandt jeg en skalstol med en lydløs drejefod, der var perfekt til formålet. Jeg købte stolen og malede den med spraymaling i et grønt og sort camouflagemønster, så den faldt bedre i med omgivelserne på reviret.
Stolen blev placeret, og dagene gik. Morgener, aftener og hele dage blev brugt i det levende hegn i håbet om at få en skudchance til et af dyrene i majsbæltet, som jeg så ofte så og nærmest følte, jeg begyndte at kende.
Den spættede rå var et smaldyr med en let genkendelig pelsdragt. Jeg så hende, næsten hver gang jeg sad i stolen, og for hver gang kom jeg tættere på. Jeg observerede, at hun oftest var alene og ikke havde følgeskab af lam, hvilket jeg altid vil være helt sikker på, før jeg skyder hundyr om efteråret. Jeg observerede også, at hun trak en smule på det ene bagløb og oftest kom ud, når solen skinnede.
Morgenen kom, og fornemmelsen var god. Havregrynene smagte af lidt mere og blev skyllet ned med en kop kaffe, der også var bedre end normalt. Meteorologerne havde lovet en kold nat efterfulgt af en lun og solrig morgenstund. Nu skulle det være.
Morgentåge
Jeg ankom til reviret en halv time før solopgang og gik stille hen til min stol, som en jagtkammerat i mellemtiden havde døbt ”russerstolen”, da den mindede ham om en stol fra en russisk stripklub, han vist engang havde besøgt. På vej hen til stolen havde en stor fasanhøne nær givet mig hjertestop, da den midt i mørket og ganske pludseligt lettede for fødderne af mig. Fornemmelsen i maven var god, og skoven, marken og himlen summede af liv. Tågen havde lagt sig over landskabet, og sigtbarheden var stærkt begrænset, men det var lige meget, for jeg kunne se lige præcis ned i det hul, jeg vidste, mit rådyr ville komme ud af.
Tågen var betagende, hvid og tyk. Det føltes, som om jeg befandt mig midt i et eventyr. Efterafgrødens mange hvide blomster og grønne blade blev våde af dug, og overalt blev edderkoppespind synlige i solens stråler. Råen kom som forventet ud af majsen og gik direkte over marken imod mig, som havde vi haft en aftale netop den morgen. Jeg trak min bue og kunne mærke min puls stige dramatisk. Nu var det nu.
Skud
Jeg ankrede strengen og mit release tæt til mit ansigt. Dyret kom til syne i mit sigte, og det eneste, der var imellem os, var dampen fra mit åndedrag. Jeg satte fingeren på aftrækkeren og klemte langsomt til, imens jeg pustede ud.
Pilen fløj roterende igennem luften. Den mekaniske spids foldede sig ud og penetrerede begge råens lunger, hvorefter den fortsatte ufortrødent ud på den anden side. Jeg kunne på dyrets bagside se en sky af blodstænk, der sprøjtede ud i tågen, som var det rød maling på et hvidt lærred. Råen stivnede kort og gjorde et panisk hop, hvorefter den forsvandt ind i majsen.
Min puls galoperede, og i takt med at tågen lettede, blev jeg blev ramt en euforisk følelse af glæde og forløsning. Mange timer i det levende hegn – en plan, der viste sig at virke, og et dyr, som var det helt rigtige. Alt sammen fordi jeg fra starten havde besluttet mig for ikke at fokusere på fejlene, men på de løsninger, der skulle til for at få succes. Jeg markerede skudstedet og fandt pilen, som var gennemblødt af blod og morgendug. Jeg gik bagefter tilbage i bilen og kørte ned på den nærtliggende tank for at købe en kop kaffe, jeg kunne nyde, inden jeg skulle gå blodsporet. Dyret skulle have ro og fred til at dø, og jeg ville ikke forcere noget ved at gå sporet for tidligt.
Efterskuddet
Jeg nød kaffen, imens jeg reflekterede over oplevelsen, der strakte sig over flere uger. Observationerne de første dage, planen og eksekveringen. Alt sammen enkeltstående oplevelser men samtidigt en del af noget større, jeg kun fik givet, fordi jeg havde valgt buejagten, udfordringerne og alt det, der følger med. Havde jeg været afsted med en riffel, kunne det hele have været slut efter en halv time på den første dag.
Sporet var kort, og hun lå forendt i en pøl af blod 50 meter inde i majsen. Et flot, sundt dyr i omgivelser smukkere, end ord kan beskrive. Et skud i tågen, et smaldyr i oktober, en oplevelse for livet.
