FOTO: PHILIP OG CIM VON ARENSTORFF.
Han har deltaget i en antikrybskytteenhed i Cameroun, været jagtguide i Grønland og Sydafrika og har gået på patrulje med Jægerkorpset. Philip har prøvet meget i en ung alder af 27 år. Det er de færreste danske jægere, der nogensinde kommer til at bære en moskusokse, de har skudt med bue, ned fra fjeldet til lejren. Men for Philip er det den eneste rigtige levevej, fordi det er en livsstil: ”Jeg gider ikke at passe et job derhjemme for at vente på at komme ud på fjeldet igen,” siger han.
På mange måder er Philips livsvalg ikke kommet som et lyn fra en klar himmel. Som tredje generation af jægere har Philip fået jagten ind med modermælken, og særligt farfaren, Carl Ulrik von Arenstorff, en globetrotter af en jæger, har præget Philips historie.
En præstesøn fra Falster
Carl Ulrik von Arenstorff var atypisk for sin tid og sted. Der var højt til loftet i forhold til hans ambitioner, og Danmark var ikke nok. Drømmen var at emigrere til den nye verden, som mange andre danskere gjorde dengang: Canada. De store vidder og den smukke natur lokkede, men i første omgang blev han hjemme. Han havde nemlig flair for forretning. Virksomheden voksede og overskuddet ligeså. Der blev råd til jagtrejser, og eventyrlysten var ikke til at stille herhjemme.
Verden var større dengang. Ikke alt på verdenskortet var udforsket. Det var perfekt for en eventyrer. Alt fra Sydafrika til British Columbia blev udforsket af Carl Ulrik – det er oplagte jagtsteder i dag, jovist, men på det tidspunkt var store områder af disse landene nærmest uudforskede og vilde. Farfar havde smag for trofæerne, og fra sine ekspeditioner i udlandet blev utallige eksotiske dyrearter hevet med hjem i trofæform.
Opvækst i familien Arenstorffs hjem
”Jeg er praktisk talt vokset op i noget, der ligner et biologisk museum,” siger Cim Ulrik, søn af Carl Ulrik, far til Philip. Trofæer fra alle verdenshjørner prydede væggene i Espergærde, og til hvert trofæ hørte der en historie.
Selvom Carl Ulrik var glad for trofæjagterne i det uudforskede udland, blev der senere mere tid til jagter i det fædrene land. ”Jeg blev slæbt med som lille til at være klapper og fik på den måde også jagten ind på livet tidligt,” fortæller Cim. Cim indløste selv jagttegn og har rejst en del på jagt. Først med sin far, men også med Philip. Sammen var de i Grønland og jage moskusokser.
Men Cims tid var en anden. Udover at passe sit arbejde herhjemme var det af politiske grunde blevet mindre velset at besøge farfarens Sydafrika. I stedet fandt Cim ud af, at han var god til hunde, og han har i høj grad specialiseret sig i jagthunde herhjemme.
Den uhæmmede udlængsel og eventyrlyst blev ifølge Cim genfødt i tredje generation: ”Det er, som man siger: En samler. En spreder. En samler. Philip, han tog fat, hvor min far stoppede.”
Aldrig har der været så mange danske jægere, og aldrig har det været så nemt at komme til udlandet for at jage for en dansk jæger. Omstændighederne for Philips eventyrlyst er gode i disse år.
Dårlig forbindelse til Sisimiut
”Kan du høre mig?” lyder det mekanisk fra computeren. Forbindelsen er ikke den bedste, men Philip går klart og tydeligt nok igennem fra Sisimiuut i Nordvestgrønland. 27-årige Philip er en svær mand at fange. De seneste mange år har han brugt i Afrika og Grønland som jagtguide, og han er derfor sjældent hjemme i Danmark. Så man bliver nødt til at interviewe ham igennem et opkald på Messenger. Sæsonen er endnu ikke startet, så heldigvis har han tid til at tale med mig. Ellers er han oftest ude på fjeldet uden for Kangerlusuaq, hvor han guider eventyrlystne jægere mod moskusokser, rensdyr og andet grønlandsk vildt.
Man skal huske at høre efter de gamle. De har faktisk nogle tricks.
Philip er vokset om med naturen, en aktiv livsstil og ikke mindst en familie af jægere. Særligt farfaren var noget af en legende: ”Det er på grund af farfars historier, at jeg er, hvor jeg er”. Selvom Philip har været klapper på både fars og farfars jagter derhjemme som ung, skulle han blive 22, før han selv tog jagttegnet: ”Jeg var alene ude på en 14 timers vandring. Der får man tid til at tænke.”
Han havde nyligt læst eventyreren og jægeren Freddy Wulffs beretninger fra New Zealand, og drømmen om en anden verden og et andet liv var ikke til at slå ud af hovedet: ”Jeg fandt ud af, det var det, jeg ville”. Philip solgte alt, hvad han havde, og tog til New Zealand for at bruge sit nyerhvervede jagttegn. Han fulgte i hælene på en gammel jæger, der, på trods af Philips militærtræning, gav ham baghjul op ad New Zealands bjerge og bakker. Her lærte han at begå sig i terrænet og fik sin første rigtige jagterfaring: ”Man skal huske at høre efter de gamle. De har faktisk nogle tricks.” I New Zealand skød han sin første kronhjort.
Det er indtil videre blevet til mange jagtoplevelser, især den unge alder taget i betragtning. Men Philip har aldrig fået noget foræret i jagten – ikke andet end historierne fra sin familie: ”Der er ikke mange penge i at være jagtguide, men oplevelserne gør op for det hele,” siger han og fortsætter: ”På mange måder er det som militæret. Jeg har ikke haft mit eget værelse i 3-4 år”. Sådan er Philip, siger Cim: ”Der er en rød tråd fra Carl Ulrik til Philip. Carl Ulrik skulle ud i verden, koste hvad det vil, og Philip ligeså.”
Det handler om eventyret
Jagt er aldrig bare jagt – det ved man, når man har prøvet det. Og hver jæger har sine drømme om det perfekte jagteventyr.
Før i tiden i Carl Ulriks dage var drømmen om den store udlandsrejse forbeholdt de få, men den nye generation har bare nogle andre muligheder. ”I min tid var det ikke noget, man gjorde,” siger Cim. Philip stemmer i: ”Det er blevet nemmere at tage ud i verden og jage.”
Som en opsang til nye jægere foreslår Philip, at man ikke hviler på laurbærrene: ”Tag ud. Lad være med at tænke for meget på det nyeste og bedste grej i første omgang. Er du ung og ivrig, så tag til udlandet. Et medlemskab i et jagtkonsortium koster stort set det samme som en udlandsrejse.” Han indrømmer, at han er anderledes end de fleste jægere i Danmark, men ligesom sin far ser han også, at den nye generation af jægere har en speciel eventyrlyst: ”Størrelsen på trofæet er efterhånden ikke så vigtig som historien bag”.
Tilbage på Grønland er Philip stadigvæk ikke færdig med at drømme stort: ”Min næste store drøm er at tage til Asien eller Mellemøsten for at jage de store får og geder. Måske markhorged i bjergene.” Bjergjagt skulle efter sigende være noget af det mest spændende jagt, man kan komme på, for så vidt eventyr angår. ”Men måske skulle jeg også prøve at tage på drivjagt i Danmark. Jeg tror aldrig, jeg har skudt andet i derhjemme end en hare,” griner han.
