TEKST: JENS ULRIK HØGH. ILLUSTRATION: VLADIMIR ZADVINSKII, SHUTTERSTOCK
Ifølge forskerne ”mangler” nogle af de danske ulve. Det skal forstås sådan, at ulve, som man har fulgt via dna-spor på nedlagte byttedyr og i lorte rundt omkring i det danske landskab, pludselig er ”forsvundet fra radaren” og derfor må formodes omkomne. Ingen ved reelt, hvad der er sket, men der er masser af gæt i spil. De fleste går på, at de manglende ulve er blevet illegalt nedlagt af danske jægere.
Beviser for denne teori findes der ingen af. Indikationerne begrænser sig til løse rygter og enkeltpersoners brovtende bodegatrusler fremsat på sociale medier. Der er, som det ser ud i skrivende stund, ingen tekniske beviser for, at der er foregået noget som helst ulovligt i forhold til de ”manglende” ulve, og der er ingen troværdige vidneudsagn om det heller. INTET. Jeg afviser bestemt ikke muligheden, men der er bare ikke rigtigt noget håndgribeligt, der peger i den retning.
Det, vi med sikkerhed VED, er, at en ulv er blevet nedlagt illegalt, en er fundet død, en er blevet påkørt, og nogle lever i bedste velgående i Tyskland. Dertil formodes seks ulve at være omkomne, eftersom forskerne ikke længere finder friske dna-spor efter disse.
Den manglende viden lægger ikke en dæmper på konspirationsteorierne. Tværtimod. F.eks. har Weekendavisen netop bragt en artikel om de forsvundne ulve under overskriften ”Dødsfælden”. Ulvenes forsvinden beskrives som en ”mordgåde”, og der er tilsyneladende ikke den mindste tvivl i forfatternes sind om, at årsagen skal findes i illegal jagt.
Men det stopper slet ikke der. I en kommentar til artiklen på Facebook i dag skriver Rasmus Ejrnæs, som er statsansat forsker ved Aarhus Universitet og ivrig natur-debattør:
”…i stedet for at lægge afstand til krybskytterne, så benytter jægerne gerne anledningen til at blive fornærmede over anklagerne på hele standens vegne. Skamfuldhed var sgu mere passende.”
I Ejrnæs’ optik har alle, der har indløst et jagttegn, åbenbart købt aktier i ”skammen” over de forsvundne ulves formodede skæbne. Altså kollektivt ansvar for faunaforbrydelser, som ingen ved har fundet sted.
Situationen er i mine øjne fuldstændig absurd. Selvfølgelig bliver jeg som en ud af 180.000 mennesker – som formentlig er mere lovlydige end gennemsnittet af den danske befolkning – ”fornærmet” over, at en fremstående repræsentant for skattebetalte forsknings-Danmark uddeler kollektivt ansvar for forbrydelser, som enten ikke er sket eller – hvis de er sket – er udført af en håndfuld forbryderiske enkeltindivider.
Det er slet og ret ikke rimeligt, når man ud fra en rent fordomsbaseret generalisering og en stak løse antagelser uddeler kollektivt ansvar til en hel gruppe mennesker. Der er jo heller ingen ved deres fulde fem, som peger fingre ad alle mænd, hver gang der sker en voldtægt eller bebrejder alle socialister for de monstrøse overgreb imod menneskeheden, der igennem tiderne er sket i denne ideologis navn.
Det mest bekymrende i denne debat er dog ikke den grøftegravende debatstil. Jeg er langt mere urolig over tilgangen til fakta. Jeg har desværre en klar fornemmelse af, at mange forskere vægter deres følelser og fordomme højere end en stringent faktabaseret tilgang til tingene. Det er saftsuseme ikke så godt, hvis det reelt er tilfældet. For vi kan ikke basere praktisk naturforvaltning på, hvem der vinder et følelsesladet skænderi i det offentlige rum og får flest ”likes” på Facebook.
Tilbage til de forsvundne ulve. Jeg håber virkelig ikke, at det er mennesker betroet med et jagttegn, der er årsagen til deres forsvinden. Hvis det skulle vise sig at være tilfældet, er jeg sikker på, at langt hovedparten af den danske jægerstand tager afstand til faunaforbrydelser og bistår myndighederne i deres arbejde på at finde og straffe de skyldige. Jeg tror- som jeg har givet udtryk for gentagne gange de seneste år – at en markant hårdere kurs med længere straffe for faunaforbrydelser, som er begået med fuldt overlæg, er den eneste farbare vej til højere opklaringsprocent og færre formørkede sjæle, der lader sig friste til at ødelægge naturen.
Den skyttegravskrig, som uophørligt kører imod jagt og jægere ud fra en formodning om, at vi som gruppe er kollektivt ansvarlige for mulige faunaforbrydelser, hører ingen steder hjemme i en civiliseret debat. Det er ren fordomsbaseret anti-jagt propaganda og fører med garanti ikke til noget konstruktivt.
Jeg skammer mig ikke det mindste over at være dansk jæger. Tværtimod.
Hvad synes du? Deltag i debatten på facebook.
