Jeg har altid forsøgt at efterleve ovenstående sætning, når jeg skal på jagt. Uanset om det “bare” er en lille tur ud på reviret på egen hånd, en fællesjagt eller en jagtrejse, så er det er min filosofi, at jo bedre forberedt man er, jo bedre er chancerne for succes.
Da jeg fyldte 30 år, forærede jeg mig selv en tur til Irland efter sikahjort. Jeg planlagde turen sammen med en gæv gut, ved navn Anders Bie-Olsen, som jeg havde mødt til et jagtarrangement, og som delte min drøm om at nedlægge en sikahjort.
Vi brugte lang tid på at finde den rigtige outfitter. Flere jagtrejsebureauer blev kontaktet, men valget faldt på den danske outfitter, Niels Nielsen, Han havde et stort område i Kerry County og var specialist i sikajagt. Han lagde ikke skjul på, at det var rigtig jagt. Der skulle arbejdes for det, og man skulle skyde, når man fik muligheden. Der blev ikke lovet store medaljehjorte til højre og venstre, men derimod store oplevelser og svær jagt i smuk natur. Det lød helt perfekt i min bog, da jeg personligt vægter oplevelsen over trofæet.
Turen blev planlagt og aftalt i foråret. Vi skulle på brunstjagt til oktober og havde derfor god til til forberedelser. Det blev til mange besøg på skydebanen på både 100 og 200 meter, nærstudering af kort over området, terrænet, vind og vejr, så vi var bedst muligt klædt på.
Jeg øgede min træning og fokuserede på cardiotræning og bevægelse med vægt, så jeg kunne mig bevæge i det kuperede terræn med grej og oppakning.
Desuden valgte vi at medbringe egne rifler, selvom lånerifler var en mulighed. Det øger prisen lidt og også besværet i lufthavnen, men jeg synes personligt, at det opvejes af at have sit eget våben med, som man er 110 % komfortabel med.
Da tiden til eventyret endelig var kommet, og flyet landede i Dublin lufthavn, følte vi os godt forberedte. Vi var spændte, og vi var klar.
Velkommen til Kenmare!
Efter en lang køretur fra lufthavnen ankom vi til den lille by Kenmare, Vi skulle mødes på en pub, som hver aften ville være dét sted, hvor vi skulle samles efter jagterne til aftensmad, pints og røverhistorier. Foruden Anders og mig var der fire andre danske jægere. Vi hilste og fik en pint, mens Niels satte os mere ind i jagten de kommende dage.
Der var godt gang i brunsten, så jagten ville være en blanding mellem stalking og anstandsjagt. Vores jagt skulle starte aftenen efter, så der var mulighed for at bruge morgendagen på at kontrolskyde riflerne og se lidt på byen.
De irske brødre
Efter en vellykket kontrolskydning og lidt sightseeing i Kenmare var det endelig blevet tid til jagt! Vi stod klar på parkeringspladsen ved vores Bed & Breakfast og ventede i spænding. Anders og jeg skulle afsted med den irske guide Connie, og da han svingede sin ramponerede bil ind på pladsen med nedrullede vinduer og en rugbykamp drønende ud af højttalerne, følte jeg ikke, at det kunne blive meget mere irsk!
Han stod ud af bilen med et stort krus kaffe i den éne hånd og gav faste håndtryk med den anden.
Efter en kort introduktion satte Anders sig ind foran, mens jeg gled ind på bagsædet med fødderne placeret oven på nogle motorsavskæder og andet udefinerbart værktøj. Den bil blev vist brugt til lidt af hvert, og det lignede ikke ligefrem, at han havde et videresalg i tankerne. Faktisk indrømmede Connie senere på turen, at konen havde forbudt børnene at køre med i bilen, og at den altid skulle parkeres bag deres hus. Til jagt fungerede den imidlertid fint.
På vejen samlede vi Connies bror James op. Det var egentlig planen, at vi to jægere skulle deles om én guide, men James havde ikke tænkt sig at stå over, når hans bror skulle på jagt. Heller ikke selvom de begge egentlig skulle have været til en begravelse samme aften, og da den let genkendelige bil rundede den lokale kirke, trykkede de sig også langt ned i sæderne. Vores forbifart var nemlig timet så uheldigt, at hele begravelsesoptoget netop var trådt ud på kirkegården og stod foran, mens vi drønede forbi.
Vi kørte ud af byen, og det irske landskab åbnede sig for os. Asfalten blev til grusvej, og vi kørte ind på reviret. På trods af den til tider ret morsomme stemning i bilen, så bredte jagtiveren sig i kroppen. Nu var det tid!
Det handler om at bryde nullen!
Pludselig huggede Connie bremsen i, og bilen stod stille på grusvejen. “There’s one!” udbrød han. En stor sikahjort stod cirka 80 meter væk i kanten af nogle grantræer for enden af en græsmark. Den gloede direkte på os, og vi kunne se, at dens ene gevir hang og dinglede ned langs hovedet. Den fastholdt sit blik mod os og stod som forstenet, mens vi betragtede den i vores kikkerter. Det så temmeligt smertefuldt ud med geviret. Det var brækket af helt nede ved kraniet og hang og dinglede i skindet.
“You want to shoot it?” spurgte brødrene i kor. Jeg havde blandede følelser for den idé. Jeg syntes egentligt, at hjorten skulle skydes væk, når den havde så voldsom en skade. Men jeg havde ikke forestillet mig, at min første sika skulle være spottet fra en bil og nedlagt fra en grusvej. Anders bød sig heldigvis til, og vi trillede videre i bilen for at komme i dækning, så Anders og James kunne komme ud. På trods af, at de gik på en grusvej og var helt blottet for det ellers sky dyr, blev den stående og døde af et velplaceret skud på halsen..
Connie, James og Anders gik ned gennem græsmarken for at tage hjorten i betragtning. Jeg havde siddet i bilen under hele seancen og hev nu i dørhåndtaget for at komme med ud. Det kom jeg dog ikke langt med, da børnelåsen var slået til. Det samme var den i den anden side.
Jeg VILLE med ned og se hjorten, så jeg besluttede at kravle hen over sæderne og lukke mig selv ud på forsædet – bilens tilstand taget i betragtning kunne jeg ikke forestille mig, at det var noget, Connie blev sur over. Det blev han heller ikke. Begge irere var ved at dø af grin, da jeg fortalte dem, at de havde låst mig inde!
Vi fandt hjorten og konstaterede, at det var den helt rigtige beslutning, vi havde taget. Der var tale om et stort åbent kraniebrud, hvor stangen var blevet slået af. Dertil var der begyndt at gå maddiker i såret.
Som en lille bonus havde Niels sagt, at hjorte der kun havde én stang, havde en lavere trofæafgift. Så ud over, at Anders havde gjort en god gerning, fik han sin første hjort til en fin pris.
Første outing
Jeg havde stadig min første hjort til gode, og Anders havde naturligvis mod på flere. Så, efter at guiderne havde brækket og læsset hjorten, kørte vi videre.
Efter en kort køretur blev James og jeg sat af. Det var skyet og trykkende i vejret, men regnen, som ellers er et velkendt vejrfænomen her på egnen, udeblev. Vi gik ind i en tom kvægfold og havde ikke gået ret langt, før vi så bagdelen af en hjort. Den var på vej væk, og vi fulgte efter.
Vi kom til et levende hegn med høj vegetation, hvor vi kunne stå i dækning. James foldede sin skydestok op, og jeg listede riflen ud af min rygsæk og lagde den til. Pludselig kom hjorten til syne foran os. Den kom gående imod os og rev græs op på sit gevir for at komme til at se større ud og virkede, som om den var klar til kamp! Brunsten var helt sikkert på kogepunkten.
Til mit held gik hjorten ikke direkte mod os, men gik skråt mod venstre for at komme op i vinden. Græsmarken skrånede nedad, og de store græstuer i marken dækkede hjorten, så jeg kun kunne se ryggen af dyret og så naturligvis hovedet og den flotte opsats.
Den fortsatte heldigvis frem og blottede sig mere og mere. Jeg fulgte den i kikkerten, mens James hviskede: “Wait… waaait…”, hjorten gjorde et kort holdt, og jeg sigtede mellem bringen og forbenet for at kompensere for, at den stod skråt. “Now. Shoot!”. Jeg trykkede af og sendte hjorten i græsset med en høj kugle.
En sika er meget skudstærk, og eftersøgning er vanskelig på grund af terrænet. Derfor ser guiderne gerne, at skuddet placeres, så man får dyret til at falde på stedet. Det lykkedes til fulde. Skuddet gik ind mellem bringen og forbenet og passerede under rygsøjlen, højt nok til at slå benene væk under hjorten.
Min første hjort var i hus efter en kort, men intens jagt, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt heldig. Jeg var jo kommet forholdsvis let til en flot sikahjort.
Efter at hjorten var brækket, og jeg havde fået taget billeder, trak vi den ud til vejen, så den kunne blive læsset på hjemturen. Jeg spurgte James, hvad planen så var nu… “Let’s go shoot another one!” udbrød han med et grin. Jeg var naturligvis med på idéen, men håbede ærligt talt, at mit held for dén aften var udløbet. Ellers kunne det godt gå hen og blive dyr tur.
Vi så heldigvis ikke flere, og da det var blevet mørkt, begav vi os op til vejen for at blive hentet.
Anders sad på forsædet af bilen med det helt store smil på. Han fortalte, at han og Connie havde okset afsted op i højlandet og gennem en flod. Resultatet for deres slid var endnu en enhjørning, så Anders var altså kommet på tavlen hele to gange på én aften. Vi drønede afsted mod pubben i den gamle, bil som var godt tung i røven af vægten fra tre hjorte. Humøret var endnu højere end på vej ud, og vi talte om vores store jagtheld, og om hvor godt vi var kommet fra start. “I’ts all about breaking the zero”, sagde Connie. Og dét er en sætning, jeg har taget med mig videre på jagtture. Det handler om at komme fra start og få hul på bylden, når man kan. Og det, må man sige, var lykkes for os.
På pubben blev der udvekslet dugfriske røverhistorier og drukket pints! Irerne var fantastisk kammeratlige, og kammeratskabet føltes ægte og ligeværdigt. Vi hyggede os gevaldigt over fælles aftensmad, og irerne gav mindst lige så mange pints, som vi gjorde.
2 outings, 2 hjorte!
Morgenen efter blev Anders og jeg hentet af Niels. Vi skulle op i et nyt område, han havde fået jagtretten til. Det var en kæmpe vindmøllepark i et stort område, som var delvist skovet. Planen var, at jeg blev sat af først, og Niels og Anders ville så placere sig længere oppe i terrænnet. Det var fedt at sidde dér alene i halvmørket og vente på hjortene og solopgangen. Det hele virkede stille og dødt, og den eneste lyd, jeg kunne høre, var et rytmisk “woosh” fra en vindmølle i nærheden.
Jeg spekulerede stadig på, om det ville være for tidligt at skyde min anden hjort. Hjemmefra havde jeg tænkt, at to hjorte i alt ville være nok, og jeg havde otte outings til at nå det.
Så hvis der skulle komme én mere her til morgen, så måtte det da godt være en enhjørning.
Bedst som jeg sad der og lavede sandsynlighedsregning i mit hoved, skete der noget. Pludselig så jeg en hjort ud af øjenkrogen. Den havde gjort som sikaer typisk gør – dukker op ud af det blå. Jeg sad lænet op ad en græstue med riflen liggende ovenpå og havde overhovedet ikke set hjorten komme.
Jeg rakte ud efter riflen i slow motion og fik fat om skæftet.
Langsomt løftede jeg den og forsøgte at skuldre.
Hjorten opdagede min bevægelse, drejede hovedet mod mig.
Jeg kunne dårligt tro mit held…
ÈN stang på hovedet.
Alle spekulationer om slutregnskab forsvandt, og nu spekulerede jeg kun på, om jeg ville kunne komme til skud, før hjorten sprang bort. Heldigvis var det stadig tusmørke, så hjorten var tydeligvis ikke sikker på, hvad jeg dog var, og jeg følte, at jeg lige så godt kunne tage chancen.
Jeg fortsatte min bevægelse, fik riflen I anslag og placerede langsomt trådkorset på bladet. Hjorten fastholdt sit blik på mig, og det føltes, som om den var lige på vippen til at springe, da jeg trykkede af.
Den satte i løb med dukket hoved, og jeg forsøgte at få den i korset til et skud mere, da det som sagt var bedst at droppe dem på stedet.
Jeg kunne ikke få hold på den, før den forsvandt i en blanding af højt græs og bregner. Efter noget tid fik jeg selskab af Niels og Anders. Jeg fortalte dem situationen og var sikker, på at jeg havde truffet hjorten. Den havde max været 50 meter fra mig, så selvom jeg ikke så tydeligt skudtegn, så kunne jeg ikke forestille mig, at det var en forbier. Vi fulgte sporet af hjorten og så hurtigt blodstænk på den grønne vegetation. Masser af lyserødt blod.
Den måtte være død, og efter 50-60 meter fandt vi hjorten forendt. På trods af, at den kun havde én stang, var hjorten stadig fantastisk flot, den havde de karakteristiske lysegrå aftegninger i hovedet, som irerne kalder for “the skull”.
Hjorten blev læsset på bilen, før vi aftalte, at jeg kunne blive sat af på egen hånd, mens Niels og Anders ville køre videre til et nyt område og forsøge sig efter en hjort mere. Jeg sad og nød solen og udsigten og spejdede efter sikahjorte. Jeg så ikke nogen, men må indrømme, at jeg ikke gjorde mig særligt umage heller. Jeg nød bare livet, naturen og mit jagtheld.
Det lykkedes ikke Niels og Anders at finde flere hjorte, og vi tog derfor hjem til mere solid morgenmad og afslapning.
Aftenens jagt gav heller ikke flere hjorte til nogen af os. Men det gjorde ikke noget. Vi var kommet solidt fra start og nød alle indtrykkene og den gæstfrie irske kultur.
En hjælpende hånd…
Den efterfølgende morgen blev jeg igen sat af på egen hånd. Jeg fik anvist et jagttårn, og Niels og Anders drønede afsted efter en hjort til ham. Anders havde jo stadig til gode at skyde en med to stænger, hvorimod jeg var lidt mere mættet.
Jeg sad ved en grusvej omgivet af høje grantræer, der var adskilt af ryddede spor med højt frodigt græs, og kunne høre hjortenes karakteristiske brunstfløjt i flere retninger, mens dagen langsomt vågnede. Som aftenen før følte jeg mig ikke presset til at skulle nå noget og sugede bare indtrykkene til mig, mens regnen begyndte at falde tæt i fede dråber. Jeg sad godt i læ under et stort grantræ, men sendte da en kærlig tanke til Niels og Anders, der stalkede rundt i regnvejret. Pludselig dukkede en sikahjort op over for mig. Den stak hovedet ud mellem de store grantræer og trådte ud på det regnvåde frodige græs. Jeg tog riflen op og gjorde klar til skud, men blev i tvivl, om jeg skulle skyde den. Det var en god chance, men samtidigt ville det være min sidste hjort på turen, hvor jeg stadig havde adskillige outings til gode. Så jeg valgte i stedet at gribe mobilen og sendte en sms til Niels: “Hvis I vil skyde hjort, så har jeg én herovre.”
De var gået længere ud ad grusvejen og forsvundet rundt om et sving. De svarede, at de ville gå tilbage mod mig, og jeg holdt dem orienteret om, hvor hjorten bevægede sig hen. Den forsvandt ind i de tætte grantræer for så at dukke op et nyt sted. Jeg forsøgte at holde Niels og Anders så godt opdaterede som muligt uden at lave for meget bevægelse og skræmme hjorten væk.
Til sidst forsvandt hjorten dog i nogenlunde samme retning, som Anders og Niels var gået ud ad. Jeg kunne ikke hjælpe dem mere og gav mig i stedet til at lytte spændt. Der gik ikke lang tid, før jeg hørte skuddet, som var tæt nok på, til at jeg hoppede lidt i sædet.
Det kunne kun være dem, der havde skudt, men det behøvede jo ikke at være den samme hjort. Jeg kravlede ned fra skydetårnet og gik dem i møde, og da jeg så hjorten, var jeg dog ikke i tvivl. Det var dén. Jeg kunne kende opsatsen. Anders havde skudt den i bringen, da den havde stukket hovedet ud af træerne, mens de havde listet sig tilbage af grusvejen. Hans første hjort med to stænger var en realitet, og det var et ekstra plus, at jeg havde været lidt med i spillet og givet de to jægere en hjælpende hånd. Det blev dagens eneste hjort.
Anders’ held sluttede ikke ved morgenjagten,Om aftenen lykkedes det ham nemlig at nedlægge en virkelig flot vildged i et andet område med en guide, som Niels arbejder sammen med.
Den store hjort
Morgenen efter hentede Niels os igen. Vi var på vej ud på vores sjette outing og kørte ud til en stor fold, hvor der gik får og køer. Folden lå op ad en skråning, hvor vi gik op og satte os højt oppe med godt udsyn. Fårene og køerne holdt sig nede i bunden af folden og så ud, som om det var hverdagskost at blive invaderet af et par sikajægere. De var ret ligeglade.
Det var en fantastisk morgen. Tågen lå tyk i dalene rundt om os, mens solen var på vej op på en skyfri himmel. Anders og jeg sad adskilt, så begge kunne skyde, men der skete ikke noget, og efter en halv time besluttede Niels sig for, at vi skulle højere op.
Niels gik forrest og jeg i midten, da jeg pludselig så noget gå langs hegnet helt oppe, hvor folden sluttede. “Dér er en! Og den er stor!” udbrød jeg. Vi satte os på hug, og jeg udpegede hjorten, som sprang over hegnet til folden. Det fik os til at lægge os helt fladt ned på det våde græs. Vi havde ikke meget dækning, fordi folden var godt afgræsset, så vi forsøgte at gøre os så små som muligt og gemme os bag afgnavede græstuer.
Da jeg var den, der havde set hjorten, fik jeg lov til at skyde. Den var dog stadig for langt ude og fortsatte langs kanten af hegnet.
Den fulgte hegnet og gjorde ikke mine til at komme tættere på. Jeg lå på maven i den smattede fold. Der var godt med fåre- og koefterladenskaber, men det var fuldstændigt ligegyldigt. Jeg havde taget min taske af og lå med den som anlæg. Hjorten fortsatte væk fra os, og jeg kunne se chancen glide fra mig. Jeg flyttede mig for at komme om på den anden side af græstuen, så jeg bedre kunne komme til skud.
Niels hviskede: “Hvis du vil have den, så er det nu.”
Jeg forstod, hvad han mente, chancen blev kun dårligere og dårligere. Hjorten var allerede noget mere end 100 meter væk og øgede afstanden.
Pludselig gjorde den holdt.
Jeg fandt bladet, kompenserede for distancen, og fordi den stod i en skrå vinkel væk fra mig, holdt jeg bagligt på bladet. Skuddet gik, og jeg så hjorten forsvinde i sigtekikkerten. Det eneste, der kom til syne i bunden af kikkerten, var det ene bagben, der sparkede et par gange, og så lå den stille.
Min tredje sikahjort var hjemme, og det var oven i købet et virkelig flot eksemplar. Efter de obligatoriske billeder blev vi enige om, at jeg skulle trække hjorten tilbage ned gennem folden, så Niels og Anders kunne fortsætte jagten.
Det var en virkelig hård tur, og da jeg nåede bunden, kunne jeg næsten ikke komme ud for foldens beboere. Jeg måtte derfor trække hjorten langs hegnet og forbi kreaturerne, som alle stod foran lågen. Den tur gik gennem smattet mudder, som efterlod en meget “landlig duft” i mine støvler og på mine bukser.
Stanken kunne dog ikke gøre noget ved følelsen i min krop! Turen havde i dén grad været en succes. Jeg havde fået to flotte hjorte som planlagt og en tredje som bonus. Det kunne ikke blive meget bedre.
På egen hånd
De sidste to outings fik jeg lov til at tage på egen hånd. Igen tog jeg den helt med ro. Hvis der kom en god hjort i en god situation, så ville jeg skyde. Ellers følte jeg, at jeg havde fået, hvad jeg kom efter. Det var fantastisk at have en smuk aften og en smuk morgen i mit eget selskab. Den sidste morgen lå der endda frost på græsset, og min ånde hang i luften som små hvide skyer. Der var dog stadig en smule varme i solens stråler.
Niels og Anders gik sammen og forsøgte at få en sidste hjort til Anders. Det lykkedes desværre ikke og heller ikke om aftenen, hvor vi havde vores sidste outing. Selvom vi havde haft tur i den, så er jagt jo uforudsigelig og sikaerne især.
Som Niels siger: “Det eneste, du kan være sikker på med sikaer, er, at du ikke kan være sikker på noget som helst.”
Farvel og på gensyn!
Da vores jagt var ovre, blev der holdt en hyggelig afslutning på pubben sammen med guiderne, hvor der nok lige blev drukket et par pints mere end de foregående aftener.
Allerede dengang jeg talte i telefon med Niels og bookede turen, fortalte han mig om den irske syge, som man risikerer at få, når man tager på jagt i Irland, og jeg er ret sikker på, at jeg er blevet smittet. Der findes ingen kur, men man kan dog dulme smerterne. Det eneste dét kræver, er en ny tur, og jeg kan skrive under på, at det ikke er sidste gang, jeg har været afsted efter sikahjort på “Den grønne ø”.
