TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: GITTE HØGH, M.FL.
En dansk jæger vil typisk bruge sin riffelkikkert i Danmark og de nærmeste nabolande samt på enkelte jagtrejser rundt omkring i verden. Langt størsteparten af tiden vil kikkerten blive brugt i dagslys – af den simple grund, at hovedparten af dansk jagt og regulering foregår om dagen. Muligheden for natjagt i f.eks. Sverige, Tyskland eller Polen samt drivjagter og bjergjagter stiller specielle krav til kikkertens lysstyrke, zoom-området og trådkorsets udformning. Man må derfor gøre sig klart, at en allround kikkert altid vil være et kompromis. Den ideelle løsning på alt findes ikke, selvom det burde være teknisk muligt at fremstille en 1-6×50 eller 1-8×56 kikkert med lys, som i hvert fald på papiret ville komme temmelig tæt på at være ideel til stort set alle former for jagt. At en sådan kikkert ikke findes skyldes måske, at den begrænser behovet for specialkikkerter, og dermed ikke er i producenternes interesse at udvikle – hvem ved?


Til langt de fleste former for riffeljagt i Danmark vil en 4×32 kikkert med et almindeligt duplex trådkors være rigelig god. I mange, mange år var dette da også langt de mest solgte kikkerter. I dag er det ikke let at få fat i en kikkert uden zoom – mange producenter har dem slet ikke i programmet længere. Det skyldes naturligvis, at jægerne nu om dage ønsker kikkerter med et bredere anvendelsesområde.
Skal kikkerten være anvendelig til drivjagt, er det et krav, at den kan stilles langt ned i forstørrelse. Det er ideelt at kunne komme helt ned på 1.0 X (altså ingen forstørrelse). Jo lavere jo bedre. Det er nødvendigt at kunne skrue ned på i hvert fald 3X, hvilket i øvrigt også er et lovkrav på drivjagt i et populært jagtland som Polen. Desuden er det en klar fordel på drivjagten med et centeroplyst trådkors, der letter skydningen til bevægelige mål betydeligt.
Vil man have mulighed for skumrings- eller decideret natjagt, skal kikkerten i sagens natur være lysstærk. Det indebærer som minimum 50 mm linser – gerne 56 mm. Men objektivdiameteren er ikke alene om at afgøre lystransmissionen. Antallet af linseoverflader, overfladebehandlingen og glaskvaliteten spiller også en rolle – og intet af det fremgår af kikkertens typebetegnelse. På natjagt er det også relevant med et centeroplyst trådkors, og det er vigtigt, at det kan skrues langt ned i lysstyrke, så det ikke blænder skytten i nattemørket.
Er der lidt længere skudhold på programmet, bliver også den maksimale forstørrelse relevant. På meget lange afstande, vil man ofte være tilbøjelig til at skrue op på maksimal forstørrelse, men man vil sjældent være i stand til at forbedre præcisionen væsentligt, hvis man kommer ud over otte til ti ganges forstørrelse.
Når vi taler om allroundkikkerter til danske riffeljægere, handler det altså om kikkerter med en mindsteforstørrelse på maksimalt 3X og en største forstørrelse på minimalt 8X samt en objektivdiameter på mindst 50 mm. Og meget gerne et centeroplyst trådkors med mulighed for både dag- og natindstilling, som kan skrues langt ned i lysstyrke.
Vi har set nærmere på seks relativt prisbillige kikkerter, som er tilgængelige i danske jagtforretninger, og som lever op til disse grundlæggende specifikationer.

Praktisk test
Jeg har haft alle kikkerterne med en tur på skydebanen for at teste dem i praksis. Jeg har undersøgt, om de er skudfaste (holder træfpunktet), om klikjusteringerne er som angivet og fungerer i alle retninger. Desuden har afprøvningen givet os et indblik i kikkerternes praktiske håndtering og ergonomi.
Selvom en dag på skydebanen kan afsløre mange åbenlyse defekter, er det egentlig ret begrænset, hvad man kan udlede omkring kikkerternes driftssikkerhed i længden. I den henseende er det egentlig kun en praktisk langtidsafprøvning, der kan give brugbare svar, og her kommer så et væsentligt forbehold: Mange af disse kikkerter findes der ingen offentliggjorte praktiske langtidserfaringer med. Det er derfor væsentligt at skele lidt til garantien imod fabrikationsfejl, som den enkelte producent tilbyder – og så i øvrigt få kikkerten brugt en hel masse i dens første år.
Lad mig springe lynhurtigt til konklusionen af den praktiske test: Jeg fandt ingen mekaniske defekter på nogen af de seks kikkerter. De er alle både skudfaste og klikfaste. Det er i højere grad på andre parametre, at der er væsentlige forskelle på kikkerterne. Bemærk at synsfeltet er testet ved laveste forstørrelse, da det er denne værdi, som har relevans på drivjagten. Der er – som det fremgår – ganske stor forskel på synsfelterne – også imellem kikkerter med identisk forstørrelse.

Bushnell Trophy XLT 3-12×56
395 mm lang, ¼” klik (ca. 7 mm / 100 m), 30 mm rør, rødt lys, drejeknap med 11 lysstyrketrin på venstre side, sigte 4 med oplyst centerprik i 2. billedplan. Zoomer ind, når zoomringen drejes med uret.
Testens næstlængste kikkert. Tjek altid, hvordan en kikkert passer til din riffel. Det er ikke nødvendigvis negativt, at en kikkert er lang. Umiddelbar lækker finish. God mekanisk følelse. Lyset kan justeres meget langt ned, hvilket er en stor fordel på natjagt. Acceptabel mindsteforstørrelse. Alt fungerer tillidsvækkende. Garanti: 30 års fabriksgaranti og 2 år på elektronik. Normark Denmark oplyser nærmeste forhandler på tlf. 87 11 41 00.
Vejl. udsalgspris: kr. 4.299,-

Bushnell Banner 3-9×50
399 mm lang, ¼” klik (ca. 7 mm / 100 m), 1” mm rør, ingen lys, Duplex trådkors i 2. billedplan. Zoomer ind, når zoomringen drejes med uret.
Testens længste kikkert – de to Bushnell kikkerter er markant længere end alle de andre. Umiddelbar fin finish. God mekanisk følelse. Acceptabel mindsteforstørrelse. Alt fungerer tillidsvækkende. Det manglende lys gør denne kikkert mindre egnet til både natjagt og drivjagt. Garanti: 30 års fabriksgaranti og 2 år på elektronik. Normark Denmark oplyser nærmeste forhandler på tlf. 87114170.
Vejl. udsalgspris kr. 2.199,-

Nikko Stirling Diamond Illuminated 3-12×56
337 mm lang, ¼” klik (ca. 7 mm / 100 m), 30 mm rør, rødt og grønt lys, drejeknap med 5 lysstyrketrin for hver farve på venstre side, sigte 4 med oplyst centerprik i 2. billedplan. Zoomer ind, når zoomringen drejes mod uret.
Ganske kompakt kikkert. God matsort finish. God mekanisk følelse. Lyset kan umiddelbart justeres tilstrækkeligt langt ned til natjagt. Jeg kunne godt ønske mig en anelse mere blus på maksimal lysstyrke. Acceptabel mindsteforstørrelse. Fantastisk synsfelt på 3x forstørrelse. Stort set identisk med synsfeltet på Delta kikkerten ved 2.5x forstørrelse. Alt fungerer. Garanti: lifetime garanti + 5 år på elektronik. Guntex oplyser nærmeste forhandler på tlf. 96 80 20 00.
Vejl. udsalgspris: kr 3.199,-

Leupold VX-R 3-9×50
320 mm lang, ¼ MOA klik (ca. 7 mm / 100 m), udvendigt kliktårn til højdejustering, 30 mm rør, rødt lys, trykknap med 7 lysstyrketrin på venstre side, oplyst centerprik i 2. billedplan. Zoomer ind, når zoomringen drejes med uret.
Testens mest kompakte kikkert. Lækker finish. God mekanisk følelse. Lyset kan både justeres tilstrækkeligt langt ned til natjagt og tilstrækkeligt højt op til drivjagt i solskin. Acceptabel mindsteforstørrelse. Alt fungerer. Garanti: Livslang/elektronik 5 år HG Agencies oplyser nærmeste forhandler på tlf. 20159734
Vejl. udsalgspris: kr. 5.100,-
Bedste køb

Optikvidenskab Vertikal 2-12x50IR
353 mm lang, ¼ ” klik (ca. 7 mm / 100 m), 30 mm rør, rødt lys, drejeknap med 11 lysstyrketrin på venstre side, sigte 4 med oplyst centerprik i 2. billedplan. Zoomer ind, når zoomringen drejes mod uret.
Testens bredeste zoomområde. God mekanisk følelse. Lyset kan både justeres tilstrækkeligt langt ned til natjagt og tilstrækkeligt højt op til drivjagt i solskin. God mindsteforstørrelse til drivjagt (testens bedste) og maksimalforstørrelse på højde med de bedste i det øvrige felt. Alt fungerer. Garanti: 5 års garanti og 2 år på elektronik. Find nærmeste forhandler på www.jaguargruppen.com.
Vejl. udsalgspris: 6.495,-

Delta optical Titanium 2.5-10×56 HD
372 mm lang, 7 mm klik / 100 m, 30 mm rør, rødt lys, drejeknap med 11 lysstyrketrin på venstre side, et meget åbent sigte 4 med oplyst centerprik i 2. billedplan. Zoomer ind, når zoomringen drejes med uret.
En stor kikkert. Gedigen mekanisk følelse. Lyset kan både justeres tilstrækkeligt langt ned til natjagt og tilstrækkeligt højt op til drivjagt i solskin. God mindsteforstørrelse til drivjagt (testens næstbedste) og maksimalforstørrelse på højde med de bedste i det øvrige felt. Alt fungerer. Garanti: 10 år på optik og elektronik. Astro oplyser nærmeste forhandler på tlf. 96364545.
Vejl. udsalgspris: kr 5.399,-

Hvad ville jeg vælge
Jeg har sagt det før og det tåler gentagelse. Når vi bevæger os ned i de billigste kikkerter, handler det for mig om at finde et produkt, som er så godt som muligt (og under alle omstændigheder ”godt nok”) til lavest mulige pris. Jeg vil under alle omstændigheder købe et produkt, som forventeligt holder i mange år – ærgrelserne over et produkt, som går i stykker er simpelthen for store i forhold til glæden ved at have fået det billigt. Så hvordan ville jeg vælge allroundkikkert i dette prisleje ud fra disse forudsætninger?
Personligt ville jeg prioritere lysstyrke, mindsteforstørrelse og justeringsmulighederne for det oplyste trådkors højt. Ud fra de tekniske specifikationer er der derfor i mit sind ingen tvivl om, at kikkerten fra Optic Science har det bredeste anvendelses potentiale. Jeg synes, at man gør tingene unødigt besværlige uden oplyst trådkors og ville derfor ikke drømme om at anbefale en allroundkikkert uden lys. Det diskvalificerer i mine øjne den billigste af de to Bushnell kikkerter. Bevares – man klarede sig udmærket uden lys i kikkerterne for ganske få år siden, og jeg har selv nedlagt meget vildt på både drivjagter og om natten uden. Det er muligt, men min erfaring med begge dele er klar: Lys er en kæmpe praktisk fordel.
Leupold eller Optic Science
For mig ville valget i denne omgang stå imellem Optic Science Vertical 2-12×50 og Leupold VX-R 3-9×50. Den førstnævnte ud fra de bedste tekniske specifikationer, den sidstnævnte ud fra det kompakte design, indtrykket af kvalitet og garantien. Jeg ville under alle omstændigheder bruge kikkerten hårdt og udsætte den for lidt af hvert for at fremprovokere eventuelle svagheder indenfor garantiperioden. Prisen er ikke altafgørende. Kvalitet for pengene er. Jeg er ikke i tvivl om, at de fem af de seks testede kikkerter er prima allroundkikkerter og forskellen imellem dem er ikke voldsom.







