TEKST OG BILLEDER: KIM LINDGREN
”Efter mere end 20 år som registreret schweisshundefører tør jeg godt garantere dig, at, hvis du søger optagelse og bliver optaget, er det et valg, du aldrig vil fortryde.”
Der er en mangel på nye kvalificerede hundeførere flere steder i Danmark, så hvis du mener, at du er kvalificeret og har et ønske om at blive en del af det danske Schweiss-register, kan jeg kun opfordre dig til omgående at søge om optagelse.
Kigger man på et oversigtskort over de registrerede schweisshundeførere, kan man se, at der er nogle områder, hvor man akut mangler registrerede schweisshundeførere.
Der findes også områder, hvor det på kortet ser ud som om, at man er godt besat med hundeførere, men det er ingen hemmelighed, at en høj gennemsnitsalder i nogle områder kan give et misvisende billede af, om der er behov for nye hundeførere eller ej.
Jeg kan blandt andet nævne, at man på Sjælland mangler kvalificerede hundeførere i område 7 og 8, hvilket omfatter Øst-, Midt, Vest- og Sydsjælland, ligesom område Fyn (område 6) også kan bruge kvalificerede ansøgere.
Den registrerede schweisshund går ikke af vejen for at stoppe råvildt, dåkalv, då, kronkalv og hind, hvis de forsøger at flygte fra hunden. Er hunden ekstremt vildtskarp, kan det ske, at den også forsøger at bide sig fast i halsen på dåhjort og kronhjort, hvilket er en rigtig dårlig ide. Hunden kan blive slået ihjel af både dåhjort og kronhjort, hvis dens vildtskarphed tager overhånd. Dåen på billedet ER død.
Det er bevidst, at jeg skriver ”kvalificerede ansøgere”, da det ikke er nok, at man som minimum har ført en hund til en 1. præmie på en 400m/20t sporprøve, eller måske også har bestået endnu sværere sporprøver med bravour. For at kunne begå sig blandt de danske riffeljægere er det vigtigt, at man har jagtlig erfaring (specielt i forhold til hjortevildt), ligesom man også skal have de tidsmæssige ressourcer til rådighed, da man ellers vil have svært ved at leve op til den parathed, som forventes af Naturstyrelsen og ens kollegaer.
Det er en selvfølge, at man har gyldigt jagttegn med påtegning ”riffeljagt tilladt” samt kørekort til personbil, og som person skal man være med til kollegialt at styrke det eksisterende, lokale team af hundeførere og derved kunne fungere som et loyalt og troværdigt teammedlem.
Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere, skal du kontakte:
Schweiss-sekretariatet på tlf. 93 59 70 80 eller via mail på schweiss@nst.dk
De negative og de positive ting
Lige så vigtigt det er, at du er indstillet på at blive registreret schweisshundefører, lige så vigtigt er det, at din familie har samme positive indstilling til tingene. Det er muligt, at du brænder for sagen, men du skal også have 100 % opbakning fra familien, da det er dem, som kommer til at undvære dig, når du er ude at eftersøge. Jeg vil derfor råde dig til at tale med din familie og vende alle de forskellige scenarier, da det er familien, som bliver efterladt derhjemme, mens du er på eftersøgning.
Glem alle de romantiske drømme om i skjorteærmer at eftersøge en stor seksender en lun sommerdag kl. 10:00.
Dermed ikke sagt, at det ikke vil ske, for det gør det selvfølgelig.
Men er du klar til at rive en hel weekend ud af kalenderen i efteråret for i øsende regnvejr at eftersøge et lam i et moseområde, mens du gennemblødt og med vand i gummistøvlerne kan mærke, at myggene overfalder dig og suger al blodet ud af dig? Én weekend kan man altid klare, men er du klar til at ofre rigtig mange weekends på dette projekt fordelt over hele året?
Er du også klar til at tage telefonen klokken 02.00 om natten, når private, politiet eller Dyrenes Beskyttelse ringer med en påkørsel velvidende, at du skal op på arbejde klokken 07.00 næste morgen? Ikke bare én gang, men mange gange i løbet af året!
Derudover vil mange jagteftersøgninger komme, når jægerne har fri for arbejdet, hvilket vil sige i weekends og på helligdage. Er du også her klar til at rykke ud i al slags vejr? Og er din familie også indstillet på at undvære dig, når I endelig har fri sammen?
Hvis du og din familie er indstillet på, at du bruger det meste af din fritid på at være registreret schweisshundefører, er det sikkert, at du vil få nogle fantastiske oplevelser, som du ikke kan få på andre måder.
Hvad der venter
De fantastiske oplevelser er positive og livsbekræftende hændelser, som når en 130 kg. stor smedemester, med tårer i øjnene, giver dig et kram, så du er ved at smutte ud af dine gummistøvler, blot fordi din hund har fundet hans anskudte buk. En sådan oplevelse kan ikke beskrives, den skal opleves.
Den samme behagelige følelse kommer også, når man alene eller i samarbejde med andre registrerede schweisshundeførere, endelig får sporet sig frem til det anskudte/påkørte dyr, man i timevis har ledt efter, og får gjort en ende på dyrets lidelser.
Samarbejdet med dine schweisskollegaer, som har samme passion for schweisshundearbejdet som dig selv, menings- og erfaringsudvekslinger samt det gode kammeratskab opvejer alle de natlige telefonopkald og de dage, hvor du under en eftersøgning flere gange i løbet af en dag bliver gennemblødt fra top til tå.
En ny verden
Når du begynder at interessere dig for de små ting, som din hund markerer ved et anskudssted, vil en helt ny verden åbne sig. Du finder ud af, at hårene (fra pelsen) på de forskellige hjortearter er forskellige, afhængigt af, hvor på kroppen af dyret de sidder. Ud fra de hår, du finder på anskudsstedet, vil du erfare, at du efter at have sat dig grundigt ind i dette emne, ofte vil kunne komme med et kvalificeret gæt om, hvor dyret er ramt – alene ud fra de få hår, du finder på anskudsstedet.
Det samme er gældende omkring knoglestykker, hvor du ad åre også vil blive god til at vurdere, hvor de forskellige knoglestykker, du måske finder i forbindelse med anskudsstedet (eller ude af sporet) stammer fra på dyret.
Derudover vil du lære din hund at kende på en helt anden måde, end du havde forestillet dig, da det intense samarbejde mellem dig og hunden på en eftersøgning udvikler jeres førerforhold til et niveau, som du ikke troede var muligt.
Jeg kan garantere dig, at alle de oplevelser, du som registreret schweisshundefører får sammen med din hund, dine schweisskollegaer og rekvirenterne, overskygger alt det negative med flere længder.
Har du familien i ryggen, og du både kan og vil efterleve Schweiss-registrets værdisæt, tja, så er det bare med at komme ud af starthullerne og i gang.
Jeg er 100 % sikker på, at du ALDRIG vil fortryde dit valg – det kender jeg ingen registrerede schweisshundeførere, som har gjort.
Man skal ikke kende nogen – som kender nogen
Da alle, som søger optagelse i Schweiss-registret har et indædt ønske om at blive registreret schweisshundefører, kan et afslag, uanset om det er på den indsendte ansøgning, eller en ikke tilstrækkelig præstation på den senere adgangsgivende kvalifikationstest, være svært for nogle at acceptere.
At Naturstyrelsen har valgt at give et standardsvar på et eventuelt afslag, bliver de fleste frustrerede over, hvorfor det ikke kan udelukkes, at dette er årsagen til historien om, at Schweiss-registret er en lukket klub, hvor ”man skal kende nogen, som kender nogen” for at blive optaget.
Jeg vil gerne én gang for alle aflive historien om, at det er en betingelse, at ”man skal kende nogen, som kender nogen” for at komme i betragtning som registreret schweisshundefører, da dette ganske simpelt ikke er sandt.
Hvis der i et område mangler hundeførere, og en ekvipage (hund og fører) af Naturstyrelsen vurderes egnet til at stille til en kvalifikationstest, bliver man indkaldt til denne test. Hvis både hund og fører på denne kvalifikationstest præsterer tilstrækkeligt, bliver de tilbudt optagelse på den 2-årige uddannelse.
Hvis hund eller hundefører derimod ikke præsterer tilstrækkeligt på dagen, hvor kvalifikationstesten afholdes, kommer man ikke ind, så simpelt kan det siges.
Forløbet
Det er muligt, at du det første år, du søger optagelse, får et afslag og derfor ikke bliver indkaldt til den afgørende kvalifikationstest. Du kan også komme ud for, at hunden på kvalifikationstesten ikke præsterer tilstrækkeligt.
Hvis du, efter at du har ansøgt om optagelse, ikke bliver indkaldt til en kvalifikationstest, vil jeg opfordre dig til at træne videre med din hund og søge optagelse året efter. Mange nuværende registrerede schweisshundeførere har oplevet at få et afslag på deres første ansøgning, og nogle har endda oplevet at få afslag på flere ansøgninger, før de er blevet optaget som registrerede schweisshundeførere.
Hvis du derimod har været indkaldt til en kvalifikationstest, og hunden efter bedømmernes opfattelse IKKE findes egnet som registreret schweisshund, skal du overveje det videre forløb.
Hvis hunden har de medfødte egenskaber, som kræves af en hund, der skal bruges til praktiske eftersøgninger af hjortevildt (læs afsnittet: Hvad kræves for at blive en god schweisshund), og det blot er manglende træning i for eksempel sporsikkerhed i forhold til den friske afledningsfært, som har været udslagsgivende på kvalifikationstesten, skal du blot træne videre på at dygtiggøre din hund og søge optagelse året efter.
MEN, hvis din hunds præstation på en kvalifikationstest afslører, at den ikke er egnet som kommende registreret schweisshund, det vil sige, at hunden ikke har de medfødte egenskaber, som kræves af en hund, der skal bruges til praktiske eftersøgninger af hjortevildt, bør du droppe tanken om at komme i registret med dén hund.
Gør noget aktivt
Det skader ikke din sag, hvis du selv gør noget aktivt for at lære noget mere om det at være registreret schweisshundefører. Meld dig eventuelt ind i Dansk Schweisshundeforening, og som skrevet tidligere vil jeg som det første anbefale dig, at rette henvendelse til Schweiss-sekretariatet, som kan formidle kontakten til lokale hundeførere i nærheden af dig. Hos disse hundeførere kan du måske komme med ud på et par eftersøgninger (som ubevæbnet hjælper), hvor du ud over at lære en del om det praktiske arbejde også kan få svar på mange af de spørgsmål, du som potentiel registreret schweisshundefører selvfølgelig har.
De lokale registrerede schweisshundeførere vil også kunne give dig et par gode råd om, hvordan du bør træne din hund, så den er gennemarbejdet den dag, du måske skal stille til den afgørende
Dette skal du ikke gøre
Uanset hvor meget du gerne vil være registreret schweisshundefører, skal du afholde dig fra at eftersøge anskudt hjortevildt, uanset hvor god en sporhund du har.
Selvom lovgivningen stort set giver alle lov til at eftersøge i de første 6 dagtimer efter en anskydning (hvor der er fundet sikre tegn på træf), har dette ikke været intentionen med denne lovgivning.
Mange tror desværre, at, såfremt man har en god sporhund, så har man per automatik også en god schweisshund, hvilket på ingen måde er rigtigt.
Tro mig, der er meget stor forskel i sværhedsgraden på selv den sværeste sporprøve og på en ganske almindelig praktisk eftersøgning, hvor dyret ikke altid har tabt lidt schweissdråber i sporet.
Hvis du ikke tror mig, kan jeg oplyse dig om, at, efter at en hund og fører er blevet optaget på den 2-årige uddannelse, går der yderligere 2 år (med mere end 100 eftersøgninger årligt), før hunden kan betegnes som en nogenlunde god og brugbar schweisshund. Det er nemlig kun gennem de mange praktiske eftersøgninger, at hunden får den fornødne eftersøgningserfaring, og eftersøgningserfaring kan ikke opnås på kunstige, udlagte spor. Nej, det skal være på rigtige eftersøgninger.
Jeg vil derfor opfordre dig til ikke at gå ud og lege schweisshundefører (selvom det kan være fristende), men derimod at vise omverdenen, at du værner om vildtets tarv. Dette gør du ved ikke selv at eftersøge anskudt hjortevildt, men ved at opfordre alle andre til også at bruge de registrerede schweisshundeførere ved enhver form for anskydning.
Schweiss-registret består i dag af 174 frivillige schweisshundeførere, som med deres specialtrænede hunde kan opspore påkørt og anskudt vildt (primært hjortevildt). Alle schweiss-registrets hundeførere er legitimeret af Naturstyrelsen til at løse denne opgave og har blandt andet lov til at eftersøge og aflive vildt på privat grund uden forudgående tilladelse fra ejeren.
Hvilke racer bruges
Hundene i det dansk Schweiss-register består af flere forskellige racer, og en schweisshund er derfor ikke én bestemt race. Der findes i Schweiss-registret ikke en liste over, hvilke hunderacer som kan komme i betragtning, men udover, at hundene skal have en tilpas størrelse, skal de besidde en stor sporlyst og koncentrationsevne. Derudover skal hundene fra hvalpestadiet være mentalt og fysisk sunde, besidde et tilpas mod og selvstændighed samt have en tilstrækkelig vildtskarphed.
Ved årsskiftet var der i Danmark 174 registrerede schweisshundeførere, som tilsammen havde 263 registrerede schweisshunde, hvilket i gennemsnit giver 1,51 hund per hundefører.
Racefordelingen blandt de registrerede schweisshunde domineres af den ruhårede hønsehund (89 stk.) og labrador retriever (78 stk.), og disse to racer udgør tilsammen 63,5 % af de registrerede schweisshunde.
hannoveransk schweisshund (42 stk.) samt bayersk bjergschweisshund (34 stk.) udgør tilsammen 29 % af de registrerede schweisshunde.
De sidste 7,5 % af de registrerede schweisshunde består af korthåret hønsehund (6 stk.), kleiner münsterländer (4 stk.), langhåret hønsehund (3 stk.), tysk wachtelhund (3 stk.), golden retriever (2 stk.), gammel dansk hønsehund (1 stk.) og schwarzwildsbrache (1 stk.).
Kønsfordelingen blandt de registrerede schweisshunde viser, at cirka 60 % er hanhunde, mens cirka 40 % er tæver.
En god sporhund er ikke per automatik en god schweisshund, men i kraft af hundens gode sporegenskaber kan den måske med tiden blive en god schweisshund, forudsat at den også er tilstrækkelig vildtskarp.
Hvad kræves for at blive en god schweisshund
Hunden skal fra hvalpestadiet være mentalt og fysisk sund og besidde nogle medfødte egenskaber, hvor en stor sporlyst og en god koncentrationsevne er egenskaber, som skaber den gode sporhund. Men schweisshunden skal derudover også besidde en tilpas vildtskarphed, mod og selvstændighed. Vildtskarpheden ligger dybere i nogle racer/avlslinier end i andre, hvilket man selvfølgelig skal have fokus på, når man skal udvælge en race eller et individ, som skal bruges til praktiske eftersøgninger.
Hvis hunden besidder de nødvendige medfødte egenskaber, kan man dele den registrerede schweisshunds praktiske arbejde op i to discipliner – og den registrerede schweisshund skal beherske dem begge.
Det er ikke nok, at den registrerede schweisshund er ekstremt vildtskarp, hvis den ikke også behersker sporarbejdet (remarbejdet), da den jo skal kunne spore sig ud til dyret, før vildtskarpheden kan bruges til noget. Det er heller ikke nok, at den registrerede schweisshund er formidabel til at spore sig frem til det anskudte dyr, hvis den ikke har tilstrækkelig vildtskarphed til at stoppe dyret, hvis det skulle rejse sig fra sårlejet og flygte.
Vildtskarphed
Uanset hvilken hunderace man har eller vil anskaffe, er det et must, at den er tilstrækkelig vildtskarp, såfremt den skal kunne bruges som schweisshund i det danske Schweiss-register.
En hund, som ikke er vildtskarp, kan man ikke optræne til at blive dette, da vildtskarpheden er en nedarvet og derved medfødt egenskab. Sagt på en anden måde; hvis hunden ikke er mentalt sund fra fødslen og ikke har gennemgået en sund social prægning i hvalpe- og unghundetiden, vil vildtskarpheden aldrig komme til udtryk, selvom hunden måske avlsmæssigt besidder en tilpas vildtskarphed.
Hunde med et dårligt nervesystem, som for eksempel skudrædde eller skudfølsomme hunde, vil aldrig blive tilstrækkeligt vildtskarpe, og det uanset om det dårlige nervesystem er medfødt eller resultatet af et dårligt miljø.
Fordi hunden bliver aktiveret i sin byttedrift og i trygge omgivelser vil jage og bide sig fast i et skind, man leger med ude på græsplænen, er dette ikke ensbetydende med, at hunden også er vildtskarp.
Den hund, som vil bide i skindet på græsplænen, er for det første i trygge omgivelser, derudover er hunden tryg ved den person, som trækker i skindet, hvorfor dette ikke kan tolkes som om, at hunden også er vildtskarp, da momenterne ”mod” og ”selvstændighed” ikke er med i denne øvelse.
Fordi hunden snuser eller tør at nappe forsigtigt til et dødt rådyr, man præsenterer for hunden på græsplænen, er dette heller ikke ensbetydende med, at hunden også er vildtskarp. Hunden er tryg ved omgivelserne, tryg ved personen, som står ved siden af hunden, hvorfor det ikke kræver meget mod at nappe eller bide i det døde dyr.
For at hunden skal optræde modig og turde at bide sig fast i og fastholde eller stoppe det flygtende rådyr, måske 1 km væk fra hundeføreren, kræver ud over en nedarvet vildtskarphed en god psyke (læs: mod) hos hunden.
Hvad er en tilpas vildtskarphed?
Hunde skal besidde en tilpas vildtskarphed, og til spørgsmålet om, hvor meget en tilpas vildtskarphed er, vil mit bud være.
Når jeg skriver, at hunden efter min mening skal kunne hetze og stoppe et anskudt rådyr, mener jeg ikke et smertelidende waidskudt rådyr, eller et rådyr med et kølleskud eller andre alvorlige anskydninger. Nej, hunden skal kunne hetze og stoppe et lavt forløbsskudt rådyr, som løber lige så hurtigt på tre som på fire ben.
Nogle racer og individer er det, man kan kalde ekstremt vildtskarpe. Uden at denne artikel skal omhandle de forskellige racer, er det ingen hemmelighed, at den ruhårede hønsehund (og specielt de tyske linjer) er kendt for at være meget vildtskarpe. Nogle af disse hunde er så vildtskarpe, at de efter at have stoppet dyrets flugt, går så hårdt til rådyret, at det ofte er forendt, når hundeføreren via sit pejl finder frem til hund og rådyr.
En sådan ekstrem vildtskarphed er ikke nødvendig hos den registrerede schweisshund, men hunden skal som minimum kunne hetze og effektivt stoppe et lavt forløbsskudt rådyr.
Mine erfaringer er, at jo mere vildtskarp, modig og selvstændig hunden er, desto kortere bliver hetzene på anskudt råvildt. Hvis det flygtende rådyr er meget mobilt, vil den vildtskarpe hund holde på for fuld skrue, hvilket betyder, at den hetzer rådyret meget langt, men til gengæld også får fat i de tynde anskydninger.
Avlen
I forbindelse med vildtskarpheden skal man være opmærksom på, at man avlsmæssigt i nogle racer arbejder seriøst og målrettet på at bevare eller endda at forbedre vildtskarpheden, mens man i avlen hos andre racer ikke prioriterer vildtskarpheden særlig højt.
Der findes i dag ikke en prøveform i Danmark, hvor man i forbindelse med et kunstigt udlagt spor kan konstatere eller teste, om en hund er i besiddelse af en større eller mindre grad af vildtskarphed.
Da man ikke får kendskab til hundens vildtskarphed, før hunden får muligheden for at bevise det på en praktisk eftersøgning, er det meget vigtigt, at man, når man skal vælge race eller individ, kigger på den avl, som ligger bag ens hvalp.
Hvis hunden på sigt skal bruges til praktiske eftersøgninger, skal man være meget nøje i udvælgelse af race eller individ, og kun købe hvalpe efter racer og individer, som gennem flere generationer har bevist, at de som minimum besidder det, jeg kalder en tilpas vildtskarphed.
Søg optagelse nu
Denne artikel er ikke en officiel artikel fra det danske Schweiss-register, men en artikel skrevet af en registreret schweisshundefører med 20 års erfaring. De præcise optagelseskrav for 2021 kan du læse på Schweiss-registrets hjemmeside.
Jeg håber, at denne artikel har givet dig blod på tanden til at søge optagelse i det danske Schweiss-register. Det er muligt, at du ikke i dag har den egnede hund til opgaven, men jeg håber, at du i det, jeg har skrevet, har fået en forståelse for, hvad der kræves af din hund (og af dig) og ved valg af ny hund skeler til race og det seriøse avlsarbejde, som ligger forud for enhver god schweisshund.
Læs mere på www.schweiss.dk
