Vi når langt hen på den første jagtdag, inden der sker noget. De energiske driverne går løs på en større kaktusplantning, og min amerikanske ven Geoff står på min højre side og englænderen Richard på min venstre side med stor afstand imellem os. De tværstribede chukar-agerhøns der kommer ind over os i høj fart, indikerer, at drevet kommer tættere og tættere på. Det er der nu heller ikke nogen tvivl om, for driverne råber højlydt og sætter yderligere trumf på ved at blæse i de vuvuzela-agtige trompeter for at drive svinene frem af de tætte tykninger. De drivere, der ikke er udstyret med trompeter, laver i stedet larm med småsten i gamle cola-flasker. Så starter Geoff ballet ved at affyre jagtens første skud. Jeg hører et tydeligt kugleslag, hvilket dog også kan skyldes de næsten lodrette bjergsider i den ravine, han bevogter. Sekunder senere kommer et halvstort svin til syne omkring 80 meter fra mig. Den kommer i lav fart og humper gevaldigt fremad.
Geoff har skudt for langt bagud på den, men heldigvis slår min kugle den omkuld og gør en ende på elendigheden. Snart efter, kan Geoff berette, at der kom to dyr i voldsom fart, og at han derfor skyder på den bageste, i håbet om at det er en keiler. Det er i slutningen af brunsten, men der er stadig lidt aktivitet, hvorfor der ofte er en keiler bagest i en rotte. Jeg skynder mig at ønske ham tillykke med hans gris, selv om den ville være over alle bjerge uden min kugle. Men jeg kan jo ligeså godt lade ham betale afskydningsafgiften, nu da han er rejst så langt for at være med.
Driverne har i øvrigt set flere grise i drevet, ligesom der løb en rotte ud af såten på den anden side af Geoff. Efter at have taget nogle fotos af grisen med og uden Geoff, går turen videre til næste såt. Svinet bliver liggende, hvor det faldt, for eftersom befolkningen er muslimsk, udnyttes de fældede vildsvin ikke som mad, men efterlades i naturen til gavn for guldsjakaler, ræve og rovfugle. Dette har faktisk vist sig at øge bestanden af harer og hønsefugle ganske markant.
Sus scrofa barbarus
Vildsvinene i Tunesien kaldes ofte for Berber-svin eller afrikanske vildsvin. De findes i deres oprindelige habitat på tværs af den nordlige del af Afrika fra Sahara til Egypten – mest talrigt i bjergområderne i Marokko, den nordlige del af Algeriet og Tunesien. Berbervildsvinet har visse egenskaber som adskiller dem fra deres slægtninge andre steder i verden, hvilket skyldes at de har levet sammen med den største under-art af løver, der har levet i nyere tid, berberløven, der uddøde i 1922. Det betyder at Berber-svinenes syn er langt bedre end andre svin, og derfor er det vigtigt, at man camouflerer sig overordentligt godt, når man står på post. En ansigtsmaske er simpelthen nødvendig. Vi jager dem med haglvåben, fordi riflede våben er forbudt i Tunesien.
Haglgeværerne er oftest 3-5 skuds halvautomater med helt åbne piber, da der bruges “slugs”, men en almindelig dobbeltløbet er også brugbar. Den effektive skudafstand regnes for at være op til hundrede meter med god træfsikkerhed, hvis skytten er i god træning. Normalt vil grisene nærme sig skytterne lydløst og i lav fart – lige bortset fra i de situationer, hvor de netop er blevet beskudt eller har fået øje på jægeren. I de sidstnævnte situationer vil der være en del forbiskud, idet de fleste undervurderer svinets fart og overvurderer kuglens hastighed. En gris der løber på tværs af skudretningen i god fart og på kun 20 meters afstand, kræver et foran-hold på ca. 42 cm og lidt over en meter hvis afstanden er 50 meter.
Sikkerheden
På grund af problemerne i Syrien, og de terroristangreb der har fundet sted i Tunesien de seneste år, er drevene nøje planlagt for hver dag og indmeldt til myndighederne. En bil med to civilklædte betjente fra Nationalgarden med automatvåben følger os konstant. Også på hotellet går bevæbnede vagter døgnet rundt, selv om vi kun er en håndfuld gæster på stedet. Forplejningen er i øvrigt ganske udmærket, bortset fra at der er meget lidt smør og kød – sidstnævnte oftest kylling eller lam. Det er heller ikke mange køer, vi ser på de små marker, men til gengæld er der masser af hyrder med geder og får. Der er også mange æsler, der bruges både som trækkraft og som transportmiddel.
En dag ser vi en mand på et æsel og med konen halvt løbende bagefter. På spørgsmålet om hvorfor hun ikke rider, og han går, siger guiden alvorsfuldt – og ganske logisk – at det skam er fordi, hun ikke har noget æsel.
En dag ser vi en mand på et æsel og med konen halvt løbende bagefter. På spørgsmålet om hvorfor hun ikke rider, og han går, siger guiden alvorsfuldt – og ganske logisk – at det skam er fordi, hun ikke har noget æsel. Også på denne måde er Tunesien et meget anderledes – og frem for alt fattigt land, hvor daglønnen ligger omkring 8 kroner.
I kanten af de store åbne lossepladser ser man både mennesker, svin, herreløse katte og temmelig mange løse hunde. Til gengæld er miljøet ganske anderledes uspoleret i bjergene og i de krat, der breder sig i det glohede sand. De steder, hvor der er lidt mere vegetation, breder den vilde rosmarin sig og pirrer lugtesansen. I dag er vejret også fint med jævn vind og sol fra en skyfri himmel.
En mudret gris
Vi ser flere svin denne første dag, men der sker ikke noget ophidsende før næste dag. I en stor kaktusplantning får Richard en mudret keiler på 25 meter, men desværre med en bygning i baggrunden. En endnu større keiler rapporteres gået ud af siden, men mudderfyren bliver i plantningen så vi beslutter at omorganisere og prøve igen og drive modsat. Den kommer ud til Geoff – faktisk lige i hovedet på ham – men hans patron går ikke af. Senere viser det sig at slagstiften ikke når helt frem til tændingen. Han har mere end 200 våben derhjemme, men har så valgt at købe et nyt til denne tur. Det er en haglbøsse med repeterlås, hvilket betyder, at den er ret støjende, når han lader. Han kan kun have en patron i kammeret og 2 i magasinet og ville derfor være bedre hjulpet med en halvautomat. Geoff må derfor overgå til en lånt haglbøsse, så han er nu noget handicappet.
Keileren går ind i såten igen, og vi beslutter os for at drive kaktusserne for tredje gang. Denne gang står jeg i enden af plantagen med ryggen til de store bjerge, som rejser sig længere ude. Jeg skal orienter mig til begge sider, og ser derfor keileren lidt for sent, da han kommer 40 meter ude i høj fart og med bredsiden til. Jeg synes at jeg trækker godt frem, men nok ikke den meter jeg burde, og jeg skyder for hurtigt, så kuglen går over ryggen på ham et eller andet sted. Der er dog tid nok til et skud mere, og som alle ved, er det ofte det andet skud, der rammer, når man misser det første. Men den næste patron sætter sig på tværs i halvautomaten, og da jeg endelig får styr på det, er det for sent. Ærgerligt er ikke ordet, for det var en stor, brun keiler med tydelige tænder.
Guldsjakal
I løbet af de næste dage får jeg skudt to søer – den ene med vilje og den anden ved en fejl. Det lykkes også at få skudt en keiler med tænder i bronzemedaljeklasse, hvilket opnås, når de er omkring , 24 centimeter. Guldsjakalerne er talrige, men dem skyder vi ikke på da det kan ødelægge en senere chance på gris. I et af drevene bliver jeg dog næsten fristet over evne. En guldsjakal kommer op til mig på 5 meters afstand. Lydløst lister den ud på det smalle spor, jeg står ved – kigger den anden vej, stopper og snuser op i luften og lister så videre – uden at se mig.
Den sidste af de 6 jagtdage vender vi tilbage til et område, hvor vi nogle dage før blev snydt af hele tre store keilere. En af dem kom ud lige ved siden af Geoff, der dog var uopmærksomhed og ikke fik skudt, før den var for langt væk. Der er ingen svin i drevet, men en lokal hyrde peger over mod et andet område og fortæller, at en holder til derovre. Vi stiller rundt om den meget store såt med god afstand, og jeg bliver posteret som den første i et relativt åbent område med små fyrretræer. Ganske som drevet starter, går driverne helt amok og råber “gris, gris, gris” kun 50 meter fra mig. På arabisk ganske vist, men enkelte ord som dette har jeg dog lært.
Stolpe ud for mig
Grisen kommer dog ikke min vej, men går opad mod bjerget. Første gang jeg ser den på bjergsiden er den mindst 100 meter væk og er for opadgående alt hvad remmer og tøj kan holde. Jeg når dog at bemærke, at den trækker på sit ene ben, inden den når træerne og forsvinder. En rum tid går, og så hører jeg to skud hurtigt efter hinanden fra den anden side af bjerget, hvor de to andre står. Da jeg senere kommer frem, viser det sig, at det er Geoff, der har fået den for. Den kom lige ned mod ham i jævn fart, og da den passerer ham på 20 meters afstand, skyder han den med sin lånte halvautomat. Den gik ned i første skud, men for en sikkerheds skyld fik den straks en mere. Sikke en pragtgris – helt kulsort og meget, meget stor.
De nederste tænder rager nok 8-9 centimeter udenfor gummerne, og også de øverste tænder er voldsomt lange og kraftige. Jeg kan ikke mindes at have set et svin med så store tænder nogensinde, og jeg har trods alt set nogle stykker. Geoff tager det nu helt roligt, men er naturligvis glad for, at det skulle lykkes ham at få en keiler på denne sidste dag i det næstsidste drev. Det viser sig at den gamle orne har to skader: en stor kugle på det ene bagben, og et sammengroet sår på et af forbenene. Om aftenen da vi har tænderne i hånden, viser det sig, at
tænderne måler hele 27 centimeter og bliver opmålt til knap 130 CIC-point og dermed er en guldmedalje. Samtidig ryger den ind som ny verdensrekord for berbersvin på SCI´s liste. Sikke et ørkensvin.
Om Tunesien og berberne
Tunesien er placeret i Nordafrika med grænse til Middelhavet mod nord og nordøst og de mægtige naboer, Algeriet mod vest og Libyen mod sydøst. Landets sydlige dele ligger i Sahara, men mod nord findes frugtbare floddale og kystsletter, ligesom Atlasbjergene kommer ind fra vest. Landet er cirka 4 gange større end Danmark og har noget over 10 millioner indbyggere.
Befolkningen er blandet, men er domineret af berbere – den oprindelige befolkningsgruppe i Nordafrika. Navnet stammer fra det arabiske ord “barbar”, der betyder uciviliseret eller fremmed. Naturligvis et navn som europæerne har tildelt det store folkeslag i forbindelse med kolonisering af Nordafrika. Berberfolket består i dag af 55-75 millioner mennesker og omfatter mennesker bosat i Marokko, Algeriet, Tunesien og Sahara. Berberne har traditionelt været bofaste agerbrugere, og de fleste berbersamfund befinder sig i bjergegnene i nærheden af Middelhavet. De fleste er i dag muslimer og taler både berbisk og arabisk, idet de generelt opfatter sig som arabere. I Tunesien er arabisk det officielle sprog, men det sprog som tales mest er tunesisk – en dialekt af arabisk.
Økonomien er primært baseret på landbrug, minedrift og udvinding af olie. Herudover har man udnyttet de solrige badestrande langs Middelhavet til en omfattende turisme.
Tunesien var fra 1881 under fransk styre, men fik sin selvstændighed i 1956. Herefter gjorde præsident Bourguiba landet til en et-partistat og udnævnte sig selv til præsident på livstid. Tyve år senere blev han imidlertid afsat ved i kup. Herefter fulgte en turbulent periode, inden det i 2011 kom til voldsomme demonstrationer. I efteråret 2014 blev det reelt første frie valg siden 1956 afholdt, og den 88-årige sekulære Beji Caid Essebsi vandt. Det opfattes som det endelige skridt mod fuldt demokrati for Tunesien. Store dele af Star Wars, Monty Python’s “Life of Brian” og en række Indiana Jones film er i øvrigt blevet optaget i Tunesien.
