TEKST OG FOTO KIM LINDGREN
I denne artikel kan du læse lidt om anskydninger, skudtegn og anskudsstedet. Derudover har jeg, baseret på egne erfaringer som registreret schweisshundefører gennem de sidste 20 år, udarbejdet en ”Er du forberedt på en anskydning”, med en 5-punkts oversigt.
I denne 5-punkts oversigt kan du punkt for punkt læse, hvad du bør gøre umiddelbart før og efter skudafgivelsen, ligesom det nøje beskrives, hvordan du optimerer chancerne, for at den registrerede schweisshund senere kan få opsporet dyret.
Vær Beredt
Det er hverken flovt, pinligt eller uansvarligt at anskyde et stykke hjortevildt, men det er uklogt ikke at være forberedt på, at situationen kan opstå.
Jo bedre forberedt man er på en opgave, desto bedre bliver slutresultatet. Dette gælder ikke kun, når man går til eksamen, eller når man skal løse forskellige opgaver på sin arbejdsplads, men så sandelig også når vi går på bukkejagt.
Uanset hvor meget vi har trænet med vores riffel på skydebanen, eller hvor mange perfekt dræbende skud vi har afgivet til klovbærende vildt, vil risikoen for en anskydning altid være til stede.
Den eneste måde, vi som jægere kan eliminere risikoen for en anskydning på, er et alternativ, som vi jægere næppe vælger, nemlig at stoppe med at gå på jagt.
Ingen anskyder med vilje, og selvom vi inden skudafgivelsen har styr på vejrtrækning, afstand til dyret, og vi på skydebanen ville kunne sætte kuglen midt i skydeskiven i en lignende situation, sker det en gang imellem, at kuglen ikke træffer dyret, hvor det var planlagt.
I kampens hede kan du måske komme til at lave en aftrækkerfejl, det kan også være, at din riffelkikkert under transporten har fået et slag, eller der sker det uforudsigelige, at dyret bevæger sig i samme splitsekund, din hjerne sender signal ned til din pegefinger om at krumme sig.
Er vi heldige, rammes dyret dødeligt alligevel, men er vi uheldige, kommer vi til at anskyde dyret.
Det er ofte de små marginaler, som er udslagsgivende i forbindelse med en anskydning, og hvis du er overbevist om, at det aldrig vil ske for dig, viser statistikkerne noget andet.
Hvad er en anskydning
En anskydning er resultatet af en riffelkugle, som, når den rammer bukken laver, stor skade på krop eller knogler. Trods skaden forbløder dyret ikke umiddelbart, og det er derved i stand til at flygte.
Der findes ikke evidens for, hvor mange procent af dyrene, som overlever en anskydning, hvilket selvfølgelig er afhængig af, hvor på kroppen dyret er ramt, samt hvornår på året anskydningen sker. Mit bud vil være, at det er de færreste dyr, som overlever en anskydning, hvoraf nogle kan leve i flere døgn eller uger, før de forender.
En buk, som rammes på bladet og efter en kort spurt på 40-50 meter vælter forendt omkuld, er i min optik ikke at betragte som en anskydning.
Skudtegn
Nogle riffeljægere når at registrere skudtegnet gennem riffelkikkerten, altså dyrets reaktion, når det rammes af riffelkuglen, mens andre ikke registrerer dette. Dyrets skudtegn vil man kun kunne nå at se gennem sigtekikkerten, hvorfor dette bør trænes. Træningen i at kunne nå at se dyrets skudtegn kan blandt andet trænes på skydebanen. Hver gang man afgiver et skud, skal man koncentrere sig om at holde det øje, man kigger med gennem kikkertsigtet, åbent.
Efter rigtig mange skudafgivelser bliver det en vane at holde øjet åbent, ligesom det bør være en indgroet vane, at man efter hvert skud hurtigt repeterer, så man er klar til hurtigt at skyde igen.
I forhold til de forskellige skudtegn, skal man passe på ikke at drage forhastede konklusioner om, hvor bukken er ramt, alene ud fra hvordan bukken tegner.
Mange tror fejlagtigt, at de 5-6 illustrerede skudtegn, som vi alle har set afbilledet i de forskellige jagtbøger, er en facitliste over, hvordan bukken vil tegne, afhængigt af hvor på kroppen den rammes af riffelkuglen.
Hvordan bukken tegner for skuddet, er afhængigt af dyrets sinds- og stresstilstand, kugle og kaliber samt dyrets alder og størrelse, og en kugle placeret præcist det samme sted på to forskellige dyr kan give to forskellige skudtegn.
Et skudtegn, som når bukken skringer højt op i luftet, tror mange, er skudtegnet på en lav bladkugle, men dette skudtegn kan lige så vel være et overskudt forløb.
Det, jeg vil frem til, er, at du ikke med sikkerhed kan konkludere, hvor bukken er ramt, ud fra hvordan bukken tegner for skuddet.
Anskudsstedet
Ofte er det meget lidt, du som jæger kan finde på anskudsstedet, hvilket kan være, fordi du ikke står ved anskudsstedet, eller det faktum, at der i langt de fleste tilfælde ikke ligger ret mange pyrschtegn på anskudsstedet. Det skal også påpeges, at det for det menneskelige øje kan være svært at få øje på de pyrschtegn, som ligger i anskudsstedet, da de kan være på størrelse med et knappenålshoved. De registrerede schweisshunde kan derimod lugte disse små pyrschtegn, og når de så også markerer disse, kan vi danne os et billede af, hvor på kroppen dyret er ramt. Derfor skal du ikke fortvivle, hvis du som jæger ikke kan finde noget som helst tegn på, at dyret er ramt, men derimod rekvirere din lokale registrerede schweisshundefører, som altid står klar til at hjælpe dig.
Anskudsstedet skal betragtes som en form for gerningssted, og de pyrschtegn, man finder på anskudsstedet, vil altid kunne sættes i forbindelse med riffelkuglens vandring gennem dyrekroppen.
Uanset hvor dyret er ramt, vil der altid ligge hår/pels i forbindelse med anskudsstedet. Disse hår kan være utroligt svære at finde, og de kan være ført mange meter væk med vinden.
Den registrerede schweisshund vil nemt kunne finde disse hår, og ud fra hårenes udformning, længde og farve kan den registrerede schweisshundefører med rimelig sikkerhed fastslå, hvor de stammer fra på dyrekroppen.
Ud over hår kan der af pyrschtegn på anskudsstedet findes knoglestumper, rørknogle, ribben, knoglemarv, kød- og hudstykker, lever- eller lungestykker, maveindhold (waid), tandstumper, schweiss og mere endnu selvfølgelig afhængig af, om dyret er ramt, og hvor riffelkuglen har truffet bukken.
De færreste jægere mestrer kunsten at tyde de forskellige pyrschtegn, som kan findes på anskudsstedet, hvorfor man meget nemt kan komme til at drage forkerte konklusioner om, hvor dyret er ramt. Fejlvurderer man de pyrschtegn, man finder i anskudsstedet, og tror, at dyret ligger forendt inden for 100 meter, og det viser sig, at dyret er anskudt og rejses fra sårlejet, ændres en rimelig nem eftersøgning for den registrerede schweisshundefører til en eftersøgning, hvor det ikke er sikkert, at man får fat i bukken.
6-timers reglen
Vidste du, at du som jæger er pålagt at rekvirere en registreret schweisshundefører, senest 6 dagtimer, efter at du har konstateret sikre tegn på en anskydning. Det er i de 6 dagtimer ikke forbudt selv at lede efter bukken, eller at bruge naboens, eller en god jagtkammerats spor- eller jagthund, men dette har på ingen måde været hensigten med lovgivningen, og er heller ikke vildtets tarv.
Er du også bekendt med, at det i henhold til gældende lovgivning kun er en registreret schweisshundefører, som må afslutte en eftersøgning, hvor der er fundet sikre tegn på træf.
Dette betyder i praksis, at såfremt dyret er ramt, og du eller din jagtkammerat med eller uden hund har ledt efter dyret, må du som jæger ikke selv stoppe efterstræbelsen af dette dyr – du SKAL kontakte en registreret schweisshundefører. Gør du ikke dette, og det bliver opdaget, kan du risikere at få en bøde.
Der findes selvfølgelig situationer, hvor du kan ”eftersøge” med din egen eller andres hunde, uden at det på nogen måde kommer til at ødelægge en senere eftersøgning. Det er, hvor du med sikkerhed ved, at dyret ligger forendt inden for kort afstand. Enten kan du se dyret ligge forendt, eller også kan du følge schweissen, som i store mængder, for hvert skridt, er sprøjtet ud af bukken for hvert af de sidste pumpeslag, hjertet har slået. Det kræver selvfølgelig også, at du har jagtretten på det revir, du eftersøger.
Som registreret schweisshundefører gennem de sidste 20 år, vil jeg opfordre dig til kun at benytte de registrerede schweisshunde, når et anskudt dyr skal eftersøges. Jeg har sagt det før og gentager gerne, nemlig at personer med gode ”sporhunde” uden for Schweiss-registret, ALDRIG kommer i nærheden af det nødvendige antal eftersøgninger, som med tiden gør hundene til specialister inden for schweissarbejdet.
En anden vigtig ting, du skal tænke på, er, at når du rekvirerer en registreret schweisshund og dens fører, møder der en ekvipage op, som har erfaring i at finde et anskudssted og efterfølgende kunne tyde dette.
Den registrerede schweisshundefører ved, hvordan vildtet reagerer, når det er anskudt, og er gennem uddannelse og erfaring, modsat den almindelige jæger, i besiddelse af de nødvendige schweiss-eftersøgnings-faglige kompetencer, ligesom han/hun kan trække på et netværk af meget erfarne registrerede schweisshunde og deres lige så erfarne førere.
Det kan derfor ikke gentages for mange gange, at hvis du vil have de optimale muligheder for at finde et anskudt stykke råvildt, SKAL du kun bruge de registrerede schweisshunde til disse opgaver. Dette gælder ikke kun ved eftersøgning af råvildt, men selvfølgelig ved eftersøgning af alt klovbærende vildt.
Værd at huske på!
Et stykke knoglemarv kan ved første øjekast godt ligne et lille stykke lunge, og hvis man som jæger begiver sig ud for at finde det, man tror er et lungeskudt forendt dyr, men i stedet får rejst et forløbsskudt dyr i sårlejet, står den registrerede schweisshundefører efterfølgende over for en svær eftersøgning.
Skudtegnet, hvor bukken springer højt op i luften, som når den rammes af en lav bladkugle, ligner til forveksling skudtegnet for et forløbsskud. Hvis man ikke holder skudtegnet op mod, hvad der findes på anskudsstedet, kan et dræbende bladskud, i dette tilfælde, pludselig ændres til et forløbsskud.
