Sådan fastlægges jagttiderne

Hvem er det egentlig, der fastsætter vores jagtider, og hvordan foregår det i praksis?

Jagttiderne i Danmark fastlægges af miljøministeren i konsultation med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Forinden høres Vildtforvaltningsrådet, der er rådgivende for ministeren.

Det er altså ikke Vildtforvaltningsrådet, der bestemmer jagttiderne. Det kommer med en indstilling, som ministeren kan tage med i sine overvejelser.

Oftest vil ministeren dog følge rådets indstillinger, især hvis der er tale om en enig indstilling, men det sker ikke altid. Det skete f.eks. i 2017, hvor den generelle jagttid på kronhjort af ministeren blev sat til at starte 16. oktober, men med mulighed for yderligere 14 dages jagttid i perioden 1. september til 15. oktober.

Alle foreninger, grupper og privatpersoner kan kontakte miljøministeren med forslag til ændring af jagttider. Det sker ofte, hvis medlemsforeningerne af Vildtforvaltningsrådet ikke er enige, hvor foreningerne så kontakter ministeren direkte med deres ønsker. Men andre foreninger, som ikke er medlem af Vildtforvaltningsrådet, kan selvfølgelig også kontakte ministeren direkte med deres ønsker.

Agerhønsene er i tilbagegang, men de udsættes, og der laves biotoppleje af de danske jægere og jagthundefolk (Foto: Jan Buk)

Fastsættelsen af jagttiderne skal selvfølgelig følge jagtloven, der fastslår følgende principper for jagt:

  1. Jagt på fugle må ikke være i strid med de beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i disses udbredelsesområder.
  2. Jagt på fugle skal tilgodese en fornuftig udnyttelse og være økologisk afbalanceret.
  3. Der må ikke drives jagt på fugle i yngletiden og på fugle under træk til redebygningsstedet.
  4. Der bør ikke fastsættes jagttid på sjældne eller truede arter.
  5. Arter, der generelt eller lokalt har et utilfredsstillende lavt bestandsniveau, bør beskyttes.

Desuden tages der hensyn til, om det er det i overensstemmelse med øvrige internationale forpligtelser at fastsætte en jagttid på arten.

Ændringerne i jagttiderne fastsættes typisk hvert 4. år fra den 1. juli, hvor den nye bekendtgørelse træder i kraft. Næste gang er 1. juli 2026. Det betyder, at man skal holde øje med, om der er sket ændringer i jagttiderne for resten af jagtåret 2026-2027, der løber fra 1. april 2026 til 31. marts 2027.

Torben Møller-Nielsen
Torben Møller-Nielsen
Redaktør på JAGT, Vildt & Våben

Læs mere

Nyheder