Et jagthundeliv i skudlinien…
Da jægerne kom frem til den forendte zebra tronede Ridgy over den. I minutterne forud havde han kæmpet en indædt kamp for at bringe det anskudte dyr til standsning, så jægerne kunne aflive det. Nu var det hele overstået, men alt var ikke, som det skulle være. Ridgy havde et langt blødende kødsår hen over krydset, og han måtte endnu engang en tur forbi dyrlægen for at blive lappet sammen. Det viste sig, at han i kampens hede var blevet strejfet af et .375 projektil, som var tiltænkt zebraen. En af den slags ulykker som aldrig må ske, og det var ikke med milde ord at den fremmede PH, som havde lånt Ridgy den dag, fik talt og påskrevet for episoden. Havde kuglen siddet en centimeter lavere, ville Ridgy have været død. Men Ridgy er en heldig hund, når han behøver at være det. Helt utroligt heldig faktisk.
Skulle aflives…
Rhodesian Ridgebacks er fremavlede specielt til jagt i Afrika. Racen er den eneste, som systematisk er blevet brugt til løvejagt i nyere tid. Store, langbenede og stærke hunde med et umådeligt jagtinstinkt, som i vore dage bruges til at stille anskudt vildt, indtil jægeren kan komme og aflive det. Det siges, at en ridgeback jager med både syn, hørelse og lugtesans, og derfor er den enestående god til at forfølge skadet vildt i fuld fart.
Racen har fået sit navn efter en usædvanlig stribe af hår, som vokser i modsat retning af den omgivende pels og strækker sig i en stribe over rygsøjlen fra nakken til haleroden. En ridgeback SKAL ifølge racestandarden have denne særegne ”ridge”. Da Ridgy kom til verden hos ARU Game Safaris, var han som den eneste hvalp i kuldet uden ”ridge”, og han skulle egentlig have været aflivet af den grund. Men Ridgy var ud af fine jagtlinjer, så avleren Danene van der Westhuisen, som ejer og driver ARU Safaris i Namibia valgte at se tiden lidt an. Da hvalpen hurtigt udviste gode jagtinstinkter, blev afgørelsen ikke lettere at træffe. Det endte med, at en af de ansatte PH’er hos ARU fik hvalpen foræret på betingelse af, at den blev brugt til jagt og aldrig kom til at indgå i avlen.
Ridgy’s hjem blev ARU´s jagtfarm i Kalahari, og den unge hund kom med jægerne ud i bushen lige fra starten. Det viste sig hurtigt, at Ridgy ikke blot besad lysten men også havde evnerne til at blive en fantastisk jagthund, selvom jagtiveren var lidt vanskelig at tøjle. Han blev opdraget til at gå med PH’en fri ved fod og til at blive der, indtil han fik besked på andet. Hvis et stykke vildt gik fra skudstedet, blev han sendt afsted efter det, og da den unge hund hurtigt havde lært sig hele tiden at holde et vågent øje med sine omgivelser, vidste han nøjagtigt, hvor han skulle løbe hen for at tage forfølgelsen op. Og løbe….det kunne han! Ridgy afsluttede lynhurtigt mange jagter, som ellers ville have udviklet sig til lange og smertefulde eftersøg.
Sabelantilope
Der er en række forskellige namibiske vildtarter, som tager kampen op mod forfølgende hunde. Vortesvin forsvarer sig tappert imod en hvilken som helst fare, og deres sylespidse undertænder er livsfarlige for hundene at stå i vejen for. Men adskillige af antiloperne kæmper også bravt – farligst for hundene er oryx, waterbuck og sableantiloperne, som har en imponerende kontrol over deres horn og masser af vilje til at bruge dem til den bitre ende. En stor del af en ridgebacks jagtlige træning består derfor i at lære sig at erkende, hvad der er fatalt og holde sig på sikker afstand af de farligste modstander. Desværre er den eneste vej til visdom at lære af sine fejltagelser. Som ejer af en ridgeback er der derfor ikke så meget andet at gøre end at håbe på, at hunden har de rigtige instinkter i kamp og ikke kommer alt for galt afsted under sin oplæring…
Ridgy var stadig ganske ung men bestemt ikke uerfaren, da en klient en dag anskød en stærk sabelantilope, som løb fra skudstedet i fuld fart. Ridgy blev sendt efter og forsvandt lynhurtigt ud af syne, fik kontakt med antilopen og forfulgte den dybt halsende. Jægerne løb efter, men måtte snart opgive. Ridgy og sabelantilopen bevægede sig længere og længere væk, og snart kunne de ikke længere høre den halsende hund. Forude ventede et langt sporingsarbejde. Antilopen var åbenbart kun let anskudt, og de kunne blot håbe på, at Ridgy kunne løbe det sårede dyr træt og stille den, så de senere kunne komme tæt nok på til at give den et fangstskud. Heldigvis var sporene efter de to dyr lette at følge i det røde sand.
Der gik adskillige timer inden jægerne indhentede Ridgy. Han var for længst holdt op med at gø og havde lagt sig på jorden med blikket fikseret på den anskudte sabelantilope. Jagten blev afsluttet med et velrettet fangstskud, men det stod snart klart, at Ridgy var kommet galt afsted. Rigtigt, rigtigt galt afsted faktisk….. I den kamp, der havde udspillet sig timer tidligere, havde den store sabeltyr stanget ud og ramt Ridgy lavt og langt tilbage i brystkassen. Hornet havde boret sig ind imellem to ribben og efterladt et gabende hul lige i udkanten af det område, hvor man normalt ville placere et riffelskud på bladet af et stykke vildt. En nærmest surrealistisk skade i betragtning af, at Ridgy stadig var levende.
Mange PH’ere havde valgt at aflive hunden på stedet. Men de nænnende ikke at gøre en ende på den afkræftede hunds lidelser uden at give den en chance – selvom det virkede fuldstændigt håbløst.
Livskraft…
Afstandene er store i Namibia. Det tog nogle timer, inden Ridgy ankom til dyrehospitalet med farmchefen Pedri. Dyrlægen anbefalede med det samme aflivning. Pedri afslog. Hvis der var en mikroskopisk chance, skulle den tages. Den kvindelige dyrlæge understregede mange gange, at behandling af Ridgy stred imod hendes anbefaling, men hun indvilgede alligevel i at iværksætte en akutbehandling, som i første omgang bestod i 24 timers antibiotikakur, med henblik på at slå den rasende sårfeber i det inficerede sår ned, så man kunne operere. Det sidste PH’en fik at vide var, at han ikke skulle forvente, at Ridgy overlevede natten.
Men Ridgy var fortsat i live den næste dag, og da antibiotikakuren havde haft den ønskede effekt, kunne han lukkes op, så omfanget af skaderne kunne fastslås. Dyrlægen ringede til farmen med en nedslående besked, mens Ridgy lå bedøvet på operationsbordet. Sabelantilopens horn havde punkteret hjertesækken – den væskefyldte dobbelt væggede hinde, som holder hjertet på plads, og beskytter det imod stød og infektioner. Skaderne var så omfattende, at de ikke kunne sys sammen. Hjertet slog, men dyrlægen kunne ikke finde nogen oplysninger om, hvor længe en hund kunne overleve uden en fungerende hjertesæk. Hun gættede på dage eller i bedste fald uger. Pinefulde uger. Aflivning blev endnu engang anbefalet, men Pedri afslog. Det var et mirakel, at hunden havde klaret sig så langt, så nu skulle den have chancen hele vejen igennem! Ridgy blev lappet sammen i det begrænsede omfang, som det var muligt og blev lagt til opvågning. Endnu engang understregede dyrlægen, at hun ville blive særdeles overrasket, hvis Ridgy overlevede natten.
Den næste formiddag ringede dyrlægen atter til farmen og kunne med undrende stemme berette, at Ridgy stod ved siden af hende og spiste! Hun tøvede ikke med at bruge ordet ”mirakel” – simpelthen fordi forløbet overgik alt, hvad hun tidligere havde oplevet eller hørt om. Ridgy burde i henhold til al faglig ekspertise, hun havde rådført sig med ikke være levende. Men det var han!
Ustoppelig
Der blev bygget en hundegård til Ridgy ved farmhuset, så han kunne få ro til helingsprocessen. Ingen vidste hvorvidt han ville kunne klare sig på sigt, eller hvor handicappet han i givet fald ville være. Men da hunden var ved godt mod, var alle opsatte på at tilbyde Ridgy et livslangt otium på farmen, så længe han var glad og aktiv.
En af hjælperne på farmen blev betroet det særlige ansvar at passe Ridgy i hundegården, når jægerne var ude på jagt. Når han engang blev så frisk, som han nu kunne blive, var planen, at han kunne tilslutte sig den lille flok hunde nede på selve jagtlodgen og dalre rundt og blive klappet og småfodret af jagtgæster, som de forkælede lodgehunde nu engang bliver det….
Men Ridgy var ikke helt indforstået med planerne for hans fremtid. Blot syv dage efter ulykken brød han ud af hundegården en formiddag og forsvandt ud i bushen. Da jægerne kom tilbage til jagtlodgden for at spise frokost, sad han og ventede på dem. Han havde da tilbagelagt de omkring 15 km som der var mellem farmen og lodgen.
PH’en valgte at tage Ridgy med på bilen om eftermiddagen, da der ikke rigtigt var mulighed for at spærre ham forsvarligt inde på jagtlodgen eller tid til at køre ham tilbage til hundegården på farmen. Ridgy blev bundet på ladet af Landcruiseren, hvor han tronede stolt med næsen oppe i vinden og tungen ud af munden. Han var tilbage i sit rette element….
Samme eftermiddag skød jagtgæsten en zebra, som gik fra skudstedet. Pedri besluttede at sætte Ridgy på blodsporet i linen, men Ridgy rev sig løs og satte efter zebraen, som han indhentede og stillede efter nogle få hundrede meter. I tumulten på pladsen så Pedri, hvordan zebraen sparkede ud efter Ridgy og ramte ham lige forfra midt i bringen. Den store røde hund kastede sig tilbage og satte sig fortumlet ned, imens zebraen væltede døende om på siden. Pedri sank en stor klump. Var der nogen som helst chance for, at Ridgy ville overleve et spark i hans tvivlsomme tilstand …. eller var dette blot en værdig svanesang for en helt igennem dedikeret afrikansk jagthund?
En legende…
Jeg mødte Ridgy the Ridgeless Ridgeback i sommeren 2016 – mere end et år efter den skæbnesvangre ulykke med sabelantilopen. Et stort ar ind i siden af hans brystkasse markerer hændelsen i resten af hans dage. Men mærket er det eneste synlige tegn på Ridgy’s ufattelige strabadser. Han følger med på jagten og gør et fantastisk stykke arbejde dag efter dag efter dag. At han på nærmest mirakuløs vis også har overlevet et strejfskud over ryggen med en .375’er virker fuldstændig ufatteligt heldigt, men et stort ar over ryggen taler sit tydelige sprog om den erfaring…..
Et strejfskud over ryggen med en .375’er virker fuldstændig ufatteligt heldigt, men et stort ar over ryggen taler sit tydelige sprog om den erfaring…..
Der må simpelthen være højere magter, som holder hånden over Ridgy ….. det bliver nok en af verdenshistoriens mest erfarne ridgebacks, som en skønne dag ankommer til de evige jagtmarker….
