Miljøministeriet i en historisk fejltagelse
AF PREBEN HENRICHSEN
FOTO PREBEN HENRICHSEN SAMT STANDA MICHALEK/SHUTTERSTOCK
På folketingets åbningsdag den 5. oktober 2021 var der under sloganet STOP OP, WERMELIN indkaldt til demonstration på Christiansborgs Slotplads, hvor godt 300 personer fra vidt forskellige interessegrupper var mødt frem for at give deres sympati og kampråb til kende.
Det høstede stort bifald, da Norlund A/S vogntog med tømmer og paller cirkulerede forbi Borgen med hornet i bund som en høflig påmindelse om skovdriftens trængsler.
Hovedpunkterne i talerne samlede sig om
Ja til rig natur – nej til hegn
Ja til naturnær skovdrift og skov som klimaløsning – nej til urørt skov
Ja til dyr i naturen – nej til vanrøgt.
Formiddagens og eftermiddagens taler kom fra både dyrlæger, skovriddere, forstkandidater, jægere og skovgæster.
På jægernes vegne holdt Jens Ulrik Høgh en sædvanligt skarp og direkte tale, som vi her bringer i sin fulde længde – nederst i artiklen.
Her får du først de centrale punkter fra de øvrige talere:
Dyrlæge Tue Villebro
Folk føler sig generelt ikke medinddraget og lyttet ordentligt til i processen. De har i stedet følelsen af, at etableringen af alle disse naturnationalparker med høje indhegninger af ikke hjemmehørende dyr er blevet trukket ned over ørerne på dem, uden at man har haft ordentlig mulighed for dialog. Dyrlæge Tue Villebro Dyrlæge Lene Kattrup
Jeg er ked af at bo i et land, hvor der er stor risiko for at se magre og utrivelige dyr i de nye indhegnede Dyreparker, som de nye naturnationalparker/NNP jo egentlig burde hedde. Dyr, der er desperate eller ulykkelige af sult eller svage og modløse. I Danmark har det hidtil været sådan, at vi tager ansvar for de dyr, vi holder. Men det er ved at ændre sig på grund af den meget fastlåste rewildings-ideologi, som blæser ind over landet. Dyrlæge Lene Kattrup Tidligere skovfoged Jørn Stjernholm
Naturen og ikke mindst skovene er langsomme til at reagere på nye, biodiversitetsforbedrende tiltag. De seneste 25-30 års indsats er først ved at slå igennem nu, og nye tiltag kræver stor omtanke og inddragelse af redelige forskere, fagfolk og praktikere. Det har miljøministeren og Folketinget undladt i katastrofalt omfang. Tidligere skovfoged Jørn Stjernholm byrådskandidat for SF Susan Kjellgaard
Hele fem love var det nødvendigt at ændre på: Lov om naturbeskyttelse, lov om skove, Dyrevelfærdsloven, Lov om mark- og vejfred og Færdselsloven. Lige der var vi mange, der vågnede!
Rewildingparkerne ”Stjæler” Store Områder Fra De Dyr, Der Ellers Strejfer Frit Omkring
– Danmarks skarpeste iagttager af jagt og vildtrelaterede forhold.
Her med en tale i klart sprog og med et stærkt ønske:
Vi er 180.000 aktive danske jægere, og vi vil naturen! Vi er med til at forvalte hovedparten af det danske kulturlandskab i tæt samarbejde med jordejerne. Vi vil bæredygtighed. Vi vil biodiversitet. Men vi vil også ordentlighed. Vi vil saglighed i en naturforvaltning baseret på fakta. Vi vil som udgangspunkt ikke høje hegn, der begrænser vilde dyrs færden i det danske landskab. Vi vil ikke begrænse naturen til nogle få indhegnede pletter. Vi vil ikke have mindre naturindhold i kulturlandskabet uden for naturnationalparkerne. Vi vil ikke ligegyldighed over for vildtet. Vi vil ikke spærres ude af naturen. Vi har en biodiversitetskrise i verden. Der bliver mindre af det vilde. Mennesket fylder mere. Selvfølgelig skal vi gøre noget ved det. Men hvem siger, at der kun er én løsning? Og hvem siger, at løsningen er den form for rewilding, som nu skal gennemføres parallelt i 15 naturnationalparker? Det gør en snæver gruppe forskere, som lige nu har politisk medvind. Så meget medvind, at alle andre forskere og alle de professionelle, der dagligt arbejder med dyr og natur og alle de naturbrugergrupper, der har praktisk erfaring i naturforvaltning er blevet hægtet fuldstændigt af debatten. Men den nye danske model for rewilding er et eksperiment. Det er forsøgt før. Blandt andet på Ostvardenplassen, hvor det gik så galt, da man fulgte den naturfundamentalistiske drejebog, at man måtte afbryde det hele og sætte eksperimentet under administration. I Skotland går rewildingbiologerne i øvrigt den stikmodsatte vej. Der presser man på for at bortskyde en stor del af den vilde stamme af kronhjort, fordi dyrene ifølge biologerne græsser for hårdt. Der er ikke videnskabelig enighed om disse tiltag. Jeg ved godt, at man blev tvunget til at tage hensyn til dansk tradition for dyrevelfærd i det endelige lovforslag. Men det var ikke med den førnævnte gruppe af rewildingforskeres gode vilje. De har nemlig igen og igen meldt klokkeklart ud, at de er fuldstændigt ligeglade med, om dyrene i deres hegn lider sultedøden. Sult er vigtigt for de naturlige processer. Lidelse er naturligt. Som jæger ved jeg naturligvis, at de fleste vilde dyr går en lidelsesfuld naturlig død i møde. Sådan er det. Men dyr under hegn er ikke vilde. Og jeg har endnu ikke fået en rimelig forklaring på, hvorfor det er så vigtigt for disse forskere at dyrke lidelsen. Det betyder jo intet for de naturlige processer, om et dyr dør efter et langtrukkent og smertefuldt forløb, eller om døden kommer i skikkelse af en riffelkugle, der forkorter processen på få sekunder. Det virker, som om, at dyrs lidelse er vigtig for disse mennesker af helt principielle årsager. En del af ”religionen”. Det hele bliver temmelig bizart og småekstremistisk. Nærmest en demonstration af, at mennesker for enhver pris ikke må udgøre en del af fremtidens natur. Men jeg er jæger. Ikke en gæst i zoologisk have. Jeg er en del af naturen, præcis som jordejeren, rytteren, svampeplukkeren, lystfiskeren og alle andre, der færdes i det danske kulturlandskab. Det er fint, at der nu er politisk opmærksomhed på biodiversitet. Det er fint, at der bevilges penge til at gøre noget ved problemerne. Det er nok også nødvendigt at eksperimentere lidt for at finde de bedste løsninger. Men det virker dumt at bruge alle midlerne på at gennemføre det samme eksperiment i alle de kommende naturnationalparker. Det virker dumt, at tilsidesætte seriøse biodiversitetsforskere, som ikke er enige i tilgangen. Det virker dumt, at ignorere dyrlæger, private jordejere, praktiske naturforvaltere og dybt engagerede grupper af naturbrugere og bare tromle igennem. Hvorfor tester man ikke vidt forskellige tiltag? Hvorfor fokuserer man ikke på samarbejde med private lodsejere, som jo ejer det meste af det danske landskab? Hvorfor inddrager man ikke alle os, som vil naturen i stedet for aktivt at udelukke os fra processen? Processen omkring naturnationalparkerne har gravet skyttegravene i naturdebatten dybere. Det er ærgerligt. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, det er en ommer!
