TEKST OG FOTO: CARSTEN JUNKER NISSEN
Der er mange holdninger og meninger om jagthundetræning. Konstant diskuteres metoder og overbevisninger hos trænere og jagthundejere. De sociale medier er et kærkomment sted til at ytre holdninger om hundetræning – og det skal jeg lige love for, at der bliver – såvel som holdninger til alt mulig andet.
Jagthundetræning foregår mange steder og på mange forskellige måder. Der er mange måder at opnå et godt resultat på, men desværre også mange faldgruber, som enten forsinker eller forhindrer det ønskede resultat med træningen.
Artiklen hedder retrievertræning 2.0 – lidt ironisk, men alligevel med en pointe om, at der er plads til fornyelse og forandring i den måde, mange træner deres jagthunde på. 2.0 er en tilgang og forståelse af hundetræning. 2.0 indeholder nogle simple grundprincipper – en rygrad, der udgør en gennemgående rød tråd i træningen.
I denne korte introduktion gennemgås nogle af de vigtigste grundprincipper i konceptet – ligesom principperne forklares gennem et par praktiske øvelser. Der er ikke tale om nogen træningsmanual, men mere en overordnet beskrivelse af et koncept.
Kommunikation med hunden
Det er afgørende, at hunden forstår os. Selve kommunikationen imellem hund og mennesker er et meget stort kapitel for sig. Men det mest basale er ret ligetil. Helt overordnet er det vigtig at være bevidst om både kropslig og verbal kommunikation. Kropssproget har betydning – husk på, at hundenes indbyrdes kommunikation for langt størstedelen ikke indeholder nogen lyd, men kun kropsprog. Hvad angår verbal kommunikation, er det vigtigt at være opmærksom på både volumen og frekvens – med andre ord, hvor højt og hvor skingert eller dybt, der tales.
Faktisk har hunde en større kapacitet til at forstå ord, end mange er klar over. Populært sagt har en hund forståelse af ord som et 2-årigt barn – og det er faktisk ret så meget. Det svarer til ca. 200 ord, som hunde opfatter – og nogle endda flere. Dette betyder ikke, at jeg har flere hundrede kommandoer, men blot er bevidst om, at hunde opfatter rigtig meget – især hvis ord er koblet med kropssprog. Men vi må gøre vores bedste for at kunne kommunikere, så hundene forstår, hvad vi mener.
Alle hunde er forskellige, og en dygtig træner skal kunne tilpasse træningen til den enkelte hund.
Ingen ”one size fits all”
Der findes ingen opskrift, der kan bruges på alle hunde – ingen ”one size fits all”. Det er centralt i hundetræningen, at alle personer, alle hunde og deres indbyrdes relation er helt unik. Hundene er individer. Dette er også noget af forklaringen på, hvorfor alle ikke kan træne efter samme opskrift. Jeg træner ikke efter en tilgang om hierarki og alfaindivider. Jeg tror ikke, at hunde er små ulve. De hunde, vi har i dag, er alt for domesticerede til at udgøre en ulveflok. Vores hundes adfærd er helt anderledes end ulves, og mange ville slet ikke kunne overleve i den vilde natur.
Hvis man kan acceptere, at hunde er individer og ikke har samme flokmentalitet som vilde ulve, bliver det måske nemmere at være åben over for ”nye træningsmetoder”, der mere er baserede på lyst og samarbejde.
Positiv forstærkning – Kært barn har mange navne
Teorien bag ”positiv forstærkning” er velbeskrevet og videnskabeligt dokumenteret. I begyndelsen blev metoden bl.a. anvendt til træning af delfiner, der skulle lære at dykke efter miner. Positiv forstærkning er ved at være en fællesbetegnelse for mange former for træning af dyr (og mennesker), og ses i forskellige varianter – kært barn har mange navne.
Hvad går det så egentlig ud på?
Jo, faktisk har mange ubevidst anvendt positiv indlæring i hvalpens indlæring af ”sit”. Her holdes en godbid over hovedet på hvalpen samtidig med, at der siges ”sit”. Hvalpen prøver sig frem med forskellige handlinger, og på et tidspunkt vil hvalpen så sidde (måske kun kortvarig), og her udløses godbidden. Efter nogle dages gentagelse af øvelsen, vil i hvert fald de mest madglade hvalpe have ”lært” at forbinde ordet ”sit” med at sidde. Samme princip kan anvendes til den videre indlæring af en lang række kommandoer.
I sit-øvelsen gives en belønning, når hvalpen sidder – nemlig en godbid. Belønninger verbale og/eller fysiske er centrale i metoden – og ikke helt så enkelt, som mange tror!
Lidt om belønning
Teknisk set er en belønning en bekræftelse, der efter en ønsket handling øger sandsynligheden for, at hunden gentager den ønskede handling. En belønning er mange ting. F.eks. kan en belønning være, at hunden får lov til at udføre en handling, der har oprindelse i hundens instinkter såsom at søge, løbe efter/jage eller apportere. En belønning kan også være en tillært handling, som hunden synes særligt godt om f.eks. at trække i et tov.
Den eneste, der rigtigt kan afgøre, hvad der opfattes som en god belønning, er hunden selv. Så hundens daglige tørfoder behøver langt fra at være den bedste belønning.
Uanset hvilken belønning, der gives, er det afgørende, at belønningen times rigtig, så belønningen gives umiddelbart efter den ønskede handling. Nogle gange er det nødvendigt at anvende en såkaldt markering af, at der venter en belønning. En markering af en belønning er så at sige, at ”sætte en belønning i banken til senere udbetaling”. En markering betyder, at jeg skylder dig – faktisk samme princip som anvendes i klikkertræning. Klikkeren er en hørbar markør, som hunden lærer at forbinde med ros ved f.eks. i indlæringen at rose ved at klikke og give godbid samtidigt, hvorefter hunden vil forbinde klikket med ros i sig selv. Klikkeren udmærker sig ved at kunne være kort og præcis, men anses af mange i jagthundeverdenen nok for noget ”plasticlegetøj til tæppetissere”.
Det er vigtigt, at hvalpen forstår ros. Verbal ros, som hunden vel at mærke forstår, kræver noget træning, så timing og stemmelejet er i orden.
En god pointe er, at hunden ikke får alt, men kun når den anstrenger sig. Når hunden gør noget, der er lidt bedre end sidste gang, roses der. Ros bliver således ikke en selvfølge, men noget hunden gerne skulle værdsætte og forsøge at opnå.
De første øvelser
Lidt praktisk træning.
- Et andet praktisk eksempel på positiv forstærkning er træning af at få en hund til at gå pænt med og uden snor.
- Øvelsen starter uden snor. Hvalpen belønnes med en godbid, hver gang hvalpen går i rette position. Når hunden ikke er, hvor den skal være, ignoreres den eller ”lokkes” verbalt ind til benet. Jeg lokker ikke hunden på plads med en godbid. Hunden skal selv tænke og handle, før godbidden gives. Hunden skal tænke selv, hvilket er ret centralt i min træning. Når hunden efter et stykke tid bliver god til at gå fri ved fod, introduceres snoren. Dette er ret smertefrit, da hvalpen allerede går, hvor den skal. Herfra er det ”bare” at træne videre.
- Hvornår kan man starte med at træne en hvalp? Dette spørgsmål stilles ofte. Mit svar er, at, hvis træningen er en leg, og kun positiv, kan man starte, når hvalpen forlader moderen og søskendeflokken. Men trænes der mere traditionelt, hvor hvalpen udsættes for pres og korrektioner, er det en god idé at vente til hunden er over 6-7mdr.
Ingen roser uden torne
Som nævnt er timing helt afgørende, og kommer belønninger for sent, har den i bedste fald ingen værdi, og i værste fald belønnes en anden og måske uønsket handling. Et eksempel, jeg oplever, er, når nogle hunde ikke spontant samler f.eks. hårvildt op, så står føreren og roser hunden, når hunden står over vildtet. Her roses der for en uønsket adfærd. Det rigtige er at motivere hunden til at samle vildtet op og vente med at rose, indtil dette sker.
Et noget kontroversielt emne er om jagthundetræning adskiller sig fra ren lydighedstræning. Er der egentlig forskel på træning af jagthundetræning, og træning, hvor der ikke indgår vildt. Ja, det vil jeg faktisk mene. En jagthund skal nemlig besidde en enorm stor grad af selvbeherskelse og kontrol. På konkurrenceniveau skal en retriever kunne sidde stille og fuldstændig lydløst, mens der skydes vildt. Ligesom en retriever skal kunne gå pænt fri ved fod, mens der skydes en løbende hare, som en anden hund så apporterer. Dette stiller store krav til hundens selvkontrol, og på dette område større krav, end i mange rene lydighedsdiscipliner. Uanset hvilken race, og hvad der trænes, kan ovenstående positive forstærkning anvendes – grundprincipperne er de samme, og mange vil få en mere logisk og problemfri tilgang til hundetræning.
God fornøjelse med at træne din jagthund med et smil.
