En formiddag i begyndelsen af juni gik jeg ned ad et delvist tilgroet skovspor, hvor der over en strækning på et halvt hundrede meter flød med fjer og vingerester fra duer, krager og fasaner. Det var helt tydeligt en tumleplads for nogle store rævehvalpe, som færdedes i området. Samme aften stillede jeg mig ved siden af et træ, så jeg havde udsyn til sporet. Lidt i otte kom den første hvalp, og et par minutter senere kom den næste. Man kan altid diskutere, hvor effektivt det er at regulere rævehvalpe i juni, men den regulerede hvalp tager ikke flere rålam, fasaner eller vadefugle, og tæven sætter ikke et nyt kuld hvalpe det år.
Jeg har altid hyldet den talemåde, at man skal nedlægge sine bukke inden grundlovsdag eller i de første 14 dage i juli. Grundlovsdag er som bekendt den 5. juni, og skal talemåden give mening, sker der rent jagtligt ikke så meget resten af juni måned. Det kan man dog råde bod på, hvis man vil bruge noget tid på at regulere de store rævehvalpe, som på det tidspunkt er begyndt at strejfe rundt på egen hånd.

I juni og juli måned er haglbøssen ofte det foretrukne våben til regulering af ræv i skov eller tæt bevoksning, fordi vegetationen er så høj, så man skal helt tæt på for at kunne se rævene. På græsspor eller i august når markerne er høstet, og man dermed har et større udsyn, er en let jagtriffel et perfekt våben til regulering af ræv.
Hvalpene tager rålam
Mange vil sikkert hævde, at det ikke har nogen særlig effekt at regulere rævehvalpe i juni, men jeg er af den stik modsatte opfattelse, og jeg er overbevist om, at man kan skåne mange rålam, fasaner og vadefugle, hvis man regulerer rævehvalpene. At det så også kan være forbundet med interessante og lærerige oplevelser, gør ikke opgaven mindre kedelig. Men først et par eksempler på, hvorfor jeg mener, at det batter noget at gå efter rævehvalpene.
En aften sidst i maj pürschede jeg ned ad et skovspor for at finde en bestemt buk. Pludselig hørte jeg et stykke råvildt vræle højt, inderligt og så længe, at det peb i lungerne på dyret. Jeg kunne ikke se dyret, men fornemmede på lyden, at det løb rundt og var i bevægelse. Først troede jeg, at det forpinte dyr var en ung buk, som blev dolket og tæsket godt igennem af den morder, som jeg gik efter. Sekunder senere blev jeg revet ud af min vildfarelse, da en stor rævehvalp med et rålam i flaben kom lige imod mig skarpt forfulgt af den fortvivlede og skrigende rå, men da var det for sent.
En anden aften i juni sad en af mine jagtkammerater i en skydestige, da to store rævehvalpe kom drivende med et rålam. Råen forsøgte det bedste, hun havde lært, at sparke ud efter rævene, men hun kunne selvfølgelig ikke hamle op med to ræve samtidig. Hver gang hun sparkede ud efter den ene ræv, gik den anden på lammet. Det gik, som det gik, men jagtkammeraten nåede dog at få bugt med en af hvalpene.

Rævehvalpene røber ofte deres tilstedeværelse ved små områder på et par kvadratmeter, hvor vegetationen er tromlet ned. Disse ’tumlepladser’ ligger ofte inden for 20 – 30 meter fra graven.
Vadefugle er også udsat
Jeg ved godt, at man altid har sagt, at rævens hovedføde består af gnavere, og det er sikkert også korrekt i 10 af årets måneder. Men lige netop i juni måned har ræven adgang til mange andre fødeemner, fordi de fleste andre pattedyr og fugles yngel sættes eller klækkes i maj og juni måned. For eksempel fasanen, der som bekendt ruger på jorden, hvor den er særlig sårbar over for prædatorer.
Det er også tankevækkende, at man i juni måned oftest finder rester af fasanhøner og ikke haner ved rævegraven, og det er selvfølgelig, fordi den rugende fasanhøne er et lettere bytte end hanen. Det er også alment kendt, at et kuld rævehvalpe kan være en katastrofe i områder med rugende vadefugle.
Et tredje eksempel på, hvorfor jeg mener, at det kan betale sig at regulere rævehvalpe i juni, er en oplevelse, som en skribentkollega havde for et par år siden. Han havde lige lukket fasaner ud af volieren. Om aftenen gik han ud for at se efter en buk, da han opdagede to store rævehvalpe, der nøjagtig som løver på savannen drev fasanerne foran sig ned mod en tredje rævehvalp, som lå i baghold. Hvis jeg ikke havde kendt den pågældende kollega, havde jeg næppe troet på historien, men kollegaen er altså pålidelig nok.
Ræven er et fascinerende stykke vildt, og hvalpene skal da også have lov til at udvikle deres jagtteknik. Men der er bare steder, hvor rævene gør så stor skade på den øvrige fauna, at regulering er på sin plads, og så er juni efter min mening den mest effektive måned. Blandt andet fordi rævehvalpene på det tidspunkt stadig holder til i nærheden af rævegraven, og fordi de endnu ikke er så erfarne, som de er i juli og august måned. Her er de meget sværere at få i tale, og her er det meste vildtyngel i øvrigt blevet så stærkt, at det ikke længere er rævens hovedmenu

Ræven er alsidig i sit fødevalg. Her er det fjer fra krager, der røber tilstedeværelsen af ræv.
Vinger eller svingfjer
Brug for eksempel en dag i maj måned på at gå revirets tykninger igennem for ræv. Selv om ræven mig bekendt ikke bruger den samme hvalpegrav flere år i træk, har den ofte sin sommergrav i det samme område, og er der et kuld hvalpe, røber de ofte deres tilstedeværelse ved rester af de festmåltider, som bliver slæber hjem til dem. De synlige efterladenskaber er typisk diverse kranie- eller knoglerester og vinger eller svingfjer fra forskellige fugle, som ligger og flyder i nærheden af graven.
Når du går terrænet igennem, må du ikke forstyrre mere end højest nødvendigt, da tæven flytter hvalpene, hvis hun fornemmer den mindste uro ved graven. Når du så har fundet rævenes tilholdssted, så lad dem få fred og ro til ind i juni måned, hvor hvalpene har fået noget størrelse og er begyndt at strejfe lidt rundt. Gå ud en stille og lun aften, og placer dig, hvor du kan se, at hvalpene har deres færden. Så giver resten sig selv.
Ræveregulering
Her er uddrag af bekendtgørelsen om vildtskader, hvor der om regulering af ræv uden forudgående tilladelse blandt andet står:
- § 5. stk. 5. Rævehvalpe uden for rævegrave må reguleres i perioden 1. juni til 31. august. Rævehvalpene må ikke jages ud af rævegraven ved brug af hund eller på anden måde.
- Stk. 6. Regulering af ræv med riflet våben kan ske fra skydetårn eller skydestige, som opfylder betingelserne i § 1 i bekendtgørelsen om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber. Regulering af ræv i medfør af stk. 1-5, kan ske i perioden 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang, også fra de nævnte skydetårne og skydestiger.





