Reguleret jagt er en fordel for vildtbestande

Videnskabelig artikel fra Nature Sustainability fastslår, at reguleret fritidsjagt er med til at bevare stabile og voksende bestande af vildarter.

I en ny fagfællebedømt (peer-reviewed) artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Sustainability har tre forskere – Hill, J.E., Kellner, K.F. & Belant – analyseret, hvordan reguleret fritidsjagt påvirker bestandene af de dyr, der jages.

Deres konklusion er klar og på ingen måde overraskende (for jægere). I artikelresumeet sammenfatter de tre forfattere deres artikel med ordene:

”Vi har analyseret data for brug og handel for landlevende pattedyr i hele verden og fandt, at arter, der jages af fritidsjægere, med større sandsynlighed findes i stabile eller voksende bestande og med mindre sandsynlighed klassificeres som truede end arter, som ikke jages af fritidsjægere.”

”Disse resultater peger på, at der er en sammenhæng imellem reguleret fritidsjagt og en mere favorabel bevaringsstatus for pattedyrarter, og at jagten derfor kan udgøre en komponent i bæredygtig vildtforvaltning.”

På engelsk ville man sige, at forfatterne ”are stating the obvious”. Vi ved jo allerede, at det er sådan, tingene hænger sammen. Vi skal blot huske på, at resten af befolkningen ikke har det samme forhold til naturen, som vi har og nok ikke ser det som indlysende fakta, at jagt er gavnligt for de arter, vi jager. I min optik behøver vi derfor langt flere af den form for undersøgelser, der bekræfter, hvad vi som jægere allerede ved. Dette i erkendelse af, at vore modstandere forlanger uvildig dokumentation for selv de mest selvfølgelige ting.

For dem, der vil læse hele artiklen “Hill, J.E., Kellner, K.F. & Belant, J.L. Sport hunting associated with favourable conservation status of mammals. Nat Sustain (2025)“, er der et link her >   www.nature.com  

 

Læs mere

Nyheder