TEKST: PER KAUFFMANN
FOTO: PER KAUFFMANN SAMT ONDREJ PROSICKY/SHUTTERSTOCK
Jeg har skudt en del fugle for stående hund, men hvem har snart ikke det. Jeg har skudt adskillige rådyr, harer og sågar en ilder for stående hund, hvilket måske kun færre har prøvet. For nogle år siden skød jeg en rævehvalp efter en stram stand, som min hund holdt længe. Rævehvalpen var mindst lige så overrasket som jeg, da den endelig sprang. Men det underligste, jeg har oplevet med min Breton, skete dog på en efterårsjagt i november.
Jeg var blevet inviteret af en af mine få venner, Aage, som har noget jagt nordøst for Viborg. Lodsejeren ønsker ikke, at der kommer flere end 2-3 jægere på ejendommen, så vi plejer at have en hyggelig dag, kun Aage, mig og min hund, Emma. Første drev er det lille skovhjørne og den store remise midt i marken. Der er ingen fugle, men Emma går friskt til sagen og driver både skoven, et majsstykke og remisen i fuld fart. Aage står på post på den anden side, og kort efter lyder der to skud derovre fra. Aage har skudt et rålam, som vi i fællesskab slæber den lille kilometer, der er op til vejen.
Endnu et lam
Efter en pause tager vi et lille skovstykke, og da jeg og Emma er ved at være igennem, rejser to dyr i noget lyng foran mig. Jeg får råbt Aage an, der derfor kan skyde sit andet dyr denne formiddag. Lidt vildt har det været, og vi har set masser af dyr. Til gengæld har der ingen fugle været nogen steder. ”Vi skulle da gerne have en sneppe eller en fasan”, siger Aage, ”det er jo egentlig, derfor vi er her”.
Helt enig, men på den anden side er det min bitre erfaring, at en stiv østenvind og jagt på hønsefugle med stående hund er en dårlig kombination, så længe det er de rigtige, vilde agerhøns og fasaner.
Sidste såt er skoven ned mod Tjele Langsø. Her er der næsten altid både fasaner og snepper, men i dag er vores anstrengelser nyttesløse. Jeg hører muligvis en sneppe tage til vingerne, men ser den ikke. Til gengæld er der mange duer i bøgeskoven, men de er umulige at komme på skudhold af. Emma arbejder flittigt foran mig i det moselignende område langs søen, da der lyder to hurtige skud oppe fra Aage, og sekunder senere endnu et. Jeg afbryder drevet for at gå op til ham og undersøge, hvad der har forårsaget denne salve, og hjælpe ham med at apportere den flok snepper, han måske er rendt ind i. Råvildt kan det i hvert fald ikke være, for med formiddagens held er vi blevet enige om, at det må være nok. Jeg kalder Emma til mig, og hun er ved min side, mens Aage sætter mig ind i situationen. En ræv er kommet nede fra mig og falder i hans andet skud. Den rejser sig dog straks igen og fortsætter væk fra ham. Det sidste skud er på lidt lang afstand, og var et forsøg på at få den affanget.
En påskudt ræv
Vi beslutter os for straks at lede efter den påskudte ræv, inden vi går videre, og jeg kalder på Emma. Ikke fordi jeg regner med, at hun vil være til nogen nytte, for hun er normalt helt ligeglad med hårvildt, men mere for at hun ikke skal rende og lave ulykker, mens vi leder efter spor fra ræven. Hun er væk. Jeg kalder, men intet sker. Så kan jeg ganske, ganske svagt høre et bip fra den to-tonede standindikator, hun altid bærer i uoverskueligt terræn. Så langt væk er hun, at jeg ikke kan høre den første lave tone, kun den anden, høje tone. Jeg iler derned, med Aage et stykke bagude. Nu har hun nok endelig fundet en fugl, lige inden vi er nået til vejs ende i denne sidste såt. En rum tid går, inden jeg får mast mig gennem krat og rundt om de små mosehuller.
Da jeg endelig når derned, står hun i stram stand i kanten af et lille område med siv, der er næsten en meter høje. Hun står helt fast og har nu gjort det længe. Det må være en fugl, for, når hun står for hårvildt, er hun normalt lidt mere usikker og søgende. Jeg bevæger mig langsomt ind fra siden for at komme tæt på hende og samtidig få mulighed for et hurtigt skud, inden fuglen forsvinder i kratskoven. Det bliver ikke nemt. Hun står 5 meter til højre for mig og peger lige frem. Så er der en lille bevægelse i græsset 15 meter foran mig. Det er pels. Kun et splitsekund får jeg til at afgøre, hvad det er. Min første tanke er ræv, men det kunne også være et rådyr, der ligger ned i sivene. Jeg har heller ikke nogen fornemmelse af, hvilken vej dyret vender. Sekunderne tikker. Emma bevæger sig ikke, heller ikke jeg. Så får jeg et kort glimt af en rød hale med en hvid halespids. Det er altså en ræv, og den er på vej væk fra Emma i aldeles slowmotion, forsøger at snige sig væk uden at blive set eller forfulgt.
Halen sidder bagest
Men nu ved jeg både, at det er en ræv, men endnu mere vigtigt, hvordan den vender. I et kort øjeblik får jeg en fornemmelse af rævens kontur og sætter et skud ind. Det ville nok have været flottere at skyde til den i fuldt firspring, men med alt det krat omkring os er sandsynligheden lille for at få bud med. Dens opførsel kunne måske også tyde på, at det er den ræv, som Aage har skudt på, selv om det var et stykke herfra. Ræven falder om, forendt på stedet. Så tager fanden ved Emma, der springer frem og rusker det afsjælede dyr, som var hun en gravhund. Det har jeg godt nok aldrig set før, denne pludselige aggressivitet over for et stykke rovvildt.
Aage kommer til, og vi taler lidt om den underlige situation, straks efter en anden underlig situation. Samt naturligvis, om det kan være den ræv, han har skudt på. Den gik dog i en anden retning, og det er tvivlsomt, om det tidsmæssigt kan passe. Vi hanker derfor op i min ræv, en tæve, og går tilbage for at kigge efter Aages ræv. Den er gået over et spor længere fremme og ind i noget særdeles tæt brombærkrat. Den bliver svær at finde, selv om den skulle ligge forendt derinde et sted. Jeg sender Emma af sted i håbet om, at hendes nyvundne courage over for ræve skulle få hende til at slæbe den ud eller blot markere den. Jeg går lidt til venstre og følger efter hende, mens Aage tager retning mod højre. Vi maser rundt en rum tid, og pludselig hører jeg noget hvisle i græsset ved et udgået træ. Kun en ganske lille lyd, knapt et rådyr, men det kunne passe på en ræv. Der er tydelige liggemarkeringer ved træet, men intet blod eller hår. Det kunne være hvad som helst. Vi leder et stykke tid, men det er vanskeligt med alle de brombær overalt. Efter en tid kommer Aage over og mener, at vi bør stoppe, da den ikke ligger, hvor han havde håbet.
Livstegn fra ræven
Så halser Emma inde fra krattet. Det gør hun ellers aldrig, men hun lyder hidsig og må have fundet den ræv i live. Jeg forsøger at mase mig derover, men holdes tilbage af de tornede ranker fra de sammengroede brombær. Så stopper hun med at gø og løber længere frem. Da jeg kommer fri af brombærrene og ind i en lille lysning, løber hun rundt og snuser helt vildt. Ræven er smuttet, og hun har tilsyneladende mistet den og gået i søg igen. Så tager hun pludselig stand nede i en lavning. Jeg får Aage over og lader Emma gå frem. Hvis vi er heldige, får vi et glimt af ræven, når den smutter tilbage til krattet. Men Emma bliver stående, og jeg kan nu se, at der er et hul i jorden. Inden jeg kan nå hverken det ene eller andet, er hun smuttet ned i hullet og mosler som en besat for at komme længere ind.
Højst besynderlig adfærd af en stående hund, der aldrig før i dag har interesseret sig for hårvildt. Så hyler hun hjerteskærende og forsøger af al kraft at komme ud igen. Ræven er stadig i hullet og har bidt hende i snuden. Jeg hjælper hende ud og trækker hende væk, så jeg kan kigge ned i hullet. Der er intet at se, men der er et andet hul en meter længere væk. En direkte rævegrav synes der dog ikke at være tale om. Så går Emma frem igen og tager stand ned i hullet. Den er der endnu. Vi graver lidt, lyser ned i gangen, men kan ikke lokalisere noget. Jeg graver lidt mere og finder ud af, at hullet drejer skarpt til højre, næsten parallelt med jordoverfladen i stedet for at gå nedad, som jeg havde antaget fra starten.
Kort lunte
Jeg graver lidt mere jord væk og sidder pludselig med spidsen af en rævehale i hånden. Hurtigt griber jeg fat og trækker den et stykke ud. Ikke nok til at ræven kan komme fri, men nok til at Aage kan få fat ved haleroden. Så trækker han sin ræv halvvejs ud, indtil jeg kan få en kniv i hjertet på den. Ingen af os har lyst til at se hovedet på den ræv, inden den er død. Så endelig kan vi hale hele dyret ud. Det er en stor han, og han er tydeligvist ramt i bagparten af Aages andet skud, bare ikke nok til at slå ham ihjel. Den har et femkronestort, men helet sår på bagsiden af forbenet, næsten helt oppe ved brystet. Det minder Aage om en fantastisk spændende jagt den første oktober. Han var gået ud for at skyde et dyr den morgen, men stødte i stedet på ræven og fik den muset ind på god skudafstand. Desværre ramte han ikke helt så godt, som han havde håbet, og ræven smuttede tilsyneladende uskadt. Men nu er han sikker på, at det må have været den samme ræv. Men der skulle altså en gravsøgende Breton til, for at han kunne få rævebælgen med hjem i anden omgang.
